Bagt Mont d'Or...

Oh la la....her kommer der en rigtig laber osteopskrift. Det var den mit osteindlæg skulle ha' sluttet med, men jeg kunne ikke få fat i en Mont d'Or på det tidspunkt. Men i sidste weekend havde jeg god ostekarma og fik skaffet den helt rigtige: 

Her er den bagt, så midten er smeltet og nærmest som en ostefondue. 

Og hvad er Mont d'Or (direkte oversat Det Gyldne Bjerg) så for en størrelse? Det er en 'sæsonost' fra Jurabjergene på grænsen mellem Schweiz og Frankrig - og fremstilles kun fra midten af august til midten af marts, hvor køerne ikke giver så meget mælk. Årets øvrige mælkerige måneder bliver mælken brugt til Comté. Du kan læse meget mere om den pragtfulde ost her hos Ostesnak. Jeg var så heldig at finde denne lille sampak i Salling Super - med bådes ost og vin. Det syntes jeg er virkelig smart, for så behøver man ikke åbne en helt flaske vin, når der blot skal bruges lidt.

Osten er blød og cremet - og kan sagtens spises om den er. Men den bliver totalt magisk af at blive bagt. Den her var købt ind til at være en del af den julefrokost Johan og jeg holdt i lørdags. Men vi nåede muren og lod den udgå - og lavede den i stedet til en sen brunch dagen efter.

 Først prikkes osten i overfladen. 

Dernæst hældes et glas hvidvin på.

Man kan vælge at stikke lidt smagsgivere i osten inden den ryger i ovnen. Jeg har set den lavet med krydderurter og hvidløg - men kastede mig ud i en lidt mere julet version med stjerneanis og nelliker.

Osten blev bagt i 30 minutter på 200°C - men set i bagspejlet måtte den godt ha' bagt lidt længere, så den øverste skorpe var blevet lidt brunere.

Den var dog helt perfekt og smeltet indeni.

Jeg serverede tynde skiver ristet rugbrød, små grove riskiks og krydrede julekiks til.

Så var det bare med at skovle den smeltede ost op og gå i krig med den.

Det var dog nemmere at dyppe brødet direkte i osten. Her agerer Johan håndmodel. Dugen med de skumle nisser er i privateje og nådigt udlånt af Tine.

Vi spiste og spiste - men måtte give fortabt. Jeg sendte resten af osten med Johan hjem, så den blev brugt til noget fornuftigt.

Og således gik de til at jeg blev ægte ostevoksen. Og se, jeg har endda fået diplom på det:

Det er så fint - og lavet af Trine fra Nerdy Treats. Det er lige før jeg bliver nødt til at printe det ud og hænge på min væg.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu da jeg er blevet rigtig ægte ostevoksen, har jeg noget vildt fedt at annoncere:

Jeg har vundet både kategorien 'Ost - til brinner' med min Croque Malou - og er blevet udvalgt i den anden kategori 'Ost - på farten' med mine grove snegle med osteremonce. Det er SÅ vildt. Jeg vinder en rar sum penge - og den store ære at ha' vundet en opskriftskonkurrence med ost. Man kan vist roligt sige at 2016 blev året hvor jeg erobrede osten. Yay!

Rigtig glædelig jul til alle der kommer her forbi...

Græskar galore: Bagt suppe, Boller i karry og Vafler...

Jeg elsker at lave mad-stafetter. En god basisret, som nemt kan blive til flere - det er specielt godt når kræfterne er små. Her er en omgang bagt græskarpuré blevet til 3 (well, teknisk set 4) herlige og velsmagende måltider.

En frugtig og spicy græskarsuppe - som så blev til en intens karrysauce - for at ende som vaffeldej. Nemmere bliver det næsten ikke.

