torsdag den 31. oktober 2013

Happy Halloween: Sprøde mumier...

BOOOOO....så er det Halloween. Og så skal man ha' noget klamt på tallerkenen. Kunne jeg friste med et par sprødristede mumier?

Jeg har helt selv været henne i Ægypten og plukke dem. Det var noget værre mas.

Hvis du ikke kan skaffe rigtige mumier kan du lave en version af pølser og bacon. Vælg gode kvalitetsprodukter f.eks Hanegal. Køb datovarer og gem dem i fryseren - det er god Stop Spild Af Mad stil og der er penge at spare.

Til 2 mumier skal du bruge 2 pølser og 4 stykker bacon. I alt sin simpelhed vikles der 2 skiver bacon om hver pølse.

Mine mumier lugtede hurtigt lunten. Det var med at finde panden frem i en fart.

De blev lagt på en kold pande som blev varmet langsomt op. Vendt og drejet blev de - til de var sprøde og brune hele vejen rundt. Trixie vogtede over dem imens i håb om en smagsprøve.

De sprøde mumier fik lov til at hvile lidt mens jeg lavede tilbehøret - som bare var 1 dl gult kamelsnot, ligeledes hjembragt fra Ægypten, som jeg lunede let. Kan du ikke skaffe snot, er 2-3 hønseæg også ganske fint.

Og så var der mad. Lækre sprøde mumier med kamelsnot og blodketchup. Det laver man forresten ved at give et postbud næseblod og blande det op i Heinz. Lækre sager....

Skal du ha' noget klam mad her til Halloween?

onsdag den 30. oktober 2013

SMAGFØRST: Winemakers Dinner...

Sidst i august var jeg inviteret til en aften med vinsmagning og en bid mad hos SMAGFØRST på Trøjborg. Jeg fik lov at invitere en anden blogger med og mødte derfor op med Signe under armen. Vi er jo ret glade for vin begge to......og mad siger vi jo aldrig nej tak til heller.

SMAGFØRST har 2 butikker i Århus og 1 i Vejle. Her kan man som navnet indikerer, smage på sagerne før man køber. Fantastisk koncept!

Udover vin i mange prisklasser er de også lagerførende i spændende eddiker, olier og delikatesser.

Denne aften var butikken omdannet til en lille restaurant. Der skulle smages på spændende vine fra Resalte - som er nogle af de bedste vine fra Ribera del Duero i Spanien.

At kalde det en winemakers dinner er måske lidt af et stretch. For mig er en WD en middag a'la den her på Frederikshøj hvor hver ret er nøje afstemt til hver vin der skal smages. Det var en vinsmagning med lidt godt mad til - og det var også rigtig fint. Her lagde vi ud med godt brød, forskelligt spansk charcuteri med aïoli og oliventapanade. 

Der kom god vin i glassene og vi fornøjede os dermed. 

Det var virkelig nogle gode vine. Specielt var jeg begejstret for den Gran Resalte 2001. Wow, sikke en vin!

Hovedretten var en sammenkogt flødekysset ret nede fra Deli’en i Jægergårdsgade med kartoffelmos til. Nøjagtig hvad det var fik jeg ikke fat i, men den var ganske udmærket. 

Efter hovedretten fik vi charmet os til lidt mere Gran Resalte 2001 i glasset. Og så sagde vi tak for i aften og for invitationen - og forlod Trøjborg Centeret.

Og så stod vi der i den lune skumring, behageligt overrislede, og havde på ingen måde lyst til at tage hjem. Der var kun en løsning: at tage på Klassisk 65, sidde udenfor og drikke mere rødvin. Så det gjorde vi. Det blev til en ganske fornøjelig aften - og det blev både til et møde med en laber Gateau Marcel, underholdende snak med Chili Klaus og adskillige gode glas. 

Uh, og der er en ny WD lige om hjørnet. Jeg skal nemlig på Miró sammen med den skønne Kristine Høeg om 2 uger og smage på en masse pragtfulde vine fra Marchesi di Barolo. Og se lige den menu der venter os der.

Og nu kunne jeg virkelig godt drikke et godt glas rødvin....


tirsdag den 29. oktober 2013

Confiteret poussin med pastinakpuré...

I går fik jeg endelig afløb for en af mine fantasier: at confitere en hel fugl. Ja ja, en poussin er jo et lillebitte kræ - men nu er metoden i hvert fald testet. Og skulle der sidde nogen der ude og være i tvivl om hvad det vil sige at confitere - så er det at simre noget mørt i fedt.....i det her tilfælde aromatisk andefedt.

Den lille fedtkogte fugl blev serveret med en pastinakpuré, skysauce, hjemmelavet rødkål og 3 slags syltede sager.

En poussin er en purung kylling som typisk har levet i 4 uger. Den her lille ferske franske sag på 440 g fandt jeg i Salling - og den var perfekt til mit confiteringsprojekt. 

