torsdag den 22. januar 2015

Hotte hotwings i ovn...

Der er dage hvor bare selve ordet hotwings kan få mig til at savle. Jeg er simpelthen blevet Pavlovs hotwings-hund. Hver onsdag er der All You Can Eat hotwings på Memphis Roadhouse for bare 125 kr - og det er ikke ualmindeligt at støde på mig der. Desværre var jeg for sløj til at forlade mit hjem i går, men jeg havde en brændende lyst til de hotte vinger. Og så måtte jeg jo kravle i køkkenet og lave nogle selv....

Det blev til disse ekstremt hotte og meget lækre vinger. Det er ikke første gang jeg laver vinger herhjemme - har også lavet disse BBQ Hotwings med ahorn og chipotle. Det var dog for koldt til at tage hul på grill-sæsonen i går, så det måtte blive ovnen. Jeg skævede til den her opskrift. Man kan selvfølgelig også smide dem i den gyldne brønd, men det magtede jeg på ingen måde at gøre rent efter.

I fryseren havde jeg en pose med ca 1 kg delte vinger fra Sødam. De er købt i Salling Super, men kan også fås som hele vinger lige her. Da de skulle tøs op i en fart, blev posen lagt i opvaskebaljen og overhældt med koldt vand. Posen blev vendt et par gange og tøede nogenlunde op på en lille times tid.

Vingerne blev derefter taget ud af posen og lagt på køkkenpapir. De skulle nu bare tø helt færdigt op og temperere en smule. I mellemtiden lavede jeg en stærk sauce at vende de færdige vinger i.

Basen til saucen var 2 del ketchup, ½ dl French's sennep, ½ dl HP sauce og 3 spsk tamari (hvedefri soja).

Og så til det sjove. Først 4 spsk ahornsukker (kan erstattes af ahornsirup) og 2 fed revet hvidløg. Hvor stærk man vil ha' saucen er jo op til den enkelte. Da vingerne jo ikke får røg på nogen måde, er det en god ide at tilsætte noget der smager lidt af røg f.eks røget paprika - eller som her 3 tsk stødt chipotle. Navnet dækker over røgede og tørrede røde Jalapeños. Og så havde jeg fået en rigtig farlig sag med posten. Kim Schulz fra Grillkokkerier har nemlig lavet den VILDESTE chilisauce på BOC (Bhut Orange Copenhagen), som er en af chilierne fra øverste hylde (op til 1.000.000 Scoville). Den er en afart af Bhut Jolokia, (Ghost Chili) som blev kåret 'verdens stærkeste chili' i 2007. Den har den mest utrolige frugtige citrusaroma - og det sygeste spark bagefter. 

Jeg kom ca 1½ spsk i (og i bagklogskabens lys kan jeg nu se at blot ½ spsk havde været rigeligt!). Hele herligheden fik en tur *wroom wroom* med en stavblender.

Og så havde jeg en totalt laber sauce - en kombi mellem BBQ og hotsauce. Magter du ikke at lave din egen, kan du sikkert finde en (eller flere) her hos Hot Sauce Import som du kan bruge. 

Inden vingerne skal i ovnen, skal de vendes i en krydret melblanding. Den blev lavet af 4 spsk hvedemel, ½ spsk hvidløgspulver, ½ spsk løgpulver, 2 tsk urtesalt og 1 tsk Colman's sennepspulver. Men jeg syntes der skulle lidt mere spice til.

Jeg greb derefter ned i min krydderiskuffe efter en bøtte Rasta Pasta fra Mill & Mortar. Den blanding består af koriander, gurkemeje, kanel, sennepsfrø, ingefær, cayennepeber, hvidløg, citrontimian, muskatblomme, bukkehornsfrø, paprika, spidskommen og sort peber. Jeg kom 3 spsk i melblandingen.

Vingerne blev duppet helt tørre og smidt i en plastikpose. De fik selskab af melblandingen og blev rystet godt igennem.

De melpudrede vinger blev lagt i et lag på en slip-let plade (brug folie, bagepapir eller silikonemåtte) og bagt 15 minutter ved 200°C i første omgang.

De blev vendt og fik derefter 20 minutter på den anden side. Jeg testede temperaturen (min 75°C i midten) og den var perfekt. 

25 g SMØR blev smeltet i en gryde og tilsat ca 1½ dl af min hjemmelavede sauce. Vingerne blev vippet i en stor skål (tag et par stykker fra, hvis du som jeg, har sultne lækkersulten katte) og vendt rundt i den varme blanding - til de var dækkede overalt.

Åhhhh, og så var der dælme hotwings. I mangel af blegselleri, serverede jeg dem med agurkestænger. Traditionelt ledsages de hotte vinger af en blue cheese dressing - men ikke her (læs her hvorfor). I stedet lavede jeg en dressing af skyr, mayonnaise, lidt ketchup, French's sennep og lidt hakket squash-relish (tak Signe). Den fungerede fint som kølende element til de hotte vinger. 

Jeg kunne kun spise halvdelen af vingerne. Dels fordi de var store og mættende - men også fordi hele mit underansigt og svælg stod i brand. Resten spiser jeg i aften.....med et meget stort glas mælk til.

And yes, Chris - it was THE HOTTEST WINGS EVER! 

 

5 kommentarer:

  1. hahahaha..... det kender jeg alt for godt. Jeg har netop købt en omgang Bhut Orange Copenhagen - og de er sygt stærke....tror lige jeg dapper forbi Kim og ser på hans sovs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaha, SÅ sygt stærke. Spiste resterne i går og syntes de var endnu stærkere. Trænger virkelig til en lille chilipause nu.

      Opskriften på Kims sauce ligger desværre ikke online, for ellers havde jeg linket direkte til den ;-)

      Slet
  2. Faktisk er opskriften ikke så svær :-) Jeg fjerner kerner og stilk, fra en bunke BOC (og i dette tilfælde også en lidt mindre bunke habanero) og så ryger de i en gryde med et par dl eddike og et godt drys salt. Lad det simre til chilierne er helt møre og smag til med mere eddike, salt og sukker (nåja jeg brugte sukrin og ikke sukker, men det er en detalje). Koger den for hurtigt tør, så kan den få lidt vand eller mere eddike.
    Til sidst køres det hele med (stav)blenderen indtil det er helt smooth og jeg hælder det så igennem en si for lige at fjerne skal-rester og lignende (disse kan fint bruges som "base" for en mildere sauce baseret på f.eks. tomat eller ananas.
    Så for at sige det på en anden måde: det er mere eller mindre bare en chili puré som er tilført syre og salt for holdbarhed og for at fremhæve den frugtige smag :-)
    BOC ville også være rigtigt lækker i denne søde sag med mango: http://www.grillkokkerier.dk/2011/12/10/mango-habanero-sauce-hot/#axzz3PdmRYSrk

    God fornøjelse.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...