Jeg skal fejre nytår hos Anne, sammen med en flok venner - og en af retterne skal være en græskarsuppe. Den kunne jeg lige så godt få lavet og gemt i fryseren, så der var en ting mindre at stresse over. Til formålet blev der indkøbt 2 økologiske hokkaidogræskar. De blev vasket grundigt på ydersiden og fik de grimme pletter skåret af. De blev derefter flækket (hip hurra for kombinationen kokkekniv og kødhammer) og fik indmaden skrabet ud. Begge græskar blev skåret i grove chunks og lagt i et ildfast fad, som blev dækket med folie. Det blev bagt ved 180°C i 1½ time, til det var smørmørt. Da det var kølet lidt af, kom det i en gryden og blev kørt til en glat puré *wroom wroom* med en stavblender.

Jeg brugte straks 4 spsk til en cremede perlebygotto, som var tilbehør til min Osso Buco med julekrydderier og grønkåls-gremolata (den 4. ret).

Græskarsuppe:

800 g bagt græskarpuré
2 dåser kokosmælk
3 dl bouillon (jeg brugte Herbamare)
2 appelsiner
1 citron
3-4 fed hvidløg
1 stor knold ingefær
1-3 spsk Sriracha
½-1 spsk karry
Rørsukker
Salt og peber

Græskar, kokosmælk og bouillon kommes i en gryde. Der tilsættes Siracha (start blidt ud, der kan altid tilsættes mere), lidt karry, fintrevet hvidløg, fintrevet ingefær, fintrevet skal af 1 appelsin og saften af 2. Kog suppen godt igennem og lad den simre ca 10 minutter. Smag til med citronsaft, sukker, salt og peber - og evt mere Sriracha og karry. 

Halvdelen af suppen kom på frost i en bøtte til nytår - og resten kunne jeg så forlyste mig med.

Suppen kan serveres som den er - eller pyntes lidt. Jeg har her brugt lidt cremefraiche (i en engangssprøjtepose) og lidt Sriracha. Sprøjt begge dele på toppen i spiraler - og træk linjer, fra og mod midten, med en tændstik. Drys med koriander, hvis du er til det, eller lidt ristede græskarkerner.

Jeg serverede et par af mine grove snegle med osteremonce til. En rigtig godt måltid til en sølle influenzaramt madblogger.

Dagen efter stod den på suppe igen, for jeg havde ikke andet i huset. Men så skrev min veninden Anne (hende med brillerne) om der var noget jeg skulle ha' bragt til døren - og jeg greb straks muligheden for at få boller i karry på menuen.

Et par timer efter stod der en pose fra Føtex. Den indeholdt æg, hakket svinekød, rød peber og squash. Og så kravlede jeg i køkkenet.

Farsen til kødbollerne blev lavet af:

400 g hakket svin
1 æg 
1 fintrevet løg
½ dl blandede havregryn
urtesalt
Friskkværnet sort peber
Lidt revet muskat

Farsen blev æltet sammen og fik lov til at hvile på køl, mens jeg gjorde resten klar.

Jeg kombinerede dagens nye forsyninger med en pastinak og et par gulerødder fra grøntsagsskuffen + et par løg. En del blev snittet i mundrette bidder - og resten i små tern (se nederst). Jeg tog lidt af græskarsuppen og varmede op - og tilsmagte med ekstra karry. Jeg satte ris over og en gryde vand med lidt Herbamare, til at koge bollerne i.

Jeg formede og kogte 8 store bolller af farsen, som fik lov til at simre til de var 75°C i kernen - ca 7-8 minutter. Grøntsagerne blev sauteret i en smule olie. Jeg puttede 3 boller i græskar-karrysaucen og lod dem simre i et par minutter.

Anretningen var først en bund af sauterede grøntsager og ris.

Med de dejlige kødboller ovenpå - og et drys frisk koriander. Nøj, det var godt. Resten af bollerne røg i fryseren.

Dagen efter stod jeg så med resten af græskarsuppen/karrysaucen, lidt ris og nogle grøntsager. What to do? *Pling* sagde hjernen - jeg skulle da lave vafler!

