mandag den 22. maj 2017

Asparges-ramen...

Lad mig introducere dig for en funklende ny ret på den nordiske madscene: asparges-ramen. Sprødmøre 'nudler', snittet af hvide asparges - serveret i en liflig suppe på asparges, med smilende æg og ørredrogn. Jeg spår allerede nu at det bliver en moderne klassiker! 

Aspargessuppe, i en opdateret 2017 udgave. 


Det er dog desværre ikke en opfindelse jeg selv kan tage æren for. Det er nemlig min gale/geniale gastronomiske legekammerat Johan der står bag. Og her er hvordan den blev til:

Retten blev født - dagen før min fødselsdag, sidste lørdag. Jeg var taget ned til Kolding for at fejre dagen sammen med Johan (på Sdr. Bjert Kro) - og han forkælede sørme med hjemmelavet OCD-venlig fødselsdagsmiddag fredag. Jeg var på forhånd blevet lovet en 'stille og rolig' 3-retters menu (hvoraf snacks udgjorde den ene ret) - hvilket viste sig at være en sandhed med modifikationer. Du kan se hele menuen nederst.

Den første snack-serveringen hed på menuen: (3 x æg) Ramsløgsmayo - Øko-æg - Rogn. Johan havde ikke en klar vision ang anretningen, før han gik til køkkens. Men da der var hvide asparges i en af de andre retter, som han havde klargjort på forhånd, var han ved at simre en lille aspargesfond på ender og skræller. 

Aww, fokus på Stop Spild Af Mad gør mig så glad. Pludselig kunne man se at inspirationen slog ned i manden *pling* og har råbte begejstret: "Malou, jeg har sgu fået en idé der skal prøves af". Han greb sin julienneskræller og høvlede et par hvide asparges til fine 'nudler' og lod dem varme kortvarigt igennem i aspargesfonden, som var blevet smagt til med et par dråber Healthy Boy soya og et nip sukker. De delikate 'nudler' blev anrettet med et perfekt halvt 6-minutters æg, ørredrogn, ramsløgsmayo og et blad hjemmedyrket koriander. Og således blev asparges-ramen til. Åh, det var SÅ lækkert. 

Idéen fik jeg straks lov til at løbe med - og så gælder det om at løbe stærkt. Jeg er på ingen måde i tvivl om at den gale mand nemt kan forfatte 5000+ ord om hvide asparges og halløj....men ved at han har travlt med andre emner i tiden. Og da de hvide asparges er i sæson NU...så er det med at slå til. Så her får du mit bud på hvordan asparges-ramen kan skrues sammen:

Det blev først til en tur i Kvickly efter forsyninger. Jeg ville lege med både hvide og grønne asparges. For at give fonden noget mere fylde, ville jeg tilsætte noget hønsefond - men kunne ikke finde den pose jeg (måske, måske ikke) havde i fryseren, så jeg besluttede mig for at prøve de her nye økologiske bouillonterninger af. Ramsløg blev til kørvel - som jeg har fået en nyfundet interesse for. Og så blev der også købt æg og ørredrogn. Og så var jeg klar til at gå i køkkenet og lege mig frem. Først lavede jeg en kørvel-mayo:

En god tot kørvel, blev blendet *wroom wroom* med en stor spsk Hellman's, lidt presset citron og et drys urtesalt.

Og så var det endelig blevet tid til det sjove!

Jeg har virkelig et svagt punkt for friske hvide asparges. Til gengæld kan jeg ikke udstå aspargessnitter på dåse. Det er nogle små ækle stakler med en forkert konsistens *gys*. Friske hvide asparges er saftspændte, sødmefulde med et letbittert snert og skal kun varmebehandles ultrakort. 


Og så var det med at komme i gang - for jeg vidste det ville blive tidskrævende.

Først blev de knækket (hvor de selv giver efter), skrællet med en tyndskræller og lagt i koldt vand, tilsat en smule citron.

Enderne (snittet i mindre stykker) og skrællerne + en bouillonterning kom i en gryde - og der blev hældt 6 dl vand på.