Når man simrer et emne i fedt er det en fordel at trække noget af den overskydende væske ud først. Det gør man ved at sprænge emnet - enten med tørt salt eller i en saltlage. Jeg valgte, modsat da jeg lavede andeconfit, at bruge en saltlage. Den blev kogt af 1 liter vand, 300 g havsalt og 50 g rørsukker - og fik lov til at køle helt af.

Den lille fugl blev lagt i saltlagen og tynget ned med en desserttallerken. Gryden blev sat på køl i 8 timer.

Kræet blev derefter fisket op og tørret grundigt både udenpå og indeni. Den lille gryde blev vasket af og 1 liter andefedt blev smeltet. Jeg havde jo det fantastiske aromatiske fedt fra den store fritgående landand, men man kan også købe ren afsmeltet fedt at bruge.

Poussinen fik bundet lårene sammen og blev nedsænket i fedtet. Jeg vendte den om så den flød med ryggen op.

For at undgå kondens i gryden brugte jeg et stykke bagepapir som låg. Gryden blev sat i ovnen på 140°C i en time - og derefter 1 time på 100°C. Fuglen blev derefter vendt med brystet op og fik yderligere ½ time.

Og så var den lille blege fugl smørmør og klar til at blive fisket op fra sit fedtede karbad.

Den blege stakkel kom i et lille ildfast fad. Fedtet blev siet og skyen taget fra. Fedtet kom retur på køl (er slet ikke færdig med at lege med det). Skyen kom i en lille gryde sammen med samme mængde mælk + 1 dråbe kulør. Den blev kogt op og smagt til med lidt æblegele, balsamico og friskkværnet peber - og jævnet med lidt majsstivelse udrørt i vand. Ovnen blev knaldet helt op på 225°C.

Mens fuglen havde simret i sit fedt havde jeg kogt 2 pastinakker i tern med en smule Herbamare Urteboullion. Væden blev drænet fra og pastinakkerne blev blendet *wroom wroom* med stavblenderen til en glat puré sammen med en god klat SMØR. Fuglen fik i mellemtiden ca 7 minutter for at give den lidt farve - jeg ville måske godt ha' haft en smule brunere, men jeg var bange for at den ville blive tør i det delikate brystkød.

Den færdige puré var glat og fin. Og så var det bare at anrette.

Den lille gyldne fugl pyntede gevaldigt på tallerkenen. Jeg lavede en 'vulkan' af pastinakpuréen og fyldte op med skysauce. Rødkålen fandt jeg i fryseren, lavet efter den her opskrift. Og de syltede sager var mine syltede drueagurker, sødsyltede perleløg og sprøde asier (som jeg da helt har glemt at blogge opskriften på).

Oh la la....sikke en lækker lille sag. Det møre kød var lige til at sutte af benene. Trixie gjorde sig til som aldrig før og fik da også de bidder hun kunne rumme.

Selv om alle 3 katte hjalp til kunne vi ikke få bugt med det lille kræ. Så jeg frøs resterne til en anden god gang. 

------------------------------------------------------------------

I dag er fastedag - og jeg har haft The Blogless Sister på besøg. Hun skulle hente sin præmie fra Vølves give-away. Jeg har fundet ud at på fastedage går det ud på at fodre andre med lækkerier - så jeg tvang hende næsten til at smage på alt hvad der var i slikskabet. Selv nippede jeg artigt til min te og glædede mig over at jeg har fået helt bugt med min sukkertrang.

Og nu må jeg hellere få vasket noget tøj, for det skal være klart til kufferten skal pakkes. Åh, jeg glæder mig sådan til søsterboble i weekenden..... 

mandag den 28. oktober 2013

Stop Spild Af Mad: Sødsyltede perleløg...

Hvis du læser fast med her ved du hvor meget jeg går op i Stop Spild Af Mad. Nogle vil måske hviske i krogene at jeg går lige lovlig meget op i det - men ja, det er ikke alene blevet en hobby men også en sport som jeg nærmest udøver på eliteplan. Og her har jeg udnyttet og transformeret en rest perleløg på glas, så det nu er en rigtig lækkerbisken:

De syrlige løg har fået ny sød lage med mørkt sukker og varme krydderier. Når de har trukket færdigt skal de gøre lykke til vinterens simreretter og alt godt fra Indien.

Der var ca halvdelen tilbage af det KÆMPE glas der var til overs fra den italienske fennikelsild. Og jeg startede med at dræne de små sure sager for lage.

Det gav mig næsten 600 g løg at lege med.

Der var 8 dl lage - den kunne jeg jo passende brygge videre på. Jeg kogte den op med 300 g alm sukker og 150 g  Muscovadosukker. Og så til krydderierne:

Den skulle bare ha' hele armen - så jeg hev det ene glas efter det andet op af krydderiskuffen.

Laurbær, kanel, stjerneanis, kardemomme, nelliker, sorte peberkorn, sort sennep, korianderfrø, fennikelfrø og vaniljepulver.

Jeg kom sådan et skud krydderier i 3 skoldede glas som var skyllet i vodka.

De drænede løg blev fordelt i glassene og overhældt med den kogende lage.

