Viser opslag med etiketten Bacon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bacon. Vis alle opslag

fredag den 5. oktober 2018

Efterårspasta med savoykål, æbler og bacon...

Efteråret banker på - og det kommer med kål og æbler. Jeg knuselsker savoykål og ser altid frem til at lave en helt særlig pastaret med den krøllede kål. Sidste år blev det til denne flødekysset savojkål med pasta og bacon af toscansk gris - som jeg ville gentage i går, i en ny udgave. Men så fik jeg øje på alle de æbler jeg havde på lager og fik lyst til æbleflæsk. Og da jeg ikke er god til at vælge - blev det til et mash-up:

Flødekysset savojkål med pasta - toppet med æbleflæsk. Prøv det!

Dejlige økologisk æbler. Ægte kærlighed fra det danske efterår.

Jeg knipsede et par billeder - men regnede ikke med at skulle lave en opskrift, så der mangler nogle af de sædvanlige trin. 

Hvis du vil gøre mig retten efter, skal du bruge: pasta, bacontern, savoykål, æbler, løg, timian og fløde.....

....og ost. Jeg hev hele min ostesamling (ikke dårligt for en tidligere ostehader, hva?), frem fra køl og udvalgte Rød Krystal fra Them. Den kan købes i Føtex - og nemt erstattes af Parmesan eller anden hård ost.

Og så er det med at komme i gang. Først steges baconternene sprøde på en mellemvarm pande, fiskes op og lægges på fedtsugende papir. Det ønskede antal æbler, skæres i både og steges gyldne i det afsmeltede baconfedt og en my SMØR. Drys med lidt timian, salt og friskkværnet sort peber. Er æblerne meget syrlige, kan lidt rørsukker eller agavesirup være godt - det var dog ikke nødvendigt her. 

Selve pastaretten er nem og hurtig. Sæt vand over til pastaen og salt det gavmildt - og kog den efter anvisningen på pakken. Skær et par løg i tynde både og sauter dem klare i et par dråber olivenolie. Klargør den ønskede mængde savoykål ved at skylle den, slynge den fri for vand og snitte den i tynde strimler. Kom kålen på panden til løgenen og lad den falde lidt sammen. Tilsæt 2½ dl fløde og lad den koge tyk om grøntsagerne. Smag til med frisk timian, salt, friskkværnet sort peber - og rigelige mængder Rød Krystal. Dræn pastaen og gem lidt af vandet. Kom pastaen i panden til resten og lad den blive gode venner med fløden - tilsæt evt lidt af kogevandet, hvis der mangler væde. 

Server med mere Rød Krystal på toppen. Og du kan sagtens holde her - og ha' en skøn vegetarisk pastaret. Men du kan også tage den et skridt videre....

Og toppe med stegte æblebåde, sprøde bacontern, mere ost og mere frisk timian. Du vil ikke fortryde det...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Weekenden kommer til at stå i æblernes tegn - for i morgen afholder vi i Slow Food Jylland 'Æblets Dag' hos Anne.....og I er alle velkomne. Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sig lige her.

Håber vi ses - til en snak over et sprødt efterårsæble. 

 

tirsdag den 2. januar 2018

Bacon-kransekage...

Godt nytår! Jeg håber du kom vel ind i 2018 - og fik alt det kransekage du kunne rumme. Jeg kan ikke rigtig få kransekage nok. Seriøst, jeg er SÅ pjattet med det stads. I år har jeg, spontant, kreeret en helt ny variant: med bacon. Yes yes, dejlig supermodnet bacon. Kombinationen af det røgede og salte, sammen med det søde og klistrede, er himmelsk. Her får du mit bud på hvordan man kan pimpe sin kransekage med røget svineslik: 

Som nysgerrig smagsnørd, kan man risikere at få nogle idéer som SKAL prøves af. Og da jeg her i 2012 smagte kransekage med bacon til, tog idéen form. Men den blev glemt igen...og igen. Men her op til nytår, så jeg på billedet af Dessertdragens kransekagesortiment, at man kunne bestille med bacon til d. 31/12. Oh, det var det tegn jeg havde ventet på - så NU skulle det være.  

