Den 'sædvanlige' is på kondenseret mælk er en kaloriebombe uden lige. Her til sommervarmen har jeg slanket den så den læsker lidt mere og nu indeholder væsentligt mindre fedt.
Her har jeg lavet 2 varianter: en plain vanilla og en laber lakrids.
Der er en meget god grund til at den her is bliver kaldt fedtreduceret og ikke fedtfattig. I den 'gamle' is er der 132 g fedt i hele portionen (15,6 g pr 100 g) - i hele den her er der kun 39, 5 g (4,8 g pr 100 g) hvilket jo stadig er en hel del. Det gør dog at fedtenergiprocenten falder fra 58 til 22,9. Og det kan jo virkelig mærkes i energiregnskabet. Den 'gamle' is indeholde hele 9914 kJ (1025 kJ pr 100 g) og den her 6467 kJ (788 kJ pr 100 g). Det er dog stadig en ret energirig is - for 1 dåse kondenseret mælk 'koster' 5457 kJ og indeholde 32 g fedt og 218 g sukker. Her er dog kun fokus på at reducere fedtet - sukkeret piller jeg ved en anden gang. 
De er næsten pinligt så enkelt det er:
1 ds kondenseret mælk
5½ dl letmælk
Marven fra 1 vaniljestang.Hæld den kondenserede mælk i en bøtte og pisk vaniljekornene i.Letmælken piskes i.
Er det ren vaniljeis man vil lave lægges vaniljestangen 'i blød' i isblandingen mens den trækker og køler ned - fra 3 til 12 timer. Inden ismassen blev sat til afkøling tog jeg halvdelen fra til lakridsis. 
Isen køres i maskine til den er som ret stiv softice. Og så fryses den ind i et par timer.
Det er virkelig svært at fatte at 3 så simple ingredienser kan blive til så lækker en is. Jeg tror desværre ikke den bliver ret god i konsistensen hvis den ikke laves i maskine - men hvis der er nogen der forsøger sig på den måde vil jeg meget gerne høre om resultatet.
Den halve ismasse blev tilsat 2 spsk engelsk lakridspulver og 1 stor tsk rålakrids.
Den blev kørt i 35 minutter på maskinen og blev noget så cremet.
Efter et par timer i fryseren var den lige til at kugle op.
Den er næsten lige så cremet som den 'gamle' is men pga den manglende fløde smelter den helt anderledes i munden. Det er jo mere en gelato end en is. Det er i sandhed en isopskrift med plads til modifikationer. Jeg har forsøgt at skære i flødemængden af flere omgange, men nåede til sidst frem til at den sagtens kunne droppes helt. Man kan dog også gå i helt den anden grøft - for jeg har sågar set den lavet kun med fløde og kondenseret mælk. Det tror jeg simpelthen er for fedt og sødt til mig. Men brug skummetmælk, minimælk, letmælk, sødmælk, kaffefløde eller fløde - alt efter hvad du er til.
Jeg tror min næste portion skal laves på letmælk og kaffefløde (18%) - og den skal laves på næste tirsdag. For jeg tror jeg kommer hjem til en helt tom fryser. Max passer kattene mens jeg holder ferie og jeg har givet ham lov til at spise alt det is han kan finde i fryseren. Og kender jeg ham ret, gør han rent bord.Der er en del forskellige sorbetter, sukkerfri is og en fræk sag på silken tofu på tegnebrættet - men det får vente til efter ferien. Jeg tager forresten også stadig imod ønsker og opfordringer. Så er der en isvariant du kunne tænke dig at jeg skulle lege lidt med så smid en kommentar herunder.
Rabarbersæsonen er i fuld gang. Jeg har købt 4 kg og gjort klar til fryseren. Så er der til is, saft og kage. Men inden jeg kom de snittede røde stængler i fryseren tog jeg 300 g fra til en af min yndlingskager: rabarbercrumble.
Kombinationen af de søde møre rabarber i bunden og den sprøde knasende top - perfektion!
Rabarberene kommes i et ildfast fad og ovnen tændes på 190°C.
Ligesom sidste gang jeg lavede crumble tilsatte jeg lidt majsstivelse for at jævne saften fra de bagte rabarber en smule. Man kan søde med flere forskellige ting: agave-nektar, sirup, sukker, flormelis eller sågar stevia. Jeg foretrækker ahornsirup. Jeg ville også gerne tilsætte lidt ekstra smag og valget faldt på anis.
