Sandwich med pulled (æble) pork..

Sidste fredag stod den på roadtrip til København og Tori Amos koncert sammen med den skønherlige Vita + en meget lang og ond hjemtur (mere om den nederst). Sådan en tur kræver en madpakke, så den stod jeg for.

Vita havde aldrig smagt pulled pork - så det skulle der bestemt gøres noget ved. Heldigvis havde jeg nybagte rustikke burgerboller at komme det i.

Jeg lavede det af et ene stykke æblegris fra Napoleon.

Først rev jeg det i grove stykker med fingrene. Det var dog lidt tørt, så jeg tilsatte lidt væde.

Og den væde var den jævnede stegesky fra Römertopfen.

Det blev æltet lidt sammen og blev til lækkert saftigt pulled pork.

I sin tid da Vita og jeg lærte hinanden at kende var det blandt andet på grund af en kommentar jeg lagde her på hende blog til et indlæg om syltede grønne ting. Og vi rente ind i hinanden - og blev veninder. Så selvfølgelig skulle der god med hjemmesyltede drueagurker i vores madpakke.

Først en underbolle smurt med lidt French's sennep - og så et godt lag æblegris.

Derefter et godt lag af den nykogte rødkål med kirsebær.

Jeg lavede 4 stk - 2 store til aftensmad før koncerten og 2 mindre til natmad på vejen hjem.

Der kom 1 hel drueagurk i hver.

Låg på - og så var de klar til at pakke.

Pakket og klar til køletasken.

Turen til København gik lynhurtigt. Vi havde ikke set hinanden i et stykke tid, så der var en del der skulle vendes - så det var både et par tårer og en masse latterbrøl. Vi havde fået det råd at parkere på Frederiksberg og så tage Metroen til Kongens Nytorv - så slap vi for at skulle lede efter en parkeringsplads tæt på Det Kongelige Teater hvor Tori Amos spillede.

Billederne jeg tog blev SÅ ringe - men nu var vi der jo også før at høre damen. Det var en ret så fantastisk koncert - meget bevægende. Vi sad på 4. række, tættere på end for 2 år siden i Operaen, og det var fedt. Jeg kom til at græde et par gange til nogle af de gamle sange - de har jo været en del af mit liv i de sidste 20 år og fyldt meget. Det var virkelig en skøn oplevelse at se Tori igen - og jeg håber bestemt hun kommer til Danmark igen.....og igen.

Salen på Det Kongelig Teater var SÅ smuk. Jeg har aldrig været der før og var fuldstændig forlibt i alle detaljerne. Det her billede tog jeg lige efter koncerten var slut og folk var på vej ud.

Vi fandt tilbage til bilen og gjorde klar til turen hjem. Det var ikke fordi vi var så sultne, men det nærmede sig - så vi besluttede os for at køre lidt og så finde et sted at spise inden broen. Så vi plottede ruten ind på GPS'en og kørte mod Jylland.

Da vi nåede Bjæverskov holdt vi ind på en rasteplads for at spise. Vi slukkede motoren, men lod lyset og radioen køre. Vi spiste den sidste sandwich og slukkede bilen for at gå på toilettet. Og så gik det galt: for bilen ville ikke starte igen. Det ville ikke engang komme lys i instrumentbrættet. Bilen var sgu død....som i D-Ø-D. Så der sad vi i effing Bjæverskov kl 01 en fredag nat i bil som hurtigt blev koldere og koldere. DAM DAM DAM....drama!

Gud ske tak og lov havde den lånte bil abonnement til Dansk Autohjælp. Problemet var bare at den gut som skulle komme og kigge på bilen befandt sig i Kastrup - og først kunne være fremme "i løbet af et par timer". Så der sad vi i en kold bil langt hjemmefra og gloede på hinanden. Vi fandt dog hurtigt ud af at humor var vejen frem. Det blev til en kringlet og ret så underholdende imaginær avisartikel om vores liv og levned. Vita svor at hvis hun døde af kulde først (jeg var jo isoleret af mit huld) kunne jeg overleve ved at spise hendes ene arm. Og hvis hun så viste sig ikke at være død alligevel skulle Sif bage en ny arm til hende og overtrække den med fondant - det var der ikke en der ville opdage for hun er ret hvid fra naturens hånd. Nå ja, og så er hun i forvejen en kagearm....hø hø.

Tiden gik og der kom en rar mand som satte gang i bilens batteri så vi kunne køre videre. Vi nåede broen i ingen tid og derefter Fyn. Men klokken var blevet mange og vi var meget trætte. Kl 03.30 gik den ikke længere og vi måtte køre ind på en rasteplads nær Horsens og sove lidt. Vita havde på det tidspunkt været oppe i 24 timer og det var ikke forsvarligt for hende at køre. Det blev til en lur på ca 45 minutter inden vi igen kørte videre. Og ENDELIG kom jeg hjem. Og så var det min tur til at være lige så død som bilen havde været i Bjæverskov. Det var virkelig en hård hjemtur for min fibro-krop og nu var der en pris der skulle betales - og jeg betaler stadig. Men sådan er det med fibromyalgi - ALT er 'gyngerne og karrusellen' og det skal der tages højde for.

Og sådan bliver det resten af livet. Det kan ikke spares kræfter sammen på forhånd - det er afregning ved kasse A hver gang. Og når Tori og Vita er involveret betaler jeg gerne alt hvad det koster. For selv om det har kostet dyrt fysisk har jeg fået så meget andet som jeg kan glæde mig over nu.

Og det gør jeg så mens jeg gumler på en frysepizza fra Dr. Oetker. Håber der bliver kræfter til rigtig mad i morgen.