Jeg ville gerne ha' delt den her opskrift i sidste uge, så den kunne ha' skabt lidt rav i den til nytår - men den nåede ikke at blive klar til det. Men den skal fyres af nu, mens den stadig er frisk i erindringen....eller i der mindste bare i erindringen. For jeg er jo tydeligvis blevet dansk mester i glemning, på eliteplan, og skal rykke øjeblikkeligt, hvis der skal ske noget. Så se mig lige rykke her...

Nå, men når man skal lave fusionssjov som det her - så skal man støve sit håndværk af og slå fornuften lidt til. Det må ikke ende som et gimmick. Så at stege noget bacon og pakke ind i kransekage, var ligesom ikke det der skulle til. Men jeg var klar over at doseringen var SÅ vigtig - og at det skulle være en overraskelse at 'opdage' smagen af bacon, ikke få den smidt ind i alle sanserne fra start. 

Før jeg fik mig set om, hed dogmet: en 100% økologisk kransekage, lavet helt fra bunden, som skulle smage stjernegodt. Skal der ofres penge, tid og armkræfter på et sådant projekt - så skal det være hele umagen værd.   

Den vigtigste ingrediens i kransekage er mandler. Ja, jeg ved godt at det kommer som en stor overraskelse. Fravælg de californiske, af hensyn til miljøet, og køb i stedet de gode spanske. Jeg har kastet 199 kr efter 1 kg af de her fra Colombani. Kvalitet koster, sådan er det.

Kransekagensdejens øvrige 3 basis-ingredienser er: agavesirup til marcipanen og æggehvide + flormelis til kransekagemassen og glasur. 

Og så er vi nået til det røgede og salte element.

Her har jeg fået fingre i noget af det bedste bacon der kan opdrives: supermodnet (modnet minimum 60 dage) øko-gris fra Ømands. Det er købt som et helt stykke, skåret på pålægsmaskine (tak til The Johan, for lån af armkræfter), vakuumpakket og gemt på frost. Jeg har skrevet om det her.  

For at få baconen sprød, uden at få det for mørkt, valgte jeg at 'confitere' det. Det kom først på en kold pande, til det begyndte at svede - og blev derefter tilsat 1 dl afsmeltet baconfedt (som jeg gemmer på køl, fra gang til gang). Baconen hyggede sig i fedtbadet, til det havde den helt rette sprødhed og bruningsgrad, inden det blev fisket op og lagt på fedtsugende papir. 

Det giver knitrende sprødt bacon - uden en eneste lille branket plet. Det er det brankede der giver halsbrand og en 'sur' eftersmag. Og lige netop til kage, skal det være en helt 'clean' smag af bacon. Til den her opskrift, skal der bruges 50 g færdigstegt bacon.

Og lad os så få smækket den kransekage sammen. Først skulle der laves marcipan.

Det har jeg lavet en opskrift på før lige her. For at spare kræfter, planker jeg bare lige teksten ind her også. 

Marcipanen er lavet af 300 g mandler (disse har et naturligt indhold af bitre mandler). Det giver en kompleks og 'ægte' smag af marcipan. Det mest slidsomme ved at lave sin egen marcipan er at smutte mandlerne. Der er mange måder at gøre det på. Jeg hælder vand på så det dækker mandlerne og zapper dem i mikroen i 3 minutter. Efter et par minutters trækketid ifører jeg mig et par latexhandsker og smutter løs. De smuttede mandler fordeles på en bageplade og ristes i ovnen på 180°C i ca 5 minutter. De skal ikke brune, men tørre og varmes igennem hvilket også er med til at fremhæve mandelsmagen. Lad derefter mandlerne køle helt af.

Næste skridt er at male mandlerne. Jeg bruger den minihakker som er med som tilbehør til min stavblender. Af 3 omgange bliver de *wroom wroom* malet til fint mandelmel. Og så er det tid til at ælte marcipanen sammen. Mål 1 dl agavesirup op - men tilsæt det af flere omgange. Det er ikke sikkert at mandlerne kan trække det hele. Igen bruger jeg latexhandsker og ælter så meget fingrene kan holde til. 

Den færdige marcipan skal trække ca 30 min i køleskabet inden den er klar til brug.

Og så er der både marcipan og bacon klar til kransekagen. 

Da jeg skulle bruge noget til fyldet, havde jeg nu kun 300 g tilbage at gøre godt med til selve kransekagemassen.