Anis smager lidt af lakrids, men på en sødlig aromatisk måde. De små frø blev ristet kortvarigt på en mellemvarm pande inden de blev malet i en krydderikværn. 
Jeg ved faktisk ikke om man kan købe stødt anis - men mon ikke? Jeg målte 2½ tsk af og blandede med 1 stor spsk majsstivelse.
Blandingen blev vendt i frugten sammen med ½ dl ahornsirup. Fadet blev dækket med folie og sat i ovnen i 15 minutter.
I mellemtiden lavede jeg crumblemassen:
50 g havregryn
50 g sukker
50 g hvid chokolade
50 g marcipan
20 g SMØR
Det hele køres i en minihakker *wroom wroom* eller nuldres sammen med fingrene.
Jeg kører det i maskinen til det ligner grov rasp.
Blandingen fordeles over de bagte rabarber og fadet sættes tilbage i ovnen i ca 15 minutter.
Overfladen skal være sprød og gylden - og pas på, den kan hurtigt blive for mørk.
Oh la la....sikke en duft. Anis og rabarber er virkelig gode legekammerater.
Den sprøde crumble kan spises som den er eller kan serveres med f.eks skyr, cremefraiche eller flødeskum til. Men jeg havde noget i fryseren der skulle testes: hjemmelavet vaniljeis på kondenseret mælk. 
I stedet for at øse den lune crumble op med en ske har jeg brugt en spatel - det giver et pænt fladt stykke. Jeg flottede mig og lavede 2 små kugler is til.
Uhm, ikke tosset. Jeg tror straks jeg øremærker lidt flere af de frosne rabarber til endnu en omgang crumble.Flere læsere har efterspurgt en mere taljevenlig version af 'min' is på kondenseret mælk. Og i går fik jeg så lagt sidste hånd på opskriften - helt uden fløde. Det er blevet til 2 varianter med henholdsvis vanilje og lakrids. Indtil videre virker de meget lovende. I grundisen med kondenseret mælk og fløde er der faktisk 132 g fedt i hele portionen (15,6 g pr 100 g) - i hele den nye is er der kun 39, 5 g (4,8 g pr 100 g). Det gør at fedtenergiprocenten falder fra 58 til 22,9. Og det kan jo virkelig mærkes i energiregnskabet. Den 'gamle' is indeholde hele 9914 kJ (1025 kJ pr 100 g) og den 'nye' is 6467 kJ (788 kJ pr 100 g). Det er dog stadig en ret energirig is - for den kondenserede mælk er en rigtig kaloriebombe. En dåse 'koster' 5457 kJ og indeholde 32 g fedt og 218 g sukker.
Jeg håber jeg kan nå at få blogget om den nye is inden jeg tager på ferie hos min søster. Jeg rejser i morgen formiddag og kommer først hjem igen d 4/6. Det skal blive godt at komme lidt væk og få en pause fra hverdagen. Jeg har ikke helt besluttet om jeg vil holde helt ferie fra blogland også - jeg tager computeren med og så får vi se. Lige nu er blogland nemlig ikke det sjoveste sted at være og det kunne jeg også meget godt trænge til en pause fra.
I dag skal jeg pakke og et smut ind til byen for at blive klippet. Vejret er allerede dejligt, så det glæder jeg mig til at komme lidt ud i. God solskinsdag til alle der kommer her forbi.
I går var jeg at finde i den her lille artikel i Information.
I forbindelse med Mogens Bisgaards kronik om mangel på kant og holdninger hos de danske madbloggere blev jeg kontaktet - for jeg er jo netop en af dem der har valgt at bruge min blog som platform til at udbrede de gode råvares budskab. Det kronikken lægger op til er en debat om hvorvidt vi som samlet madbloggerstand har et ansvar for at rykke lidt ved vores læseres bevidsthed om bæredygtighed, kvalitet og etik. Jeg fik kronikken tilsendt og 10 minutter blev jeg ringet op og interviewet - en spøjs oplevelse idet jeg sad i en X-bus på vej til Randers.
