tirsdag den 14. april 2015

Verdens bedste vegetariske burgerbøffer...

Det er noget af en kunstart at lave en god vegetarisk burgerbøf. Jeg har lavet mange igennem tiden, som smagte godt og var fine i konsistensen - men som de fleste kødelskere nok ville vrænge lidt på næsen af. Men de her, de kan med garanti få den mest inkarnerede kødspiser til at nikke anerkendende. For ikke alene smager de godt, de ligner jo også den ægte vare til forveksling:

Store saftige burgerbøffer med masser af smag og umami.

For et par år siden faldt jeg over denne opskrift, som godt nok er vegansk. Den har jeg pillet lidt ved og her får du min udgave.

200 g champignon, 1 mellemstort løg og 2 fed hvidløg skæres i tern. Løg og hvidløg sauteres i en smule olivenolie uden at tage farve.

Svampene tilsættes og steges med ved svag varme til alt væsken er fordampet og blandingen virker tør. Lad den køle lidt af.

50 g havregryn blendes til mel *wroom wroom* i en blender eller minihakker - ønskes en endnu grovere fars tilsættes de hele.

Der skal bruges ca 250 g kogte drænede linser (jeg brugte nogle fra dåse). Ud over havremelet, skal der også bruges 1 æg og 2 spsk majsstivelse. Ønsker man at lave bøfferne veganske kan ægget udskiftes med hørfrø- eller chiaslim.

Svampeblandingen og linserne blendes hurtigt sammen med ægget. Det skal være en grov masse. Havremelet og majsstivelsen røres i.

Og så skal der tilsættes smag: ½ tsk timian, 1 stor spsk tomatpuré, 1 spsk tamari (hvedefri soya), urtesalt og friskkværnet sort peber efter smag.

Smagsgiverne tilsættes og røres i farsen.

Den færdige fars trækker 15-30 minutter. Ovnen tændes på 180°C.

Form 4 store flade bøffer på bagepapir eller silikonemåtte. Jeg brugte en ring til hjælp. 

De færdigformede bøffer blev bagt i 30 minutter. Tjek dem efter ca 20 og se om de skal ha' mere. De må gerne virke ret tørre i overfladen.

Aj, men se nu der - burgerbøffer. De er meget tørre at se på i overfladen og ligner mest af alt rugbrød, men det er der råd for.

Et par dråber olivenolie kommes på et stykke køkkenpapir og køres let hen over toppen. Sådan, så ligner det en nystegt bøf. Jo mindre massen er blendet, jo grovere struktur og jo mere minder det om kød. Jeg tror også at en håndfuld hakkede valnødder ville være gode i.

Teksturen på bøffen var bare lige i vinkel. Jeg brugte en af burgerbøfferne til en rigtig lækker snasket cheeseburger - og den får du samlevejledningen på i det næste indlæg. 

Og så her jeg erfaret at bøfferne bliver endnu bedre af at blive lavet dagen før, hvile på køl og så genopvarmes inden servering. De bliver endnu mere faste og får en rigtig godt bid af den behandling. 

Jeg glæder mig til at få en vegetar på besøg og servere sådan en burger...


19 kommentarer:

  1. Den er kommet på madplanen for næste uge. Manden her i huset er nemlig vegetar. Lige som dig har jeg prøvet mange opskrifter på vegetarbøf. Smagen er udemærket, men der mangler et eller andet. Det jeg har haft mest held med er hjemmelavet saitan. Nu glæder jeg mig til at forkæle os med din opskrift. Efter billederne at dømme, kan det kun komme til at smage dejligt.
    Venlig hilsen
    Inge V.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre. Seitan er også et hit - jeg har før lavet vegetarburgere med det.Håber det må smage - pøj pøj med projektet :-)

      Slet
  2. Ved du hvor mange kalorier der er i hver?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg har ikke lavet en udregning på dem.

      Slet
  3. Tror du måske, man kunne lave dem med kidneybønner? Eller kikærter? ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ork ja, sagtens. Linserne kan erstattes af hvilken som helst form for kogte bælgfrugter.

      Slet
  4. Det her ER virkelig de bedste!! Har netop for anden gang lavet dem (sidste gang i november). Jeg har lavet dobbelt portion denne gang, da jeg bare synes de er så gode, så fryseren skal fyldes op;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Wuhu, det er jeg bare SÅ glad for at du syntes. Tusind tak for feedback. Dejligt at høre - tror også at jeg skal lave en omgang til fryseren snart ;-)

      Slet
  5. Ville man kunne lave dem lidt mindre og stege dem på en pande eller er massen for løs til det? Jeg tænker nemlig at bruge dem som en del af en buffet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Massen er for løs til at stege på en pande. Men man kan jo sagtens sætte dem mindre på plader og bage dem. God ide :-)

      Slet
  6. Jeg har netop lavet dem,men brugte halvt sorte linser og halv butterfly Beans. Hos mig var smagen god nok, men det blev lidt melet.. Er det mon pga. Bønnerne eller skal der skæres ned på majsstivelse?

    SvarSlet
  7. Muligvis er dette et meget dumt spørgsmål men kan de laves på helt almindeligt bagepapir frem for silikone måtte? og kan der bruges almindelige soya istedet for tamari?
    Glæder mig meget til at prøve disse!! :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du lige gennemlæser opskriften en gang til - så kan du selv svare på der første spørgsmål ;)

      Naturligvis - tamari er blot hvedefri soya.

      Håber du kan lide dem :)

      Slet
  8. De er SINDSSYGT gode! Vi er helt vilde med dem! De bør altid være i fryseren! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak - det er jeg SÅ glad for at høre <3

      Slet
  9. Tak for en spændende opskrift, den må jeg prøve! :) Bare lige et enkelt spørgsmål: bruger du varmluft eller bare "almindelig" ovnvarme?

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du kan lide opskriften :) Alm varme - ellers havde der stået varmluft ;)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...