mandag den 22. februar 2016

Spicy salat med soba-nudler og peanutdressing...

Her kommer en ny variant af den her nudelsalat. I lørdags skulle jeg nemlig spise med en lille flok venner, og var blevet bedt om at bidrage med en 'thai-agtig ret' - og det var straks den her der dukkede op på lystavlen:

En krydret salat med 2 slags kolde nudler, masser af grøntsager, spicy kylling og den labreste peanutbutterdressing. Nå ja, og så næsten mere koriander en politiet tillader i Hobro.

Jeg startede med at lave dressingen. Det er groft sagt en satay sauce - som tyndes op. Der er desværre ingen mængder på alt i denne opskrift, for jeg glemte at skrive dem ned. Men det handler om at finde den rette sure/søde/stærke kombi.

1 hakket løg + finthakket hvidløg og ingefær sauteres i en smule olie uden at tage farve.

Og så skal der tilsættes peanutbutter (ca 200 g), saften fra 1 lime, saften fra 1 citron, ½-1 dl sojasauce og sriracha (eller anden form for chilisauce) efter temperament. Den sidste lille skål indeholder den olie løgblandingen blev sauteret i. 

Lad saucen simre ved svag varme, under konstant omrøring, og tilsæt ca 2 dl vand. Jeg tilsatte også en smule finthakkede peanuts. Det giver en tyk og bastant sauce. Lad den køle helt af. Når den skal buges - enten som dip eller dressing, tager man en passende mængde og slemmer op til en passende konsistens.

Og så til nudlerne. Jeg valgte 2 slags økologiske soba-nudler: en variant på sorte ris og en anden på brune ris og wakame tang. Nudlerne kan købes i div helsekostforretninger.

Nudlerne blev kogt hver for sig og blandet til sidst. Og så til fyldet.

Jeg måtte lige i en lokale efter mere citron og soja - og kom hjem med gulerødder i flere farver (Økologiske vej-selv...hurra!), spidskål og rød peber.

I skabet hentede jeg mine røgede, ristede kokosflager a'la bacon og en rest tørrede kinesiske svampe. Og en tur i fryseren gav mig afskallede edamamebønner og en rest hotwings fra Memphis Roadhouse, som i bedste Stop Spild Af Mad stil skulle bruges. Det var ikke helt tilfældigt at det lige blev dem, for det var ejerne af M.R. der afholdt middagen - og jeg syntes det kunne være sjovt at genbruge lige netop deres egne rester.

Svampene var 'sorte træører' - og jeg har skrevet lidt om dem her. De blev udblødt i koldt vand i ca 30 minutter og snittet i strimler.

Rød, orange og lilla gulerod + rød peber i julienne, fintsnittet spidskål, strimlede svampe, optøede edamamebønner og opvarmet pillet kylling.

Det hele blev vendt sammen med de kolde kogte nudler. Det er nemmest med hænderne. Og så til dressingen.

Halvdelen af den afkølede sauce kom i en skål og blev tyndet op med ca 1 dl soja, saften fra 1 citron, 2 dl vand og et god skud ekstra sriracha. Den blev f-a-b-u-l-o-u-s!

Dressingen blev vendt i salaten - som derefter blev overflyttet til bøtter og blev sat på køl. Men jeg var da nødt til lige at skulle ha' en bette portion til frokost.

Jeg havde just samme dag været i Inco og hevet en ordentlig dusk djævlens røvskæg koriander med hjem. Er pjattet med den urt. Og så skulle der meget mere sriracha til - min mundhule trængte nemlig til at godt spark.

En lille portion af den spicy salat blev toppet op i en dyb tallerken og fik et passende skud af den aromatiske røde hotsauce.

Et skud af de røgede flager og en håndfuld hakket koriander senere - og så var der frokost.

Da jeg ankom til aftenens middagsselskab, blev salaten anrettet på et fad - og drysset med med røgede flager, peanuts og koriander.   

Beklager det overbelyste billede.
Argh, jeg havde desværre haft hovedet under armen og glemt at pakke ekstra dressing. Sådan nogle kolde nudler er nemlig nogle værre forslugne størrelser - og har godt af lidt ekstra dressing inden servering. Oh well....

Det var den mest fantastiske middag med mange spændende retter (viser dem frem i et senere indlæg) - og det blev en rigtig hyggelig og ret så fugtig aften. Blev kørt hjem noget efter midnat af Anne og hendes kæreste Tom. Var mæt, glad og festligt overrislet....well....ja, lad os bare holde os til overrislet.

Jeg var så heldig at få rester med hjem af flere af retterne. Dem legede jeg med i går (Jaha, vaffeljernet var i sving) og fik en rigtig velsmagende og alternativ frokost ud af. Den får du i det næste indlæg...


1 kommentar:

  1. Yay hvor fantastisk, øko-vejselv gulerødder i technicolor slår da pumpet vej selv slik med længder.... eller er det kun når man er glukose sensitiv man tænker sådan hehe. Men seriøst den salat ser møg hamrende lækker ud, kunne være den skulle i brug senere på ugen efter vi her hjemme har fået spareribs, vi kan nemlig aldrig spise op og leder altid efter geniale måder at få brugt resterne op på :D

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!