Glassene blev lukket tæt og stod på køkkenbordet i ca 1 time før de kom på køl. Jeg tager det ene glas med til Herlev i næste uge, for jeg ved at min svoger er helt pjattet med den slags.

Nøj, det var nemt at lave. Sidst jeg syltede perleløg tog det en krig at pille de små sataner og jeg var ved at kyle det hele hen af gulvet. Jeg tror bestemt ikke det er sidste gang jeg snydesylter perleløg på den måde. Hmm, jeg tror faktisk jeg bliver nødt til at smage dem allerede i aften - sådan et lille syltet løg vil nemlig være rigtig lækkert til dagen ret:

I skrivende stund er jeg nemlig ved at confitere en lille poussin i ovnen. Den er først blevet sprængt i saltlage og nu simrer den så ved svag varme i det aromatiske fedt fra den fritgående landand. Jeg har aldrig prøvet at confitere en hel fugl før, så det er lidt af et eksperiment. Den skal serveres med pastinakmos, rødkål og syltede løg. Sauce? Måske, hvis jeg gider.

*Host host host* og så tilbage under dynen med mig....



søndag den 27. oktober 2013

Alle vinder med Vølve...

Så er der udtrukket en vinder af Vølves Vidundersalve via Random.org: Tillykke til The Blogless Sister. Men vent, der er mere....

Skønne Vølve er blevet så glad over den store interesse for salven at hun gerne vil give alle der har deltaget et rigtig godt tilbud på den (må også godt benyttes hvis du ikke deltog). Vidundersalven er lige nu til introduktionspris på 129 kr (normalpris 149 kr) - og du kan indtil på mandag d. 4/11 få yderligere 25% rabat på salven ved at bruge værdikoden klidmoster102013 når der handles i webshoppen.

Det er jo ved at være jul og de lækre produkter er jo oplagte gaveideer. Og handler du for over 500 kr er der sørme gratis porto.

 

2 x blomkål: mos og pandekager...

I fredags inviterede jeg Max på en laber Côte du Boeuf og lavede noget rigtig nemt tilbehør: en rosenkålssalat med kastanje og græskar og denne blomkålsmos. Og i bedste Stop Spild Af Mad stil blev resten af mosen brugt til pandekager dagen efter. Mosen først:

Den ligner kartoffelmos til forveksling - og det er også meningen. Men den er lettere i teksturen og skriger ikke på sauce. Den kan med fordel laves lidt før og blot varmes op lige inden servering.

Her er det et helt hoved blomkål der er snittet i mellemstore buketter. Det overhældes med vand til det lige akkurat dækker og tilsættes lidt boullion f.eks Herbamare. 

Blomkålen koges til den er lige akkurat suttemør (uden bid) og ikke længere, så kan den nemt blive fimset. Først drænes den grundigt i et dørslag.

Og så skal der vrides væde fra i et viskestykke. Jeg vred den her portion af 5 omgange. Jo mere væde der kommer fra, jo mere kompakt en færdig mos vil det blive.

Den vredne kål tilsættes en god klat SMØR og lidt mælk - og gives en tur med stavblenderen *wroom wroom*. Juster evt konsistensen med lidt ekstra mælk. Den færdige mos smages til med salt, peber og et par dråber eddike f.eks æbleeddike. 

Det er en pragtfuld mos - perfekt til LCHF gryderetter. Vi guffede løs af den, men der var en lille rest tilbage. Den blev til disse pandekager:

Gyldne fluffy pandekager, serveret med lidt øko Heinz og confiteret bacon fra Hanegal. Restemad når det er allerbedst.

Til 6 små pandekager:

80 g blomkålsmos (eller anden mos)
80 g hytteost
3 æg
4 spsk mælk
2 spsk HUSK
Urtesalt
Friskkværnet peber

Rør mosen lind med mælken og pisk æggene i. Pisk HUSK i massen og rør til sidst hytteosten i sammen med lidt urtesalt og peber.

Lad massen hvile og steg i mellemtiden baconen. Har du ikke baconfedt på lager kan du bare stege det på almindelig vis.

Jeg starter med at lægge baconen på en kold pande og langsomt varme den op. Når baconen er færdig med at 'svede' tilsætter jeg 1 dl baconfedt (har en bøtte stående på køl). Bacon simrer sprød og gylden i fedtet ved svag varme. Efterhånden som det er færdigt fiskes det op og lægges på fedtsugende papir. Fedtet hældes igennem en fintmasket si og gemmes igen.

Da jeg jo allerede baconfedtet i spil blev pandekagerne stegt i lidt af det. Pandekagerne steges på en lille pande af 6 omgange. De er svære at vende, så glid den halvfærdige pandekage over på en underkop, sæt panden ned over og flip.

Bestemt ikke nogen tosset morgenmad. Og vildt dejligt at få alle rester brugt. Så var der gjort rent bord. 

Jeg var for sløj til at lave aftensmad, så det blev til en pizza udefra. I dag er fastedag og sofadag. Nu skal jeg den hoste til livs. Min stemme er stor set ikke eksisterende og jeg er SÅ træt med træt på.

God søndag til alle der kommer her forbi...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...