Skæppeskønne ringe med labert fyld, drysset med eddikepulver - og serveret med en liflig sur/sød dip.
Idéen til selve dejen er tyvstjålet fra Umut Sakarya fra Grisen - og videreudviklet af mig. Jeg har gået i en rum tid og forsøgt at tage mig sammen til at få dem lavet. Og så skete der det at jeg fik en tidlig julegave fra hende her med posten. Donut-plader til mit vaffeljern:
Min første tanke var at de da kunne bruges til andet og mere end donuts. Jeg nævner i flæng: æbleskiver, løgringe og..æh...stuff. Hvem har ikke siddet med en dejtung æbleskive og måtte tvinge den klæge midte ned? Problem solved - spring midten over. Jeg burde nok ha' lagt ud med nogle mere almindelige æbleskiver, men nu havde jeg altså lige en idé at prøve af....
I denne uges pakke i min bacon-adventskalender, var der bla en pakke bacon på 100 g af Livar-gris. Den ville da passe perfekt ind her!
De øvrige ting til fyldet bestod af æble, Havgus, ristede løg og timian. På den måde fik jeg både en masse dejlig smag og tekstur.
Først skulle der steges noget bacon.
Vilstrup anbefaler at deres bacon ikke steges alt for hårdt, men kun let. Jeg valgte at confitere det nænsomt ved svag varme i ca 1 dl afsmeltet baconfedt, hævet i min fedtbank (som lige nu omfatter fedt fra and, gås, svin og bacon). Baconen blev lagt til rette på en kold pande og langsomt varmet op til middelvarme. Da panden begyndte at blive varm, blev baconfedtet tilsat. Baconskiverne fik lov til at simre i det lune fedt til de var gyldne - og derefter lagt til afkøling på fedtsugende papir. Fedtet, minus 2 tsk, røg tilbage i fedtbanken efter det var blevet siet.Det nystegte bacon, ½ æble i små tern, 2 spsk ristede løg, 2 spsk groftrevet Havgus og ½ tsk tørret timian. De små æbletern blev brunet godt af i de 2 tsk baconfedt og kølet af. Baconen blev hakket fint.
Og så var fyldet klart.
Selve dejen:
Til 2 pers:
75 g hvedemel
½ tsk urtesalt
½ tsk bagepulver
½ dl fløde
2 æggeblommer
2 æggehvider
Rør melet sammen med salt og bagepulver. Pisk æggehviderne stive. Rør melblandingen med æggeblommer og fløde. Rør fyldet i. Rør blandingen lind med ca ⅓ af hviderne og vend resten forsigtigt i.
Det giver en tyk chunky dej. Kom dejen i en sprøjtepose og klip et halvstort hul. Så er den lige til at sprøjte i hullerne, når jernet er varmt nok.
Bag dejen til ringe (eller æbleskiver) i smeltet SMØR. Der blev 14 stk af den her dej.
Jeg valgte at drysse dem med eddikepulver, men de var lune. Det er noget jeg har fået i gave, så jeg ved desværre ikke hvor det kan købes (men Google er også din ven).
Til at dyppe i, lavede jeg en sur/sød dip af 2 spsk æblesmør, 1 spsk fuldkornssennep, 2 spsk æblecidereddike, 1 tsk dijon, et drys salt og lidt friskkværnet sort peber blev pisket sammen. Ja ja, mit æblesmør er fra 2011 - men det holder sig stadig godt. Hurra for krydderier der konserverer! I stedet for æblesmør kan en smule æblemos koges op med brunt sukker og lidt krydderier. Umut serverer sine med æblemos kogt med laurbær. Gør hvad du føler for.
De lune ringe blev serveret sammen med dippen - og en kold hvid X-Mas.
Åh, hvor godt. De små ringe forsvandt med lynets hast. Sødt, surt, salt, blødt, sprødt og totalt labert!
Jeg har også smagt dem kolde - og tænker at de vil gøre sig rigtig gode som kuvertbrød til f.eks en god græskarsuppe.
Der skal også nok komme en sød udgave af de fine æbleskiveringe inden længe...
det lyder rigtigt lækkert.
SvarSletjeg kan godt se at jeg bliver nød til at købe noget nyt grej til køkkenet, så jeg kan prøve den.
bliv endelig ved med at finde på nye måder at bruge bacon på.
Du er en kilde til nye og kreative ideer. Godt gået!
SvarSletDe ser gode ud, men er der ikke en hårdfin grænse mellem æbleskiver og doughnuts?
SvarSlet