søndag den 30. april 2017

"The Blue Balsamic" - toast med blåbær og balsamico...

Her kommer en fuldfed kreation fra over there. Det er høj-oktan junkfood i form af en knasende sprød, gylden toast eller Grilled Cheese som det hedder hjemme i Amerika - med et noget anderledes fyld, end vi er vant til her til lands. 

Behold: The Blue Balsamic

Når jeg ikke spiser, tænker på mad, forfatter opskrifter, snakker om mad, planlægger måltider eller fantaserer om mad - så kan jeg godt finde på at se tv...der handler om mad. For noget tid siden faldt jeg over en, for mig, ny serie på cookingchanneltv.com: Carnival Eats. Værten er ærlig talt tåkrummende pinlig og øretæveindbydende, men ham skal man bare ignorere og se på MADEN. Det er den ene vilde kreation efter den anden. Det er fra State Fairs (en slags dyrskue kombineret med omrejsende tivoli) over hele Nordamerika - og det er fascinerende at se hvor meget ost, sukker, bacon og ting fra den gyldne brønd, der sælges fra div foodtrucks. I sidste weekend da Johan var på besøg, junkede vi en del afsnit om søndagen - og da vi så afsnit 1 i sæson 3, dukkede den her kreation op. Du kan se programmet lige her (The Blue Balsamic dukker op ca 6:10). Den MÅTTE jeg simpelthen lave - men i en, så vidt muligt, økologisk udgave. Og så var der ikke langt fra tanke til handling...

Der skal bruges:

Godt brød - så kridhvidt som muligt
Cheddar (kunne kun få øko som revet)
Gedeost fra Tebstrup i olie (eller rulle)
Friske blåbær
Frisk basilikum
Balsamico-glaze
SMØR

Blåbærrene deles op i 2 portioner - og den ene halvdel moses let og trækker lidt, så der frigives noget saft. Jeg brugte en rigtig cremet gedeost, der ligger i olie. Jeg fiskede en hel lille ost op og duppede tør med køkkenpapir. Og så var det bare med at få flikket den labre sag sammen og smidt i min OptiGrill.

Jeg måtte opgive at score et økologisk franskbrød i Viby J. Bage selv? Jeg må le! Om jeg begriber at der ikke engang findes en eneste variant økologisk toastbrød. Jeg mener, speltmødre spiser da vel også deres børn af med hjemmelavede parisertoasts engang i mellem, så der burde da være et marked for det....eller hvad? Nå, men det blev sådan et filonebrød der, med sej krumme og sprød skorpe. Det kunne gå an. Jeg skar 4 x 1½ cm skiver fra den brede midte - og så skulle der samles. De 2 første skiver blev smurt på undersiden med Arla Unika SMØR (blødgjort på mikroovnens optøningsprogram i 10 sekunder) og lagt med den bare side op. En passende mængde revet cheddar blev fordelt ud over - og den lille gedeost smuldret på toppen.

De mosede blåbær kom på - og så de friske. Der kom derefter frisk basilikum på, i rigelig mængde - og til sidst et let drizzle balsamico-glaze.

Aj, men se lige. 2 slags ost, bær, basilikum og balsamico - virkelig en funky kombination.

Toppen blev lagt på - også smurt med SMØR, naturligvis. Og så kom de små basser over i den opvarmede kontakt-grill. Duften af smeltet SMØR fyldte hastigt mit lille køkken...*Uhmmmm*......SMØØØØR....

De varme gyldne toasts - eller Grilled Cheese om man vil, blev hevet ud og skåret over. Til min store skuffelse var fyldet ikke nær så blåt som originalens. Men så var det jeg kom i tanke om at det her jo er de falske blåbær, som i virkeligheden er mosebøllebær (Vaccinium uliginosum) eller (Vaccinium corymbosum), som er lyse inden i. Ægte blåbær (Vaccinium myrtillus) er...ja, man kan næsten gætte det på navnet....blå!

Men pyt med udseendet - det er jo smagen der er vigtigst. OMG! Jeg var solgt ved første bid. Den smeltede cheddar, den cremede gedeost, de sød-friske blåbær, den aromatiske skarphed fra den friske basilikum og den fadlagerede sursøde balsamico-glaze....det hele gik op i en højere enhed. 

Jeg er vildt glad for at jeg gav den en chance - og drømmer nu om en version med kirsebær og rosmarin. Frugt og ost - det spiller bare!  