Men har vi så et fælles ansvar? Det er der flere der mener vi ikke har. For nogle er deres madblog et frirum hvor de kan boltre sig og ikke ønsker hverken at lære fra sig eller tage stilling til råvarernes kvalitet - et hobbyprojekt hvor man kun viser den mad frem som man laver og spiser, men ikke tager aktiv del i hverken fødevarepolitik eller oplysning. Og fred være med det. Det er, efter min mening, slet ikke det segment som kronikken omhandler eller henvender sig til.
Da jeg blev bedt om at redegøre for hvordan jeg adskiller mig fra andre madbloggere - brugte jeg min tildelte spalteplads på at fortælle om min tilgang til formidling af økologien og fødevarekvalitet. At der ikke må prædikes, for så stejler folk. Der er ingen der reagerer godt på en løftet pegefinger. Jeg fortalte om min tilknytning til Slow Food bevægelsen og Stop Spild Af Mad - begge dele noget jeg brænder meget for og som derfor får plads her på bloggen.
Jeg lagde ligeledes vægt på at jeg som faguddannet har mulighed for at bruge min tilegnede viden til at formidle, lære fra mig og oplyse. Og det er der jeg mener at mit personlige ansvar som madblogger kommer ind. For min mission (eller det er det blevet) med bloggen er at at få folk til at tænke bare en lillebitte smule mere over hvad de putter i munden, hvor det kommer fra og hvad det gør for deres ernæring og vores miljø. Og gider folk der falder over min blog ikke høre om det - ja, så håber jeg at de i stedet kan lade sig inspirere af mine opskrifter.
Mit primære fokus her på bloggen er jo mine hjemmestrikkede opskrifter. Dem udvikler jeg fordi jeg elsker at lege, udforske og kreere. De er en slags visitkort på min kunnen - en online kogebog. Og det er mit håb at den en dag vil være medvirkende til at lande mig et kreativt fleksjob. Jeg vil gerne udfordre folks opfattelse af hvad en råvare kan - og det kan nogen gange hjælpe at tænke 'outside the box'. Man kan se den slags opskrifter som en slags haut couture - man kan måske ikke 'passe' hele opskriften, men plukke og bruge de elementer man kan lide. Det syntes jeg er givtigt og det er bestemt noget der giver god respons. Det lyder måske en kende selvfedt for nogen - men jeg siger fuck janteloven.
Jeg brugte ordet damebladsbloggere i artiklen. Det er vigtigt for mig at slå fast at det på ingen måde et negativt ladet ord. Det er jo faktisk den perfekt betegnelse for den arketype af blogger som driver sin blog som en slags dagbog/dameblad med fine billeder og mad i et ambitionsniveau hvor alle kan følge med (og det var jo netop også sådan jeg selv begyndte at blogge i sin tid). De er tilgængelige og nemme at læse. Jeg elsker den slags blogs - og læser selv med på masser af dem. Jeg brugte dem bare som eksempel for at gøre klart at sådan er jeg ikke - og det drejer sig om mig og ikke om dem. Det er den slags blogs der er flest af (ikke kun madblogs, men i alle genrer) og dem der har flest læsere - sikkert fordi det er dem flest læsere kan identificere sig med. Af andre madblogger-arketyper kan bla nævnes gastrobloggere, kokkebloggere, vin- og ølbloggere, cupcakebloggere, husmoderbloggere, økobloggere, fødevareallergibloggere, holdningsbloggere, æstetikbloggere og blogsnobber. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvem der er hvad, men blot konstatere at enhver fugl pipper med sit næb. Og gudske tak og lov for det.
Til sidst i artiklen gør jeg også klart at jeg ikke er ude på at vise et glansbillede af den mad jeg laver. Det er nemlig åbenbart et at de kritikpunkter som bloglæsere har (og som Mogens Bisgaards veninde i kronikken var ved at brække sig over). Her er det der ligger på de fotograferede tallerkner det der rent faktisk bliver spist. Desuden gør de mange billeder af tilberedningsprocessen der overskueligt og nemt at følge opskrifterne hvis man skulle ha' lyst til det. Og det var så den taletid jeg fik.
Havde jeg vist at min plads var så begrænset var der da mange flere ting jeg gerne ville ha' haft med og uddybet. Bekendt mine synder om periodevis indtagelse af amerikansk slik proppet med E-numre og om hvordan jeg i perioder smider alle gode intentioner over bord pga helbredet. Men det var jo ligesom ikke det artiklen skulle handle om og havde nok forvirret mere end samlet fokus.
