Fra ostefornægter til osteelsker...

Indlægget er sponsoreret af Ost & ko.

I dag får du forklaringen hvorfor bloggen for en stund har været omdøbt til KlidmOSTer. Her kan du komme med på sidelinjen til min forvandling fra en direkte osteangst pige, til en modig ostevoksen. Det her har jeg virkelig glæder mig til at skrive - lige siden Ost & ko henvendte sig og spurgte om jeg havde lyst til at lave et personligt indlæg om ost. Det giver mig nemlig en mulighed for selv at gøre status over den rejse det har været. Det har været ca 6 år undervejs og har virkelig taget fart de sidste par år. Hæng på, for nu kommer der ost i lange baner...  

Jeg har været i arkiverne og fundet en del billeder til det her indlæg - men der er slet ikke plads til dem alle. Det var sjovt at genopdage hvor meget ost jeg egentligt har fået spist det sidste år - og hvor stor et spring det har været fra de milde uskadelige og til de skumle mugne. 

Lad os begynde fra begyndelsen. Jeg voksede op med ost som fjenden. Jeg afskyede den og alt dens væsen. Langtrukne morgenborde i weekenden med et stinkende ostefad, står stadig knivskarpt i erindringen. Jeg snappede efter vejret og forsøgte at skubbe fadet så langt væk som muligt.

Langsomt lærte jeg at acceptere smeltet mozzerella på pizza og lasagne - men det var så også det. Jeg forsøgte mig på et tidspunkt med hytteost fordi min mor kom det på brød, toppet med solbærmarmelade, og ytrede: "det smager ligesom risalamande". Nej, det gør det så på INGEN måde - og er en af grundende til at jeg afskyede både hytteost og risalamande i mange år. Det var faktisk først i min læretid (er udlært gastronom med cater som speciale) at jeg lærte at sætte pris på begge dele. Og for at det ikke skal være løgn - lavede jeg der en risalamande MED hytteost. 

For nogle år siden inviterede Karolines Køkken så til en madbloggekonkurrence med hytteost. Man skulle fremstille en 3-retters menu - hver ret skulle kunne laves på 30 minutter og indeholde max 10 ingredienser. Jeg kastede mig ind i kampen - og vandt! Det var en kæmpe sejr på flere planer. Præmien var et ophold på Dragsholm Slot. Du kan se min vindermenu lige her. Og således fik jeg blod på tanden i forhold til konkurrencer der omhandlede ost.

Da jeg startede bloggen her op, voksede verden, og jeg mødte en masse nye mennesker. Jeg fik blandt andet en rigtig god veninde, Madam Sif, som den gang bloggede på Anarkistens (ægte) Kogebog. Vi var dog nær aldrig blevet veninder, for en af de første gange vi mødtes, serverede hun det her for mig:

En kornotto med hønsefond, porre...og en ekstralagret Crottin de Chavignol, den ondeste lille gedeost i verden. Da hun satte tallerkenen foran mig og..æh..aromaen...ramte mine næsebor, var jeg lige ved at tude. Og det blev ikke bedre da hun kom rendende med et rivejern og rev mere ovenpå - hvordan skulle jeg dog kunne få det ned? Lettelsen var derfor stor da hun bød mig ajvar (krydret relish på peberfrugt, aubergine og hvidløg) til - for det ville kamuflere geden nok til at jeg ville kunne klemme ottoen ned. Jeg ville jo ikke fornærme hendes kogekunst. Da jeg mange år efter fortalte hende om oplevelsen, grinede hun af mig og kunne erindre at hun dengang havde tænkt at jeg godt nok var vild med ajvar. Og sådan gik det til at jeg spiste gedeost uden at dø af det - og fik en god veninde.

Min første store positive oplevelse med ost i 'rå' form var på en madmesse i 2011, hvor jeg smagte og købte min første røgede Gou-Dan fra Naturmælk.

Jeg må ha' købt mindst 45 kg af den siden. Har altid køletasken med på Kulinarisk Sydfyn, MAD og Food Festival, hvor Naturmælk har en stand, så jeg kan få fyldt lageret op. Du kan finde utrolig mange retter med den her på bloggen. Det er min go-to ost, til enhver tid. Jeg ELSKER den - og det er den første ost jeg har kunne spise uden at den skulle smeltes først. Den er svær at skaffe, så jeg er lykkelig for at den nu kan fås hos Knebelgodt Øko-Deli på Aarhus Central Food Market.

Jeg har bla brugt den til at lave denne kreation, som er en tribute til Chris fra Memphis Roadhouse - som fik mig i den 7. himmel med en Philly Cheese Steak i første omgang (opskrift her).