Fonden fik lov at simre, under låg, i en lille time. Den blev derefter siet og smagt til med lidt soya og et par dråber fiskesauce - men ingen sukker, da jeg fandt den naturlige sødme passende. Det gav en fyldig og alligevel let suppe, men god dybte og umami. I mellemtiden havde jeg haft de hvide asparges under kniven.

Nej, jeg kunne ikke nøjes med at bruge en julienneskræller. Min indre OCD-perfektionist kunne slet ikke med det - jeg skal ha' ensartethed og lige linjer. Specielt når de skulle forestille at være nudler. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og min japanske kokkekniv - og gik i gang med den tidskrævende opgave, at snitte et bundt hvide asparges i ensartede strimler. Åh....bare...åh....jeg havde fuldstændig glemt hvor meget jeg elsker den slags knivarbejde. Jeg opnåede en tilstand af ren zen. Det tog laaaang tid og jeg måtte ind og hvile et par gange undervejs - men jeg var SÅ tilfreds med resultatet.

For at få lidt variation i farven, snittede jeg 2 grønne asparges og kom ved. En beslutning jeg skulle komme til at fortryde...

De fine asparges-nudler blev dampet i den varme suppe - kun til de lige akkurat blev bløde nok til at bøje. Det så lovende ud....men jeg kunne allerede her se at de grønne asparges ikke duede. De blev ikke omsat til 'nudler' visuelt. Men jeg valgte alligevel ikke at pille dem fra.

Det gik herfra hastigt ned af bakke for mig. Det skal lige siges at jeg var ret bombet efter at ha' været på farten 2 weekender i træk og det derfor var fuldstændig pløk at kaste sig over sådan et projekt. Jeg skulle ha' hvilet mig under dynen og i stedet gennemtænkt alle detaljerne på forhånd. Men det var fedt at ha' et projekt at flygte ind i, så jeg lærte af mine fejl på den hårde måde i stedet.

Jeg havde valgt en alt for stor skål/tallerken (Æh, det er vist officielt en salatskål) og kom ALT for meget suppe på fra starten. 'Nudlerne' skulle ha' været toppet op med fyldet først - og så skulle der ha' været kommet en passende mængde suppe på bagefter. Det lignede jo den grågrønne grumsede Limpopoflod?!? Det gjorde desværre også at æggene svømmede frit rundt og at 'nudlerne' sank til bunds. I et forsøg på at udnytte råvarerne optimalt, havde jeg også snittet de stykker asparges der var for lange (længden blev jo defineret af de korteste asparges) og dampet hovederne. Det endte med at blive en rodet omgang. Smagen fejlede dog ikke noget og jeg nød hver en bid. Men da jeg så billederne dagen efter, blev jeg virkelig skuffet. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. 

Så der var ikke andet for, end at gå i gang med version 2. Der var ikke kræfter til en tur mere i Kvickly, så jeg forsøgte mig denne gang med de grønne asparges der var tilbage.

Grønne asparges skal ikke skrælles, så de beholder den fine grønne farve. De er dog noget mere besværlige at snitte i 'nudler' - don't do it!


Endnu en fond blev kogt. Der var heldigvis stadig noget kørvel-mayo og rogn tilbage.

Jeg valgte en mindre og mørkere skål. Jow, det var lovende....men stadig forkert. Det slog mig pludselig, at jeg jo forsøgte at gøre det til en hovedret. Måske var det formatet den var gal med?

Æggene blev fisket op med en ske (godt jeg havde kogt ekstra) - og så fandt jeg en lillebitte skål frem. 

Ja, for pokker - det var jo lige akkurat sådan det skulle være. Æh...og så sagde min hjerne: "Meget fint, men må vi se den med hvide asparges?"

Der var ikke andet at gøre end at adlyde hjernen - ellers ville jeg ikke få fred. En tur i Kvickly var derfor uundgåelig. Det var, både billedligt og bogstaveligt talt, op af bakke...

