tirsdag den 31. maj 2016

Nudelsalat med korianderchutney og mango-sorbet med Sriracha...

Salat med sorbet? Har kliddamen sprunget en sikring? Nej nej, tag en løstsiddende heldragt af ja-hat på og få dig en på opleveren her. Der er jo ikke tale om en alm grøn bladsalat med en kugle sliksød hindbær-sorbet knaldet på toppen - men en aromatisk salat med sprøde grøntsager og nudler....toppet med en forfriskende mango-sorbet med ingefær og Sriracha. Der er smæk på smagen hele vejen!

Selv om salaten er iskold er den hot - og perfekt til en varm sommerdag. 

Jeg opfandt den her i weekenden, under et anfald af Malou Automatique - hvor jeg brainstormede over hvad resterne fra Den Store Indiske Middag kunne bruges til. Min gastronomiske legekammerat mumlede stop dig selv kvinde....men det var på ingen måde muligt. Undskyld? Jeg stod med en masse rester bla grøntsager, noget korianderchutney og en del sorbet...som skulle bruges i bedste Stop Spild Af Mad stil - så det var en del mulige og umulige konstellationer i spil...for mange, måske....

Men faktisk er det der med sorbet til salat slet ikke mit påfund. Har nemlig set det i utallige versioner på nettet og for at nævne et par stykker: vandmelon/feta salat med mynte-sorbet, capresesalat med basilikum-sorbet og krabbesalat med Bloody Mary-sorbet. Det handler bare om at tænke lidt udenfor boksen. 

Nå, men der var også lige den der korianderchutney. Hjemme i Indien gik der en del koriander til - hele 2 kæmpe bundter fra Inco blev det til. De der små forkølede potter fra supermarkederne smager ikke af en pind, men det her er der saft og kraft i. Da jeg kom hjem med det blev det straks rullet ind i fugtigt køkkenpapir og lagt i en plastikpose. Sådan kan det holde sig i over en uge på køl. Hele det ene bundt var dog øremærket til chutney.

Det er ikke det vi forbinder med en traditionel chutney, for den er ikke kogt - men blot blendet. Opskriften stammer fra en indisk aften i min gamle madklub, hvor vi lavede et hæfte med opskrifter. Hvor originalen stammer fra, kan jeg desværre ikke huske. Men her får du min version, som den blev lavet i fredags:

1 stort bundt skyllet koriander
25 g kokosflager (ja, du kan godt bruge alm kokosmel)
1 spsk kokossirup - eller brun farin
1 tsk salt
1 spsk revet ingefær
1 halvt lille hakket løg
2 spsk friskpresset limesaft
1 grøn Jalapeño (eller anden grøn chili)

Smid det hele i en minihakker og kør det *wroom wroom* til det ligner grøn pesto. Smag evt til med mere sødt, surt og salt. Chutneyen kan holde på køl ca 5 dage. Vi spiste en del af den fredag og mere lørdag til frokost - men der var stadig noget tilbage. Så den rest tog jeg frem i går til salaten her.


Og så gik jeg på jagt i skabet og grøntsagsskuffen.

Jeg fandt nudler, lavet på brune ris og tang - tørrede sorte kinesiske svampe og ristede kokosflager. Så langt, så godt...

Jeg satte et par af de tørrede svampe i blød i koldt vand. Jeg havde følgende grøntsager på lager: gul + rød peberfrugt, spidskål, gulerødder, forårsløg, agurk og den sidste rest koriander.

Det hele blev snittet i lange julienne-strimler, undtaget de 2 forårsløg, som blev snittet i tynde skrå ringe.

Den stærk-søde sorbet skulle ikke være eneste 'dressing'. Jeg valgte at lave en marinade til at marinere de kogte nudler i også. Jeg havde købt en stor dunk mangojuice, til at lave drinks - så den står jeg nu også og skal ha' brugt resterne af. Har frosset noget ned til at forsøge at lave en karrysauce af, drukket lidt i danskvand, kørt en sorbet og så brugt lidt til den her marinade. Skal nok få den tømt!

