Sådan endte min sprutmættede julekage med at tage sig ud. Enkelt og stram i designet - meget ulig min oprindelige plan. Men der kom en flytning i vejen. Næste år får den (bogstavelig talt) hele armen! Jeg beklager billedernes noget svingende kvalitet: de er taget før jeg fik helt styr på lyset i det nye køkken.
Julekagen havde stået på køl, indpakket i film, siden den blev bagt. Hver søndag havde den fået ca ½ dl mørk rom. Oh yes, bare duften fra kagen kan gøre en småbimmelim. Den kan drysses med flormelis og serveres som den er - eller man kan pynte den. Anne, som jeg jo har opskriften fra, pynter sin efter de oprindelige forskrifter med masser af royal icing - se her hvordan. Jeg nuppede et par fif fra hende. Jeg valgte at vende min kage på hovedet, dan den var mest flad i bunden.
Kagen blev først smurt med et tyndt lag hjemmelavet æblesmør. Det var jo perfekt julekrydret 'lim' til af få marcipanen til at hænge fast.
Til en kage i den her størrelse (18 cm) skal der bruges ca 200 g marcipan. Jeg lavede min af mandelmel og agavesirup, som beskrevet her. Marcipanen rulles nemmest ud mellem 2 stykker bagepapir. Brug den springform som kagen er bagt i til at måle med. Start med at udstikke en cirkel til toppen af kagen.
Det er svært at en lang strimmel ud, så gør det bare i mindre stykker. Overlapningerne glattes forsigtigt ud med en fugtig finger.
Den færdigovertrukne kage må gerne stå og tørre en smule i overfladen inden næste trin. Det er her man så kan dække den fuldstændig i royal icing - eller udrullet fondant.
I et anfald af sindssyge valgte jeg den sidste løsning. Mine arme overvejede seriøst at flytte hjemmefra. Først udrulning af marcipan og derefter fondant? Bare det at ælte det smidigt nok til at rulle ud var et mareridt. Men nu havde jeg sagt A - og så var det vare med at komme til B i en vis fart. Heldigvis havde jeg Sif på skulderen som en anden Jesper Fårekylling. Jeg har nemlig set hende rulle fondant ud til kurser masser af gange - og det er jeg glad for.
Til denne størrelse skal der bruges ca 300 g fondant. Fondanten rulles tyndt ud - så jævnt som muligt. Stykket skal være noget større end kagen. Brug kagerullen til at rulle den op omkring og 'rul' den ud over kagen. Brug forsigtigt fingerspidserne til at glatte fondanten og gøre den glat.
Kanten skæres til for neden med en lille skarp kniv. Der sprøjtes en muslingekant med royal icing. Det er både for at forsegle - men også for at få kagen sat fast på fadet. Kanten bør tørre i ca 1 time før man går videre med kagen. På dette stadie var jeg grædefærdig. Den muslingekant havde kostet de sidste kræfter jeg havde i hånden. Ambitionen var at skabe et Lambeth-vidunder i hvidt og guld, med opulente vindrueklaser som her. Da jeg startede julekagen op i oktober var jeg jo ikke engang boligsøgende - og nu stod jeg så her, totaltsmadret efter den hårde flytning. Men så huskede jeg det råd jeg havde fået af Signe på FB: "Være sød at sætte ambitionsniveauet der hvor du selv kan være med. Det bliver jul igen næste år". Ja ja, det er jo vise ord. Så den fancy pyntning bliver næste år.
Her er den helt færdige kage fotograferet i dagslys foran min nye køkkenvindue. Jeg må indrømme at selv om den ikke blev som jeg havde forestillet mig - så blev jeg nu ganske tilfreds med den alligevel. Men en ting er udseendet. Det er jo i virkeligheden smagen det drejer sig om. Jeg kunne næsten ikke vente med at få hul på den så jeg kunne smage på de rare sager.
Den var ikke sådan lige at få kniven i. Royal icing bliver så hårdt som beton. Det lykkedes mig dog at få kilet en kniv ned mellem 2 'muslinger'.
Og sådan fik jeg åbenbaret den sprutmættede engelske julekage, fyldt med frugt og rare sager.
