fredag den 19. februar 2016

Røgede, ristede kokosflager a'la bacon...

Ok, her kommer så et af de indlæg jeg virkelig har glædet mig til at lave. Det har nemlig været min drøm i flere år, om at lave vegetarisk 'bacon' til at jazze mine vegetariske og veganske retter op med. 

Og hvorfor hedder indlægget så ikke 'vegetarisk bacon'? Jo, ser du - af den indlysende grund at det IKKE er bacon. Indrømmet, bacon kan sagtens være en plante i visse sammenhænge, men det er kun den ægte bacon som bør/skal kaldes bacon!

Det skal heller ikke hedde faux bacon, facon (sammentrækning af fake og bacon - but why?), kokos-bacon eller andre bizarre navne. Det er røgede, ristede kokosflager! Og smager det så af bacon? NEJ - selvfølgelig gør det ikke det. Men smager det så godt? JA - for pokker, smagen er spot on!

Og det udfylder smukt den ønskede funktion ved at give knas, fedme, røg og umami. De her avocadomadder gik f.eks fra at være himmelske til at blive guddommelige af sådan et drys.

Foto: Madam Sif
Det hele startede med det her billede som Sif postede fra Whole Foods i Seattle. Jeg har set produktet før, men glemt alt om at det eksisterede (#fibrohjerne). En hurtig tur forbi Google for at søge på vegetarian bacon - og så endte jeg her. Alle som en, af de eksisterende opskrifter, bruger enten liquid smoke (flydende røg) eller røget paprika. Amatørnisser - det skal sgu da være rigtig røg!

Så jeg riggede en condi-bøtte op som røgkammer og fandt min røgpistol frem. Jeg har skrevet lidt om den lige her.

Jeg havde kokosflager på lager. De var indkøbt for at skulle være 'ristede løg' til min søde bøfsandwich som dessert. Jeg valgte at bruge tamari (hvedefri soja) og kokossirup som mine smagsgivere. Bagepladen skulle smøres med en smule kokosolie inden flagerne kom på - og det har jeg altid på lager. Og så havde jeg lidt røget salt i baghånden, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg valgte at lade min røgpistol med hickory, som er en træsort beslægtet med valnød.

5 dl kokosflagerne fik et godt skud røg, af 3 omgange. Og fik til sidst lov til at stå ca 20 minutter med låget på. Oh yes....de fine flager havde en rigtig fin røget smag. Ovnen blev tændt på 160°C.

2 spsk tamari, ½ spsk vand og 1 tsk kokossukker. Bland og vend i kokosflagerne. Det er så her man kan tilsætte røget paprika eller anden røgsmag - hvis man ikke giver dem rigtig røg.

Fordel kokosflagerne på en bageplade, smurt med en smule kokosolie eller dækket med bagepapir, og bag dem i ca 10 minutter. Tag dem ud og vend rundt i dem - og bag dem derefter i intervaller af 3 minutter, til de har den ønskede tørhed og farve. Hellere lidt for mørke, end for lyse.

Læg de færdige kokosflager til afkøling på fedtsugende papir. 

Giv dem lidt røget salt, hvis du føler for det. Det gjorde jeg. 

Knækbrød, mayonnaise, avocado, friskkværnet sort peber, sriracha - og så de her sprøde, røgede flager. Ja, tak - det holdt hele vejen!

Men for at vende tilbage til navnet. Det er sgu ikke bacon, med mindre det er lavet af bugen på en glad gris. Og jeg må indrømme at jeg har det rigtig stramt med alt der er 'lige så godt som den ægte vare' - og er navngivet derefter. Jeg har stor respekt for de forskellige kostformer - men kald da en spade for en spade. At kalde noget for vegansk/vegetarisk bacon, er for mig, det sammen som at kalde en en flyvefisk for en jumbojet. Stop det....nu....tak!

Jeg hører fra mange veganere og vegetarer (som er tidligere kødspisere) at det lige nøjagtigt er smagen og knaset fra bacon de savner som f.eks drys på div supper og på kartoffelmadder. Man kan komme langt med røgede mandler, men det kan give for meget knas - og ikke så visuelt flot et resultat. Rygterne vil vide at man også kan lave svampe, på en måde, der minder om bacon. Det bliver jeg vist også nødt til at prøve. Smagen af kokos er nærmest ikke eksisterende her, men jeg kan forestille mig at svampe vil kunne give endnu mere umami og velsmag.

Og det er jo det der er mine vigtigste omdrejningspunkter: SMAG og VELSMAG. Jeg gider ikke lave noget der er sjovt, pænt eller skørt - hvis smagen ikke sidder lige i skabet. Og jeg må sige at smagen på de her flager overrasker positivt. 

Hvad er dommen? Hot eller not?

2 kommentarer:

  1. Jeg synes det er Hot. Sjovt mad. Jeg ville aldrig selv finde på at lave dem. Alt for stort arbejde, men hvis jeg kunne købe en pose til en rimelig pris. Så vil jeg gøre det. Bliv ved med at lave sjov mad. Det er spændende!

    SvarSlet
    Svar
    1. *Bukker* Tusind tak - jeg køre på med det sjove :-)

      De kan vist godt købes herhjemme, men til en svimlende sum.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...