mandag den 6. juni 2016

Ligesom hjemme i Indien: 7 hovedretter...

Sidste weekend, hjemme i Indien, fik vi hele 7 hovedretter - efter snacks og forretter. Det var totalt overkill - men nogle gange skal man bare glemme alt om mådehold og gå all in. Her får du en opsummering med links til de ting jeg har lavet før og korte beskrivelse af nye kreationer:

Den overdådige indiske middag med de 7 hovedretter, masser at tilbehør, naanbrød, gule krydrede ris og Negroni a'la BollyFood.

Tilbehøret først:

Små syltede gule chilier, mangochutney (- nigellafrø), frisk koriander-chutney, raita, BOC-mangochutney, sødsyltede perleløg, rabarber-chutney med æble - og i midten, sprødt drys på kikærtemel, linser og peanuts.

Den kølende raita bestod af ½ fintsnittet agurk og 6 små tomater + lidt drænede kikærter - i en dressing af 1 dl skyr, 1 dl græsk yoghurt, saften af 1 citron, 1 tsk revet hvidløg, 1 tsk revet ingefær, ½ tsk stødt spidskommen og lidt urtesalt.

Og så til de 7 hovedretter - de 6 her, gjort ustresset klar til servering, takket være min gæst, yndige assistent og møgpony Johan.


Saag Allo:

200 g kogte kartofler - skåret ud i både
1 tsk garam masala
½ tsk st gurkemeje
½ tsk st spidskommen
Saft fra 1 citron
½ dl vand
6 spsk ghee
1 tsk brune sennepsfrø
1 tsk spidskommenfrø
1 tsk kokossirup (eller anden sødning)
4 cm revet ingefær
½ ds flåede tomater
500 g babyspinat
Salt

Pisk først citronsaft, vand, kokossirup og de stødte krydderier sammen. Varm en pande godt op, tilsæt ghee og steg kartoflerne gyldne og sprøde. Tag dem derefter op af panden med en hulske og sæt dem til side. Skru lidt ned for varmen og steg de hele senneps- og spidskommenfrø i den tilbageblevne ghee. Tilsæt ingefær og rør rundt. Tilsæt citron/krydderblandingen og lad det simre til det meste af vandet er fordampet. Tilsæt flåede tomater og lad igen blandingen koge ind til den virker tør. Kom alt spinaten på og lad den falde godt sammen. Læg låg på og lad retten simre ca 10 minutter - rør af og til. Smag til med salt og tilsæt de gyldne kartofler. Lad det hele simre ca 5 minutter inden servering.

Daal (spicy linseret) og vaflet Tandoori-gås. Et confiteret gåsebryst blev skåret i tykke skiver, marineret i Tandoori (sort sesam, paprika, spidskommen, sort peber, kardemomme, nelliker, koriander, kanel, ingefær og karryblade), citronsaft og olie - og smidt i vaffeljernet.

Og ingen indisk/dansk middag uden boller i karry

400 g øko-gris
1 æg
½ dl rasp
1 lille revet løg
1 hakket rød chili
2 spsk hakket koriander
1 spsk revet hvidløg
1 spsk revet ingefær
½ tsk garam masala
Urtesalt 
Friskkværnet sort peber 

Rør det hele godt sammen og form 24 små boller af farsen. Kog dem i urtebouillon. Kom dem i en opbagt sauce, lavet på SMØR, mel, mælk, noget af den bouillon bollerne er kogt i og en rigelig mængde Cp44 karry.

Det blev også til kat i karry (havkat):

300 g havkat i mundrette tern
1 lille løg
4 cm  ingefær
2 fed hvidløg
Frisk chili (i de mængder du kan klare)
1 spsk ghee
1½-2 spsk Colombo karry
1 dl kokosmælk (ikke light)
Urtesalt
Citronsaft

Hak løget fint. Hak løg, hvidløg og chili meget fint. Steg det hele af i ghee. Tilsæt Colombo (koriander, gurkemeje, sennepsfrø, fennikelfrø, bukkehornsfrø, spidskommen, ingefær og sort peber) og kokosmælk og lad saucen koge tyk under omrøring. Smag til med salt og et par dråber citron. Tilsæt den rå fisk og lad den simre med i et par minutter inden servering.

Og det var så hovedretterne. Risene var alm basmatiris, kogt med lidt salt, gurkemeje, stjerneanis, kanelstænger, laurbærblade, kardemommekapsler, sorte peberkorn og sorte sennepsfrø. Naanbrødene blev blot varmet.

Hele udtrækket på en tallerken. Så mange smage, teksturer og laberhed. Der blev virkelig spist igennem.

Jeg havde lavet 4 slags is - hvoraf den ene var en ganerenser (Negroni-sorbet) og den anden et vanvidsprojekt (mango-sorbet med ingefær og Sriracha). De sidste 2 skulle ha' været på bordet af 2 omgange - men klokken var blevet over midnat og jeg besluttede mig derfor for at slå dem sammen til en servering: 

Forrest en kulfi med safran og pistacie (beklager, fik ikke lavet en opskrift i skyndingen) - serveret med appelsinfileter og grøn dukkah (ristede mandler, pistacienødder, sort sesam, grøn fennikel, sukker og salt). Bagerst en silkeblød chai-is (med ekstra krydderier), pyntet med hvide chokoladeknapper rystet i spiseligt guldpulver og citronverbena.    

Vi slog derefter mave på altanen med en enkelt G&T...eller 2? Det fortaber sig i mad- og spruttågerne. 

Du kan se hele menuen her:


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sikke en omgang. Den middag kostede en anseelige sum, en masse tid og ALLE mine kræfter. Men det var det hele værd, på alle måder. Jeg er glad og stolt over at jeg kunne stable sådan en middag på benene, på trods af mine begrænsninger. Og det var SÅ fedt at se en fellow foodie sætte pris på hver en bid. Heldigvis var jeg god til at få lavet der der kunne fryses ned, i god tid - og bruge ting jeg havde + tænke kreativt med indholdet i ugens kasse fra Skagenfood

Selv om vi gjorde hvad vi kunne, blev der lidt rester - og de får et indlæg for sig selv senere. 

Men nu skal Indien lige ha' en lille pause...for det næste indlæg kommer til at handle om noget ganske andet. Der kan du nemlig komme med til Mexico og se på økologisk tequila - og få opskriften på et par sommerlige Margaritas.

God mandag til alle der kommer her forbi... 


1 kommentar:

  1. Virkeligt lækkert, tag mig med næste gang :-)
    Mine svigerforældre laver ofte indisk :-)
    Rigtig dejlig dag til dig.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!