Og så snittede jeg, for tredie gang, et bundt asparges til 'nudler' - denne gang dog knapt så zen.....men lige så omhyggeligt. 

Og så var jeg klar til version 3. Der var ikke mere kørvel-mayo og jeg besluttede mig derfor at droppe det fede element helt. I stedet for kørvel, ville jeg forsøge mig med dild. Men fra billedet her blev taget, til der skulle anrettes, var dilden klappet helt sammen. Nå, men så var dild dømt ude...det måtte den bare selv om så. Så inviterede jeg bare kørvel med til ballet igen, i stedet for.

Forventningsfuld, kom jeg de snittede asparges-nudler i ENDNU en omgang fond. 

Oh yes, så passede både skålstørrelsen og væskemængden.

Og pyt med at ægget havde ligget for længe i koldt vand og blommen havde sat sig lidt for meget. Det var lige nøjagtig sådan det havde set ud i mit hovede. Stor lettelse....

Prøvede mig også med den lidt større skål igen. Det kritiske punkt er væskemængden. Jeg syntes nu også visuelt, det er pænest med kun 1 æg. Men nu hvor jeg skulle spise det, var det lige meget. Uhm, kombinationen af de stadig let-sprøde asparges, den lækre fond, den cremede æggeblomme og det salte *pop* fra den smukke ørredrogn - det spiller sgu. Til næste år vil jeg lave en version med stenbiderrogn! 

For en vegetarisk og vegansk udgave, koges fonden med grøntsagsbouillon og fiskerognen erstattes af cavi-art (lavet på tang) - og til den veganske udgave, erstattes ægget af en skefuld silken tofu og evt lidt hvid miso.   


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal vi retur til Kolding. 

'Snacks' viste sig at komme i 2 serveringer - først de her asparges-ramen og derefter 3 x laks. Forretten bød på tarteletter og hvide asparges - og hovedretten på grydestegt 'kylling' med hele udtrækket. Johan gør ikke så voldsomt meget i dessert - og det ville jo også give uorden i menuen der, som lovet, kun ville bestå af 3 retter. Så menuens sidste punkt var en en særlig cocktail Vintage Black Velvet (teksten på fransk, betyder 'dette er ikke en fjerde ret').

Åh....men SE lige. Den gale mand havde kastet sig langt uden for sin comfort zone og lavet en dansk menu, med mange af de ting som jeg er vilde med. Awww, og lakselyde....

Og sørme om han ikke også havde været i vinkælderen efter nogle gode sager, af lidt ældre dato. Meget *host* passende til en dame i min alder. Den der stout havde lagret i 10 år - og rygterne ville vide at den med årene havde fået sådan lidt portvinskarakter.

Det postulat kan vi så godt afkræfte. Men den smagte virkelig godt, toppet op med champagne.


Da klokken slog midnat, skålede vi i de sorte bobler - og så var jeg sgu 44 år. Vi hørte lidt musik og snakkede en stund, men var fornuftige nok til at lukke festen ned tidligt. For lørdagen ventede forude, men den helt store fejring - først brunch og siden middag. Mere om det i et senere indlæg. 

Nåede du helt herned? Godt kæmpet. God mandag til alle der nåede her forbi...





onsdag den 17. maj 2017

Kold spaghetti-salat med avocado og røget laks...

Hånden på hjertet: jeg er ikke alt for vild med pastasalat. Kold pasta kan være virkelig mærkeligt at tygge i. Men jeg har med årene erfaret at det gælder om at vælge den rigtige pasta - og der har jeg haft stor succes med kolde tynde nudler, til f.eks nudelsalater med asiatisk twist. Her er det dog en rest ganske almindelig spaghetti der pludselig inspirerede til en kold salat:  

En laber og cremet pastasalat med avocadodressing, røget laks, ørredrogn og kørvel. Og den opstod som en pludselig indskydelse, lige inden jeg skulle til at tænde en pande, for at lave en spaghetti-omelet. Jeg er SÅ glad for at jeg skrottede den plan, til fordel for den her!