Jeg tog udgangspunkt i min gamle opskrift som var med 500 g marcipan. Der skal først findes et omregningstal og det fik jeg ved at dividere 300 med 500 = 0,6. Og så var det bare at gange mængden af æggehvide og flormelis med det tal. 

Og JA - selvfølgelig kan du bruge købt marcipan til at lave kransekagemassen af. 

300 g marcipan
105 g flormelis
18 gram æggehvide 

Vælg selv hvor nøjagtig du vil være. Jeg er..øh...ret pedantisk. 

Anvisningen på kransekagemassen er pivnem: "skær marcipanen i tern og ælt den smidig med flormelis og æggehvide". Ja, det er det. Jeg sigter altid min flormelis, for at udgå klumper i den færdige masse. 

Den færdige kransekagemasse bør nu trække fra 45 minutter til nogle timer, på køl. I mellemtiden lavede jeg mit baconfyld.

De 50 g færdigstegt bacon, fik samme tur som mandlerne - og blev til meget fintmalet 'baconmel'. Det blev straks blandet i 50 g marcipan og æltet godt. Da kransekagemassen var færdig, kom jeg også 25 g af den i blandingen. Og så var den klar til brug.

Og så skulle der gang i de små grå. Skulle fyldet indeni, ovenpå eller hvad? Jeg ved af erfaring at fedtholdigt fyld kan lække og det magte jeg slet ikke at skulle slås med. Havde ærlig talt brug for en succes-oplevelse, så jeg satsede på den sikre hest: halvindbagt. Så kunne fyldet sive i enderne, hvis det ville være det bekendt.

Pro-tip: pak et skærebræt ind i film, eller læg det i en frysepose. Du vil takke mig for den lettede rengøring og det nemme underlag - for kransekage er en klistret fætter at arbejde med. Jeg laver stænger ved at trille pølser af ens længde, lave en rille i midten med min lillefinger - og fylde rillen, inden man forsigtigt retter til. Baconfyldet er ikke en fast masse, som en smidig marcipan, så man må sno sig lidt. Jeg fandt på at klemme en lille stribe samme af gangen, som jeg så forsigtigt vendte om - da den så var flad i bunden/toppen og passede perfekt i rillen.


Jeg lavede 2 lange, og 5 kortere (50 g kransekagmasse pr stk), stænger. De blev bagt på dobbelt plade (så det isolerer en smule i bunden) i ca 10 minutter på 210°C (nej, ikke varmluft - så havde det være specificeret).

De er næsten perfekte i afbagningen. De sidste par minutters bagetid, slog jeg uret fra og holdt øje - hvilket resulterede i at jeg lod mig distrahere af kattegøgl og nær havde brændt hele baduljen på. Et minut mindre, så havde de siddet lige i skabet. Godt det ikke er til den dersens bagedyst FFS! 

Men pyt med afbagningen, det er en faktor der nemt kan ændres. Baconmassen artede sig og legede rigtig godt med kransekagemassen - og doseringen var som ønsket. Yes!

Pynten blev en royal icing, rørt af flormelis og æggehvide - og sprøjtet så sirligt på, som de arme arme tillod (og lidt konventionelle sølvperler på den lange stænger). Jeg skal til at lære, at 'godt nok' også kan være et tilfredsstillende resultat!

Vil du ha' en bid? Jeg lover dig at du bliver hooked! 

Glæder mig med at fodre mine gæste med den, i tiden der kommer. Har gemt det meste på frost - hvor det kun bliver bedre af at ligge en stund. Jeg havde nemlig ikke rigtig brug for det til nytår - det var 'bare' et ekstra sjovt projekt.

Et par af mine veninder havde nemlig udstyret mig med masser af kransekage på forhånd (for ingen arme, ingen kransekage - med mindre man får en crazy idé). Sanne (hvis mand er udlært bager i sine purunge dage) kom med varianter, indeholdende mandlelflager, pistacie og nougat - og Signe sendte sin hjemmebagte glaserede, med fyld af svesker. Det var lige før at der var nok. Lige før!

Hvad så? Hvad siger du til det? Skal der bacon i din kransekage i fremtiden? 


  


torsdag den 24. august 2017

Flødekysset savojkål med pasta og bacon af toscansk gris...

