fredag den 29. november 2019

Peberkagehus til Memphis Roadhouse 2019...

Igen i år, for 7. år i træk, leverer Anne og jeg et peberkagehus...eller rettere, en peberkagekreation, til Memphis Roadhouse

I år er vi kravlet i højden, for første gang. Det er et svine-bordel, drevet af 2 dragqueens og deres fashionista-veninde. Jow jow...

Vi kan lige så godt være ærlige og indrømme, at vi har fået hjælp. Vi har købt os til en underliggende konstruktion, som vi så har beklædt med peberkage og gøgl.
Det fine træhus, fandt Anne i Billig Blomst for 300 kr - det købte vi straks og tryllede om til et eventyrslot....eller noget. Der er lagt lidt rød cellofan ind i nogle af rummene, for at give det rette røde bordel-lys.

Og nej, vi lavede ikke engang dejen selv - men brugte 2 færdige pakker fra IKEA. Vi har jo begge vores udfordringer at slås med, så vi valgte en gylden(bagt) middelvej, som vi begge kunne acceptere. Det viste sig dog at være en skidt beslutning. For dejen, og de færdige peberkager, smagte rigtig fint - den kunne bare ikke bages hård nok. Så lad mig hermed bringe en advarsel og en anbefaling:  brug ikke IKEAs dej til andet end småkager der skal spises.

Men hvad skal man så bygge sine peberkagehuse af, tænker du måske.

Svaret er simpelt: du skal bruge den her fantastiske dej. Og du må gerne skrue op for krydderierne. Og skal du bygge huse, så drop natron. Du finder opskriften på dejen ➤ lige her.

Anne udrullede og bagte en masse figurer, som vi pyntede i fællesskab.

Vi har med årene udviklet mange nye teknikker. I år blev det et hit, med 3 forskellige 'patroner' med RI (Royal Icing) i samme sprøjtepose. Her er det grøn, blå og lilla - drysset med glimmer og tilført guldkugler + pastel-stjerner. Juletræer på steroider! 

Da alle de bagte dele, var blevet monteret, slog jeg min kreative horror vacui til - under mottoet 'let's bedazzle this castle'. Og i løbet af nogle timer, blev alle små tomrum fyldt ud....og min arm totalt smadret.

1,5 kg flormelis blev rørt til RI - og så brugte vi en kæmpe pose blandet slik, kugler og glimmer. Det er som sagt et svine-bordel. Det er drevet af Griselda og Baconette (Tv), samt Porkatella Versace (Th) - og alle svinene sidder til udstilling på tagene. i deres fineste lingeri. 

Ja, det er lidt 'out there', men det er jo til en amerikansk restaurant, som serverer en masse svin. Så det går an. Vores øvrige kreationer, har også været lidt alternative:  

Det allerførste år, lavede vi et outhouse - og den ide genbrugte vi sidste år, dog i noget mere kulørt udgave.

I de mellemliggende år, har vi afleveret følgende kreationer: en lille landsby, et temmelig alternativt krybbespil (med Kapser, Jesper og Møgtatar) og julemandens kane, trukket af flyvende grise. Det år jeg var ekstra syg, lavede Anne selv en stor lade, som jeg desværre ikke har et billede af.

Vi var nede og aflevere kreationen i tirsdag - til en begejstret Chris. Og det vakte stor jubel, i går, til Thanksgiving. Kig forbi restauranten, hvor den kan ses med egne øjne, helt frem til nytår.

Jeg drømmer virkelig om at lave et lillebitte hus til mig selv. Uden bolchevinduer og med bare en smule pynt. Men kræfterne er vist ikke til det. Men jeg har alligevel lidt juleplaner, for der SKAL bages Madam Mangors Vaniljestjerner og bare en lille smule peberkage. Og man kan da vist med rimelighed påstå, at jeg har allerede har fået afløb for min pyntesyge i år...

Skal du lavet et peberkagehus i år?

tirsdag den 19. november 2019

Hasselback butternut med honning-glaze og sprød topping...

Nu skal det ikke være hokkaido det hele, selv om det lille orange græskar er blevet voldsomt populært. Næ, nu skal det handle om butternut - som har en sødlig nøddeagtig smag og egner sig fortræffeligt til ovnbagning. Her er de bagt som en anden grøntsag, nemlig hasselback kartofler, hvilket giver et rigtig labert tilbehør.

Smørmørt græskar med masser af smag og sprød topping. Det er lige før, det er en vegetarret i sig selv - bare server med en sprød salat med syrlig dressing.


Hvad jeg brugte:

Hasselback butternut er en skøn opfindelse - og der findes virkelig mange lækre varianter. Jeg valgte at gå den lidt sur-søde vej, og stadig lave en sprød top.

Først kogte jeg en tyk glaze sammen af 75 g honning, 25 g SMØR og 2 spsk æblecidereddike (+ urtesalt og sort peber). 

Jeg bruger temmelig lokal honning - da jeg er så heldig, at Annes husbond Tom, er biavler. Han har sit bistade stående i deres æbleplantage og det giver en pragtfuld honning. Du kan finde honning, fra din lokale biavler lige her.

Mens glazen kølede ned, besluttede jeg mig for at røre ½ spsk fuldkornssennep i. Med det af vejen, var det at tænde for ovnen på 180°C og gå i gang med græskarret. 

Græskarret vaskes, flækkes og kernerne skrabes ud med en ske. Jeg bruger et parisiennejern, som har dejlige skarpe kanter. De to halvdele skrælles, pensles med olie, lægges på snitfladen i et fad og bages i ca 15 min. Det skal ikke bages alt for blødt, i første omgang, kun så det er til at skære i.

Så snart de er til at røre ved, flyttes de halvbagte halve græskar over på et skærebræt. Nu skal de snittes til hasselback - med så mange fine snit, som der er plads til. Jeg tog et par grydeskeer til hjælp.

Toppingen laves af lidt panko-rasp og en smule revet parmesan. Jeg tilsatte en stor spiseske dukkah. Jeg bruger den her, med mandler, pistacienødder, sort sesam, grøn fennikel, sukker og salt.

Græskarrene lægges i et fad og overhældes med glaze - som også skal ned i revnerne. Toppingen drysses over.