Marinade:
2 spsk mangojuice
1 spsk tamari (hvedefri soya)
1 spsk limesaft
1 tsk fiskesauce
1 fed revet hvidløg
1 lille knold revet ingefær
1 lille finthakket rød chili

Det hele blev rørt sammen og vendt i de kogte, afkølede nudler.

Jeg vred grønsagerne let mellem hænderne og vendte dem i nudlerne. Min mave havde sagt at det altså godt lige måtte komme noget protein i også - så jeg gravede en pose halvspiste hotwings fra Memphis Roadhouse frem fra fryseren, tøede dem op, varmede dem igennem, pillede kødet af og vendte det i salaten.

Og sådan kunne salaten sagtens ha' udgjort et lækkert måltid i sig selv. Men der var liiiige lidt ekstra lir til toppen...

Først små klatter af den labre korianderchutney og et lille skud Sriracha.

Dernæst et lille drys ristede kokosflager og hakket koriander.

Efterfulgt af en kugle sorbet på toppen. Den er lavet af blendet mango, revet ingefær, limesaft salt, Sriracha, meget lidt glukose og en æggehvide - og du kan se opskriften ➤➤ lige her.

Dælme en smuk salat - der var noget til både øjne og gane.

Salaten fik lov til at stå et øjeblik, til den liflige sorbet begyndte at smelte. Og så blev den rørt ud i hele portionen, hvor den bidrog med lidt frugtsødme og et ekstra svirp på tungen. Pløk - men SÅ lækkert.

Der er stadig en smule sorbet tilbage. Jeg tænker den vil gå godt på en frisk salat med rejer, agurk, dild og mango. Nu får vi se, hende Automatique kan nemt nå at få en anden idé.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I dag kommer Anne på besøg til tarteletter og planlægningsmøde ang Kulinarisk Sydfyn. Vi er inviteret derned igen i år - og har fået mulighed for at holde et lille foredrag om at være madbloggere. I vanlig stil, når det er os, med gak og løjer indlagt.

Så jeg må heller få styr på mit køkken, som stadig lider lidt efter weekendens indiske tour de force.

God tirsdag til alle der kommer her forbi...







mandag den 30. maj 2016

Murgh Makhani: Butter Chicken...

MadbloggerUdfordringen har gang i sin 11. runde og temaet denne gang er Mad i det fri. Jeg hoppede med på legen og lavede denne luksuriøse Butter Chicken - hvor selve kyllingen er tilberedt udenfor:

Murgh Makhani - Butter Chicken er en af det indiske køkkens mest omstændige retter og tager flere dage at lave. Det her er mit livs første hjemmelavede udgave. Den er stærkt inspireret af den her version som jeg forelskede mig dybt og inderligt i på BollyFood. Og nej, opskriften er ikke autentisk indisk - den er hjemmestrikket....Klidmoster-style.


Der skal bruges mange forskellige krydderier og et af dem er bukkehorn - både som frø og tørrede blade. Bukkehorn er med til at give karrypulver den karakteristiske 'karrysmag'.

Butter Chicken er groft sagt marineret stegt kylling i en krydret tomatbaseret sauce tilsat fløde. Jeg lavede en kæmpe portion af saucen i sidste uge - som så blev frosset ned i 3 portioner (den ene portion blev brugt til den her). Så kan jeg blot tilsætte kylling og fløde til de sidste 2 hen af vejen.

Krydderierne først. De skal ristes let på en pande for at frigive aromastofferne, afkøles og males til pulver i f.eks en elektrisk kaffekværn. Og ja, man kan sagtens nøjes med at bruge stødte krydderier hvis man syntes det er for omstændigt.