Da jeg nu havde hvidt brød, ost og halløj i huset, lavede jeg de her dagen efter:

Grilled Cheese a'la pizza - med fyld af tomatsauce, god pølse, Gou-Dan fra Naturmælk, gedeost og frisk basilikum. Og jeg snakkede i telefon med dejlige Signe, mens jeg lavede og spiste dem. 2½ time blev det faktisk til i røret - og det var pragtfuldt af få snakket om en masse ting. Var lidt tung i hovedet, men let om hjertet, bagefter.

Det kniber godt nok med kræfterne for tiden. Jeg får slet ikke blogget om alt det jeg gerne ville - og har efterhånden en god stak opskrifter jeg gerne vil ha' på. Men jeg får heldigvis redigeret billederne hen af vejen, så de ligger klar, så snart der er kræfter til et indlæg. 

Og nu vil jeg hvile mig lidt, inden eftermiddagens planlagte tur i biografen. Der står Guardians of the Galaxy Vol. 2 på programmet. God søndag til alle der kommer her forbi...


lørdag den 15. april 2017

Kulørte påskeæg til frokostbordet...

Disse farvestrålede æg vil pynte på ethvert påskebord og fornøje såvel store som små. Ja, jeg ved godt det er lidt atypisk at jeg pludselig disker op med kunstig farvet mad, når jeg nu ellers prædiker økologi og naturlige farvestoffer. Men jeg faldt pladask for de fine farvede æg, da jeg en dag faldt over dem helt tilfældigt online, og måtte bare prøve det af.

De fine farvede æg kan fyldes med alt muligt forskelligt. Her har jeg lavet en slags deviled eggs, som er lidt stærke. Til en mere børnevenlig udgave, kan man bare lave noget mildere fyld, evt med en smule karry.

Jeg lagde ud med at koge 10 økologiske æg i 10 minutter, kølede dem helt ned og pillede dem forsigtigt. Og så til det sjove. Farverne kan købes lige her

Jeg lavede 5 forskellige farvebade: gul, blå, rosa, lilla og grøn. Hvert bad består af 1½ dl vand - og en tandstik dyppet halvt i farve. Tandstikken lægges ned i vandet og fjernes når alt farven er opløst. PAS PÅ - det farver helt utroligt meget. Undgå at få farve på fingre eller tøj - det er virkelig svært at få af. Og ja, jeg taler af erfaring...bitter erfaring.

Æggene blev skåret igennem og blommerne forsigtigt poppet ud. Hviderne blev lagt i de farvede bade, 2 halve af gangen. De fik lov til at trække 5-7 minutter, til de havde den ønskede farve - og blev så fisket op og lagt til tørre, med hullet nedad, på køkkenpapir.

Blommerne blev most sammen med et par skefulde mayonnaise, lidt Coleman's sennepspulver, urtesalt og Sriracha. Det blev noget stærkt. Ups. Jeg havde en rest torskerogns-dip fra dagen før (af røget torskerogn, mayonnaise og urtesalt) som røg i for at mildne lidt - i bedste Stop Spild Af Mad stil. Det færdige fyld kom i en sprøjtepose, isat en mellemstor stjernetyl.

De fine æg blev lagt tilrette på et fad og fik sprøjtet fyldet i.

De fik derefter et lillebitte drys paprika.

Til allersidst fik de lidt brøndkarse og kørvel på toppen. Det var lige de krydderurter jeg havde på lager, men dild eller purløg havde også været godt.

Jeg legede lidt rundt med forskellige tallerkner og fade. 

De tager sig godt nok fint ud på de her lange smalle tallerkner. 

Så hvis du har farver på lager, kan du hurtigt lave sådan en omgang til weekendens påskefrokoster. De kan også blive et sjovt resteprojekt, hvis du har fået halve kogte æg til overs. Man kan også vælge at farve hele det pillede æg helt - og så skære det over bagefter. Så bliver de fint farvede udenpå, med hvid skæreflade. Det er der nok nogen det vil foretrække, hvis de syntes den her version ser for 'giftige' ud. 

Jeg fik spist alle æggene over et par dage - og har nu fået både min ration af æg og farvestoffer for denne omgang. Og nu vil jeg så bare ønske alle der kigger her forbi, en rigtig god påske - og gå ud i køkkenet og tale et alvorsord med min opvask. 


*Vinke vinke* vi ses på den anden side....

søndag den 2. april 2017

Vegansk bøfsandwich - den findes virkelig...