Der garneres evt med frisk timian. Og så skal de små basser bages sprøde. Inden de kom i ovnen, fik de dog selskab i fadet.

For i bedste Stop Spild Af Mad stil, havde jeg scoret et lille blomkålshoved. Det passede perfekt ind her. Det blev skyllet og fik bladene nippet af - og blev møffet ind i en blanding af blødt SMØR, revet citronskal, revet parmesan og friskkværnet sort peber. 

Det lille blomkålshoved fik også et drys topping og lidt frisk timian. Fadet blev sat i ovnen i ca 45 minutter, til alt var gyldent og sprødt.

I mellemtiden, lavede jeg endnu en omgang grøntsagstilbehør, i form at sauteret kål på en bønnepuré a'la den her.

De hvide bønner blev skyllet og blendet med: 2 stykker grillet paprika, saften fra ½ citron, 3 spsk olivenolie, 1 fed hvidløg, salt og peber. 8 blade savoykål blev ribbet og skåret groft - og stegt hårdt af i en smule olivenolie, med citronsaft, salt og peber. Den lyserøde bønnepuré blev smurt på et fad og toppet med kålen.

1-2-3 vegetarmiddag. Æh, vi fik godt nok en bette kotelet af Poppelgris til - men den kunne sagtens ha' været undværet for mit vedkomne.

Det hasselbagte butternut var et stort hit - og jeg har allerede købt ind til flere varianter. Der findes så mange lækre kombinationer, der skal afprøves. 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er virkelig dejligt at ha' fået hul på bloggeriet igen. Det nytter ikke noget, at jeg lader min utilfredshed over mine billeder og sprog, bremse mig. Pyt med at jeg ikke kan det, jeg kunne engang - for jeg kan stadig noget. Og jeg har lidt over ikke at kunne komme ud med mine idéer. Det tager længere tid, koster flere kræfter og giver lidt ærgrelser - men det gør altså også glad, at kunne få lidt ud. 

Jeg er simpelthen SÅ utrolig taknemmelig over alt den feedback, som er kommet på mine sidste 2 indlæg. Det er nogle meget store tanker, følelser og bekymringer at skulle takle - og det har hjulpet helt enormt at få det bearbejdet, nedskrevet og delt. Jeg vil vildt gerne svare på det hele, men stresser over at få det gjort, inden jeg poster nyt - og der skal jeg også give lidt slip. Der er ikke mange kræfter, og de skal bruges på 'har lyst til' og ikke 'skal'. Og tak fordi dcr er plads til det.

Mit helbred er helt pløk i tiden. Har ladet mig vaccinere mod influenza, som jeg ikke reagerede særlig godt på. MEN - hvis jeg kan slippe for 9 uger i sengen til vinter, har det været det hele værd. 

Og nu skal jeg trække stikket lidt og samle nogle kræfter. Tak fordi du kiggede forbi...


onsdag den 6. november 2019

Tanker om gensidig forsørgelsespligt...

Det her indlæg er LANGT, rablende og usammenhængende. Beklager, der er mange gentagelser…..hjerneskaden fucker virkelig med mine skriftlige kompetencer. Og det er altså et meget personligt indlæg – så spring det over, hvis du ikke er til den slags. Det handler ikke så meget om gensidig forsørgelsespligt generelt – men hvordan det vil påvirke mig, hvis jeg bliver underlagt den. 

For her i genhusningsperioden (er genhuset pga renovering i min afdeling af boligforeningen) er der meget tid til at tænke. Jeg ser kun min kæreste om aftenen, så det er nogle lange dage. De bliver tilbragt på sofaen, på en trykaflastende madras. Her kan jeg dimse med min mobil og pleje mine online venskaber, se tv og hvile med kattene. Har jeg overskud og ikke alt for ondt, kan jeg handle og/eller lave mad. Det er mit liv pt. Og det gør mig faktisk ret godt. Masser af hvile og hygge med kæresten om aftenen. Jeg stortrives i det. Men det er snart slut igen.

Den gensidige forsørgerpligt spøger nemlig i kulissen. Noget jeg pludselig er tvunget til at tage stilling til.....

Jeg havde ærlig talt aldrig troet jeg skulle ha’ en rigtig kæreste igen. Troede ikke jeg havde nogen ’markedsværdi’ med alle mine fysiske begrænsninger og fremtidsudsigter. Men så mødte jeg bare den helt rigtige, som kunne rumme hele mig. En som ikke så min sygdom som noget farligt eller besværligt. Og nu har vi sørme været kærester i et år (Hurra!). Det lagde ud som et COLA (couple living apart) forhold, hvor vi sås efter de tilladte forskrifter – som bestemt ikke er uden logistiske udfordringer. Vi havde dog ikke noget ønske om at bo sammen – og min kæreste købte en lejlighed efter det. Men så kom genhusningen, hvor jeg søgte om tilladelse til at flytte ind hos min kæreste og ha’ fælles husførelse, i en tidsbestemt periode. Og den genhusning har været noget af en åbenbaring for os begge. Den har skabt en længsel og vist os, hvordan livet kan være, når man er to, på trods af sygdom – men den har også ført de værst mulige bekymringer med sig. For mine fremtidsudsigter er ikke gode. Hverken fysiske, sociale eller økonomiske. 

Helbredet går jo kun en vej og fører flere begrænsninger med sig. Min gå-distance bliver kortere og kortere, da alle led i fødder og ankler føles af splintre, når jeg går. Mange dage, kan jeg ikke engang holde til at ha’ sko på. Uden min el-scooter kan jeg ikke komme omkring. Jeg gruer virkelig for yderlige smerter og begrænsninger. Det er i forvejen et liv fuldt af daglige lidelser. Ja, lidelser. Jeg prøver ikke på at være dramatisk, men beskrivende. Og livet med nerveskader i bevægeapparatet + hjerneskade efter en trafikulykke, gigt, fibromyalgi og kronisk bursitis i begge skuldre, er utrolig smertefuldt. Og det er på hvert pulsslag, ved hver bevægelse og ved hver berøring. Jeg er færdig. Der er ikke mere at give af. Der er ingen helt gode dage og flest af de rigtig dårlige dage.

