I torsdags blev de lavet bittesmå og bite-size - for de skulle indtages foran computeren, da jeg havde en del at færdiggøre inden jeg kunne rejse til København fredag til for at møde Cecilie & Madklubben. Jeg havde derfor brug for noget jeg kunne spise med en hånd og som ikke svinede. Praktisk og lækkert - det var jo totalt win-win.
Det var fedt at få ryddet helt op. Der var rester af min South Carolina Pulled Chicken (+ lidt af den geleterede stegesky fra kødet) og mandolinsalaten og en rest hjertesalat fra den labre sandwich. Der var også resten af en lidt træt grøn chili og ingefær fra påsken, indkøbt til mine indiske skidne æg. Og så havde jeg fundet en agurk inde bagerst i grøntsagsskuffen som var begyndt at rådne i begge ender - så af med dem og se se af få brugt det gode i midten.
Selv om kyllingen var lækker i sig selv, syntes jeg den skulle vendes i en spicy marinade. Den lavede jeg af den sidste rest stegesky fra kyllingen - den var nu blevet tyk og geleteret. Hvidløg, ingefær og chili blev hakket fint og rørt i sammen med sød chilisauce og soya.
Og så fik den et ekstra skud soya til den havde den ønskede konsistens - og blev vendt sammen med kyllingen der i mellemtiden var blevet hevet i strimler. Man kan sagtens lave en marinade af mindre - eller blot vende det kolde kød i lidt chilisauce eller hoisinsauce.
Agurken blev flækket, befriet for kerner og snittet i julienne (tændstikker), hjertesalaten strimlet fine - uh, og så fandt jeg sørme også en tot koriander der lå pakket ind i en fugtig serviet på køl. Det skulle jeg bestem ha' med.
For nyligt faldt jeg over firkantet rispapir i en ret lille størrelse - og indkøbte dem til lige netop en dag som denne.
Kvadratisk, praktisk og......nemt at fylde. Man kan nemlig lave rullerne som når man laver rigtige forårsruller (dog skal man ikke fugte enderne, for de klæber af sig selv) - og det giver mulighed for at lave rullen strammere end med det runde rispapir.
Man laver rullerne en og en. Først lægges et ark rispapir i varmt vand ca 15 sekunder og lægges derefter på en tallerken. Det kan virke som om papiret ikke er blevet blødt nok, men det overskydende vand skal nok sørge for at den bliver fleksibel nok til at rulle. Lader man papiret suge for meget vand først bliver det nemt noget smatværk. En passende mængde fyld lægges på en det ene hjørne og så er det bare med at rulle sammen til en lille sommerrulle.
De færdige ruller blev lagt på en tallerken. Der blev 8 stk af det jeg havde - og det var lige nøjagtigt nok til et hovedmåltid. Og jeg fik tømt køleskabet, hvilket bare var helt perfekt.
Ruller i den størrelse vil gøre sig godt på en buffet eller som del af et måltid med flere elementer. De kan serveres med f.eks en dippingsauce, den helt fantastiske peanutsauce eller som her bare med sød chilisauce.
Dyp, bid - og gentag. Vupti, så er den væk. 2 gode bidder er alt hvad der er i hver.
Man kan selvfølgelig også skære dem over og servere dem sådan - så skal man bare dyppe en gang inden man kaster den ind.
Jeg tog mine med ind foran computeren i en af de små fade jeg plejer at serverer en hotdog i.
Stakkels Trixie så mig forlade køkkenet med HENDES kylling pakket ind i uspiseligt papir. Og nej, jeg kan ikke modstå det fjæs - og ja, hun havde fået rigeligt, så jeg havde bestemt ikke dårlig samvittighed. Det skulle da lige være over at lade hende være alene med en fremmed og de andre katte i weekenden...
Nå, men det kan jo ikke komme som nogen overraskelse at weekendens strabadser har sendt mig helt til tælling. Men jeg vidste at det var prisen - så jeg sørgede for at ha' det ekstra sjovt mens jeg var af sted. Det er de benhårde betingelser når man lever med kronisk sygdom - og jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at sidde i et hjørne og visne når der nu er så mange gode oplevelser derude.
Nu vil jeg synke tilbage i dynerne med en varm kat og koncentrere mig om at få det lidt bedre. Mad behøver jeg ikke bekymre mig over i dag - for søde Anne kommer herud efter arbejde med hjemmelavet lasagne til mig (og hun har tilkendegivet at hun tager både mig og mit hjem som det er. Så jeg behøver ikke stresse over rod eller manglende kræfter til at gå i bad). Fenja har også meldt sig på banen, hvis jeg skulle få brug for det - og Signe ringede i går og lagde øre til mit syller. Jeg er meget rørt og helt vildt taknemmelig over at mit netværk træder til når jeg har det sådan her. Så er det pludselig ikke så slemt at bo alene.
