Der er nu gået over 14 dage hvor jeg ikke har blogget. Det er det længste hul i hele bloggens 3½ årige levetid. Det har bestemt ikke været min intention at være så længe væk - det hele gik bare pludselig galt. Der havde været for mange oplevelser på programmet og pludselig var der en fysisk pris der skulle betales.
Lidt mad får jeg da, selv om jeg ligger brak: her hotdogs. Gode pølser fra Hanegal, fuldkornspølsebrød og hjemmelavet relish.
Food Festivallen og alle de arrangementer der var i forbindelse med den, turen til København og alt hvad jeg skulle der (selv om det var ene dejlige og hyggelige ting) + et efterslæb at ting jeg burde/skulle = fysisk nedbrud og en alt for velkendt handlingslammende følelse: stress. Jeg ved mange ryster på hovedet af at man kan få stress som førtidspensionist - for man 'laver jo ikke noget'. Men faktum er at når man først har været gået ned med stress vil det altid ligge latent i systemet. Og specielt med fibromyalgi er stress en ting der let støder til. Jeg er SÅ stresset over ting som jeg føler jeg 'skylder'. Svar på alle de mange søde kommentarer. Blogindlæg om produkter der skal testes, kogebøger der er blevet tilsendt og forventes anmeldt, vareprøver der er modtaget og spist - og som nu skal vurderes på skrift. Og der bliver hele tiden rykket for det - hvilket kun stresser endnu mere. Men fejlen er min - jeg har sagt ja til for meget. Og jeg ved at man ofte kun får den ene chance - og nu sidder der folk derude som jeg har skuffet og som derfor ikke vil samarbejde med mig mere og endda kan opfordre andre til heller ikke at gøre det. Samtidig er der et stigende pres om at levere gratis materiale til andre - som blogger kan man nemt blive en billig reklamesøjle for producenter der tror at man mod et par links glædeligt bruger tid på at arbejde gratis. Og igen: min egen fejl, for jeg fik ikke sagt fra i tide.
.JPG)
Flere hotdogs. Det er nemt og hurtigt. Når kræfterne er små og man ikke har lyst til at bruge penge på dyr take-out må man sno sig.
Jeg kom hjem sidste onsdag. Togturen hjem var sammen med Sif i en stillekupe. Det var SÅ dejligt bare at sidde og slappe af sammen med en man har savnet. Og gumle hendes hjemmebagte kanelsnegle i sig. Men det var en udfordring at sidde ned så længe, for mit skrog af en krop var allerede der ved at lukke helt ned. Vel ankommet til Århus fik jeg skiftet tøj og indfundet mig på Klassisk 65 sammen med hele 28 læsere og venner. Det var en magisk aften. Stemningen var helt fantastisk og maden ligeså. Vi var blevet stillet muslinger og et enkelt glas i udsigt - men super gavmilde Søren forkælede igennem med muslinger, snegle, tatar og ost + maser af dejlig vin. Ved midnat blev jeg kørt hjem og kravlede op af trappen. Og så kom den: den store syndflod af tårer. Tristheden over at igen skulle skilles fra min søster, taknemmeligheden over alle de gavmilde mennesker der er med til at gøre rare ting for mig, bevægelsen over alt den kærlighed og respekt jeg havde mødt, antiklimakset over igen at være hjemme i mit 'fængsel' på 3. sal og ikke mindst de hvidglødende smerter der ikke længere kunne ignoreres. Det hele væltede bare ud i en stor pærevælling. Og pludselig følte jeg mig meget alene og meget ynkelig.
På et tidspunkt slap hotdogbrødet op - og så gik jeg over til boller.
Det var nu heller ikke så tosset. Og den kunne rumme meget mere snask.
En fin hybrid mellem en burger og en hotter.
Jeg har tilbragt det meste af ugen der er gået i sengen. Kroppen har nægtet at samarbejde. Prisen for mit hårde program har været den frygtede fibro-influenza som mest af alt føles som en blanding af alm influenza med høj feber, slemme tømmermænd og 'kørt over af en damptromle'. Heldigvis havde jeg en masse serier jeg kunne ligge og se.
Der har også været tid til at tænke......alt for meget tid. Jeg er blevet klar over at jeg bliver nødt til at ændre nogle ting i mit liv nu. Det dur ikke at fortsætte som jeg har gjort hidtil - for jeg er bange for at det gør endnu mere skade på mit i forvejen næsten ikke eksisterende helbred. Det betyder at jeg har måtte træffe nogle ret hårde valg - mere om det på et andet tidspunkt.
Men jeg er sgu ikke alt for god til forandringer. Det skal helst gå langsomt så jeg kan nå at følge med. Det er bla også derfor jeg ikke har kunnet blogge - for Blogger har ændret editoren og jeg har været for stresset til at kunne lære noget som helts nyt. Det her er mit første forsøg - og jeg har allerede tudet af frustration 2 gange. Det hele er bare forkert.
Ih, jeg har sørme også spist en hel bøtte kartoffelsalat. Den er dog ikke så slem når den bliver pimpet lidt.
Fuldkornssennep kan gøre meget. Et forsøg på at lave en pæn anretning gik dog i vasken - mine latterlige fingre kunne ikke holde på kniven så jeg kunne lave en fin spiral ud af en pølse. Men det blev da spiseligt - hvilket jo er det vigtigste.