Det er virkelig blevet svært at klare mig selv. I lange perioder kan jeg ikke engang opretholde tilfredsstillende personlig hygiejne, spise med bestik, hænge tøj op, tømme kattebakke og løfte noget, der vejer over 1 kg. Så nu skal jeg hjem og visiteres til mere hjemmehjælp – for flytter jeg sammen med min kæreste, bliver han pr default både min hjemmehjælper, sygeplejer, chauffør og forsørger. Og det er uværdigt for os begge, på alle måder. 

Som det er nu, har jeg i forvejen en selvbetaling til hjemmehjælp, da den bevilling jeg har fået, kun dækker en del af lønnen (virkelig flot kun at bevilge til den billigst mulige løn, når man godt ved der skal en ekstrauddannet til). Det bliver hårdt at skulle betale for flere timer. Men jeg kan ikke længere klare mig selv nok. 

Jeg var dybt ulykkelig og rasende, da jeg skulle sluge en førtidspension.  Men der var ingen arbejdsevne tilbage at revalidere på, så jeg måtte kapitulere mod min vilje – efter 5 fejlslagne praktikker. Jeg ville ikke være førtidspensionist. Ja, og så er jeg endda af de ’heldige’ som fik den trukket ned over hovedet – og ikke skulle kæmpe urimeligt i årevis, for at få den tildelt. Nå, men med tiden har jeg slået mig til tåls med det – for ulykke og sygdom, er jo ikke noget man kan komme omkring. Det går ikke væk igen. Det var en lang rejse mod den accept. Jeg lærte at se førtidspensionen som den løn, jeg ikke længere kunne tjene selv – og som den jo er tiltænkt. Og det gjorde det nogenlunde tåleligt. Det er ikke en formue, man får som enlig førtidspensionist, men hvis man prioriterer fornuftigt, kan det lige løbe rundt. Har jo hverken hus, bil, børn eller gæld. Og så har jeg brugt bloggen her, som en ekstra indtægtskilde – det er den jeg kalder mit ’job’. Og bloggen giver både penge i kassen og masser livskvalitet. 

Hvis jeg flytter herop permanent, bliver det hverken værdigt eller med særlig meget livskvalitet for mig. Selvfølgelig får jeg lov til at vågne op sammen med min kæreste hver dag, men for en meget høj pris. Den gensidige forsørgerpligt er nemlig skruet sådan sammen, at man ikke kan være ligeværdige i forholdet eller forsøde tilværelsen lidt selv. Min kæreste er lønmodtager, har ejerlejlighed og bil – og vil skulle forsørge mig, selv om vi ikke er gift og kun først lige har taget hul på vores samliv. Og der bliver kun kigger på hans bruttoindtægt – ikke hans udgifter eller gæld.  Han skal altså købe katten i sækken med ALLE fremtidige ekstraudgifter. Der bliver råbt højt om, at der er økonomisk gevinst ved at bo sammen – men det er jo peanuts der kan spares, i forhold til det de tager fra en. Og det er ikke kun penge man mister, de nupper også hjemmehjælpen. Så den raske partner skal både betale og holde hus – mens den syge, kun kan sidde til pynt, uden at bidrage med ret meget. Det er ikke fedt at være en byrde for sin kæreste og for samfundet – og jeg ved at mange afholder sig fra at date, i frygt for at møde en de bliver glade for…..fordi de ved, at de nærmest går ind i forholdet, med en regning i lommen.    

Forstå mig ret, jeg er meget taknemmelig over min førtidspension – som jeg bliver tildelt af vores velfærdssamfund. Jeg syntes også det er rimeligt, at der er en lidt laveres sats fra samboende, da man jo trods alt får en smule rabat på visse fællesudgifter. Det er også rimeligt, at div tilskud bortfalder – i mit tilfælde boligtilskud. Men så stopper det med at være rimeligt, lige der. 

Selv om min kæreste tjener en helt alm løn, så skal jeg modregnes 30 kr, af hver 100 kr han tjener, over et vist beløb – oveni den lavere sats og bortfaldne boligtilskud. Desuden vil jeg selv blive modregnet 30 kr, for hver 100 kr, jeg kan tjene ved siden af. Det betyder, meget groft skitseret, at fælleskassen kommer til at eje 30% af min kogebog, hvis jeg nogensinde får den færdig. Og når jeg skal modregnes af indtjeningen på bloggen her, er det også 30%. Der skal hele 67 kr i fælleskassen, hvilket efterlader sølle 33 kr til mig. Jeg er da glad for at kunne tjene lidt selv, men mine kræfter rækker ikke til andet end håndører, efter den model. 

Hvis vi vil bo sammen, betyder det for mig, at når jeg har betalt mine egne udgifter: medicin, ulykkesforsikring, tandlæge, fodterapeut (kan ikke ha’ sko på og gå uden) og frisør + luksustingen mobil - har jeg 3000 kr tilbage. Og de skal dække min halvdel af husleje (incl el, vand, varme og fællesudgifter), mad, indboforsikring, internet og licens + luksus som tøj, personlig pleje, tv-pakke, katte (mad, forsikring og dyrlæge), behandlinger og varmtvandstræning. Lommepenge og fornøjelser bliver der ikke penge til. Og jeg har ingen opsparing, heller ikke pensionsopsparing. 

Så hvis min kæreste vælger at påtage sig den store fysiske og økonomiske byrde, så er det ham der skal betale ALT fremover – og det er en fysisk umulighed. Han kommer jo ikke just langt med mine sølle 3000 kr om måneden. En ting er de faste månedlige udgifter (Jeg forventes heldigvis ikke at bidrage til bilen, da jeg ikke har kørekort). Men livet er langt og indeholder jo også ferier, biografture, restaurantbesøg, fødselsdagsgaver, julegaver og ekstraudgifter i forbindelse med højtider, briller, egenbetaling til ny el-scooter og alt mulig andet. Og hvis jeg f.eks jeg skal ha’ nyt pas, køre med offentlig transport (hvis jeg gerne vil besøge min søster på Sjælland) eller drikke en kop kaffe, med en veninde på cafe, så skal jeg bede min kæreste om penge til det. Og skal jeg til den samme venindes fødselsdag, gæt hvem jeg så skal bede om penge til gaven?