Det hele startede i søndags, hvor jeg kom træt hjem fra Kolding, efter at ha' fejret min fødselsdag hos Johan. Eller rettere, efter at Johan havde holdt 2½ dages fødselsdag for mig. Der kommer minimum et indlæg om den weekend, når jeg lige har fået styr på billederne. Jeg var virkelig træt da jeg nåede Århus (Note to self: en gåtur fra Kolding midtby til lystbådehavnen, og tilbage igen, er liiiiige i overkanten). Der var ikke kræfter til at lave noget særlig mad, men jeg kunne lige klare at hive en pose langtidssimret bolognese op af fryseren, koge noget spaghetti og famle efter en pose revet mozzarella i køleskabet. 

Og sørme om der ikke også lige var et brugbart skud frisk basilikum tilbage, på en ellers visnet plante. Min indre Pynte-Sisse blev slemt glad ved synet. Det er helt pløk...men lige meget hvor træt, sløj eller smerteplaget jeg er, så skal der lidt ekstra pynt på. Det er en lidt belastende fagskade....men det er altså bare et faktum at smuk mad gør en forskel for mig.

Jeg fik dog kogt for meget spaghetti - og havde gemt det på køl til mandag. Der fik jeg dog pludselig travlt med at omsætte en af Johans temmelig geniale idéer fra weekenden, til en regulær opskrift (som rammer bloggen så snart den er klar). Det resulterede i et indkøb af ørredrogn, kørvel og citron - som jeg nu så også havde rester af, sammen med den kolde spaghetti.  

På ganske kort tid blev det til et rigtigt Stop Spild Af Mad projekt. I fryseren kunne jeg hente en pakke laks, købt på dato lige op til påske - og i køleskabet, en rest kørvel-mayonnaises (mayo, frisk kørvel, citronsaft og urtesalt) til overs fra gårsdagens opskriftsudvikling. 

Først lavede jeg dressingen. Frugtkødet fra 1 avocado, 2 spsk mayonnaise, saften fra ½ citron og lidt urtesalt, blev blendet *wroom wroom* med stavblenderen. 

Det gav en lys grøn og letsyrlig dressing - som blev vendt i den kolde spaghetti.

Den kolde pasta sugede den grådigt til sig. Og så meldte Pynte-Sisse sig på banen.....

Den optøede laks blev formet som en rose. Man starter indefra og ruller den inderste skive lidt stramt og så bygger man forsigtigt udenpå. Det gøres nemmest på et fladt underlag, og så kan man flytte den færdige rose med en spatel bagefter - og rette den til, når den er lagt på plads.

Den lille rest ørredrogn blev fordelt rundt i kanten. 

Lidt kørvel fuldendte kunstværket. Pynte-Sisse var virkelig glad for det færdige resultat - omend hun fandt en smule 80'er-agtigt. Men det havde jo taget blot 10 minutter at lave - og var pænt at se på. Bonus!

Og hvordan spiser man så sådan en anretning? Man kan sagtens bare angribe tallerkenen, bevæbnet med kniv og gaffel - og skære det hele i mindre stykker og vende sammen. Jeg foretrækker dog en lidt mere rolig metode.

Jeg skærer simpelthen 'lagkagestykker' og får på den måde lige meget pasta og laks i hver lille portion. Åh, det var godt - og du kan tro der blev lavet lakselyde!

Det er første gang jeg laver kold pasta med en dressing på avocado, men det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg kan allerede forestille mig en version med avocado og feta - med rejer, ærter og masser af dild. Hmm, den tror jeg faktisk jeg bliver nødt til at lave snarest muligt! 

Men nu skal jeg hvile mig. Det har sine omkostninger at være på tur, 2 weekender i træk. Det har givet nogle gode oplevelser, men også virkelig kostet på fibro-kontoen. Og sig mig lige en gang, var det ikke blevet forår? Den her fugtige kulde gør intet godt for mig. *Brrrrr* så hellere gemme sig under en lun dyne med en kat som varmedunk. 

God onsdag til alle der kommer her forbi...       