Kan man lave en veganske bøfsandwich, med både 'bøf', brun sovs og hele udtrækket, som både ligner og smager tæt på den ægte vare? Svaret er JA - og her er den:

Bøfsandwichen blev til på idéplan sidste efterår, hvor De Brune Riddere (som jeg er et stolt medlem af) fandt på at den skulle være vores aprilsnar på Danmarks Bedste Bøfsandwich for 2017 (du kan se selve aprilsnarren lige her). Jeg gik derfor i gang med at udvikle opskriften, da det kun er selve anmeldelsen der skulle være en spøg - bøfsandwichen skulle nemlig være ægte og den skulle smage godt. Det måtte ikke ende som en gimmick, men som et pragteksemplar af en brun basse. Den er derfor lavet af gode økologiske råvarer, tid, kærlighed og alt min gastronomiske knowhow i at trylle med smag.

For mig er en god bøfsandwichs vigtigste komponenter sovsen og bøffen, så det er dem jeg har koncentreret mig mest om at lave fra bunden. Sovsen først:

Når man skal lave en smagfuld brun sovs, skal der først laves en kraftig fond. Jeg startede ud med 30 g tørrede svampe, 4 skalotteløg, 4 fed hvidløg, 1 persillerod, ½ fennikelknold, 1 laurbærblad, ½ tsk sorte peberkorn, ¼ tsk hel allehånde og frisk bladbladet persille.

Grøntsagerne blev snittet i grove stykker og brunet hårdt af i en gryde, i en smule olivenolie.

Svampene blev udblødt i lunkent vand i ca 20 minutter. De giver masser af smag og et godt skud umami. Efter udblødningen, vejede de 90 g. Jeg tog halvdelen fra til bøfferne - og kom resten ned til grøntsagerne, sammen med udblødningsvandet. Det blev tilsat ca ½ liter vand også.

Persille og krydderier blev tilsat - og fonden simrede ved lav varme i 3 timer. Da grøntsagerne og smagsgiverne havde givet alt, hvad de havde i sig, blev de siet fra. Fonden blev kogt ind til ca 4 dl og smagt til, så saltbalancen var som den skulle være. I stedet for salt, brugte jeg dog lidt Herbamare urteboullion (som du sagtens skal lave sovsen helt på, hvis du ikke magter koge en fond først). Fonden blev tilsat 1 dl Soya Cuisine, som er et vegetabilsk alternativ til madlavningsfløde. Det blev den ellers mørke fond en smule bleg af, så jeg tilsatte et par dråber madkulør. Lige inden den skulle øses ud over den færdige bøfsandwich, blev den justeret i konsistensen med en smule majsstivelse, rørt ud i vand - og smagt endeligt til med et nip sukker og lidt reduceret balsamico.

Og så til 'bøffen'. Jeg har før lavet verdens bedste vegetariske burgerbøffer - og den opskrift tog jeg udgangspunkt i, men lavede dem i en vegansk udgave.

Det er lidt omstændigt, så jeg doblede op på opskriften, så der også blev rester til fryseren. Opskriften her er derfor til 8 store burgerbøffer - eller hvad man nu har lyst til at lave ud af farsen.

2 store løg
4 fed hvidløg
½ spsk olivenolie
400 g brune eller hvide champignon (renset vægt)
15 g tørrede svampe (udblødt vægt 45 g)
500 g kogte linser (drænet vægt)
2 spsk tomatpuré
2 spsk tamari (hvedefri soja)
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk tørret timian
2 tsk urtesalt
½ tsk friskkværnet sort peber
100 g havregryn (blendede til mel)
4 spsk majsstivelse
2 spsk chiafrø
50 g pecannødder (eller valnødder)

Pecannødderne hakkes groft og ristes på en tør pande - og køles af. Løg (jeg brugte en blanding af de løg jeg havde på lager: gule, røde og skalotte) og hvidløg hakkes fint - og sauteres klare i olivenolien. Champignonerne snittes i små tern og de udblødte svampe hakkes fint. Begge slags svampe tilsættes løgblandingen og steges til svampene har smidt alt deres væde og blandingen virker tør. Kom de drænede linser i en skål, tilsæt løg-svampeblandingen, tomatpuré, tamari, timian, løg- og hvidløgspulver. Rør det hele godt sammen. Blend *wroom wroom* halvdelen fint med en stavblender, og ¼ groft - og lad den sidste ¼ forblive ublendet. 

Og så til bindemidlerne. Da æg jo er udelukket, lavede jeg i stedet 'chia-æg' af 2 spsk chiafrø og 4 spsk lunkent vand. Efter 10 minutter har de suget vandet til sig og tryllet det om til en geleteret masse. Blandingen blev rørt i farsen, sammen med havremelet og majsstivelsen.

