Spiselig græskarmand med fyld...

Hvad enten vi vil det eller ej, så tordner Halloween-toget imod os på kollisionskurs - med fuld fart endda. Dansken har virkelig taget den amerikaniserede event til sig, med ALT hvad der hører sig til (det undlader jeg dog at lufte min mening om her). Jeg morer mig dog over at det også gælder på madfronten, hvor klam og/eller sjov mad er i høj kurs, hos børn og barnlige sjæle. Jeg hopper med på vognen og byder på en venligsindet græskarmand, med labert fyld. 

En sød og sjov servering, som nok skal få smilet frem. Der skal bruges et helt lille græskar pr mand. Jeg bruger økologisk hokkido, som kan fås alle steder.

De små græskar skal vaskes rigtig grundigt først - og skæres til, så de bliver helt flade i bunden.

Der snittes forsigtigt øjne, næse og mund, i skrællen, med en urtekniv. Man skal blot ridse forsigtigt op og ikke skære for dybt - og så fjerne det yderste lag, med spidsen af kniven. Mine arme arme og dumme hænder tillod kun et simpelt udtryk, men med det rette værktøj og fingersnilde kan man lave små kunstværker. Det udskærne græskar får et snit rundt om toppen, som forsigtigt løftes af og skæres flad. Indmaden skrabes ud med en ske - og så er de små græskar klar til at blive fyldt.

Og hvad skal der i? En spiselig græskarmand kan være et fremragende Stop Spild Af Mad projekt, da det kan fyldes med alt muligt. Her har jeg genbrugt min egen idé, fra indlægget Chili con calabaza, og brugt en rest chili con carne som fyld. Men du kan bruge lige det fyld du ønsker. Det skal bare være godt krydret (salt, spice og syre), da det fade græskarkød har brug for modspil. Jeg forestiller mig: kylling i karry, vegetarisk linsefyld, div supper (som i det her lillebitte portionsgræskar) en rest bolognese, svampestuvning eller fars (har du set mit farsbrød bagt i et græskar?).

De fyldte græskar bages low and slow, så de ikke bliver for mørke i skrællen. De her fik ca 1½ time på 160°C.

Sådan et fyldt græskar er meget blødt i blødt - så der er brug for noget knas. Og nachos er ekstra gode, da de også er glimrende små indføringsramper. Jeg lavede mine med 2 slags ost og et drys stødt spidskommen. De kom med i ovnen de sidste par minutter, inden græskarrene var færdige.

Det blev også til en kølende skyrcreme (skyr, mælk, salt, citronsaft) og en avocadosalsa (avocado i små tern, majs, tomat i tern, hakket koriander, limesaft, stødt spidskommen, salt og peber). 

Og så var der aftensmad. Min kæreste Morten, som jeg er genhuset hos i øjeblikket, gjorde store øjne. Sådan en anretning, havde han godt nok aldrig set før. 

Smørmørt græskar, spicy chili og kølende skyrcreme. Det hele kan enten graves op med ske, eller med de sprøde nachos.

*Smil* lille græskarmand, det er tid til dit close up. 

Jeg har allerede lyst til at lave fyldte græskar igen. Med vegetarisk chowder som fyld. Hvad kunne du finde på at fylde i?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Personligt afsnit. Spring fra her, hvis du kun er interesseret i opskriften.

Tusind tak for de søde mails og private beskeder, der er tikket ind, siden jeg har skrevet her sidst. Det er virkelig dejligt at jeg ikke er blevet glemt - og at nogen rækker ud. Siden det sidste indlæg, er der nemlig sket en hel masse.

Det stod klart sidst på sommeren, at jeg var nødt til at skulle genhuses i en periode. Hele min afdeling af boligforeningen var ved at få nye vandrør, i både køkken og badeværelse. Det var et mareridt at høre på larmen fra naboblokken, mens den blev renoveret - og der var løbende larm fra den toiletvogn der er opstillet lige ud for mine vinduer (hvor den skal stå, til hele renoveringen er afsluttet til sommer). 