Men se så lige den her åndssvage landskinke. Den gad overhovedet ikke lege med mig. Den gik helt fra hinanden da jeg pillede nettet af.
Jeg havde mest af alt lyst til at kyle den hen af gulvet. Jeg fik mig dog besindet og fik plukket det meste af nettet som så blev proppet i 3 meget heldige katte.
Og så gik der et par dage med at spise skinke på brød. Virkelig inspirerende mad.
Toppet med kartoffelsalat og sennep - ren svir.
Og den her kreation er da helt fab: brød med skinke druknet i bakes beans.
Der er sket meget i min blogpause. Jeg har modtaget mange mails, både søde og dumme. Tilkendegivelser om at jeg både var meget savnet - og det modsatte. Twitter og bloggens Facebookside har været min livline og der har virkelig været meget at hente. Det hjælper virkelig med lidt elektronisk kontakt når man er 'fanget' herhjemme. Og så har jeg haft nogle virkelig gode telefonsamtaler med den søde Marie som ringede flere dage i træk og trøstede.
Århus Kommune og jeg er ikke de bedste venner i tiden. De har igen syltet min ansøgning om tilskud til el-cyklen og det kan ikke nås af behandle sagen inden betalingsfristen - og i går fik jeg så meddelelsen: "Du skal levere den tilbage og bestille dine madvarer over nettet til udbringning". Så fra selvhjulpen til afhængig af andre igen? Jeg ligger i forhandling med banken - og har nu 4 meget hårde år foran mig hvis jeg skal beholde cyklen. Og desuden har Kommunen 'glemt' at jeg skulle ha' nogle hjælpemidler som jeg fik lovning på - besøget af visitatoren her var ikke engang skrevet ind i min sag??? Det er meget svært at være en taknemmelig førtidspensionist i disse dage.
I går fik jeg så endelig lavet en rigtig ret. Den var dog 2 dage undervejs. Det er 'Duck au vin' som er braiseret and i kirsebærvin fra Frederiksdal. Jeg er meget glad for lige netop den her ret - for den gav mig mulighed for at udøve mit elskede håndværk. Det er DET der gør mig ægte glad. Da jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig at udvikle en opskrift eller 2 med de fremragende danske kirsebærvine sagde jeg straks ja tak. For det er jo den slags udfordringer jeg elsker. Det at kunne kombinere kvalitetsprodukter med mine evner er noget at det bedste jeg ved. Og selv om det kostede mig mange kræfter at få den her tallerken på bordet, og 3 lignende portioner i fryseren, så var jeg så pavestolt bagefter. Og nu vil jeg virkelig ha' lov til at lyde så selvfed som aldrig før: det er den bedste sauce jeg nogensinde har lavet! Den er kælet for til den næsten spandt af velsmag. Den har ikke fået en eneste dråbe kulør og er jævnet med en roux lavet på det afskummede andefedt. Opskriften kommer på inden længe - den bliver mit bud på årets utraditionelle Mortens-and.
Og nu vil jeg kravle i bad. Om 2 timer kommer Fenja nemlig og henter mig. Vi skal til Gourmet Girafferne i aften - og hun har tilbudt at køre mig frem og tilbage. Pighvar farseret med jomfruhummer, fugl med kantarelsauce og pæredessert. Jeg havde ellers besluttet mig for at aflyse - men fristen er udløbet så jeg skal betale for råvarerne alligevel. Det bliver sikkert rigtig dejligt at skulle hygge med rare mennesker og nyde god mad - også selv om jeg nok ikke skal være med til at lave noget i aften.
Tak hvis du læste med helt her ned til enden af det her lange rablende indlæg. Det var rart af få sat ord på noget af alt det der har rumlet rundt i mit hoved. Og nu har jeg da fået hul på skriveriet igen...
Jeg havde først besluttet mig for at salte dem efter jeg sidste år spottede den her opskrift. Af en grund jeg ikke længere kan huske ændrede jeg dog kurs og syltede dem i stedet.
Nu har jeg jo ikke nogen have at dyrke tallerkensmækkere i - så jeg troede faktisk aldrig jeg skulle komme til at kunne lave de her kapers. Men se lige hvad jeg så fandt på Food Festival: økologiske tallerkensmækkerfrø fra Demeter. Jeg hapsede straks de sidste 2 poser a 60 g - og til næste år håber jeg på at få fat på mange flere.
Tallerkensmækkerfrø sidder i små klaser af 3 stk. 
Jeg sorterede de dårlige fra og nippede alle stilkene af. Dem gemte jeg og kom i en tomatsalat til aftensmaden.
Frøene blev skyllet grundigt, drænet og derefter duppet tørre.
De blev derefter blandet med rigeligt flagesalt og sat på køl. Der fik de lov til at stå i 24 timer så saltet kunne trække væde og bitterstoffer ud.
De blev derefter skyllet og duppet tørre igen. Jeg valgte at sylte dem i et at de fede små Bernadin-glas. Det er amerikanske henkogningsglas som jeg har en stor forkærlighed for. De kan købes hos Memphis Roadhouse i kasser med 12 stk.
Glasset blev først skoldet i kogende vand og derefter skyllet i vodka. Og så manglede der blot en syltelage som blev kogt sammen af:
.jpg)
.JPG)