Til krydderblandingen:
1 ægte kanelstang
8 grønne kardemommekapsler
1 sort kardemommekapsel
6 nelliker
1½ tsk bukkehornsfrø

Derudover skal der bruges 2 spsk bukkehornsblade (som også ristes let og pulveriseres) + 2 spsk Garam Masala (tilsættes først til allersidst).

Der skal også bruges 30 g SMØR eller Ghee, en mild chili, 15 smuttede og udblødte mandler, 10 fed hvidløg og en god portion frisk ingefær.

Hvidløg og ingefær blendes *wroom wroom* til en pasta, chilien hakkes fint og mandlerne blendes med lige akkurat vand nok til at lave en lille puré. 

Smelt SMØR eller Ghee og steg den hjemmelavede krydderblanding i et par minutter. Tilsæt ingefær/hvidløg og chili. Steg ved middelvarme til det begynder at blive lidt tørt. Tilsæt 2 spsk tomatpuré og en flaske mosede tomater (eller 2 dåser hakkede). Lad saucen simre i en lille times tid. Tilsæt derefter 4-5 dl vand, de blendede mandler, en smule sødning (agavesirup, akaciehonning eller sukker) og de pulveriserede bukkehornsblade.

Det giver en tyk koncentreret sauce, kaldet Makhani Masala - som både kan bruges som basis for Butter Chicken, men også: Paneer Makhani/Paneer Butter Masala (indisk 'ost' i krydret sauce), Malai Koftas (små kugler af paneer, fyldt med nødder, rosiner og krydderier - kogt i saucen sammen med fløde) og Daal Makhani (vegetariske langtidssimrede linser). Saucen blev, som sagt, frosset ned i 3 portioner.

Da retten skulle serveres til Den Store Indiske Middag fredag aften, gik jeg i gang allerede torsdag eftermiddag. Saucen blev taget op af fryseren og jeg gik i krig med kyllingen, som skulle marineres af 2 omgange:

Til en portion sauce, er det meget passende med 300 g kylling. Brug den kylling din samvittighed og pengepung byder dig. Jeg købte en pakke brystfilet med inderfilet - og skar det hele ud i tern (endelig ikke for små tern, for de skal på spyd bagefter). Den første marinade bestod af et godt drys salt, 1 tsk chilipulver og 1 spsk citronsaft. Kyllingen trak på køl i 20-30 minutter mens jeg lavede marinade nr 2.

Marinade nr 2:

2 dl græsk yoghurt
1 tsk bukkehornsblade
1 tsk gurkemeje
1 tsk Garam Masala
2 fed revet hvidløg
1 spsk revet ingefær
1 spsk olie

Bland det hele sammen og tilsæt kyllingen. Den har bedst af at trække i ca 1 døgn - men er du i tidsnød, kan 2-3 timer også fint bruges.

Og så blev det fredag - og min gastronomiske legekammerat arriverede hjemme i Indien. Og han blev straks sat i arbejde!


Ih, det var luksus at ha' sin egen møgpony (slang for ubetalt køkkenslave) som jeg ikke alene kunne udstikke ordrer til, men som også gjorde nøjagtig hvad jeg sagde (WTF???). Det blev naturligvis udnyttet groft. Her er han f.eks blevet sat til at sætte kylling på træspyd.


Hmm, jeg burde virkelig ha' en kokkeelev eller møgpony fast. 

Det var meningen at der skulle ha' været pakket en lille madkurv + grillen i cykelkurven - som så skulle ha' været med ned til søen til en omgang Butter Chicken al fresco. Men da solen (den tøjte!) og det danske 'sommervejr' var en mangelvare lige netop den dag, blev altanen en nødløsning. Traditionelt tilberedes kyllingen i en Tandoori-ovn (ler-ovn med trækul i bunden) på lodrette spyd, altså på indirekte varme. Det kunne jeg fake lidt ved at bruge min Cobb, med den her rist sat i. Kyllingen fik lige akkurat nok, ca 7 minutter i alt.