Græskarsuppevafler:

2½ dl suppe
3 æg
4 spsk hvedemel

Dejen blev pisket sammen og vaflet til 4 hjertevafler.

En god håndfuld koriander (jeg tog lidt fra til pynt), et par spsk cremefraiche, 2 tsk mayonnaise og et drys urtesalt fik en tur med stavblenderen - og blev til en mild koriandercreme. Jeg hentede 6 små kødboller fra en omgang indisk boller i karry, tøede dem op og gav dem lidt stegeskorpe på en varm pande i lidt SMØR. Rig og grøntsager blev stegt sammen med en smule soja. Og så skulle der samles.

Jeg har disse små fikse hotdog-fade - som lige passer til de langstrakte hjertevafler. Først en omgang stegte ris og grønt, så de overskårne kødboller - og til sidst koriandercreme, et skud Sriracha og et drys frisk koriander. Restemad på den kreative og farverige måde!

Og sådan kan man lave en stafet til 3 dage af en omgang græskarpuré i bedste Stop Spild Af Mad stil. Ta-dah! 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der var lige de andre grøntsager også:

De blev som sagt snittet i fine tern, et sted i størrelsen mellem bruniose og mire poix. De fik en tur på panden til de begyndte at karamellisere en smule - og blev smidt oven i bøtten med den frosne suppe til nytår. Så er den lige klar til at tage op og varme med fyld og det hele. Smart ikke?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg gøre mig klar. Johan kommer på besøg i denne weekend. Jeg er heldigvis blevet lige akkurat rask nok til at få besøg. I eftermiddag skal vi i Tivoli Friheden og spise streetfood - og i morgen skal vi holde julefrokost som kun vi kan. Der skal steges, brases og spises dagen lang. 

God weekend til alle der kommer her forbi...

Fra ostefornægter til osteelsker...

Indlægget er sponsoreret af Ost & ko.

I dag får du forklaringen hvorfor bloggen for en stund har været omdøbt til KlidmOSTer. Her kan du komme med på sidelinjen til min forvandling fra en direkte osteangst pige, til en modig ostevoksen. Det her har jeg virkelig glæder mig til at skrive - lige siden Ost & ko henvendte sig og spurgte om jeg havde lyst til at lave et personligt indlæg om ost. Det giver mig nemlig en mulighed for selv at gøre status over den rejse det har været. Det har været ca 6 år undervejs og har virkelig taget fart de sidste par år. Hæng på, for nu kommer der ost i lange baner...  

Jeg har været i arkiverne og fundet en del billeder til det her indlæg - men der er slet ikke plads til dem alle. Det var sjovt at genopdage hvor meget ost jeg egentligt har fået spist det sidste år - og hvor stor et spring det har været fra de milde uskadelige og til de skumle mugne. 

Lad os begynde fra begyndelsen. Jeg voksede op med ost som fjenden. Jeg afskyede den og alt dens væsen. Langtrukne morgenborde i weekenden med et stinkende ostefad, står stadig knivskarpt i erindringen. Jeg snappede efter vejret og forsøgte at skubbe fadet så langt væk som muligt.

Langsomt lærte jeg at acceptere smeltet mozzerella på pizza og lasagne - men det var så også det. Jeg forsøgte mig på et tidspunkt med hytteost fordi min mor kom det på brød, toppet med solbærmarmelade, og ytrede: "det smager ligesom risalamande". Nej, det gør det så på INGEN måde - og er en af grundende til at jeg afskyede både hytteost og risalamande i mange år. Det var faktisk først i min læretid (er udlært gastronom med cater som speciale) at jeg lærte at sætte pris på begge dele. Og for at det ikke skal være løgn - lavede jeg der en risalamande MED hytteost. 