Bindemidlerne æltes godt ind i - og de hakkede, ristede nødder tilsættes. Og så er farsen færdig. Jeg valgte at lave mine bøffer af 150 g fars - som blev presset sammen i en ring, på en silikonemåtte. De kan sagtens formes mere rustikt og bages på alm bagepapir. Jeg lavede 4 bøffer - og brugte resten af farsen til at lave små deller af. Bøfferne blev bagt i 20 minutter på 180°C, vendt forsigtigt og bagt 10-15 minutter på den anden side. Dellerne fik 10 + 10 minutter.

Ta-dah: veganske burgerbøffer. De ligner da meget godt ikke? Og nej, de smager selvfølgelig ikke af kød - men har en god tekstur og masser af smag.

Og de de 2 vigtigste komponenter på plads, var det med at stable resten af det obligatoriske fyld på benene:

Smørelsen og det syltede, var rødbeder fra Oles Gård (kan bla købes hos Landmad), syltede agurker, grov ketchup, vegansk mayonnaise, sennepspickles og fuldkornssennep. Der skulle naturligvis den hellige løg-treenighed i spil: rå, ristede og bløde (som jeg heldigvis havde i fryseren i forvejen). For at give det færdige billede lidt andet end brune toner, valgte jeg også at snitte en smule forårsløg til at drysse over.

En passende mængde agurker og rødbeder blev drænet for lage og duppet tørre i et stykke køkkenpapir, inden de blev hakket i tern. Lidt fyld fra den grove sennepspickles blev rystet fri for væde, hakket mellemfint og blandet med samme mængde vegansk mayo og en smule fuldkornssennep. Det gav en rustik senneps-remoulade, perfekt til en bøfsandwich.

Jeg GAD ikke bage burgerboller selv. Deal with it! Der findes heldigvis mange, på supermarkedshylden med industribrød, uden hverken mælkebestanddele og æg. Vil du ha' købeboller der er både glutenfri, laktosefri og veganske, så skal du ha' fat i Therese’s Burgerbolle (forhandlere oplyses på hjemmesiden). Skulle du ha' lyst (og ork) til at bage nogle gode veganske boller selv, så kan jeg varmt anbefale dem her fra madGLADmad


Og så var tiden endelig kommet til at samle den veganske bøfsandwich:

Bollen blev lunet og flækket. Top og bund blev smurt med den grove ketchup. Bunden blev drysset med rødbedetern, som derefter fik et par skefulde senneps-remoulade. En lun 'bøf' blev lagt tilrette og dækket af de lunede bløde løg, rørt op med lidt af sovsen. Dernæst fulgte de hakkede rå løg og et lag hakkede syltede agurker. Inden jeg lagte toppen på, sneg jeg lige en skefuld ristede løg ind under. En passende mængde sovs blev øst ud over toppen - som blev drysset med lidt flere ristede løg og forårsløg. Og så stod det brune tårn der på tallerkenen og tårnede.

Uhm, det var sgu en god bøfsandwich - hvis jeg selv skal sige det. Jeg ville ønske jeg kunne ha' inviteret de andre riddere forbi til en smagsprøve. Men jeg har gemt både 'bøffer' og resten af sovsen i fryseren - og så har Johan lovet at agere smagstester ved sit næste visit. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Som sagt var anmeldelsen af den her veganske bøfsandwich De Brune Ridderes aprilsnar. Jeg har lavet opskriften, selve bøfsandwichen, taget alle billederne og skrevet den falske anmeldelse.

Det udvalgte billede blev sendt til Erland fra Fjordrejen, som var så sød at lægge en anden baggrund på, så man ikke kunne se at billedet var taget hjemme i mit køkken. Dernæst røg det videre til Lasse The Hotdogjudge - som sørgede for at lægge vores officielle emblemer på. Og så det bare med at vente på at det blev d. 1. april, så vi kunne få gang i løjerne. Du kan læse den sjove, falske anmeldelse, lige her.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det har været en helt vildt dejlig udfordring at lave den - og jeg syntes bestemt det var umagen værd. Så nu kan den slutte sig til de øvrige fortolkninger af bøfsandwiches jeg har lavet igennem tiden:

Ø.tv: Bøfsandwich lavet helt fra bunden (med bolle af bla kikærter). Ø.th: Bøfsandwich-tartelet. N.tv: Bøfsandwich-hotdog. N.th: Bøfsandwich som dessert.

Jeg har endnu et par idéer i ærmet, men de skal finpudses lige mere inden de skal føres ud i livet. Hvis du har en skør ide til en bøfsandwich, må du meget gerne lægge en kommentar eller sende mig en mail på klidmoster@gmail.com