Årene skred frem og jeg prøvede at udvidde min ostehorisont mere og mere. Jeg fandt ud af at alkohol gjorde modig - og så tog det fart.

Jeg er kommet meget på Miró og er virkelig ked af at restauranten er lukket nu. Det er nemlig stedet hvor jeg har rykket mig længst på ostefronten. Der var som regel en ostetallerken som del af menuen, som jeg i mange år valgte fra - indtil jeg begynde at blive modig. Jeg bad dog altid om en 'tøsetallerken', uden for mange af de slemme - men ejeren Toni nødt at udfordre mig lidt, som man kan se på de her billeder. Den kom som ret nr 6, og med vinmenu til (med opfyldning) var jeg som regel ret modig (læs: spritstiv) og turde smage på de fleste. De faste røg som regel ned. Dem med hvid skimmel, spiste jeg midten af og lod skorpen ligge. Og dem grøn eller blå skimmel skulede jeg blot til. Der gik min grænse. 

Den grænse fik jeg udfordret i en sådan grad, i en runde af Madbloggerstafetten. Da jeg åbnede min pakke og så opgaven 'Vildt og det blå krydderi' - og den store mængde Danablue der var med, gik jeg helt i sort og overvejede at smide den i skraldespanden.

Nynne fra Sweet Addiction, som havde sendt mig udfordringen, forklarede at hun syntes det var svært at give mig en udfordring, da det så ud som om jeg allerede havde lavet alt. Men hun kunne ikke se jeg havde lavet noget med blå ost - så det skulle jeg da prøve. Hun kunne jo ikke vide at mit værste ostetraume fra barndommen omhandlede den forhadte, ækle, mugne, ådselslugtende og onde ost. Jeg har ikke lyst til at fortælle historien en gang til - men du kan læse den lige her. Efter at ha' tudet over det, lagde jeg alligevel den forhadte ost på køl og tog en benhård beslutning: jeg skulle ikke bare gennemføre, jeg skulle også lave en 3-retters kick-ass middag med blå ost i ALLE retterne. Det skulle ikke sgu hedde sig at jeg ikke kastede mig ind i kampen! 

Og jeg gav den virkelig gas. Jeg inviterede den største elsker af blå ost til middag og serverede først en tartelet med 'vilde hjerter' (confiteret bisonhjerte og røget dådyrhjerte), grønkål, valnødder og Danablue i en sauce på fløde og vildtfond (opskrift her). Hovedretten var rosastegt kronhjortefilet med fyld af flødeost krydret med Danablue, grønkålssalat med frugt og syltede løg, butternut-puré og portvinssauce - også tilsmagt med Danablue (opskrift her). Og prikken over det blå i, desserten, som var Danablue-is på figen-brownie med portvinssirup og hakkede valnødder (opskrift her). Jeg vandt ikke stafetten - men en stor personlig sejr! 

Og så kommer vi til det store vendepunkt: Arla Unika. Første gang jeg smagte Gammel Knas, var jeg solgt. Det var bare lige en ost for mig. Og jeg har ALTID et stykke Havgus på lager. Jeg takkede straks ja, da jeg blev inviteret med på St. Pauls Apothek til en eftermiddag med pairing mellem Unika oste og Njord Gin. Jeg har skrevet om arrangementet lige her.

Der blev jeg bla budt en hvidskimmelost. Til min gru, var der ingen tallerkner med mulighed for at lægge noget fra sig på - så jeg blev nødt til at spise hele stykket med skorpen på. Igen ville jeg ikke fornærme nogen, slog et mentalt korsets tegn og kylede hele stykket ind. Wow....bare wow. Det var mit første møde med Ask - en fuldfed, letrøget sag med en kæmpe lækker smag. Det er både sandt og rimer. Knapt så nemt var det med arrangementets største udfordring: Sort Gjesing, som har ligget vakuumeret med Njord Sun & Citrus. Men jeg smagte på en lille bid af den - uden synlig skimmel. Og jeg var glad for at der var rigelig gin til at skylle mundhulen med bagefter. 

Jeg fik en lille køletaske med ost med hjem - og gik straks hjem og lavede denne anretning til aftensmad:

Før ville jeg havde gyset hvis nogen havde foreslået mig 'ost og pølse' som måltid.

Nogle af resterne blev brugt til at lave denne Angusburger med Ask, svampe og løgmarmelade (opskrift her).

Faktisk blev jeg så glad for Ask at jeg selv købte et par stykker til at lege med.

Det blev bla til dette fantastiske ostebrød - med en hel indbagt Ask. Det var jo nærmest en ostefondue (opskrift her).