For nogle år siden inviterede Karolines Køkken så til en madbloggekonkurrence med hytteost. Man skulle fremstille en 3-retters menu - hver ret skulle kunne laves på 30 minutter og indeholde max 10 ingredienser. Jeg kastede mig ind i kampen - og vandt! Det var en kæmpe sejr på flere planer. Præmien var et ophold på Dragsholm Slot. Du kan se min vindermenu lige her. Og således fik jeg blod på tanden i forhold til konkurrencer der omhandlede ost.

Da jeg startede bloggen her op, voksede verden, og jeg mødte en masse nye mennesker. Jeg fik blandt andet en rigtig god veninde, Madam Sif, som den gang bloggede på Anarkistens (ægte) Kogebog. Vi var dog nær aldrig blevet veninder, for en af de første gange vi mødtes, serverede hun det her for mig:

En kornotto med hønsefond, porre...og en ekstralagret Crottin de Chavignol, den ondeste lille gedeost i verden. Da hun satte tallerkenen foran mig og..æh..aromaen...ramte mine næsebor, var jeg lige ved at tude. Og det blev ikke bedre da hun kom rendende med et rivejern og rev mere ovenpå - hvordan skulle jeg dog kunne få det ned? Lettelsen var derfor stor da hun bød mig ajvar (krydret relish på peberfrugt, aubergine og hvidløg) til - for det ville kamuflere geden nok til at jeg ville kunne klemme ottoen ned. Jeg ville jo ikke fornærme hendes kogekunst. Da jeg mange år efter fortalte hende om oplevelsen, grinede hun af mig og kunne erindre at hun dengang havde tænkt at jeg godt nok var vild med ajvar. Og sådan gik det til at jeg spiste gedeost uden at dø af det - og fik en god veninde.

Min første store positive oplevelse med ost i 'rå' form var på en madmesse i 2011, hvor jeg smagte og købte min første røgede Gou-Dan fra Naturmælk.

Jeg må ha' købt mindst 45 kg af den siden. Har altid køletasken med på Kulinarisk Sydfyn, MAD og Food Festival, hvor Naturmælk har en stand, så jeg kan få fyldt lageret op. Du kan finde utrolig mange retter med den her på bloggen. Det er min go-to ost, til enhver tid. Jeg ELSKER den - og det er den første ost jeg har kunne spise uden at den skulle smeltes først. Den er svær at skaffe, så jeg er lykkelig for at den nu kan fås hos Knebelgodt Øko-Deli på Aarhus Central Food Market.

Jeg har bla brugt den til at lave denne kreation, som er en tribute til Chris fra Memphis Roadhouse - som fik mig i den 7. himmel med en Philly Cheese Steak i første omgang (opskrift her).

Årene skred frem og jeg prøvede at udvidde min ostehorisont mere og mere. Jeg fandt ud af at alkohol gjorde modig - og så tog det fart.

Jeg er kommet meget på Miró og er virkelig ked af at restauranten er lukket nu. Det er nemlig stedet hvor jeg har rykket mig længst på ostefronten. Der var som regel en ostetallerken som del af menuen, som jeg i mange år valgte fra - indtil jeg begynde at blive modig. Jeg bad dog altid om en 'tøsetallerken', uden for mange af de slemme - men ejeren Toni nødt at udfordre mig lidt, som man kan se på de her billeder. Den kom som ret nr 6, og med vinmenu til (med opfyldning) var jeg som regel ret modig (læs: spritstiv) og turde smage på de fleste. De faste røg som regel ned. Dem med hvid skimmel, spiste jeg midten af og lod skorpen ligge. Og dem grøn eller blå skimmel skulede jeg blot til. Der gik min grænse. 

Den grænse fik jeg udfordret i en sådan grad, i en runde af Madbloggerstafetten. Da jeg åbnede min pakke og så opgaven 'Vildt og det blå krydderi' - og den store mængde Danablue der var med, gik jeg helt i sort og overvejede at smide den i skraldespanden.