Alle ugens øvrige planer er aflyst (æv, at jeg måtte gå glip af en økologisk messe i går) så jeg kan samle kræfter og få lavet oplæg + billedermateriale til Aarhus Sustainability Festival - for der stille jeg mig nemlig op på søndag (16:30 i Remisen) og kloger mig om økologi, bæredygtig forbrugeradfærd og Stop Spild Af Mad. Og jeg skal bla ha' billederne af de her små sommerruller med. De illustrerer nemlig en vigtig pointe: lav mad af det du har og ikke det du har lyst til at lave. Mange forbrugere er nemlig så lyststyrede at de glemmer at udnytte rester og i stedet lader dagens impulser bestemme menuen. Og den indstilling vil jeg gerne være med til at pille lidt ved.
Hov, og husk nu at det er i aften at Cecilie & Madklubben har præmiere på TV2 kl 20:00.
Kære Malou
SvarSletHerlige hapser du der har rullet. Og hvor er jeg glad for din indstilling til livet. Bliver glad i låget af dine små personlige reflektioner. Får sådan en lyst til at kunne give dig et kæmpe kram :)
Pøj pøj på søndag. Kan desværre ikke komme og høre dig :/
Kram, Rikke
Kære Rikke
SletTusind tak, det er jeg glad for at du syntes :-)
Ih, tak - sætter stor pris på din empati og venlige ord. Aww.
Puha, tak - er SÅ nervøs over det. Det kan være der kommer en anden mulighed, man ved aldrig ;-)
Kram
Også en kæmpe virtuel kæmpekrammer herfra... og et lille misundeligt suk over dine restemad IGEN. Det gad jeg så godt at spise lige NU!!!! Jeg elsker dine stop spild af mad indlæg
SvarSletAww, tusind tak. Du får straks et *kram* retur :-)
SletSorry, håber du fandt noget at guffe i. Tak, jeg elsker også at lave dem. Bliver helt høj når det hele går op i en højere enhed :-D
Hvor har du købt det firkantet papir? jeg synes kun jeg kan finde det runde papir her i aarhus :(
SvarSletFik du forresten prøvet den Spirali jeg anbefalede dig? :)
Det her har jeg fundet i Inco - men jeg tror måske også jeg har set det i Far East Trading i Ny Banegårdsgade. Men jeg kan da nuppe en pakke med til dig næste gang jeg er i Inco? ;-)
SletNej, for Amazon fuckede min ordre op - så den kom aldrig. Nu er jeg blevet enig med mig selv om at jeg godt kan leve uden. Har en julienneskræller som jeg må klare mig med.
Hej Malou.
SvarSletFriske forårsruller er altid skønt. Jeg har lidt overvejet at lave nogle til en forret til sønnikes konfirmation, men tror du, at de kan laves dagen før...eller bliver det noget møg? For jeg kan ikke rigtig overskue også at lave dem på dagen(jeg laver alt maden selv)
Jeg har fulgt med på din blog i et par år, men har aldrig fået skrevet til dig ;-)
Mange hilsner fra Charlotte
Hej Charlotte
SletÅh ja, altid skønt. God ide at lave dem til forret. Well, jeg har tit gemt nogen til dagen efter og de har været ganske fine. Men de må ikke røre hinanden og de må ikke tørre ud.
Jeg vil anbefale dig at lave nogen inden længe og gemme dem til dagen efter - så kan du selv vurdere om det går an. Hvor mange skal du lave mad til?
Ih, dejligt at høre at du læser med - og tak for kommentaren ;-)
Glad hilsen
Malou
Hej Malou.. Nu har jeg læst med flere gange og ser dit mandolin-jern tit er i brug.. Må jeg spørge hvad mærke det er? Indtil videre har jeg kunne klare mig med en skarp kniv, men efterhånden som mine gastronomiske evner er blevet bedre og trangen til noget ordentligt grej, må et mandolinjern være det næste på spendér-sedlen. Tak for en dejlig opskrift på pulled chicken :)
SvarSletKh. Mathilde
Hej Mathilde
SletDejligt at du læser med ;-)
Ja, du kan tro det er meget i brug. Det er en Börner V5 mandolin - og den er faktisk på tilbud de næste 2 dage her
Man kan virkelig komme langt med en skarp kniv, men et mandolinjern kan lave langt tyndere skiver. Det her er godt til prisen og perfekt til hjemmebrug.
Velbekomme, jeg er glad for at du kan lige opskriften på kyllingen :-)
Kh Malou
Koriander er fra helevde. Efter 3 år i Vietnam er vi ikke gode venner. Men "nem" som rullerne hedder på vietnamesisk er bare skønne. Jeg skal se om jeg ikke kan finde noget spændende enten derfra-skal dertil i morgen, eller her, som du kan rode med derhjemme, når den tid kommer :)
SvarSletUhm - mad der taler til generne <3 Det skal jeg prøve i dag :-)
SvarSlet