Dejlige nudler og dårlige nerver...

I går skulle jeg ikke lave mad - blot smøre en leverpostejmad eller to til aften. Æh, jeg ved ikke helt hvad der skete - men mon ikke jeg bare slog autopiloten til da jeg kom ud i køkkenet? Det blev i hvert fald på ingen tid til denne smagfulde nudelret med smæk på smagen:

Sorte nudler lavet af bønner med røget kylling og reste-grønt i en hot peanutsauce.

Jeg kan huske at jeg åbnende køleskabet for at finde leverpostejen - og fik i stedet øje på den der slappe broccoli i grøntsagsskuffen. Det må ha' været det der var den udløsende faktor. Skuffen viste sig at gemme på flere rester, alle til overs fra min kylling i cola. I fryseren hentede jeg en pose røget kylling - fra hele røgede fugle, købt på dato for en slik, pillede og gemt i fryseren. Stop Spild Af Mad er blevet en hel sportsgren for mig.

Den trætte broccoli blev snittet fint - både stok og buketter. Guleroden blev skrællet og fik en tur med en julienne-skræller. De små forårsløg blev skyllet og snittet skråt. 2 fed hvidløg og et stort stykke ingefær blev revet fint. Kyllingen blev tøet op i mikroovnen.

Peanutsauce er ikke noget nyt her på bloggen. Lavede en her med kokos, men den her er med tamari (hvedefri soya). 4 spsk peanutbutter med chili (også en datovare), 3 spsk mørk tamari og 1 spsk Sriracha + lidt revet hvidløg og ingefær, blev rørt sammen med ca 4 spsk vand.

Det gav en mørk, salt og stærk sauce. Kyllingen blev trukket i strimler med fingrene. 

De sorte nudler på bønner blev sat over - de skulle koge ca 6 minutter og det var tid nok til at bikse resten sammen.

En pande blev varmet op og grøntsagerne fik et hurtigt skrald i olivenolie, sammen med hvidløg og ingefær. Kylling, peanutbuttersauce og ca ½ dl af vandet fra nudlerne kom ved - og det hele simrede i et par minutter. De kogte nudler blev vendt i og så kunne der anrettes.

Et drys saltede peanuts og lidt hakket koriander (Djævlens Røvskæg Sæbeurt) fuldendte billedet. Totalt i orden restemad. Men igen glemte jeg at de nudler mætter SÅ meget mere end almindelige nudler. Instant trommesyge!

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Advarsel: det bliver ret personligt nu. Så klik hastigt videre hvis du ikke er til den slags.

I går var en temmelig speciel dag. Jeg blev sendt på en kæmpe følelsesmæssig rutschetur og måtte grave lidt dybt i mig selv. Ja, vi skulle længere ind i sindet. Og årsagen? Det var noget så simpelt som en ost!?!

Posten kom en denne hvide kasse. Jeg er med i en Secret Ingredient madbloggerstafet, arrangeret af Electrolux, hvor vi er 7 madbloggere der skal sende en ingrediens og en udfordring videre. Jeg har f.eks sendt en flaske med noget i til Lars fra Grydeskeen og vidste at min hemmelige ingrediens ville komme fra Nynne, som står bag Sweet Addiction. Det havde været spændende at vente på posten og se hvad det var der skulle leges med. Og i går blev spændingen så udløst...

Jeg åbnede spændt kassen, stirrede vandtro på indholdet - og brast i gråd. Det var sådan cirka den værste ting den overhovedet kunne ha' indeholdt. Det var nemlig hele 300 g Danablu - som er en dansk blåskimmelost. Opgaven gik i alt sin enkelthed ud på at lave en ret med vildt og bruge osten som 'det blå krydderi'.

Min første tanke var "No, hell no" og jeg tog straks fat i cellofanen og holdt den forhadte ost dinglende over skraldespanden. Blåskimmelost er simpelthen noget af det mest ækle jeg kan forestille mig. Og min hjerne skriger "det er jo MUG, ulækker klam MUUUUG". Død og ødelæggelse i osteform!