Nynne fra Sweet Addiction, som havde sendt mig udfordringen, forklarede at hun syntes det var svært at give mig en udfordring, da det så ud som om jeg allerede havde lavet alt. Men hun kunne ikke se jeg havde lavet noget med blå ost - så det skulle jeg da prøve. Hun kunne jo ikke vide at mit værste ostetraume fra barndommen omhandlede den forhadte, ækle, mugne, ådselslugtende og onde ost. Jeg har ikke lyst til at fortælle historien en gang til - men du kan læse den lige her. Efter at ha' tudet over det, lagde jeg alligevel den forhadte ost på køl og tog en benhård beslutning: jeg skulle ikke bare gennemføre, jeg skulle også lave en 3-retters kick-ass middag med blå ost i ALLE retterne. Det skulle ikke sgu hedde sig at jeg ikke kastede mig ind i kampen! 

Og jeg gav den virkelig gas. Jeg inviterede den største elsker af blå ost til middag og serverede først en tartelet med 'vilde hjerter' (confiteret bisonhjerte og røget dådyrhjerte), grønkål, valnødder og Danablue i en sauce på fløde og vildtfond (opskrift her). Hovedretten var rosastegt kronhjortefilet med fyld af flødeost krydret med Danablue, grønkålssalat med frugt og syltede løg, butternut-puré og portvinssauce - også tilsmagt med Danablue (opskrift her). Og prikken over det blå i, desserten, som var Danablue-is på figen-brownie med portvinssirup og hakkede valnødder (opskrift her). Jeg vandt ikke stafetten - men en stor personlig sejr! 

Og så kommer vi til det store vendepunkt: Arla Unika. Første gang jeg smagte Gammel Knas, var jeg solgt. Det var bare lige en ost for mig. Og jeg har ALTID et stykke Havgus på lager. Jeg takkede straks ja, da jeg blev inviteret med på St. Pauls Apothek til en eftermiddag med pairing mellem Unika oste og Njord Gin. Jeg har skrevet om arrangementet lige her.

Der blev jeg bla budt en hvidskimmelost. Til min gru, var der ingen tallerkner med mulighed for at lægge noget fra sig på - så jeg blev nødt til at spise hele stykket med skorpen på. Igen ville jeg ikke fornærme nogen, slog et mentalt korsets tegn og kylede hele stykket ind. Wow....bare wow. Det var mit første møde med Ask - en fuldfed, letrøget sag med en kæmpe lækker smag. Det er både sandt og rimer. Knapt så nemt var det med arrangementets største udfordring: Sort Gjesing, som har ligget vakuumeret med Njord Sun & Citrus. Men jeg smagte på en lille bid af den - uden synlig skimmel. Og jeg var glad for at der var rigelig gin til at skylle mundhulen med bagefter. 

Jeg fik en lille køletaske med ost med hjem - og gik straks hjem og lavede denne anretning til aftensmad:

Før ville jeg havde gyset hvis nogen havde foreslået mig 'ost og pølse' som måltid.

Nogle af resterne blev brugt til at lave denne Angusburger med Ask, svampe og løgmarmelade (opskrift her).

Faktisk blev jeg så glad for Ask at jeg selv købte et par stykker til at lege med.

Det blev bla til dette fantastiske ostebrød - med en hel indbagt Ask. Det var jo nærmest en ostefondue (opskrift her).

Siden har jeg været til flere arrangementer inde i Unika butikken, her i Århus. Endnu et, med gin fra Njord - hvor jeg smagte på lidt mere end første gang.

Aj, se nu lige der - frivillig indtagelse af blåskimmel?!?

Og så var der et arrangement med ost og vine fra Cold Hand Winery (som laver nogle af de bedste frugtvine i verden IMO).

Der gav jeg den virkelig gas. Ja ja, der røg den del vin ned og gav mod - men jeg tog mig også lidt sammen og besluttede mig for at smage på ALLE de oste der kom på bordet. Og det lykkedes. 

Jeg vil sige at jeg har ændret holdning til ost. Nu kan jeg ligefrem finde på at servere ost i stedet for dessert.