Min yndige assistent aka The Yankee Doodle dokumenterede processen. For selv møgponyer har sociale medier at opdatere og det skal man give plads til....har jeg hørt. 

Jeg var ustresset, men travl, og fik derfor ikke taget billeder af resten af tilberedningen. Der var ligesom en kæmpe middag med mange retter at koordinere. Af samme grund droppede jeg at lave retten helt færdig på grillen - for så skulle jeg rende for meget frem og tilbage mellem altan og køkken.

Men sådan gjorde jeg: saucen blev varmet op, kyllingen blev trukket af spyddene og tilsat + 2 dl double cream fra Naturmælk, lidt salt, et par dråber citronsaft og de 2 spsk Garam Marsala. Og så var der sørme Butter Chicken ligesom hjemme i Indien...

Den var en af de 7 hovedretter til middagen. De øvrige var: Daal (vegetariske linser), Saag Aloo (stegte kartofler i krydret spinatsauce), havkat i kokos-karry, boller i karry (krydrede kødboller i Cp44 karrysauce), Keema Matar med ærter og vaflet confiteret Tandoori-gås (ja, du læste rigtigt).

Du kan klikke på billedet her og se hele menuen.

Tour de Indien på en tallerken. Der blev spist igennem!

Jeg laver et samlet indlæg med hele middagen, når jeg får blogget de sidste opskrifter. Der er en del løse ender endnu. 

Sikke et projekt. Jeg har planlagt, forfattet opskrifter, handlet, forberedt og kokkereret i flere uger. Det har været SÅ godt for mig at kunne lade mig helt opsluge af det. Det er alt for sjældent jeg får muligheden for det - og det er godt nok fysisk (for jeg kan sgu ikke holde til det) - men det har givet mig SÅ meget mentalt og kreativt. 

Det er vildt dejligt at lave mad til en anden superfoodie. En som sætter pris på råvarernes beskaffenhed, tiden det har taget, smagsnørderiet og de mange detaljer. Og jeg ramte vist plet. Det var fedt at se min gastronomiske legekammerat tage godt fra sig af det hele. Han blev vist ret glad af den middag. 

Jeg skylder ham en stor tak for at agere møgpony/yndig assistent. Alle der kender mig og har prøvet at arbejde sammen med mig i et køkken, ved at jeg ikke er en team-player der (er faktisk lige det modsatte). Tingene kan kun gøres på en eneste måde - MIN måde. Onde tunger påstod engang, at gå ud i køkkenet til mig, var som at gå ind i løvens hule - og man risikerede nemt at få flået hovedet af. Johan kunne dog lynhurtigt læse mine signaler og vidste straks at han bare skulle følge min instrukser. For selv om han er ferm og skarp i et køkken, og kunne være kommet med masser af forslag både forslag til optimeringer og forbedringer, holdt han tand for tunge og lod mig køre mit eget show. Fandme god stil!

Nøj, det var grænseoverskridende at give plads til at modtage hjælp. På forhånd havde jeg planlagt det sådan at han skulle ha' spist snacks og drukket øl på altanen, mens jeg gjorde det hele klart. Men når der både skulle koges ris, anrettes et hav af tilbehør og varmes/tilberedes 7 hovedretter - så var det godt nok rart med 4 hænder. 

Og jeg er SÅ stolt af mig selv: på intet tidspunkt stressede jeg eller vrissede - men var selvfølgelig lidt bossy og kommanderende. Som tak for hjælpen og tålmodigheden fik han en care package, med bla det sidste Butter Chicken, med hjem. 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Planlægning og koordinering er key, hvis man skal være ustresset. Men det er jo et vanvidsprojekt at lave sådan en middag til kun 2 personer. Det er jo den samme arbejdsmængde som hvis man skulle ha' været 8. 

Men jeg er glad helt ind i kernen - og det kan ses. 

