lørdag den 28. december 2013

Stop Spild Af Mad: And på P4 Østjylland...

Julen er ovre for denne gang - men er alle resterne af julemaden spist? Selv gemmer jeg de sidste bidder af anden i fryseren. De kan nemlig med en smule snilde omsættes til en masse spændende restemad. Desuden bugner supermarkedernes kølediske lige nu af slagtilbud på frosne ænder, både hele og lår + bryst. Slå til - det kan der komme mange gode billige retter ud af.

Her mellem 9-10 er jeg inviteret i studiet hos P4 Østjylland for at komme med en masse inspiration til hvad man kan lave af and - både en hel and fra frost og de rester af den stegte juleand man evt måtte have tilbage. Nogle af de ting jeg vil fortælle om ligger allerede her på bloggen. Først retterne med tilberedt and. Mange af de oprindelige opskrifter er med confiteret and, men man kan lige så vel bruge alm tilberedt and:

Min absolutte favorit restemad med and er de friske vietnamesiske forårsruller. Det er en super god måde at få en masse grønsager på. Man kan enten vende andekødet i en marinade eller servere en krydret dip til.

Har man både en rest sauce og en rest and kan de kombineres til en pragtfuld gryderet. Her er den lavet med løg og svampe. Server f.eks med en mos på græskar og kartoffel.

Foto: Kvickly
De stegte andekød kan også bruges som fyld i en lækker risotto - her med bla græskar og grønkål.

Eller hvad med en omgang stegte asiatiske nudler - de kan varieres i det uendelig med de grøntsager man har på lager.

Man kan også lege lidt med smagen og tilføre lidt røg. Her er det kolde andekød røget med en aromatisk te inden det er tilsat til en flødesauce og serveret med papapdellepasta. 

Her er det stegte andekød blevet flødekysset med lidt kål og serveret på en timianvaffel. En ret (and)erledes måde at servere vafler på.

Er man rigtig avanceret kan man også lave en omgang andesylte - se lige her hvordan.

Og skal det bare være så nem som muligt, kan man bare strimle det kolde andekød, stege det i lidt olie eller andefedt og servere det med en god rødkål i en rustik burgerbolle.

Står man derimod med en hel fersk and kan man lave en masse andre retter.


Man kan selvfølgelig langtidsstege den, enten som her alm i ovn eller her i stegeso - og bruge kødet som vist ovenfor. Man kan også skære lår og bryst af, smelte fedtet af og koge fond på skroget.  Andebrysterne kan bruges til wokretter, asiatiske karryretter, igen til friske forårsruller, hakket til andefrikadeller og rosastegt som det er -  lårene kan man bruge til confiteret and, stegte andelår og f.eks forskellige versioner af den her:

Duck au vin - en ret som kan laves med kirsebærvin som her, eller rød-, hvid- eller portvin. Den sauce tager kegler! Brug i det hele taget and hvor du ville ha' brugt kylling - men twist opskrifterne lidt og tillad længere tilberedningstid.

Køber man flere ænder, får man jo logisk nok mere andefedt at lege med. Og det er flydende gastronomisk guld. Snyd endelig ikke dig selv for at lave hjemmelavet confiteret and. Det er groft sagt: en and kogt i en anden ands fedt.

Det er min livret med and. Kødet bliver smeltende mørt. Og det er slet ikke så usundt som man måske kunne tro - andefedt er nemlig ikke slemt fedt, men har en fedtsyresammensætning meget lig olivenolie.

Og når man nu har gang i andefedtet kan det bruge til meget andet end and:

Man kan lave de lækreste sprøde kartofler - lige til at hapse.

Og man kan også tilberede andre slags kød i det aromatiske fedt. Her er det en lille poussin som er blevet confiteret - den var himmelsk!

Og sidst med ikke mindst blev det flydende guld brugt til årets lidt utraditionelle julemiddag: sprængte, confiterede svinekæber, selleripuré, gudesauce (kogt på selve grisens sjæl), ahorn-glaserede kastanjer, kirsebærrødkål, lakridsrødkål og 'broken gel' på kirsebær gløgg. 

Jeg håber dette indlæg har kunne give lidt idéer til hvad man kan gøre ved and - både rå og tilberedt. Har du spørgsmål er du velkommen til at sende mig en mail på klidmoster@gmail.com eller smide en kommentar herunder.

God lørdag til alle der kommer her forbi... 


7 kommentarer:

  1. Jeg bliver jo helt lækkersulten af at læse sådan et indlæg! Vi var også en tur på "andejagt" igår. Det er nemlig utroligt, så billige de pludselig er, blot fordi julen er ovre. Så i aften står menuen på en asiatisk-inspireret andesuppe. Jeg fik nemlig kogt en herlig fond på skroget af en and, hvoraf kødet ligger i min fryser og venter på jeg får min nye sous vide :)

    SvarSlet
  2. Åh, det ene billede frister mere end det andet - lækkert!

    - Anne

    SvarSlet
  3. superfint indlæg - min juleand blev bare forrygende god, så jeg har lyst til mere and! Og kunne som du sir' fint holde øje med gode tilbud. Jeg lavede i øvrigt din andesylte af mine rester, og den spiste mine naboer med god appeti i går:-) tak for fin inspiration

    SvarSlet
  4. Du har pirket til min nysgerrighed på and, for traditionel and siger mig absolut ingenting og har i mange år slet ikke brudt mig om det, men her har jeg lige fået idéer til hvordan jeg kommer videre med and.

    SvarSlet
  5. Du er hands down dronningen af stop spild af mad - og well done i radioen :)

    /Kristina.

    SvarSlet
  6. Ja der fandt jeg jo nok den inspiration jeg skulle bruge for at planlægge madblogger udfordringern. Fin blog jeg glæder mig til at komme igang. Mvh Crockpotpusheren // Johanne

    SvarSlet
  7. Du styrer FOR vildt, duckMozda! <3

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...