Sidst Johan (som hverken er vild med slik, kage eller is) var på besøg, lavede jeg det her fad med alm og røget Gou-Dan fra Naturmælk, Havgus fra Arla Unika, L'Ortolan (fransk hvidskimmel) og en totalt laber flødeost, fundet i Salling. Den var rørt med Cointreau og syltet appelsinskal - og smagte fuldkommen fortryllende. Jeg serverede små fuldkorns riskiks, oliven, røget stikkelsbærkompot og ristede kryddernødder til. Og der fungerede perfekt som afslutning på et lækkert måltid.

Jeg har godt nok rykket mig. Se, selv gedeost tør jeg spise nu:

Anne og jeg blev nemlig trakteret med denne gratinerede gedeost på Memphis Roadhouse en dag - og kiggede først desperat på hinanden. Kunne vi virkelig spise den??? Og ved du hvad: vi endte med at sidde og slå hinanden over fingrene, for at få de sidste rester. Åh, det var lækkert.

Jeg vil næste påstå at jeg er kommet mig over de fleste griller med ost. Altså, jeg kommer ALDRIG til selv at købe en gedesot eller blå ost - men jeg dør ikke af at smage på dem eller spise retter hvor de er i. 

Det der med at spise ostemadder har jeg dog ikke gjort så meget i - endnu. Jeg lavede dog disse 3 til en af Ost & kos opskriftskonkurrencer i kategorien 'Ost – i nye klæder'.

Jeg kastede mig ud i at kreere en lille ostefrokost med 3 'retter' i form af ostemadder: først en moderne twistet sommersalat på rygeost, dernæst aromatisk hvidskimmel (Ask) med syltede radiser - og til sidst røget flettet cheddar med løgmarmelade og ristede nødder (opskrift her).

Som tidligere nævnt, er jeg blevet glad for at deltage i konkurrencer med ost. Som en der har været så voldsom ostefornægter, er det virkelig nogle gode personlige udfordringer. I denne runde deltager jeg i begge kategorier:

I 'Ost – til brinner' har jeg lavet en fuldfed Croque Malou - hvor brødet er erstattet af nogle lækre vafler, bagt af kartoffelmos og ost - og fyldet består af 2 slags ost, svampe og løg, samt en sennepscreme. Der er toppet med mere af den labre creme, et spejlæg og masser af fintsnittet purløg (opskrift her). I den anden kategori 'Ost – på farten' blev det til grove snegle med osteremonce, med 2 slags ost, ristede løg og salvie (opskrift her). Afgørelsen falder her midt i måneden, så der bliver spændende at se hvem der vinder. Jeg har ikke de vilde forventninger om en sejr, da mine opskrifter hverken er nyskabende eller voldsomt kreative. For mig handler det mest om at lave noget med ost, som jeg selv har lyst til at spise. 

Det var meningen at dette indlæg skulle slutte af med en funklende ny osteopskrift. Men jeg har simpelthen ikke kunne få fat i den ost jeg gerne ville lave noget med - så det får vente til den er i hus. Men i mellemtiden, kan jeg da vise osten frem:

Det er nemlig sæson-osten Mont d'Or. Jeg smagte den for nyligt for første gang, til et middagsselskab med 2 fantastiske børdre - og blev straks begejstret. Først blev soltørrede figner lagt i sødlig Riesling i et par timer. De blev hældt over osten, som blev bagt til den var smeltet i midten - og serveret på ristet rugbrød med fignerne til. Finger licking good! 

Jeg vil slutte min fortælling her. Det er godt nok blevet til meget ost. Hvis nogen havde fortalt mig for 10 år side at jeg A) ville blive madblogger og B) skrive et indlæg om ost - ville jeg ha' trillet rundt på jorden af grin. Men nu sidder jeg her og blogger om ost. Verden er forunderlig!

De sidste ord bliver et citat af Avery Aames (aka Daryl Wood Gerber) fra hendes bog The Long Quiche Goodbye: "Life is great. Cheese makes it better"...