Jeg var helt vippet af pinden - og fik en fysisk reaktion på osten. Det var faktisk ret ubehageligt. Er nok nogenlunde det mindst kræsne menneske der findes - og der er kun 3 ting jeg ikke spiser: kammuslinger (allergisk), grøn peber (reflux) og blåskimmelost (herreklamt). ALT andet har jeg mod på i det mindste at smage, jeg lover dog ikke at jeg sluger det (DSHOIG).

Det er kun ca 3 år siden jeg lærte at spise ost - og befinder mig stadig bedst i 'børnebassinet' med de helt milde oste. Jeg tog dog lige et par svømmetag på lidt dybere vand i Italien i sidste måned - men med de mængder rødvin der røg ind der, var der ikke noget til at sige at modet var lidt større.

Og det er så her det bliver ret så personligt. For jeg er overbevist om at det kommer af en rigtig ubehagelig oplevelse i min barndom. Allerede der var jeg nemlig oste-angst. Før brunch hed brunch, men blot var en kedsommelig langtrukket morgenmad, led jeg weekend efter weekend siddende med næsen uhyggelig tæt på et skiftende fad af onde oste. Min mor og stedfar kunne ikke få dem saftige, gamle og mugne nok. Puha, de kravlede nærmest hen over bordet. Min stedfar og jeg kunne ikke sammen. På. Nogen. Måde. Han var sociopat og spillede med min mor og jeg som spillebrikker i et stadigt mere sygt spil. Han fandt stor morskab i at drille mig med min oste-angst - hvilket kun gjorde det værre. Og en søndag kammede det over. Han tyrede simpelthen et stort stykke roquefort lige i hovedet på mig. Smak!

Det ramte mig i tindingen hvorefter det faldt til jorden med et blødt bump. Han brød sammen i krampelatter mens jeg stortudende spurtede mod mit værelse. Jeg kan huske at jeg lå i min seng og græd mens der smuldrede ost ud af mit hår og ned på min pude. Det endte med at jeg kastede op af lugten. Det skulle man måske tro udløste lidt sympati hos min mor, men nej. Jeg blev sat til at vaske sengetøj og bedt om at holde op med at skabe mig. Good times!

Det er ikke første gang siden jeg bliver konfronteret med det. Da jeg stod i lære SKULLE jeg lave ostefade men blåskimmel når jeg var i 'det kolde'. Men efter en snak med min meget forstående læremester, fik jeg lov til at bruge latexhandsker når jeg skulle lave dem. Det var naturligvis genstand for lidt venskabeligt drilleri, men ikke mere end jeg kunne klare.

Men nej, blåskimmelost og mig er ikke et godt match. Og hvad gør man så når man får det leveret til døren? Well, enten dropper man ud af stafetten (Som om - sagde nogen konkurrencemenneske?) eller også arbejder man med at omprogrammere sin hjerne. For et er fortiden, noget andet er nutiden. 

Jeg er nu nået dertil at jeg accepterer udfordringens betingelser, udvikler opskrifterne - og tvinger en anden til at spise kreationerne. Slaget skal stå på tirsdag hvor Voksen-Tine kommer og vasker mine vinduer + agerer testspiser.

Så i går eftermiddag tog jeg en heldragt af ja-hat på (takket været support fra mine veninder og allerkæreste) - og kastede mig hårdt, helhjertet og håbefuld ind i kampen. Idet jeg aldrig har regnet blåskimmelost for egnet til menneskeføde, har jeg jo heller ikke gidet beskæftige mig med det - så jeg manglede viden. Der var derfor kun et at gøre: get my geek on! Hvad man ikke ved, det kan man lære. Heldigvis har jeg The Flavour Thesaurus‎ stående i min reol. En uvurderlig bog når man skal sammensætte smagsprofiler. Og sikke klog jeg blev!

Jeg har nu 2 salte (hovedret) og 2 søde (dessert) kreationer i ærmet med Danablu - og Tine får naturligvis resten af osten med hjem i bedste Stop Spild Af Mad stil. Om jeg selv skal smage på 'lækkerierne' står endnu hen i det uvisse. Om ikke andet håber jeg på nogle gode billeder. Det står trods alt køkkenudstyr for 10.000 kr på spil. 

Puha, det var en overvindelse at krænge sjælen ud på den måde - men også meget forløsende. It is what it is! 

Nåede du helt herned? TAK fordi du gider at læse med. Håber du får en god dag!