Visse overførselsindkomster er lave, så de ’motiverer’ folk til at komme videre i systemet og blive selvforsørgende. Æh, hallo – var vi ikke enige om, at det her var min endestation? Jeg skal jo ikke videre, men blive her, til jeg når alderen til folkepension. Er havnet her uforskyldt, pga sygdom og handikap. INGEN får en førtidspension, hvis der er andre alternativer. Hvorfor skal jeg bonnes så hårdt, når der er så få muligheder for at forsøde tilværelsen lidt for os selv? Jeg bliver jo selv beskattet 67% af indtjening. Og hvis min kæreste vil tage overarbejde, så vi f.eks kunne få råd til at gå ud og spise, så bliver jeg modregnet i min førtidspension. 30 kr trækkes fra mig, for hver 100 kr han tjener – og så skal han afholde skatten + 8% AMB også. Så altså ca 78% beskatning på overarbejde. Det bliver hurtigt til mange timer, hvis der skal være råd til andet end et par hotdogs. Og han skal jo så også lige holde hus samtidig, da hjemmehjælpen ryger. Sikke et liv for ham at se frem til – og så med mine fremtidsudsigter oveni. 

Det er meget at skulle forholde sig til. Så det gør vi ikke. Vi har besluttet os for at nyde den sidste tid af genhusningen sammen – og så indfinde os med de gældende regler. Så kan vi jo bare drømme om en afskaffelse, en opblødning eller en ændring. For det er edderhakme meget pres at lægge på så nyt et forhold, at forvente at det skal bære fysisk, mentalt og økonomisk. Jeg har meget svært ved at byde ham det, og har været ved at trække stikket flere gange her på det sidste. Faktisk har jeg ubevist forsøgt at sabotere vores forhold, så han fik en udvej. Hvor trist er det? Og ja, han er ok med, at jeg skriver om det her, da han syntes det er vigtigt at jeg får luft for frustrationerne og sætter fokus på emnet. For det kan ramme alle – selv dig, der tror du har dit på det tørre.

Når genhusningen er ovre d. 1/12, skal jeg flytte hjem alene. For kattene skal nok ikke med. De kan ikke længere være mine katte, men så kan de heldigvis blive min kærestes katte. Det er verdens hårdeste beslutning der skal tages – og jeg kan ikke holde op med at tude over det. Men: Ingen arme, ingen katte. Og de arme arme tillader ikke, at jeg selv tømmer kattebakken længere. Det er fakta. Og fakta sucks! (Onde tunger hvisker, at så slipper jeg da for den udgift).



Så når genhusningen er ovre skal jeg flytte hjem – og være helt alene 4 dage, 4 aftner og 4 nætter om ugen. Ingen kæreste, ingen katte og ingen hjælp. For reglerne for kærester er at ’man ikke må være mere sammen, end man ikke er sammen’. Så man kan ses 3 dage om ugen, uden konsekvenser – hvis man husker ikke at hjælpe hinanden praktisk eller betale for hinandens mad. Man må dog godt få hjælp hvis man er syg…..men jeg er jo syg hele tiden (og det er de fleste andre førtidspensionister også), så den går heller ikke. Du må nemlig godt være syg, men ikke syg. Forvirret? Velkommen i klubben…..

Hvis jeg tager kattene med – og får min kæreste til at køre forbi efter arbejde, de dage jeg ikke skal være hos ham, for at tage kattebakken, er det socialt bedrageri. For så vil han bidrage med ’praktisk hjælp’ og vil vil blive erklæret for være samboende. Hvis han handler på vejen og stiller en pose råvarer til mig, og kører igen, er det også socialt bedrageri, da det er at bidrage til min husholdning – også selv om jeg refunderer ham beløbet for det indkøbte. Så på dårlige dage, hvor jeg er sengeliggende, er jeg fucked. Jeg er for dårlig til at klare mig selv og må ikke modtage hjælp af min kæreste – og hvis vi skal bo sammen, bliver jeg fattig og uselvstændig. Pest eller kolera? Kærlighedens pris er høj og vi har ikke råd til at betale den. Ensomhed koster gratis….

Det er grove løjer at være så syg og behandlingskrævende, ikke ha’ noget job (ingen faglig udfordring, ingen kollegaer, ingen julefrokoster eller social samvær), ikke ha’ overskud til frivilligt arbejde, ikke ha’ nogen fremtidsudsigter (til andet end dårligere helbred og flere begrænsninger). Og det er bestemt, at jeg ikke må være sammen med min kæreste mere end 3 dage om ugen, uden at miste halvdelen af min indkomst Og samtidig er holdningen, at jeg er på den grønne gren, fordi jeg slipper for at arbejde og kan fede den hele dagen.  Ak ja, ’fede den’ - i går fik jeg følgende kommentar med på vejen, da jeg luftede min bekymring om økonomien med gensidig forsørgerpligt: ”Kig på dig selv fede, du tager vist ingen skade af at komme på smalkost". Jeg er paf – fatshaming og førtidspensionist-bashing i et. Virkelig flot holdning! 

Da jeg accepterede et liv på førtidspension, var det jo en fredning. Jeg fik ro og fred – og skulle bare fokusere på ikke at blive mere syg…..og få det bedste ud af resten af livet. Det er meget svært at få fred, når man er jaget. Og der er jagtsæson på førtidspensionister hele året. 

Dem der ikke bidrager, kan ikke undes noget. Igen og igen, får jeg kommentarer fra folk, der mener at jeg tager deres surt tjente skattepenge fra dem. Det er dem der finansierer mig, og så har de også ret til at sige deres mening – og jeg må ikke sige dem imod. Har jeg ikke råd til at drikke kaffe på en cafe, så må jeg drikke den hjemme. Ikke engang en kop kaffe, ude i byen, kan jeg undes. 

Består statens budget udelukkende af folks skattepenge, eller hvad? Hvilke andre er det mon, jeg vil tvinge til at betale for mig?

Hvis jeg skal få råd til en latté på en cafe – skal jeg med den syge beskatning på 67%, ud og tjene ca 175 kr, ved siden af min pension. Uden restarbejdsevne? 