Siden har jeg været til flere arrangementer inde i Unika butikken, her i Århus. Endnu et, med gin fra Njord - hvor jeg smagte på lidt mere end første gang.

Aj, se nu lige der - frivillig indtagelse af blåskimmel?!?

Og så var der et arrangement med ost og vine fra Cold Hand Winery (som laver nogle af de bedste frugtvine i verden IMO).

Der gav jeg den virkelig gas. Ja ja, der røg den del vin ned og gav mod - men jeg tog mig også lidt sammen og besluttede mig for at smage på ALLE de oste der kom på bordet. Og det lykkedes. 

Jeg vil sige at jeg har ændret holdning til ost. Nu kan jeg ligefrem finde på at servere ost i stedet for dessert.

Sidst Johan (som hverken er vild med slik, kage eller is) var på besøg, lavede jeg det her fad med alm og røget Gou-Dan fra Naturmælk, Havgus fra Arla Unika, L'Ortolan (fransk hvidskimmel) og en totalt laber flødeost, fundet i Salling. Den var rørt med Cointreau og syltet appelsinskal - og smagte fuldkommen fortryllende. Jeg serverede små fuldkorns riskiks, oliven, røget stikkelsbærkompot og ristede kryddernødder til. Og der fungerede perfekt som afslutning på et lækkert måltid.

Jeg har godt nok rykket mig. Se, selv gedeost tør jeg spise nu:

Anne og jeg blev nemlig trakteret med denne gratinerede gedeost på Memphis Roadhouse en dag - og kiggede først desperat på hinanden. Kunne vi virkelig spise den??? Og ved du hvad: vi endte med at sidde og slå hinanden over fingrene, for at få de sidste rester. Åh, det var lækkert.

Jeg vil næste påstå at jeg er kommet mig over de fleste griller med ost. Altså, jeg kommer ALDRIG til selv at købe en gedesot eller blå ost - men jeg dør ikke af at smage på dem eller spise retter hvor de er i. 

Det der med at spise ostemadder har jeg dog ikke gjort så meget i - endnu. Jeg lavede dog disse 3 til en af Ost & kos opskriftskonkurrencer i kategorien 'Ost – i nye klæder'.

Jeg kastede mig ud i at kreere en lille ostefrokost med 3 'retter' i form af ostemadder: først en moderne twistet sommersalat på rygeost, dernæst aromatisk hvidskimmel (Ask) med syltede radiser - og til sidst røget flettet cheddar med løgmarmelade og ristede nødder (opskrift her).

Som tidligere nævnt, er jeg blevet glad for at deltage i konkurrencer med ost. Som en der har været så voldsom ostefornægter, er det virkelig nogle gode personlige udfordringer. I denne runde deltager jeg i begge kategorier:

I 'Ost – til brinner' har jeg lavet en fuldfed Croque Malou - hvor brødet er erstattet af nogle lækre vafler, bagt af kartoffelmos og ost - og fyldet består af 2 slags ost, svampe og løg, samt en sennepscreme. Der er toppet med mere af den labre creme, et spejlæg og masser af fintsnittet purløg (opskrift her). I den anden kategori 'Ost – på farten' blev det til grove snegle med osteremonce, med 2 slags ost, ristede løg og salvie (opskrift her). Afgørelsen falder her midt i måneden, så der bliver spændende at se hvem der vinder. Jeg har ikke de vilde forventninger om en sejr, da mine opskrifter hverken er nyskabende eller voldsomt kreative. For mig handler det mest om at lave noget med ost, som jeg selv har lyst til at spise. 

Det var meningen at dette indlæg skulle slutte af med en funklende ny osteopskrift. Men jeg har simpelthen ikke kunne få fat i den ost jeg gerne ville lave noget med - så det får vente til den er i hus. Men i mellemtiden, kan jeg da vise osten frem:

Det er nemlig sæson-osten Mont d'Or. Jeg smagte den for nyligt for første gang, til et middagsselskab med 2 fantastiske børdre - og blev straks begejstret. Først blev soltørrede figner lagt i sødlig Riesling i et par timer. De blev hældt over osten, som blev bagt til den var smeltet i midten - og serveret på ristet rugbrød med fignerne til. Finger licking good! 

Jeg vil slutte min fortælling her. Det er godt nok blevet til meget ost. Hvis nogen havde fortalt mig for 10 år side at jeg A) ville blive madblogger og B) skrive et indlæg om ost - ville jeg ha' trillet rundt på jorden af grin. Men nu sidder jeg her og blogger om ost. Verden er forunderlig!

De sidste ord bliver et citat af Avery Aames (aka Daryl Wood Gerber) fra hendes bog The Long Quiche Goodbye: "Life is great. Cheese makes it better"...