 

torsdag den 11. maj 2017

Fennikelsalat med rød grape og syltede babyferskner...

Her får du opskriften på en skæppeskøn funklende ny salat, som jeg har haft med hjem i kufferten fra weekendens søsterboble. Den er knasende lækker, saftig og sprængfyldt af vitaminer. Perfekt til sommerens grillmad:

Salaten er en fryd for både øjne og gane. Jeg sneg mig til at tage et billede af den på altanen - men det blev lidt blegt, da det var temmelig overskyet. Det der forår lader godt nok vente på sig...

Salaten var et 'tøm køleskabet' projekt i bedste Stop Spild Af Mad stil, hos min søster i søndags. Den blev serveret til den sidste middag i søsterboblen for den omgang.

Forret: carpaccio med rucola, sort Prima Donna og tangperler med balsamico. Hovedret: perfekt grillet top blade/flat iron steak med bagte blå kartofler, stegt selleri med lufttørret skinke, hvidløgsdressing og så forløberen for den her salat. Dessert: chokolademoussekage. Jow jow, man bliver sendt hjem med maner.

På vej hjem i toget blev mine tanker ved med at kræse om salaten. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg er mere end almindelig glad for fennikel. Faktisk er jeg fennikel-fan (tak for den betegnelse Ditte). Salaten hos Søs var med en hvid gulerod og et runkent æble, som skulle reddes, men som ikke lige bidrog med så meget smag. Jeg valgte derfor at droppe dem begge og i stedet snige noget andet ind. 

De 3 hovedingredienser er rød spidskål, fennikel og rød grape. 

Og så er der de her små grønne basser. De ligner oliven til forveksling, men er syltede umodne babyferskner. Søs havde et stort glas, som hun umuligt kunne nå igennem inden de blev dårlige - så vi vakuumpakkede en god del af dem, som jeg fik med hjem.

De er sur-søde og har et godt bid - men modsat oliven, har de slet ingen bitre noter. De egner sig virkelig godt til at spise som de er, i salat eller i en Dry Martini. Jeg kan desværre ikke henvise til en forhandler, da de stammer fra min søsters arbejde. Men her kan de f.eks fint erstattes af grønne oliven med mandler.

For at gøre det så nemt for mig selv som muligt, hev jeg mandolinen frem. Fennikelknolden blev trimmet for de grove stilke (det lysende grønne fennikel-fuzz blev gemt - resten røg i fryseren til fond) og snittet papirtyndt. Jeg snittede halvdelen af det røde spidskål, lidt tykkere, og gemte resten.

De 2 røde grapefrugter blev skåret i fileter og saften gemt for sig.

Saften blev brugt som base for dressingen. Den blev tilsat en smule fuldkornssennep, olivenolie, et par dråber æblecidereddike, urtesalt og lidt flydende honning. Ønskes salaten vegansk, sødes der med agave eller rørsukker.

Jeg tog en lille håndfuld af de syltede grønne babyferskner og skar i skiver - og hakkede noget bredbladet persille groft. Det havde jeg fundet til 8 kr som datovare i Kvickly.

Fennikel og spidskål blev vredet ganske blidt mellem hænderne og dressingen vendt i. Fileterne af rød grape, de grønne ferskner og den hakkede persille blev vendt i - og det fine fennikel-fuzz fordelt på toppen.

Og så var der lækker salat i store mængder. Det lykkedes mig at spise ca halvdelen til aftensmaden - og den anden halvdel dagen efter.

Jeg serverede den til aftensmaden, sammen med en omgang hotwings fra fryseren - hjembragt fra Memphis Roadhouse i en goodiebag.  