Så de næste 20 år, indtil jeg skal på folkepension og ha’ endnu mindre, må jeg ikke foretage mig noget udenfor hjemmet som koster penge – med mindre min kæreste betaler? Og hvor vover vi at ha’ katte – det er jo luksus? Folk har nemlig set i Luksusfælden, at kæledyr er luksus når man har en lille økonomi. Well, jeg tilbringer alle dagtimer alene og det er ikke særlig sjovt. Katte giver hygge, nærvær og livskvalitet. Og den vilde luksus, skal jeg nu opgive, fordi jeg ikke kan bruge mine arme. Så jeg får meget alenetid uden katte og kæreste. Jeg har svært ved at se livskvaliteten. 

Jeg havde ALDRIG troet at jeg ville komme til at sympatisere med dem der begår socialt bedrageri og udfører sort arbejde. Men jeg begynder at få forstå bevægegrunden til, at det kan være nødvendigt, hvis man skal kunne forsørge sin familie. 

Jeg har selv været anmeldt anonymt, flere gange, for mistanke om skatteunddragelse og socialt bedrageri – og har været til forhør og alt muligt. Naturligvis var der intet at komme efter. Og det er læsere af bloggen her, som har anmeldt mig – hvilket heller ikke er en rar tanke. Nogen har studset over min livsførelse – og kunne ikke tro andet, end at jeg snød så det drev. Tyv tror, hver mand stjæler. Det er blevet et overvågningssamfund, som skal ofre mange resurser på overvågning – fordi anonyme skatteborgere, med ondt i røven, har ret til at få deres mistanker efterforsket. 

Jeg ville aldrig turde at træde ved siden af. Ville ikke kunne sove om natten. Netop fordi jeg skriver offentligt, skal jeg kunne tåle at blive belyst fra alle sider. Men det er vildt svært at overholde nogle regler, ingen kender. Så derfor er man altid lidt utryg for, at man kommer til at gøre noget forkert. I den sidste tid, har jeg læst mange beretninger, fra folk som er ramt af gensidig forsørgerpligt. Det er vildt, så mange uhyrligheder folk udsættes for. De får tjekket deres vand- og el-regninger, for at det kan udregnes om de har været nok alene – og der tjekkes hvilke dagligvarebutikker de handler i, for at tjekke om det er tæt på den ene eller andens bolig. Den slags giver mig rablende paranoia. Hvad nu, hvis jeg bruger mere strøm hjemme, tror de så at min kæreste har været der, en dag han ikke må? Og handler jeg på vejen hjem, i en butik som ligger for tæt på min kærestes bopæl, så tror de at jeg er hos ham? Og hvad med de sociale medier? Jeg poster ikke kronologisk, og er bange for at lægge for mange billeder op, som er taget hos min kæreste – selv om jeg er hjemme. Det er uværdigt og stressende at skulle rumme de bekymringer. Og det næste halve år, skal jeg lide under larmen fra renoveringen hjemme – og samtidig være obs på at følge alle regler. Min stresstærskel er allerede overskredet, hvilket påvirker helbredet.

Og så er der det med tolkningen af selve reglerne. Er det et vejet gennemsnit, man må være sammen? Opgøres det på ugebasis eller månedsbasis? Kan jeg være hos min kæreste 5 dage, den ene uge og så kun 2 den næste? Eller hvad med en hel uge her og så en uge, hvor vi slet ikke ses? Ingen ved om der er overvågning på og hvornår fælden klapper. Det giver ondt i maven, når der er en notifikation fra e-Boks. For er det nu jeg skal stå skoleret og forsvare, forklare og blotte mig helt....igen? Jeg føler mig umyndiggjort og frataget egen fri vilje, til at agere som voksent frit menneske. Det er som at blive straffet og sat i isolation, 4 dage om ugen, til afsoning. Og forbrydelsen - den er at være blevet syg.  

Det her liv er meget stejlt op af bakke. Det er en udfordring at bevare sin værdighed og tro på eget værd, når man konstant bliver devalueret som både menneske og borger. Man befinder sig på samfundets nederste hylde. Lav status, lav indkomst, lav respekt. Man bliver kaldt nasser, igle og dyr for samfundet. Seriøst, det føles efterhånden som om jeg forventes at sidde i et hjørne og vente på at dø...så jeg koster mindst muligt at holde liv i. Undskyld jeg blev syg - og undskyld jeg fik en kæreste... 

Jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på tallerkenen – så jeg kan vel ikke klage? Andre har langt mindre end jeg og har endnu større fysiske udfordringer. Det er ingen trøst, tvært i mod – men det udløser empati, rummelighed og forståelse over for dem som har det sådan. Men hvor er samfundets samlede empati blevet af, siden vi kan byde voksne syge mennesker, et liv på lappen i ensomhed – og så håne dem, for at ville ha’ et anstændigt liv? Det er skræmmende så få der har taget stilling til borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt. Og det er skræmmende, så få raske mennesker støtter op om det offentligt. Det her bør ikke kun være de ressourcesvages kamp – for det kan ramme ALLE, der pludselig bliver uarbejdsdygtige. Og dig der håner mig i dag, for min grådighed, kan rammes af ulykke og hurtigt stå i samme situation…..og så får piben en helt anden lyd. Husk på det ikke kun handler om kroner og ører – men om værdighed som menneske.   

Det var et lille indblik i min virkelighed. Det har været meget hårdt at skrive alle disse ting ned, men det har givet luft. Hvis du vælger at lægge en kommentar til min beretning, så husk venligst på at der sidder et rigtigt menneske, her bag skærmen. Jeg forventer at der holdes en ordentlig tone. 

Og nu vil jeg trække det digitale stik for en stund og forsøge at få noget ro i hovedet. 

Du kan støtte borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt, lige HER.

torsdag den 31. oktober 2019

Spiselig græskarmand med fyld...

Hvad enten vi vil det eller ej, så tordner Halloween-toget imod os på kollisionskurs - med fuld fart endda. Dansken har virkelig taget den amerikaniserede event til sig, med ALT hvad der hører sig til (det undlader jeg dog at lufte min mening om her). Jeg morer mig dog over at det også gælder på madfronten, hvor klam og/eller sjov mad er i høj kurs, hos børn og barnlige sjæle. Jeg hopper med på vognen og byder på en venligsindet græskarmand, med labert fyld. 