Her får du et simpelt og lækkert måltid, med masser af grønt, på ca 15 minutter:

Masser af kål, knas fra bacon og mættende fuldkornspasta. 

Retten opstod, fordi jeg havde købt dette kæmpe økologiske savojkål hos Sommergrønt - til sensommermarked på Brandbygegård (mere om det nederst).

Ud over kål, skulle der bruges: løg, hvidløg, fløde, fuldkorns-linguine, bacon af toscansk gris, parmesan og frisk basilikum.

Jeg snittede 8 kålblade i fine strimler.

Baconen blev ristet sprød på en pande og fisket op. 2 små løg blev snittet i fine både og 2 fed hvidløg i tynde skiver. De 2 slags løg blev derefter sauteret klare i det afsmeltede baconfedt. Pastaen blev sat over (den skal kun koge i 6 minutter) og kålen kom på panden til løgene. Da kålen var faldet sammen, tog jeg en smule fra til pynt, og kom 2½ dl fløde på. Fløden fik lov at simre tyk, omkring grøntsagerne, mens pastaen kogte færdig.

Pastaen blev drænet (gem ½-1 dl af kogevandet) og kom over i panden. Der blev den vendt sammen med det flødekyssede kål, næsten alt baconen og en god håndfuld fintrevet parmesan. Jeg justerede konsistensen med en smule af pastavandet. En smule grøn basilikum blev hakket fint og vendt i til sidst. Da både pastavandet, baconen og osten var salt, var det ikke nødvendigt at salte yderligt.

Der blev pyntet af med det sidste kål og bacon, lidt ekstra revet parmesan og et skud basilikum. Og så var der mad til 2 dage. Dagen efter, spiste jeg resten kold til frokost.

Brug de bacontern du ønsker - og erstat gerne kålen med andet grønt. Det er en nem ret der kan varieres i det uendelige.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Som nævnt, havde jeg været på sensommermarked på Brandbygegård i weekenden. I lørdags kørte Karen Helene og jeg ud i det blå, for at se på markedet. Jeg havde været der før og glædede mig til at komme igen.

Åh, det var godt at komme ud i den friske sensommerluft efter en uge i sengen. Jeg nødt både synet og solen.

Vi fik Søren Sørøvers chiligryde til frokost. Perfekt spicy, uden at være for stærk, med masser af dejlige sager i. 

Jeg endte med at købe en af hver, af hele sørøverens øl-sortiment. Der var tilbud på 6 - men jeg kunne umuligt vælge en fra. I næste weekend kommer Johan på besøg, til Food Festival og hygge - og så skal vi holde ølsmagning! 

Jeg rendte også på søde Ida fra Samsø Mel. Hun var mødt op med hele sortimentet. Jeg er pjattet med både melet og de gode havregryn.

Fik spelt, hvede og 2 poser fintvalsede havregryn med hjem. Så nu skal jeg ha' bagt noget kage!


Og da vi så skulle til at gå, skulle jeg ha' tanket op af grønne sager hos Sommergrønt. Jeg havde udset mig denne sjove squash, men blev distraheret af en kasse artiskokker - og så var der en anden der nuppede den. Jeg fik dog lov til at tage et billede af den. Men jeg glemte desværre alt om artiskokkerne igen...

Men jeg fik købt savojkål, en lang squash og et bladselleri. 

Og fik den her lille fyr med i handlen. Jeg har ladet ham dumpe forsigtigt ned i underboens have. 

God torsdag til alle der kommer her forbi...

onsdag den 16. august 2017

Pizzatærte med Gammel Knas og vildsvinebacon...

Efter at ha' gemt mig under dynen siden i torsdags, trængte jeg virkelig til varm mad. Og grøntsager. 5 dage med rugbrød er lige i overkanten, selv om jeg knuselsker smørrebrød. Jeg gik på jagt i skuffer og skabe - og fandt noget brugbart til en tærte. Men ak, der var kun 1 æg tilbage, så tærte kunne det ikke blive. Det blev i stedet til denne pizzatærte:

Varm mad, tjek! Grøntsager, tjek! Og så var der også masser af smeltet ost, en smule vildsvinebacon og frisk basilikum fra altanhaven.

