fredag den 13. marts 2015

Porterhouse Steak med røget SMØR...

Hold da op hvor tiden flyver - og jeg kæmper med at følge med. Valentines Day , hvor denne basse blev serveret, ligger allerede næsten en hel måned tilbage. Og da den her kongebøf virkelig fortjener en plads på bloggen, skal det være NU. Behold: The Mighty Porterhouse...

Jeg har før omtalt en Côte du Boeuf som bøffernes Rolls-Royce - hvilket må gøre Porterhouse (som i virkeligheden blot er en t-bone med vokseværk) til en Stretch Limo. Det er den STORE bøf med den STORE smag.

Den kæmpestore Porterhouse på 1 kg var købt hos Skagenfood, som en del af deres Valentines Pakke. Pakken indeholdt desuden stenbidderrogn, røget laks, jomfruhummer, krydderblanding, rødvinssauce og bearnaise-essens. Det blev noget af et festmåltid.

Bøffe-bassen kan dog købes for sig for 359 kr lige her. (og nej, det er ikke betalt reklame - men blot venlig oplysning). Du troede vel ikke at jeg kunne nøjes med en??? 

Aj, men se lige hvilken et prægtigt stykke ko. Filet på den ene side af benet - og mørbrad på den anden. Og hvordan steger man så sådan en krabat? Hmm, det er der mange - og delte meninger om. På benet, uden benet, halvdelen på benet - eller helstegt. Jeg søgte højt og lavt (og skældte endda Gastromand ud for ikke at ha' svaret - for hvis ikke Danmarks bedste madblog har svaret, hvor går man så hen?).

Nogle gange er det mest enkle dog det bedste. Jeg valgte denne metode - hvor den mægtige bøf først slapper af til den er stuetemperatur, derefter voldsteges (krydret efter alle kunstens regler) på fuld skrald på en pande, i 50/50 olivenolie og SMØR, i 2½ minut på hver side. Den lægges derefter i et ildfast fad og hygger sig på køkkenbordet i ca ½-1 time. Den iføres derefter stegetermometer og sættes i en forvarmet ovn på 200°C - og steges til termometeret bipper på 54°C. Bøffen skal lige hvile i ca 10 minutter inden udskæring.

Trancheringen er såre simpel: befri begge sider fra benet og skær tykke skiver af begge stykker. Læg dem tilbage og - så er der BØF med bøf på! 

I løbet af eftermiddagen havde jeg lavet tilbehøret. Først noget ret så frækt SMØR:

Da jeg fyldte 40 (ak ja, for snart 2 år siden) fik jeg en røgpistol af et hold veninder. Det var sørme på tide at den kom i brug.

½ pakke af det fabelagtige SMØR fra Naturmælk blev skåret i tern, tilført en god portion røg (af 3 omgange), dækket til, og trak på køl i 30 minutter.

Det røgede SMØR blev derefter rørt sammen med nogle smagsgivere: urtesalt, revet hvidløg, Colman's sennepspulver, friskkværnet sort peber og lidt chipotle.

Det gav mig et lille glas aromatisk og ret hot lækkerhed til at smelte ovenpå den møre bøf.

Garniture? Nå ja, det blev det vist også til. En hurtig omgang øko-grønt på panden. Og nej, jeg har ikke noget billede af den færdige anretning. Det var jo en totalt kæresteaften - så jeg var det der 'tilstede'. Jeg havde inviteret Max på middag for at forkæle ham - så der var fokus på samværet og ikke billeder til bloggen. 

Jeg valgte at åbne dennes australske shiraz til - den var med i februars Tastersbox. Totalt velour på tungen.

Porterhouse - you wanna? 

1 kommentar:

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!