Dagen efter spiste jeg resten, tilsat 125 g optøede store grønlandske rejer. Af en eller anden grund glemte jeg at tage et billede. Men kræfterne er ret små, så det er nok derfor.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var en hæsblæsende forlænget weekend i København. Og det betaler jeg virkelig prisen for i nu. 4 overnatninger i senge der ikke er trykaflastet og uden kropspude, koster virkelig dyrt fysisk. Jeg har derfor holdt mig temmelig meget i ro i denne uge. Men turen har givet nogle rigtig gode oplevelser og minder. Og så fik jeg jo mulighed for at hygge med de her 2 dejlige piger:

Mine små niecer - Alba på 10 år og Filuca på 5 år. Det var virkelig dejligt at se dem igen. Men der er knald på sådan et par størrelser, så det er nu også godt at komme hjem i lidt roligere omgivelser igen. 

Lige nu er jeg ved at lave pakkeliste til endnu en tur. I morgen kravler jeg nemlig atter på et tog. Denne gang er destinationen Kolding og et weekendbesøg hos min gastronomiske legekammerat Johan. I morgen disker han op med hjemmelavet middag og lørdag, som er min fødselsdag, skal vi på Sdr Bjert Kro. Det er kun turen jeg skal overkomme, resten er ren forkælelse, så det kan jeg lige holde til. 

Vasketøjet hænger klart på badeværelset, lige til at lægge i kufferten i morgen - hvis jeg kan. Og det var nær aldrig blevet hængt op. Jeg sad klar kl 10 tirsdag med 2 fulde maskiner rent tøj og ventede på min hjemmehjælper, der skulle komme og hænge det op. Men hun kom aldrig. Og så var det jeg erfarede at Hjemmehjælpen Aarhus ApS var gået konkurs - og jeg derfor nu står uden hjemmehjælp på ubestemt tid. Der er frist d. 22/5 for at vælge en ny udbyder - og der kan vælges mellem Aarhus Kommunes hjemmehjælp eller den private leverandør Aleris. Jeg vælger den sidste mulighed, for der kan jeg tilkøbe ekstra ydelser - som f.eks ekstra rengøring, hjælp til ophængning af tøj og den slags. Mine arme er i total undtagelsestilstand efter at ha' hængt alt det tøj op i tirsdags og lavet den her salat. Det er aldrig sjovt at mærke sine begrænsninger og endnu engang erfare at man fysisk er afhængig af hjælp af andre. Men jeg prøver at tage det sure med det søde og finde en positiv vinkel på det - og det er lykkedes nogenlunde. For nu får jeg en frisk start med en ny, som forhåbentlig er lidt mere grundig med støvsugeren og lidt mindre flittig med snakketøjet. 

Og nu vil jeg ha' et langt hvil. Det har kostet en del kræfter at taste det her indlæg ind med højre pegefinger. God torsdag til alle der kommer her forbi...     

torsdag den 4. maj 2017

Stegt confiteret flæsk med persillesovs...

Stegt flæsk er jo som bekendt danskens nationalret. Det er en ret der virkelig deler vandene - for hvordan skal det laves? I ovnen, på panden eller på grillen? Med eller uden panering? Skal det være knasende sprødt eller kun ha' sprød overflade? Jeg tror alle har hver sit favorit-flæsk (...mit sidder på hofterne...*det lo de meget af det år*) - og her får du opskriften på den ultimative version af stegt flæsk...der først er confiteret i afsmeltet baconfedt og siden stegt gyldent i SMØR. Jeg lover dig at det går lige i den gastronomiske mormortrusse!


"Stegt flæsk med persillesovs kartofler og rødbede, det sku da noget føde man kan forstå og man kan æde" - som Jimi og René sang i 1989. Her er det så en opdateret 2017 udgave med 100% økologiske råvarer og .....

Poppelgris fra Hestbjerg Økologi - som er grise, der har et ekstra højt niveau af dyrevelfærd. De har aldrig set det indvendige af en svinestald, men er født, og opvokset på marker, som er plantet til med poppeltræer. Smågrisene for lov at gå hos soen og die til de er 10 uger (alm økologi 5-7 uger - og konventionelt svinehold blot 3-4 uger). Det giver smågrisene et bedre immunforsvar, som gør at de kræver mindre medicin i deres opvækst. Man kan derfor nemt erklære det for glad gris på den store klinge! 

