lørdag den 30. marts 2013

Skidne æg som hjemme i Indien...

Skidne æg, skiden æg eller skidenæg - den gamle danske påskeklassiker, oprindeligt bestående af hårdkogte æg i en hvid opbagt sauce tilsmagt med sennep. Det kan godt være en ret halvtam omgang. Så hvorfor ikke invitere retten med hjem til Indien og give den en smagsprofil med smæk i? Det er karryretter med æg nemlig noget man gør meget i. 

En indkogt aromatisk, cremet karrysauce med 10 minutters æg - et sted mellem smilende og hårdkogt. Kog endelig æggene som du selv foretrækker dem.

Og sådan gælder det også med resten: gør det som DU foretrækker, opskriften er blot ment som inspiration. Jeg laver selv min karryblanding fra bunden af hele krydderier - men er det ikke noget du magter eller orker at give dig i kast med, så brug stødte krydderier, en færdigblandet karry eller karrypasta fra glas.

Der skal tomater i saucen - brug friske, flåede, mosede eller ? Jeg havde nogle cherrytomater der skulle bruges og supplerede med lidt tomatpulver

Min hjemmelavede karryblanding bestod af:

1 tsk koriander
1 tsk fennikel
1 tsk spidskommen
1 tsk bukkehorn
8 nelliker

Det er ikke sikkert at hele blandingen skal bruges - men hellere ha' for meget end for lidt. 

Krydderierne blev ristet på en mellemvarm pande for at 'aktivere' de æteriske olier og fremme aromaen. Pas på ikke at riste dem for hårdt - så bliver de bitre.

Efter en let afkøling blev krydderierne kørt til pulver i en elektrisk kaffemølle. Den var ikke blevet gjort ren efter i onsdags, hvor jeg havde den med til GourmetGirafferne. Men da vi havde lavet stor indiske buffet, var de rester af krydderier nogle der sagtens kunne komme med.

Jeg hakkede 2 fed hvidløg, ½ grøn chili uden kerner og ca 4 cm ingefær i meget små tern. Det kan sagtens bare blendes hvis man ikke gider snitteriet. Jeg så det bare som en oplagt mulighed for at vedligeholde mine knivfærdigheder. Nu hvor jeg skal over og prøve kræfter med Masterchef køkkenet skal de lige støves lidt af.

Ud over karryblandingen og de snittede smagsgivere, skal der bruges følgende til karrysauce til ca 6 æg:

1 stort eller 2 små fintsnittede løg
2 laurbærblade
1 lille kanelstang
1 tsk garam masala
1 tsk gurkemeje
10 cherrytomater - 2 store eller ½ ds flåede
1½ dl urtebouillon
2½ dl piskefløde
½ dl citronsaft

Løgene sauteres på en pande i lidt olie sammen med chili, hvidløg og ingefær.

Garam masala, halvdelen af den hjemmelavede karryblanding, laurbærblade, kanel og tomat tilsættes.

Urtebouillonen hældes på og blandingen simrer i ca 10 minutter. Kog i mellemtiden æggene.

Fløde + gurkemeje tilsættes og blandingen skal nu reducere under omrøring til en tyk cremet sauce. Smag til med mere karry, rigeligt citronsaft, salt og lidt sukker. Pil æggene og skær dem i halve.

Dæk bunden af et opvarmet fad med en generøs mængde sauce og læg de halve æg til rette.

Drys med hakket koriander, hvis du er til det. Jeg havde Max på besøg og han hader det - så jeg kom hele blade på så de var nemme at pille af igen.

Ak ja, jeg er ikke så god til 'less is more' - så der kom også lige en runde halverede cherrytomater på.

Æggene serveres med lidt brød til. Og her kan man så være gavmild med korianderen. Jeg kan anbefale at man skærer æggene i stykker og vender rundt i saucen. Det er ikke kønt, men smager pragtfuldt. Brug brødet til at få de sidste dråber sauce med op. Uha, det var smag for alle pengene. Jeg nød en afkølet Kingfisher til - den perfekte øl til krydret indisk mad.

Man kan også anrette med saucen hældt over, så ligner det mere den oprindelige ret. Vi spiste alle æggene, men der er stadig en smule sauce tilbage. Den vil jeg bruge til noget med æg og sild i morgen - en kombination vi jo i forvejen kender fra påskebordet.  

Saucen vil også være pragtfuld i en lidt tyndere udgave til en omgang boller i karry. Hov, det er en ret jeg helt har glemt - det har jeg ikke lavet siden jeg stod i lære. Det skal der gøres noget ved! 

Hæ, jeg vil lige flashe det her billede af en meget træt og sjældent bly klidmoster fra i onsdags. Det var en af de andre GourmetGiraffer der knipsede og sendte det til mig på mail i går. Anne havde taget initiativ til og indkøbt en let indiskinspireret udklædning - og jeg var ikke sen til at hoppe med på idéen. Vi har jo trods alt kun det sjov vi selv laver!

I går aftes fik jeg det bedste tænkelige påskeæg af Max: en påskemiddag på Frederikshøj. Wassim leverede som altid et perfekt sammensat måltid med mange finurlige detaljer og godt håndværk. Det var bare lige den slags forkælelse jeg trængte til efter den lange onde måned hvor jeg har været syg. Hosten er ENDELIG på retur og generer mig faktisk mest lige når jeg skal sove. Og så er det jo godt at der findes Pectyl.

God påske til alle der kommer her forbi...


2 kommentarer:

  1. Herligt bud på en traditionel påskeret.
    Jeg er lidt interesseret i tomatpulveret. Tænk, det har jeg aldrig hørt om og tænker, at det må da være en fantastisk ting at have i sit køkken. Bruger du det meget? Jeg har googlet lidt og fundet ud af, at det fås til meget rimelige priser i UK.
    Mvh Kathe

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Det er også helt nyt for mig - første gang jeg bruger det her. Det var noget jeg fik i gave af en anden madblogger. Men jeg tror det kan løfte en æggemad til helt nye højder, specielt her om vinteren hvor tomaterne ikke smager af en pind.

      Spændende, hvad er rimelige priser? For 25 kr for 20g er da ok. Det er jo meget lidt der skal til.

      God påske :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...