Så da de gik i gang med min blok, som ville gøre min lejlighed helt ubeboelig, lod jeg mig genhuse i Vestervang hos min kæreste. Det krævede tilladelse fra de højre instanser, så det ikke kan betegnes som socialt bedrageri, at vi bor sammen i en periode. Men da der er tale om genhusning, var det heldigvis ikke noget problem. Jeg troede jeg kunne flytte hjem nu, hvor de er rykket videre til blokken på den anden side af min, men nej. Larmen er stadig generende, fra både håndværkere og toiletvogn. Lyden af en vinkelsliber i metal, fra tidlig morgen til sen eftermiddag, hver dag - jeg magter det ikke. Og det er ikke bare at jeg ikke magter det, jeg bliver fysisk dårlig af det. Mit helbred er så dårligt, at jeg har brug for en meget stor bunke ro og hvile - og det er begrænset hvor længe jeg kan holde til at ha' mine støjdæmpende hørebøffer på. Jeg kan mærke lyden i kroppen og det stresser. 

I første omgang er genhusningen forlænget til d. 1/12 - og så skal der laves en ny aftale efter det. For når de rykker over på den anden side af parkeringspladsen og går i gang med de 3 lange blokke, bliver larmen endnu værre. Den kastes så både frem og tilbage mellem blokkene derovre - og over imod min gavl. Jeg er grædefærdig ved tanken om det støjhelvede, helt frem til sommer. Kan slet ikke opholde mig derude i dagtimerne - og tåler ikke at blive heflet for meget rundt med. Det er svært at tage bussen alene, da jeg går dårligt og ikke kan bære noget - og nu kommer årstiden, hvor jeg ikke kan fragte mig selv på el-scooteren. Jeg kan ikke holde ud til at være der - og jeg kan ikke holde ud til, kun at være her. Jeg prøver ikke at stresse for meget over det og håber der kan findes en tålelig løsning, der kan gælde frem til sommer.

Men puha, hvor jeg savner mit lille madbloggerkøkken (incl foto-set up), mine ting og min lille oase på altanen. Jeg tager derud, når savnet bliver for stort og helbredet tillader det. Det er dog lidt mærkeligt at der ikke er nogen katte - men det er også godt, for det giver mulighed for helt uforstyrret søvn.  

Nå ja, der er også sket en del på kattefronten. Jeg måtte lade Iskelil få fred, først på efteråret. Det værdige katteliv var på retur og jeg ville ikke byde hende en stressende genhusning et fremmed sted, så jeg valgte at trække stikket. Det blev et rigtigt fint farvel til hende, selv om det var trist. Fonzie flyttede med mig i Vestervang, hvor han efter voldsomme angst-startvanskeligheder, begyndte at trives. Men der manglede en puttekammerat til os begge. Han har aldrig været alene og jeg kunne godt bruge noget mere kat. Det var dog vigtigt at det blev den rigtige kat og ikke bare et plaster på såret. Og som ved et trylleslag, var der pludselig en lille rød 12 ugers hankat (moderløs, opflasket og ultra-tam) til afhentning i Varde. 

Han arvede straks navnet Iske (affødt af lækkerbisken) som den 4. i rækken. The Ginger Menace er nu 17 uger og har krammet på os alle. Glæder mig til at se, hvad han siger til Grøfthøj, når vi kommer derud. En indekat er heldigvis nem at flytte. Er dog meget glad for at der ER sat fintmasket hegn op derude, for han er en værre klatrefryns. Men det er godt nok perfekt at køre en ny killing ind mens jeg er genhuset, og bare skal slappe af. Vi tilbringer megen tid på sofaen, med at nusse og slumre. Åh, hvor er han dejlig. Og Fonzie elsker ham - og det var kærlighed fra første møde. Stor lettelse.

