En mexi-moppedreng med masser af grønt, farve og mættende velsmag.
Den var ikke planlagt, så jeg brugte det jeg havde på lager. Heldigvis har jeg altid nogle brugbare ting i fryseren og på tørlageret.
De 3 basale elementer i en cheeseburger er bøf, ost og bolle. Jeg tøede en af mine hjemmelavede veganske burgerbøffer op (de findes også i en vegetarisk version her), samt en økologisk briochebolle fra Jalm&B (købt på frost i Føtex) - og fandt min elskede røgede Gou-Dan fra Naturmælk frem. Ønskes burgen helt vegansk, bruger man en bolle bagt til formålet og en vegansk 'ost' f.eks den originale skiveskårne fra Violife (forhandles bla i Kvickly). Er man helt alm kødspiser, laver man en burgerbøf af 200 g godt hakket oksekød.
Og så til det mexikanske udtræk.
Først en hurtig tomatsalsa. Den blev lavet af hakkede datterino-tomater, fintsnittet forårsløg og hakket koriander. For at binde den sammen, kom jeg en smule jalapeño & lime dressing i. Den kan nemt erstattes af en smule frisk hakket jalapeño, lidt limesaft og et drys salt.
Majssalsaen blev laver af ½ ds drænede majs og en tilsvarende mængde agurk i tern - rørt sammen med 1 spsk salsa verde (opskrift på en hjemmelavet version findes her).
De 2 slags salsa. Jeg valgte at give majssalsaen en tand til - så den blev vendt med 1 spsk mayonnaise og tilsat lidt hakket koriander også.
Jeg lavede en hurtig guacamole af 1 avocado, 1 spsk salsa verde, lidt salt og en smule Gringo-krydderi. Bollen blev varmet og flækket - og guacamolen blev fordelt på top og bund.
I mangel af salat, krammede jeg et par blade spidskål og brugte i stedet. 'Bøffen' blev belagt med 3 små skiver ost og zappet i 45 sekunder i mikroovnen.
Der blev toppet med majssalsa, tomatsalsa og en tot frisk koriander.
Toppen blev lagt på - og så var der aftensmad. Dælme en dejlig måde at spise både tex-mex og burger på.
God weekend til alle der kommer her forbi....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!