Lige før påske, var jeg så heldig at falde over et tilbud i Kvickly, med 3 pakker til 100 kr. Det blev til nakkekoteletter, hakkekød og det her flæsk. Så det blev til påskegris i stedet for påskelam...

Det er faktisk mange år siden jeg sidst har lavet rigtig stegt flæsk. Faktisk skal jeg helt tilbage til min læretid på Systematic, hvor det af og til var på menuen. Og der blev det stegt meget sprødt i ovnen - noget ganske andet end det jeg var vant til, der hvor jeg kommer fra. For der var det paneret og kun sprødt udenpå (populært kaldet fattigmandskoteletter). Og det var fedt....åh, så fedt. For paneringen tillod ikke noget at flæskets naturlige fedt at smelte af - og paneringen sugede sig gylden og sprød i rigeligt SMØR. Nå ja, og persillesovsen var lavet 50/50 på sødmælk og fløde. Det var sådan et måltid der efterlod en katatonisk i fedtcoma i flere timer efter. Jeg lavede faktisk et indlæg med en opdatering af paneret stegt flæsk, som jeg serverede med en grønkålssalat, i forbindelse med kåringen af danskernes nationalret.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: det er det flotteste flæsk jeg nogensinde har set. 

Flæsket blev puttet i en pose og fik et par dask med en kødhammer. Og så skulle det steges.....men hvordan?

Jeg er jo opvokset med flæsk, som var blødt i midten og havde sprød panering - og havde lært at lave stegt flæsk, ekstra sprødt, i ovnen. Sprødstegt flæsk er lækkert - men mine dumme fibro-kæber kan ikke holde til at tygge det, så jeg får ondt i både tænder og kæber. Så jeg tænkte at det bare skulle steges på en pande som det var. Men SÅ fik jeg en crazy ide: hvad med at confitere det inden stegningen? Det ville jo efterlade det blødt og lækkert inderst - og tilpas gyldent og sprødt på ydersiden. Men hvad skulle det confiteres i? SMØR? Olie? Svinefedt?....hov, vent nu lige....det skulle da være i baconfedt!  

Jeg gik sporenstregs hen til køleskabet og hævede alt opsparede baconfedt i min fedtbank (har som regel både ande-, gåse- og baconfedt på lager). Der var ca 4 dl - opsparet over det sidste halve år. Det smeltede jeg ved jævn varme.

Planen var at brune flæsket let af, inden det skulle i baconfedtet - men det glemte jeg (flot fibrohjerne!). Flæsket kom derfor direkte ned i det lune fedt - hvor det fik lov at hygge sig ca 30 minutter ved svag varme.

Det blev ikke ligefrem appetitligt at se på efter den behandling....knække mode-beige klæder ingen.......ingen! 

Godt det skulle på panden igen. Jeg hældte det brugte baconfedt igennem en fintmasket sigte og stillede det retur på køl (så kunne jeg fjerne den stivnede stegesky nederst, når det havde sat sig. Panden blev tørret af - og varmet op igen, men en god klat SMØR og lidt baconfedt. Flæsket blev vendt flittigt, mens det langsomt blev gyldent. Samtidig startede jeg sovsen og tilbehøret op. Kartoflerne havde jeg været så snu at skrælle om formiddagen og sætte på køl, så de var lige til at sætte over.

Jeg var løbet tør for syltede rødbeder, både de hjemmelavede og de sædvanlige fra Oles Gård (og der var laaaaangt ind i Landmad efter et nyt glas), men havde været heldig at finde det her glas fra Beauvais som dato-vare i Fakta. De er ok, omend en smule kønsløse, når man er vant til nogen med noget mere spark i - men de er øko og købt i Stop Spild Af Mads navn, så jeg var fint tilfreds.

Og så til persillesovsen...