Med de udfordringer jeg har og en kuldsejlet køkkenkarriere bag mig, så er en middag som den her et godt flashback til den gang jeg kunne det hele. Selv om det har kostet uhyggelig mange kræfter (og at der nu er en fysisk pris der skal betales), så har det været ubetaleligt at mærke at jeg stadig har en masse viden og kunnen inde bagved det hele. Og det gør mig ærlig talt stolt og glad. Men note to self: mindre kan gøre det næste gang!

Pokkers, jeg lod møgponyen rejse hjem uden at tage opvasken. Hip hurra for opvaskemaskinen. Den skal vist køre en 3-4 gange, før der er rent bord igen. Det bliver dagens projekt. Resten af tiden skal jeg ligge under dynen og hvile. Fik totalt fibrosammenbrud i går og det fortsætter for fuldt knald i dag. Godt jeg har en masse serier jeg kan junke....og rester jeg kan guffe løs af.

God mandag til alle der kommer her forbi...


torsdag den 26. maj 2016

Rabarberchutney med æble og 2 slags kardemomme...

I morgen går det løs, med den store indiske middag. Jeg har planlagt, snittet, hakket, kokkereret og syltet til den helt store guldmedalje her de sidste par uger - bla denne labre sur-søde chutney. Til indisk mad vil man typisk servere chutney på enten mango eller ananas, men gode danske rabarber er nu bestemt heller ikke uefne til formålet.

Det er en mild, men meget aromatisk chutney. Den kan både serveres til varm mad - men også gøre stor lykke på et ostebord.

Jeg ville kombinere rabarber med æble, men havde glemt at købe nogle - så løsningen blev tørrede æbletern fra tørlageret. Og så skulle jeg atter ha' gang i den gode chutney-treenighed: løg, hvidløg og ingefær.

400 g rabarber
150 g rødløg
3 fed hakkede hvidløg
5 cm hakket ingefær

40 g æbletern - eller 2 friske æbler i tern
75 g mørk muscovado
200 g hvidt sukker
1 dl æblecidereddike
1-2 dl alm eddike
1 tsk anisfrø
1 tsk brune sennepsfrø
10 grønne kardemommekapsler
1 sort kardemommekapsel

Bland alle ingredienserne i en gryde og lad blandingen simre i en god time. Smag til med salt, friskkværnet sort peber og evt lidt mere eddike.

Kom den færdige chutney på et skoldet, vodka-skyllet glas og opbevar det på køl.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har lige kørt mit store køleskab i stilling til i morgen. Hver ret har fået sine egen bøtte. Det gør det nemmere når der skal tages op af fryseren og laves de sidste ting færdige.

Der skal ikke serveres vin til middagen - men cocktails. Glassene er derfor sat på køl, så de er klar. 

Jeg er ustresset og glæder mig til at diske op med det bedste jeg har lært. God planlægning er virkelig vejen frem. I dag skal jeg lave raita, marinere kylling og pudse lidt detaljer af. Så kan jeg slappe af i morgen inden, min gastronomiske legekammerat arriverer. Og SÅ skal der spises igennem! 

God torsdag til alle der komme her forbi... 


tirsdag den 24. maj 2016

Cobb Premier Gas: Grillet gris, kål og løg...

Sponsoreret: Cobb Premier Gas stillet til rådighed af Cobb Skandinavia.

Så fik jeg endelig taget hul på grill-sæsonen på altanen. Det blev til lidt grillet grisebasse - og en masse grønt:

En pivsaftig kotelet, søde løg og spidskål + 2 slags salat.

Jeg gravede ned i grøntsagsskuffen efter resterne fra ugens kasse. Indholdet blev omsat til de 2 salater + lidt til grillen.

Det blev først til denne fabelagtige kartoffelsalat med vinaigrette, masser af friske krydderurter og høvlet Havgus. Se opskriften ➤➤ lige her.

Og denne hurtige fætter med hjertesalat, løgtop, tomat, gul peber og lidt oliven med mandler. Jeg dryppede med lidt olivenolie og reduceret balsamico.