En sød og sjov servering, som nok skal få smilet frem. Der skal bruges et helt lille græskar pr mand. Jeg bruger økologisk hokkido, som kan fås alle steder.

De små græskar skal vaskes rigtig grundigt først - og skæres til, så de bliver helt flade i bunden.

Der snittes forsigtigt øjne, næse og mund, i skrællen, med en urtekniv. Man skal blot ridse forsigtigt op og ikke skære for dybt - og så fjerne det yderste lag, med spidsen af kniven. Mine arme arme og dumme hænder tillod kun et simpelt udtryk, men med det rette værktøj og fingersnilde kan man lave små kunstværker. Det udskærne græskar får et snit rundt om toppen, som forsigtigt løftes af og skæres flad. Indmaden skrabes ud med en ske - og så er de små græskar klar til at blive fyldt.

Og hvad skal der i? En spiselig græskarmand kan være et fremragende Stop Spild Af Mad projekt, da det kan fyldes med alt muligt. Her har jeg genbrugt min egen idé, fra indlægget Chili con calabaza, og brugt en rest chili con carne som fyld. Men du kan bruge lige det fyld du ønsker. Det skal bare være godt krydret (salt, spice og syre), da det fade græskarkød har brug for modspil. Jeg forestiller mig: kylling i karry, vegetarisk linsefyld, div supper (som i det her lillebitte portionsgræskar) en rest bolognese, svampestuvning eller fars (har du set mit farsbrød bagt i et græskar?).

De fyldte græskar bages low and slow, så de ikke bliver for mørke i skrællen. De her fik ca 1½ time på 160°C.

Sådan et fyldt græskar er meget blødt i blødt - så der er brug for noget knas. Og nachos er ekstra gode, da de også er glimrende små indføringsramper. Jeg lavede mine med 2 slags ost og et drys stødt spidskommen. De kom med i ovnen de sidste par minutter, inden græskarrene var færdige.

Det blev også til en kølende skyrcreme (skyr, mælk, salt, citronsaft) og en avocadosalsa (avocado i små tern, majs, tomat i tern, hakket koriander, limesaft, stødt spidskommen, salt og peber). 

Og så var der aftensmad. Min kæreste Morten, som jeg er genhuset hos i øjeblikket, gjorde store øjne. Sådan en anretning, havde han godt nok aldrig set før. 

Smørmørt græskar, spicy chili og kølende skyrcreme. Det hele kan enten graves op med ske, eller med de sprøde nachos.

*Smil* lille græskarmand, det er tid til dit close up. 

Jeg har allerede lyst til at lave fyldte græskar igen. Med vegetarisk chowder som fyld. Hvad kunne du finde på at fylde i?


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Personligt afsnit. Spring fra her, hvis du kun er interesseret i opskriften.

Tusind tak for de søde mails og private beskeder, der er tikket ind, siden jeg har skrevet her sidst. Det er virkelig dejligt at jeg ikke er blevet glemt - og at nogen rækker ud. Siden det sidste indlæg, er der nemlig sket en hel masse.

Det stod klart sidst på sommeren, at jeg var nødt til at skulle genhuses i en periode. Hele min afdeling af boligforeningen var ved at få nye vandrør, i både køkken og badeværelse. Det var et mareridt at høre på larmen fra naboblokken, mens den blev renoveret - og der var løbende larm fra den toiletvogn der er opstillet lige ud for mine vinduer (hvor den skal stå, til hele renoveringen er afsluttet til sommer). 

Så da de gik i gang med min blok, som ville gøre min lejlighed helt ubeboelig, lod jeg mig genhuse i Vestervang hos min kæreste. Det krævede tilladelse fra de højre instanser, så det ikke kan betegnes som socialt bedrageri, at vi bor sammen i en periode. Men da der er tale om genhusning, var det heldigvis ikke noget problem. Jeg troede jeg kunne flytte hjem nu, hvor de er rykket videre til blokken på den anden side af min, men nej. Larmen er stadig generende, fra både håndværkere og toiletvogn. Lyden af en vinkelsliber i metal, fra tidlig morgen til sen eftermiddag, hver dag - jeg magter det ikke. Og det er ikke bare at jeg ikke magter det, jeg bliver fysisk dårlig af det. Mit helbred er så dårligt, at jeg har brug for en meget stor bunke ro og hvile - og det er begrænset hvor længe jeg kan holde til at ha' mine støjdæmpende hørebøffer på. Jeg kan mærke lyden i kroppen og det stresser. 

I første omgang er genhusningen forlænget til d. 1/12 - og så skal der laves en ny aftale efter det. For når de rykker over på den anden side af parkeringspladsen og går i gang med de 3 lange blokke, bliver larmen endnu værre. Den kastes så både frem og tilbage mellem blokkene derovre - og over imod min gavl. Jeg er grædefærdig ved tanken om det støjhelvede, helt frem til sommer. Kan slet ikke opholde mig derude i dagtimerne - og tåler ikke at blive heflet for meget rundt med. Det er svært at tage bussen alene, da jeg går dårligt og ikke kan bære noget - og nu kommer årstiden, hvor jeg ikke kan fragte mig selv på el-scooteren. Jeg kan ikke holde ud til at være der - og jeg kan ikke holde ud til, kun at være her. Jeg prøver ikke at stresse for meget over det og håber der kan findes en tålelig løsning, der kan gælde frem til sommer.

Men puha, hvor jeg savner mit lille madbloggerkøkken (incl foto-set up), mine ting og min lille oase på altanen. Jeg tager derud, når savnet bliver for stort og helbredet tillader det. Det er dog lidt mærkeligt at der ikke er nogen katte - men det er også godt, for det giver mulighed for helt uforstyrret søvn.  

Nå ja, der er også sket en del på kattefronten. Jeg måtte lade Iskelil få fred, først på efteråret. Det værdige katteliv var på retur og jeg ville ikke byde hende en stressende genhusning et fremmed sted, så jeg valgte at trække stikket. Det blev et rigtigt fint farvel til hende, selv om det var trist. Fonzie flyttede med mig i Vestervang, hvor han efter voldsomme angst-startvanskeligheder, begyndte at trives. Men der manglede en puttekammerat til os begge. Han har aldrig været alene og jeg kunne godt bruge noget mere kat. Det var dog vigtigt at det blev den rigtige kat og ikke bare et plaster på såret. Og som ved et trylleslag, var der pludselig en lille rød 12 ugers hankat (moderløs, opflasket og ultra-tam) til afhentning i Varde. 