Convenience er min ven, når jeg er skidtmads. Og jeg nupper ofte sådan en færdig øko-tærtedej med hjem. Jeg har hele 3 opskrifter liggende på tærter, som jeg håber at få kræfter til at smække på. Der ligger allerede 2 andre opskrifter på pizzatærter: her med svampe og pancetta - og her med bacon og broccoli. Af grøntsager, havde jeg squash, rød peber og løg at gøre godt med. Og af ost, en pose revet mozzarella og en rest Gammel Knas fra min ostefondue, som virkelig trængte til at blive brugt. Den labre bacon, hentede jeg i fryseren (mere om det nederst).

Squashen blev flækket 2 gange på langs og fik fjernet kernerne, inden den blev snittet i mindre stykker. ½ peberfrugt blev snittet i strimler og 3 små løg snittet i tynde både. Jeg hentede lidt frisk timian på altanen og fandt 2 fed hvidløg også.

Tærtedejen blev rullet ud og fik bukket kanten, hele vejen rundt. Den lille rest Gammel Knas blev revet på det fine rivejern og fordelt på bunden. Jeg dryssede med en smule timian.

Løgene blev sauteret i en smule olivenolie på en hed pande, før de fik selskab af peberfrugt og squash. Revet hvidløg, timian og urtesalt kom ved og fik lov at snurre med, til grøntsagerne havde smidt deres væde. De fik derefter lov at køle en smule af på en tallerken. Posen med mozzarella blev fordelt på tærtebunden.

De afkølede grøntsager blev fordelt på bunden.

Og øverst, skiver af vildsvinebacon. Pizzatærten blev bagt i 25 minutter ved 185°C.

Det gav en herlig pizzatærte med smeltet ost og sprød bacon.

Igen måtte jeg et smut på altanen og hente lidt grønt. Det blev til en smule grøn basilikum. Der skal ikke ret meget til, for den her sort smager virkelig kraftigt.

Mens den hyggede sig i ovnen havde jeg lavet en hurtig salat. Den bestod af spidskål, gulerod, agurk, tomat og forårsløg - vendt med en smule olivenolie, æblecidereddike og urtesalt.

Nøj, der er smæk på smagen i det vildsvinebacon. Vil du ha' en bid?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal det handle om bacon....masser af bacon.

I forbindelse med at Post Nord ophørte med at håndtere forsendelser med fødevarer, udbød Vilstrup Bacon en 'dødspakke' med hele stykker supermodnet bacon. Det var både dansk økologisk bacon, bacon fra munkegrisen (Livar), bacon fra toscansk gris og vildsvinebacon. 

Jeg var ellevild over at ha' investeret i så meget dejlig bacon til fryseren - men glæden blev kort: for jeg havde simpelthen ikke armkræfter til at skære i det. What to do?

Løsningen var at låne en pålægsmaskine at Voksen-Tine og få Johan til at betjene den, mens han var på sommerferie her. Jeg stod ved siden af og lagde skiverne pænt på bagepapir, inden de blev vakuumpakket.

Det blev til rigtig mange pakker med de forskellige slags bacon. Jeg valgte at lave både små og store pakker, til forskellige formål.

Vildsvinebaconen alene blev til mange pakker + lidt ekstra, som Johan brugte til en mexikansk hotdog.

Det var dog ikke det hele der blev skåret i skiver. Der blev også en del pakker med bacon i tern - til gryderetter, tærter og den slags. 

Det var hårdt for mig at skulle aflevere pålægsmaskinen igen - for jeg kunne lige se alt det økologisk pålæg jeg kunne lave, for mig. Hamburgerryg, roastbeef og flæskesteg - som jeg kunne tilberede og ha' i fryseren til de dårlige dage. Jeg køber mig jo fattig i ordentligt pålæg og udvalget er tit meget begrænset. Der var kun et at gøre, så jeg købte simpelthen en magen til Tines, her hos Proshop. Det var meningen at jeg skulle ha' hentet den på cykel, men Tine var så sød at køre mig ud efter den, da hun hentede sin egen. Så fedt. 

Så nu skal jeg så bare ha' støvet en god økologisk hamburgerryg op. Og det ved jeg at man kan få i Salling Super. De holder helt tilfældigvis Gin-Festivel i dag. Hmm, noget at et tilfælde må man sige. Jeg er stadig ret sløj.....med gin.....gin hjælper sikker på forkølelse.....

God torsdag til alle der kommer her forbi....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...