Jeg havde håbet at kronikken ville blive et oplæg til debat om hvordan vi som madbloggere har magten til at påvirke vores mange læsere i en positiv retning. I stedet er den drejet over på om man kan tillade sig at diktere hvad man må og ikke må skrive som madblogger - og om man overhovedet kan være bekendt pådutte nogen et ansvar de ikke ønsker at tage. Og ikke nok med det - det har affødt endnu en runde af den evindelige diskussion "Hvad er en rigtig madblogger". Jeg kan kun erklære mig enig med det Sif skriver her - "En madblogger blogger om mad". Basta bum!
Det vigtigste er at man blogger fordi man har noget på hjerte. At man deler ud af det man skaber. At man elsker mad og gerne vil vise sine måltider, kager, restaurantbesøg og fund frem. INGEN bør lade sig diktere til at skrive noget de ikke har lyst til. Men vid at der læser folk med som man rent faktisk har mulighed for at nå med sine personlige overbevisninger. Det er en udfordring og er opfordring til at påvirke bare lidt - hvis det altså er det man har lyst til. Men vigtigst af alt: Spis, lev og blog som DU vil - valget er dit!
Jeg vender tilbage senere på dagen med en helt ny opskrift på rabarbercrumble - kodeordene er: anis, marcipan og hvid chokolade.
Tilføjet tirsdag d. 22/5 kl 20:24:
Hold da op hvor bliver jeg irettesat på mail og på nettet nu. Tænk at jeg vover at kalde nogen damebladsbloggere og tro at jeg er bedre end andre fordi jeg selv udvikler mine opskrifter? Jeg brugte såmænd begrebet (som jeg forøvrigt har lånt fra en anden blogger) til at differentiere mig fra en anden gruppe af madbloggere - for jeg blev bedt om at definere hvad der var der adskilte mig fra andre madblogs. Og nu handlede artiklen jo ligesom om mig og min blog. Jeg er virkelig træt af at få skudt i skoene at jeg tror jeg er bedre end andre. Ja, jeg har en faguddannelse og den kan jeg bruge konstruktivt her på bloggen - og hvad så? Hvorfor skulle jeg se ned på dem der blogger på en anden måde end jeg selv gør - eller har en anden tilgang til det? Der er overhovedet ikke noget i vejen med at bruge andres opskrifter og gøre dem til sine egne. Jeg læser selv masser af damebladsblogs - for ja, dem er der rigtig mange af i blogland. At nogen så vælger at lade sig fortørne af min udtalelser, tage dem personligt på sig og udråbe damebladsblogger som et skældsord er helt for egen regning. Den slags projektioner udspringer tydeligvis af gammelt nag der stadig lurer under overfladen. Og desværre er det med til at flytte fokus på debatten om madbloggenes indflydelse på vores læsere over på personligt fnidder - som jo for øvrigt også påvirker vores læsere, dog ikke på en ønskværdig måde.
Her har jeg lavet 2 varianter: en plain vanilla og en laber lakrids.
De er næsten pinligt så enkelt det er:
Er det ren vaniljeis man vil lave lægges vaniljestangen 'i blød' i isblandingen mens den trækker og køler ned - fra 3 til 12 timer. Inden ismassen blev sat til afkøling tog jeg halvdelen fra til lakridsis. 
Isen køres i maskine til den er som ret stiv softice. Og så fryses den ind i et par timer.
Det er virkelig svært at fatte at 3 så simple ingredienser kan blive til så lækker en is. Jeg tror desværre ikke den bliver ret god i konsistensen hvis den ikke laves i maskine - men hvis der er nogen der forsøger sig på den måde vil jeg meget gerne høre om resultatet.
Den halve ismasse blev tilsat 2 spsk engelsk lakridspulver og 1 stor tsk rålakrids.
Den blev kørt i 35 minutter på maskinen og blev noget så cremet.
Efter et par timer i fryseren var den lige til at kugle op.
Den er næsten lige så cremet som den 'gamle' is men pga den manglende fløde smelter den helt anderledes i munden. Det er jo mere en gelato end en is. 
