fredag den 28. november 2014

'Secret ingredient' – en udfordring fra Electrolux: Kronhjortefilet med Danablue...

Her er mit samlede bidrag til madbloggerstafetten Secret Ingredient hos Electrolux. Vi er 7 madbloggere der på skift har modtaget og videresendt udfordringer med hemmelige ingredienser. Formålet er at inspirere andre ude i køkkenerne. Min udfordring er stillet af Nynne fra Sweet Addiction, som har sendt mig Danablue. Noget af en udfordring må man sige, for blåskimmelost er den eneste ting jeg hverken kan eller vil spise. Og hvad gør man så? Kan man overhovedet lave mad som man ikke selv vil spise - eller endda smage på? Den eneste mulige løsning var at gå nørdet til værks og sætte mig ind i hvad blåskimmel er for en størrelse - og så invitere en anden til at komme og spise frembringelserne.

Min udfordring hed: Vildt & 'det blå krydderi'. Det blev bla til denne hovedret: rosastegt kronhjortefilet med fyld af flødeost krydret med Danablue, grønkålssalat med frugt og syltede løg, butternut-puré og portvinssauce - også tilsmagt med Danablue.

Jeg må blankt indrømme at min første indskydelse var at droppe ud da jeg åbnede kassen og så den forhadte ost. Specielt fordi den skulle fungere som krydderi - og der kom 300 g. Meget overvældende. Men det endte med at jeg hentede The Flavour Thesaurus på boghylden og gik i krig med opgaven. Det skulle i hvert fald ikke hedde sig at jeg gav op uden kamp!

Det viser sig at blåskimmelost har mange gode legekammerater. Jeg udvalgte nogle stykker: ananas, butternut, valnødder, figner, salvie og bacon (som her dog er blevet til røget dådyrhjerte, for at holde det helt vildt). Og således rustet med ny viden og gode ingredienser kunne jeg gå i køkkenet. Da min ret indeholder mange elementer, har jeg delt dem op mellem flere indlæg. Der bliver derfor blot linket til garnituren længere nede.

Mit vildt var denne fine filet af kronhjort på 400 g. Fileten skal afpudses og ha' lavet lavet en lomme på langs, i midten, med en tyndbladet kniv. Det gøres bedst forsigtigt fra begge ender. Lommen skal derefter fyldes med lækre sager......og blåskimmelost.

Fyld:
75 g flødeost 
2 spsk hakkede valnødder
1 lille finthakket bananskalotteløg
1 tsk SMØR
2 spsk finthakket røget dådyrhjerte
20 g Danablue
Lidt tørret salvie

Flødeosten røres med Danablue, tørret salvie og et godt skud friskkværnet sort peber.

Løget steges sødt og gyldent i lidt SMØR - og får selskab af dådyrhjerte og valnødder på panden i et par minutter til sidst. Blandingen afkøles inden den røres i ostemassen. Det færdige fyld kommes i en engangssprøjtepose og sprøjtes forsigtigt ind i kødet fra begge ender. Fileten snøres derefter, krydres med salt + peber og brunes godt af i SMØR og olivenolie på en varm pande. 

Den lille kronhjort kommes i ovnen i et fad. Den skal ha' ca 15 minutter ved 200°C - og derefter trække 15 minutter dækket af et klæde. Og så var den klar til tranchering og servering. 

Og så til portvinssaucen:

Det er en rigtig kraftkarl med masser af smæk på smagen.

100 g finthakket bananskalotteløg
1 spsk SMØR
3 dl vildtfond
5 dl portvin
1½ dl rødvin
1 dl hvid balsamico
Danablue efter smag

Løget sauteres i SMØR uden at tage farve i en tykbundet gryde. Resten hældes på og væskemængden reduceres til det halve. Løget sies fra og saucen smages til med salt, peber og evt et par dråber ekstra eddike. Jævne den med en smule stivelse f.eks majsstivelse eller arrowroot. Smelt til sidst Danabluen i saucen.

Server med en bagt butternut-puré - se opskriften lige her.  

Giv en salat af grøntkål, frugt og anis-syltede rødløg til - se opskriften her.

Befri kronhjorten for snøringen og skær den i skiver. Server den med den silkebløde puré, den knasende salat og den labre portvinssauce. 