Jeg flækkede løgene, skar 3 både spidskål og dryppede med en smule olivenolie. Det blev også til et drys urtesalt og friskkværnet sort peber.


De små økologiske koteletter var også fra ugens kasse. De blev duppet tørre, vendt i lidt olivenolie og fik et drys sort peber.


Først grillede jeg de små løg og kålen. De fik et par minutter på hver side - med låget lagt på.


De grillede grøntsager kom derefter på en tallerken, fik selskab af et par små klatter SMØR - og blev dækket med film. De fik lov til at stå, til koteletterne var færdige. De små grislinger blev drysset med salt og fik et par minutter på den varme grill - og blev pakket i folie for at trække færdige.


Og så var der mad. Jeg havde valgt at stege koteletterne, så de kun lige var akkurat nok.


Man skal endelig ikke være bange for at stege sit svinekød svagt rosa. Det giver et saftigt og meget lækkert resultat.


Jeg kunne dog ikke spise op. Der var lidt kartoffelsalat og ca ½ kotelet tilbage.


I bedste Stop Spild Af Mad stil, blev det til en frokost dagen efter. Koteletten blev skåret tyndt og vendt med kartoffelsalaten - og toppet med en spejlæg + et drys bronzefennikel og citrontimian. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ok, nu kommer der en meget pinlig indrømmelse - og samtidig skylder jeg Cobb en KÆMPE undskyldning: jeg havde nemlig glemt alt om den grill. Den blev sendt til mig for 2 år siden....og blev først pakket ud for nyligt. Mit helbred tog et træls sving i den gale retning, lige efter jeg modtog den - så den kom aldrig i brug den første sommer. Faktisk fik jeg ikke engang åbnet kassen.

Sidste sommer skrev jeg så en meget brødebetynget undskyldning til Cobb og tilbød at returnere den uåbnede kasse - som derefter blev sat ned i kælderrummet. Jeg fik at vide at jeg ville blive kontaktet hvis de ønskede den retur, men jeg hørte ikke videre. Og så forsvandt den atter fra min fibrotågede hjerne.

Men så skete der noget, for 2 uger siden, der fik den til at poppe op på min lystavle igen. Denne runde af MadbloggerUdfordringen blev nemlig annonceret - og temaet er 'Mad i det fri'. Jeg fik straks lyst til at lave noget med nede ved Brabrand Sø, hvor jeg elsker at slikke sol når vejret er til det. Og så sagde det *pling* - jeg kunne jo smide den bette Cobb i cykelkurven og tage den med på tur!


Fra kælderens dyb, hentede jeg kassen frem og pakkede den ud. Wow, ikke alene indeholdt den en Cobb Premier Gas grill + en gasflaske - men også en grillpande, en stegerist, en stegepande og en sauterpande. Det er jo et helt lille udekøkken!


Cobb-grillen er lille og kompakt - og bliver slet ikke varm udenpå. Det er groft sagt et isoleret gasblus, med låg til. Nede i den 'krave' der er omkring gasblusset, kan man tilberede grønstager, lave sauce eller lægge røgsmuld. 


Her lagde jeg ud med at bruge grillpanden. Grillen er nem at tænde, selv med mine dumme fibrofingre - og er klar til brug på ca 3 minutter.

På fredag skal jeg ha' gang i den bette grill igen - med både stegeristen og sauterpanden. Der skal jeg nemlig lave Butter Chicken, som er marineret kylling (grillet ved indirekte varme) i en aromatisk tomatbaseret sauce. Hvis vejret tillader det, bliver det ved søen - ellers bliver det på altanen.

Livet med fibromyalgi kan virkelig være udfordrende. Mine kognitive evner, og hukommelsen, er virkelig blevet forringet de seneste år. Men sådan er betingelserne. Og hvis man vil samarbejde med mig, så er det forglemmelser som denne der kan ske. Jeg har været flov og ked af det - men håber at der er rettet op på det nu. 

God dag til alle der kommer her forbi...