Duften var.....berusende. Sådan et stykke er lige så effektivt som en drink. Men hold nu op hvor smager den godt. Den er slet ikke så voldsomt 'spruttet' som man kunne frygte - men meget julet.
Jeg spiser et lille stykke af den hver dag til min eftermiddagste. Der er stadig masser af kage tilbage. I bedste Stop Spild Af Mad stil har jeg udviklet et par labre resteopskrifter med en sjov og lidt utraditionel anvendelser af julekagen. Den var jo ret så dyr at bage - så der skal ikke gå så meget som en krumme til spilde. Opskrifterne kommer hen af vejen. Har du allerede rester nu - så frys dem. De kan sagtens holde sig.
Dog har jeg skåret et stort stykke af og gemt på køl. Min søster er nemlig helt vild efter at smage kagen. Hun kommer om 9 dage (ja, Søs - jeg tæller ned ♥) og skal bo hos mig. Hun har nemlig fået job hos et stort dansk firma med hovedsæde i Randers. Og selv om hendes daglige virke bliver på Sjælland - så skal hun til Randers nogle dage ind i mellem. Wee, og så skal hun bo her hos mig og søsterboble.
I dag skal jeg op i den gamle lejlighed og afrime fryseren. Det er ved at være sidste chance, for nøglerne skal afleveres til udflyttersynet på torsdag. Men først vil jeg tænde ovnen og sætte mine bbq-marinerede 'revelsben' til langtidsstegning. Max kommer på besøg i aften og jeg planlægger at traktere ham med det møre lækre kød i store boller sammen med rødkål og syltede agurker. Rart med mad der kan passe sig selv.
Jeg vender nok først tilbage i det nye år. I morgen står den på ren afslapning og hygge. Maden skal hentes på Frederikshøj - 4 lækre retter. Åh, hvor jeg glæder mig til at spise Wassim Hallals nytårsmiddag og sippe god vin. Du kan se ham demonstrere her hvordan man gør middagen klar og retter an. Wow!
GODT NYTÅR til alle der kommer her forbi ☺
Jeg er glad for at du syntes om smagen af kagen! Den ser helt rigtig ud! Tak for al den dejlig trafik på min blog! :-D
SvarSletKram fra Anne
Hvor ser den bare lækker ud, din julekage og helt vildt smuk i al sin enkelhed !
SvarSletJeg har engelske aner, så jeg er vokset op med sådan en Christmas cake hvert år til jul - aldrig så smukt puntet, men jeg kan næsten smage kagen og fornemme konsistensen, bare ved at se dine billeder. (Vores version havde ikke overtræk af nogen slags, til gengæld spiste vi den mellem 2 skiver ost. Jeg ved godt, at det lyder underligt, men der er trods alt ikke nogen, der rynker på næsen ad frugt og ost sammen, og der er jo faktisk mere tørret frugt end mel i sådan en kage).
Mange englændere bruger en tilsvarende kage som bryllupskage i flere etager (så er den pyntet med diverse glasur) - og den øverste kage bliver ofte gemt til det første barns dåbsfest. Så selvom det måske fungerer bedst, hvis man bliver gift, fordi der er "barn i vente", så kan kagen sagtens holder sig længe efter jul.
Og så skal du da lige ønskes Rigtig Godt Nytår - jeg glæder mig til 2013's kreative madindslag fra dit nye køkken :-).
Wow, hvor er kagen bare blevet flot - er helt pjattet med din stjerne-udstikker (:
SvarSletLyder vildt hyggeligt med søster-besøg, det er hverfald det bedste jeg ved!
Godt nytår.
- Kit
Også rigtig godt nytår til dig, Malou!! Jeg glæder mig til at læse dine fremtidige blogindlæg og lade mig inspirere. I morgen består menuen blandt andet af ABT :-)
SvarSletTine
Kommentar slettet: "Det er virkeligt fedt, at det visuelt er så lækkert, og på samme tid muligt at lave for mindre erfarende, som undertegnede :)".
SvarSletBrugerens navn førte ikke til en profil, men til en side hvor man kunne optage forbrugslån. Det er desværre noget der sker ret ofte. Dårlig stil at lægge udgående links hos andre forklædt som komplimenterende kommentarer!
Beklager Peter A. Tak for komplimenten, men jeg tillader ikke linkspam til reklamesider i mit kommentarfelt!