The Fuzzy Boys Vs 0.2

Og mig? Det går sin skæve gang. Mit helbred er uforudsigeligt og dårligt. Mange smerter, mange begrænsninger og mange bekymringer om fremtiden. Kan heldigvis stadig snitte med en stor kokkekniv, men det kniber med at kunne takle bestik. Ikke sjovt. Er ved at køre LDN (Low Dose Naltrexone) ind, og arbejder mig langsomt mod den rette dosis - prognosen er optimistisk ved fibromyalgi, så jeg har et håb om at det vil kunne hjælpe mig. Men det går langsomt og jeg lider noget i mellemtiden. Det handler om overlevelse nu, og livskvalitet på den lange bane - så jeg træder derfor gerne vande, mens jeg håber videre. Men de mange smerter udtrætter, udmatter og udvisker. Det er sgu lidt op af bakke...

Og bloggen her? Jeg vil SÅ gerne blogge. Og jeg finder jo stadig på, laver mad og tager billeder......når jeg husker det. Men jeg er ikke tilfreds med resultaterne. Der ikke godt nok. Jeg har ikke kræfter til at lave fancy mad, særlig tit, og må tage mange hurtige genveje - og har ikke lyst til at blogge om noget, jeg bare har smidt sammen, for at få mad i maven. Og når jeg så laver noget flot, lækkert og blogbart - så er anretningerne og billederne ikke tilfredsstillende. Jeg kan se mine begrænsninger i det og jeg HADER det. Desuden har mine kognitive evner også fået nye begrænsninger. Ordene er ikke mine venner længere og løber væk fra mig, når jeg forsøger at genne dem i sætningsrækker. Min sprog er i stykker, min hjerne er træt og forvirret, min hukommelse bliver værre og værre, tankemylderet er øredøvende og der er samtidigt helt tomt. Værsgo, blog løs....hvis du kan! Det bliver en kæmpe mental udfordring at få vendt bøtten. Jeg lider under, at det jeg laver er godt nok - for en som er syg. Det er en meget stor og meget ulden kamel at sluge. 

Jeg har tabt i kapløbet på alle platforme. Dur slet ikke til at være influencer (et ord og begreb som jeg afskyr som pesten). Er gastronom og opskriftsudvikler, med en blog som base - hvis formål er at dele ud af det jeg kan og inspirere. Men med stemplet influencer i panden, forventes det at gå lynhurtigt. Der skal postes, kommenteres og reklameres i stor stil. Jeg har ikke kræfter til at skrive indlæg, dele dem på Facebook, Instagram og Pinterest - og samtidig besvare kommentarer alle steder. Og så hopper folk fra. Jeg oplever et markant frafald. Man er aldrig bedre, end det sidste man har lavet - og man kan nemt blive glemt, hvis man ikke råber rigtig højt op om sig selv. Ikke alene glemmer folk en, de sociale mediers logaritmer straffer også en, hvis man ikke er deltagende nok. Influencerne generere hurtig salg af produkter med, links til varene og en personlig forsikring om kvaliteten, ofte på bekostning af troværdigheden. Ofte meget lidt indhold, meget varm luft og reklame med reklame på. Og det er ikke mig (har dog stadig Google Ads på bloggen for at dække driftsomkostnningerne). Tiden har virkelig ændret sig, siden jeg startede bloggen op for 10 år siden. Jeg nyder at følge dem, som mestre den svære balancegang mellem at inspirere og influere - for jeg vil ikke påvirkes til at købe noget, men inspireres til at lave noget. Og det er det, jeg også gerne selv vil gøre.....

Det er benhårdt at erkende, at man ikke kan det man kunne, og ikke kommer til at kunne det igen. For hvad skal man så? Lige nu ved jeg det ikke. Men nu har jeg endelig fået skrevet dette blogindlæg, som har simret i baghovedet i et stykke tid. 

Nåede du helt herned? Tusind tak, fordi du læser med.