Han arvede straks navnet Iske (affødt af lækkerbisken) som den 4. i rækken. The Ginger Menace er nu 17 uger og har krammet på os alle. Glæder mig til at se, hvad han siger til Grøfthøj, når vi kommer derud. En indekat er heldigvis nem at flytte. Er dog meget glad for at der ER sat fintmasket hegn op derude, for han er en værre klatrefryns. Men det er godt nok perfekt at køre en ny killing ind mens jeg er genhuset, og bare skal slappe af. Vi tilbringer megen tid på sofaen, med at nusse og slumre. Åh, hvor er han dejlig. Og Fonzie elsker ham - og det var kærlighed fra første møde. Stor lettelse.

The Fuzzy Boys Vs 0.2

Og mig? Det går sin skæve gang. Mit helbred er uforudsigeligt og dårligt. Mange smerter, mange begrænsninger og mange bekymringer om fremtiden. Kan heldigvis stadig snitte med en stor kokkekniv, men det kniber med at kunne takle bestik. Ikke sjovt. Er ved at køre LDN (Low Dose Naltrexone) ind, og arbejder mig langsomt mod den rette dosis - prognosen er optimistisk ved fibromyalgi, så jeg har et håb om at det vil kunne hjælpe mig. Men det går langsomt og jeg lider noget i mellemtiden. Det handler om overlevelse nu, og livskvalitet på den lange bane - så jeg træder derfor gerne vande, mens jeg håber videre. Men de mange smerter udtrætter, udmatter og udvisker. Det er sgu lidt op af bakke...

Og bloggen her? Jeg vil SÅ gerne blogge. Og jeg finder jo stadig på, laver mad og tager billeder......når jeg husker det. Men jeg er ikke tilfreds med resultaterne. Der ikke godt nok. Jeg har ikke kræfter til at lave fancy mad, særlig tit, og må tage mange hurtige genveje - og har ikke lyst til at blogge om noget, jeg bare har smidt sammen, for at få mad i maven. Og når jeg så laver noget flot, lækkert og blogbart - så er anretningerne og billederne ikke tilfredsstillende. Jeg kan se mine begrænsninger i det og jeg HADER det. Desuden har mine kognitive evner også fået nye begrænsninger. Ordene er ikke mine venner længere og løber væk fra mig, når jeg forsøger at genne dem i sætningsrækker. Min sprog er i stykker, min hjerne er træt og forvirret, min hukommelse bliver værre og værre, tankemylderet er øredøvende og der er samtidigt helt tomt. Værsgo, blog løs....hvis du kan! Det bliver en kæmpe mental udfordring at få vendt bøtten. Jeg lider under, at det jeg laver er godt nok - for en som er syg. Det er en meget stor og meget ulden kamel at sluge. 

Jeg har tabt i kapløbet på alle platforme. Dur slet ikke til at være influencer (et ord og begreb som jeg afskyr som pesten). Er gastronom og opskriftsudvikler, med en blog som base - hvis formål er at dele ud af det jeg kan og inspirere. Men med stemplet influencer i panden, forventes det at gå lynhurtigt. Der skal postes, kommenteres og reklameres i stor stil. Jeg har ikke kræfter til at skrive indlæg, dele dem på Facebook, Instagram og Pinterest - og samtidig besvare kommentarer alle steder. Og så hopper folk fra. Jeg oplever et markant frafald. Man er aldrig bedre, end det sidste man har lavet - og man kan nemt blive glemt, hvis man ikke råber rigtig højt op om sig selv. Ikke alene glemmer folk en, de sociale mediers logaritmer straffer også en, hvis man ikke er deltagende nok. Influencerne generere hurtig salg af produkter med, links til varene og en personlig forsikring om kvaliteten, ofte på bekostning af troværdigheden. Ofte meget lidt indhold, meget varm luft og reklame med reklame på. Og det er ikke mig (har dog stadig Google Ads på bloggen for at dække driftsomkostnningerne). Tiden har virkelig ændret sig, siden jeg startede bloggen op for 10 år siden. Jeg nyder at følge dem, som mestre den svære balancegang mellem at inspirere og influere - for jeg vil ikke påvirkes til at købe noget, men inspireres til at lave noget. Og det er det, jeg også gerne selv vil gøre.....

Det er benhårdt at erkende, at man ikke kan det man kunne, og ikke kommer til at kunne det igen. For hvad skal man så? Lige nu ved jeg det ikke. Men nu har jeg endelig fået skrevet dette blogindlæg, som har simret i baghovedet i et stykke tid. 

Nåede du helt herned? Tusind tak, fordi du læser med. 



onsdag den 31. juli 2019

Vandmelon-happere med fetacreme...

Nøj, hvor min appetit lider i varmen. Har mest lyst til salater, koldskål, is og kølig frugt. Og da det er ved at være tid, for min årlige vandmelonsalat med feta (du kan se de foregående års salater nederst i indlægget) - havde jeg indkøbt en kernefattig økologisk melon til formålet. Men i går, da jeg så gik til køkkens for at lave salaten, skete der noget.......og det endte op med disse små happere i stedet for. Og de var et kæmpe hit, til et glas koldt vin på altanen. 

Det er såmænd blot kugler af vandmelon, der er toppet med en dut blendet feta + pyntet af med en smule bredbladet persille. Nemt, ikke?

Den første halvdel af melonen, var blevet fortæret på en picnic med en veninde - og nu ventede den anden halvdel på at blive til en melonsalat. Jeg fandt 2 af mine parisienne-jern frem - så jeg kunne lave kugler i 3 størrelser (har du ikke et kuglejern, kan vandmelonen sagtens bare skæres ud i mundrette firkanter). Jeg endte dog med kun at lave de størst mulige kugler. Og så er der fetaen den hvide danske bløde ost. Ja, jeg bruger Puck - for den kan blendes helt cremet og blød. Jeg tilsatte ca 3 spsk vand, til en halv brik ost. Ostecremen kom i en sprøjtepose med lille stjernetyl.