------------------------------------------------------------------------

Og ja, jeg spiste alt der var på tallerknen. Osten kunne sagtens smages og havde dosseringen været højere havde jeg måtte melde pas. Det nåede lige at blive for meget i de sidste par bidder. Jeg havde heldigvis inviteret en rigtig osteelsker til middag - og hun tog begejstret for sig af retterne.

Jeg syntes at udfordringen var meget personlig svær fordi det var blåskimmelost - men alligevel meget let køkkenteknisk, da det jo trods alt bare var at komme det i som krydderi. I vores materiale fra Electrolux står der bla "Det væsentlige er, at ingrediensen normalt ikke er forbundet med den ret, du udfordrer med, og altså bringer noget nyt til bordet" og hvis jeg skal være lidt fræk, så er 'vildt og blåskimmel' altså et af de lidt ældre trick i kokkebogen. Jeg besluttede mig derfor selv at hive mig selv helt ud af comfort zonen og fortolke Vildt & 'det blå krydderi' på mere end den bogstavelige måde. Det endte med en kæk 3-retters menu med Danablue i alle 3 retter. Om de øvrige 2 retter kommer til at indgå i bedømmelsen ved jeg ikke, men de fortjener også at komme med her:

Forretten var en tartelet med 'vilde hjerter' (confiteret bisonhjerte og røget dådyrhjerte), grønkål, valnødder og Danablue i en sauce på fløde og vildtfond - se opskriften lige her.


Desserten var helt klart den frækkeste og vildeste frembringelse: Danablue-is på figen-brownie med portvinssirup og hakkede valnødder - find opskriften lige her

Osteelskeren jublede, isen var noget at det bedste hun havde smagt længe (Og nej, jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at smage på den is). Hun forlod mig, mæt og tilpas - men resten af Danabluen i sin taske. For i bedste Stop Spild Af Mad stil skulle den spises af en der værdsætter blåskimmel og ikke ende i min skraldespand. Hun har siden skrevet her i mit kommentarfelt at hun selv vil lave isen i weekenden. Wow, jeg er imponeret. Selv er jeg helt færdig med blåskimmel.

Og jeg var aldrig kommet igennem udfordringen uden en god portion humor - og masser af hvide x-mas. Den kombination fører til billeder som det her...

------------------------------------------------------------------------

Min udfordring er til Lars fra Grydeskeen. Jeg har sørget for at han får en flaske økologisk ahornsirup i sin kasse. Hans udfordring skal foregå i det salte køkken og hedder 'Gris & røg' - og jeg er rigtig spændt på at se hvad han får ud af det. 

Du kan se hvad de øvrige 6 madbloggere har fået tilsendt og lavet med det her:

Fjordrejen.dk: (Kirsch - Sorbet af bær) Sorbet af bær med Kirsch

Rigeligtsmør.dk: (Kålrabi - Kålrabi & Fisk) Stegt lange med stuvet kålrabi og grønkål

Piskeriset: (Æbleeddike - Æble og gris) Grillede revelsben med æble og fennikelfrø

Becauseitmatters: (Lakridspulver - Grøntsagssuppe med lakrids) Grøntsagssuppe med lakrids

Sjønnes Mad: (Burrata - Vegetarisk hovedret med burrata og kål) Burrata ost med pocherede æggeblommer, kål, artiskok og en valnøddesauce

Sweet Addiction: (Madeira - Efterårs kødret med den søde Madeira) Langtidstilberedt kalvehjerte

Grydeskeen: (Ahornsirup - Gris & røg) Gris, røg og ahornsirup

------------------------------------------------------------------------
Redigeret 2/12:

Foto: Tine Kjærbølling
Tine har sendt mig det her billede - for hun lavede rent faktisk Danablue-isen her i weekenden. Hun siede dog ikke mælken, da hun gerne ville ha' alt det blå med. Modig dame der!


4 kommentarer:

  1. Jeg har lige sat mælk med smeltet Danablue på køl........ ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er for vild! Er spændt på hvordan din is bliver - når du nu ikke sier det blå fra :-)

      Slet
  2. Tak for at levere et godt og tiltrængt grin oven på en lang, hård arbejdsdag i møgvember måned. Jeg æææælsker din selvironiske portrætfotohumor :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. *Bukker* Det er mig der takker - er glad for at kunne ha' leveret et godt grin. Tusind tak :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!