Kruspersille vs bladbladet persille: jeg kan lide begge dele og foretrækker en kombination. Her havde jeg dog kun kunne få den krusede variant, så jeg købte 2 små potter af den. Hellere for meget end for lidt. Med piskeriset monteret på min stavblender, gik jeg derefter i gang med at lave en bechamelsovs af: 

30 g SMØR
2 spsk mel
3 dl mælk
1 dl fløde
Urtesalt
Citronsaft
Hakket persille

Lav en opbagt sovs, ved at smelte fedtstoffet i en kasserolle, uden at det bruner. Tilsæt melet og lad det suge fedtet til sig. Tilsæt derefter væsken, lidt af gangen, under konstant omrøring. Når sovsen har den ønskede konsistens (tynd = sauce - tyk = sovs), koges den godt igennem, smages til med urtesalt og et lille squeeze citron. Den færdige sovs tæppebombes med store mængder hakket persille, lige inden den skal på bordet.

Sovsen var klar, kartoflerne kogte og rødbederne afdryppede. Så manglede der kun det labre flæsk. 

Gyldent og knasende - uden at være hårdt. Det er enhver flæsketars våde drøm!

Og så var der sgu stegt flæsk med hele udtrækket. Man kunne strengt taget godt servere dampede grønne bønner eller blomkål til, for at lette lidt på måltidets samlede fedtenergiprocent, men det magtede jeg ikke at tænke på....havde kun øje for det der gyldne flæsk....som jeg skulle sætte tænderne i få minutter senere.....og ikke dele med nogen... 

Stegt flæsk med persillesovs, er en udfordrende ret at få til at se godt ud på en tallerken. Jeg forsøgte mig med 2 forskellige anretninger og kunne simpelthen ikke bestemme mig for hvilken jeg bedst kunne lide - så nu kommer de begge på:

Først en hvid tallerken med uglaseret fane (Eva Solo). 

Og dernæst en sort tallerken med hvid kant (Salt).

Endelig spisetid - og jeg nød hver en bid. Jeg gemte 3 stykker flæsk og nogle af kartoflerne til dagen efter, hvor det sammen med lidt godt rugbrød, udgjorde en herlig frokost.

De 2 øvrige pakker gris, blev brugt i løbet af påsken. Nakkekoteletterne stegte jeg og serverede med en lun salat til - og det hakkede kød, blev til et mash-up mellem 2 gamle klassikere: boller i selleri og frikassé. Den opskrift rammer bloggen når den engang er klar.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg pakke min kuffert færdig og drage mod København. Jeg skal på forlænget weekend, med indlagt søsterboble - og glæder mig SÅ meget. I aften skal jeg hygge sammen med de dejlige damer Sabrine (With love and sugar) og Nada (La Cucina Nada) - og vi skal spise på Guldkroen. I morgen skal jeg så hjem og kramme min søster og mine små niecer, så meget de arme arme kan holde til. Jeg skal hjem igen mandag, men jeg får 3 overnatninger, men tilhørende morgenputning med dem #WIN!

Den egentlige grund til turen, er Cooking for a Cause, som holder pop-op restaurant i samarbejde med Rebel Food, i  KGTs gamle haller i Valby på lørdag. Hele overskuddet går til Trampolinhuset - og vil kunne dække udgifterne til de 10.000 portioner mad, de årligt serverer til deres fællesspisninger. Der var udbudt 100 billetter - og de er alle blevet solgt. 

Det arrangement skal søsterboblen til. Det bliver lidt mærkeligt for os at komme tilbage dertil, for det er et sted vi begge er kommet meget som børn. Vores nu afdøde far, Knud Pagh, var nemlig markeringsdirektør for grønttorvet i en lang årrække - og havde os af og til med på arbejde. Det er ham vi begge har arvet vores utøjlede madglæde fra. Vi glæder os - for det er længe siden vi har været ude sammen og give den lidt gas. Og menuen ser edderhakme god ud:

Screenshot fra Trampolinhuset

Hele 4 madbloggere, som jeg kender, deltager som kokke: Jakob (Gourmensch), Karl Ejner (Raavare), Thomas (Madet Mere) og Rasmus (Feinschmeckeren). De sidste 4 ser jeg frem til at lære at kende på lørdag.

*Vinke vinke* vi ses i næste uge.....  
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...