Og så var det, jeg fik idéen til happerne. Jeg greb det mindste jern og lavede en fordybning i toppen af hver melonkugle. Jeg duppede lige melonkuglerne tørre i overfladen, inden ostecremen blev sprøjtet i.

Hvis man ønsker mere knald på smagen, hvis happerne skal andet end læske på en varm dag - som f.eks som hors d'oeuvre før middagen eller som snacks til et glas rosé - kan man dryppe melonkuglerne med lidt hvid balsamico eller limesaft, inden cremen kommer i. Man kan også med fordel drysse med friskkværnet sort peber. 

En dut på hver kugle, som blev liggende pga hullet. 

Og så lidt bredbladet persille. Mine krydderurter fra Growing Home lider godt nok også her i varmen, men det lykkedes mig at finde helt små spæde skud i bunden af altankassen. 

Det smager også godt med ærteskud, brøndkarse, kørvel, basilikum, dild, bronzefennikel og koriander.  

Haps haps, lige til at stikke en pind i og køre ind.

Sødt, køligt, læskende, salt og lækkert. Den perfekte sommer-happer!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Man kan ikke komme udenom, at vandmelon og feta er en fantastisk kombination. Og her er nogle af de tidligere kreationer:

Tv: Salat med 3 slags melon i kurv. Mf: Salat med melon, forårsløg og karse. Th: Salat med 2 slags melon og anissyltede løg.


Det er også blevet til denne, lidt mere kunstfærdigt udsmykkede sag:




Og så er der den her salat.....forklædt som lagkage:



----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så syntes jeg lige, der skal lidt mere vandmelon i spil. Man får nemlig nemt rester, når man laver kugler og skærer ud. Og her er hvad man kan gøre med sine rester - i bedste Stop Spild Af Mad stil:





Og skrællen? Den sylter man da.....


Rigtig god sommer, til dig der kommer her forbi....

mandag den 27. maj 2019

Linse-lasagne med grillede grøntsager...

Her får du opskriften på en mættende vegetarisk lasagne, som virkelig tager kegler. Den er smækfyldt med grønstager i flere afskygninger - og har både fylde og tekstur. Og ost....masser af ost. Hele 3 slags ost, faktisk.  

Gylden, fristende og boblende - lige fra ovnen. 


Jeg havde en både nogle rester på lager og købte lidt nyt ind. Mine arme arme kan slet ikke piske en bechamelsauce, så den købte jeg mig til. Hip hurra for økologisk convenience!

Og da det skulle være en linse-lasagne, lagde jeg ud med at koge 200 g belugalinser i 15 minutter, uden salt. 

De suger en del vand under kogningen og ender med at veje ca det dobbelte.

Og så til grøntsagerne:

Jeg valgte at starte lasagnen op, som en autentisk al forno (med kød), på en soffritto af bladselleri, gulerødder, løg og hvidløg - snittet i bittesmå tern, en størrelse mellem mire poix og brunoise. Til de grillede grøntsager, skar jeg 2 store squash og 2 auberginer i skiver af ca 1 cm.

Soffritto, som er rent faktisk navnet på teknikken soffriggere (at sautere) og ikke grøntsagsblandingen, som blot hedder battuto, blev sauteret læææææænge i olivenolie, ved svag varme, til alt var blødt og rart. 


Linse-bolo:

3 stængler bladselleri
2 store gulerødder
2 mellemstore løg
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
400 g kogte belugalinser
3 brikker/dåser hakkede tomater
4 spsk tomatkoncentrat
2 spsk balsamico
Frisk /tørret oregano
Frisk /tørret timian
½ spsk rørsukker
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Lav først soffrittoen og tilsæt de kogte linser, hakkede tomater, tomatkoncentrat, balsamico og krydderurter. Det hele simrer ca 20 minutter og smages til med sukker, salt og peber.

Det giver en ret så laber linse-bolo, som kan bruges til pasta, på pizza og som pandekagefyld - eller som her, i en lasagne.

Mens linse-boloen simrede, grillede jeg squash- og aubergineskiverne på min gasgrill. De blev grillet helt uden olie eller krydderier. Behandlingen var mest for at få dem til at smide noget væde og give dem lidt røget smag. 

Og så manglede jeg bare en ostesauce, inden jeg kunne samle lasagnen. Jeg havde fundet en glemt ost, bagerst i mit køleskab - nemlig en lille Ask, som var gået på dato tilbage i januar. I bedste Stop Spild Af Mad stil, besluttede jeg mig for at bruge den....hvis den kunne bruges.

Den var tørret ret så meget ind og havde næsten samme hårde tekstur som Gnalling. Ved nærmere inspektion, kunne jeg konstatere at den ikke havde noget uønsket skimmel (det grå er aske). Så den turde jeg godt bruge (der var faktisk en til, men den anden er straks øremærket til et projekt). Den skulle dog benfries for ca ½ cm skorpe på alle sider, inden den åbenbarede sit halvfaste indre, som jeg rev til spåner. 

En brik bechamel blev tilsat 200 g hytteost og den revne Ask (erstat den evt af lidt frisk Ask eller røget cheddar). Og så skulle der samles.

Først bolo, så pastaplader, bolo, grillede auberginer, ostesauce og pastaplader igen. 

Derefter bolo, pastaplader, ostesauce, grillede squash, bolo og resten af ostesaucen. Der var en del linse-bolo tilbage, som røg i fryseren til en anden dag.

Hele toppen blev dækket af revet ost. Jeg havde en rest flødehavarti, som passede perfekt til formålet. Lasagnen blev bagt ved 200°C i ca 30 minutter, til den var gylden og boblende.

Den blev serveret rygende varm, med en god blandet salat til. Jeg fik desværre ikke taget et billede af den færdige lasagne på tallerkenen. Skandale!

Nøj, det er en god vegetarisk lasagne. Man kan hverken smage eller fornemme at den er uden kød. De grillede grøntsager bidrager med tekstur, den grøntspækkede bolo med masser af smag og den cremede ostesauce med fuldfed mundfylde. Den er hermed straks indlemmet i samlingen over vegetarretter, som jeg kan servere for grøntsagsskeptikere. 

God mandag, til dig der kommer her forbi...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...