søndag den 28. december 2014

Højtids-hotdogs med gåsepølser og kål...

Glædelig bag-jul. Jeg må indrømme at jeg ikke helt er færdig med julemaden - jeg gider bare ikke lave så meget mere. Det må gerne være lidt nemt, så der også bliver tid til at slappe af. Nu hvor julemiddagen var en kylling simret mør i andefedt, er det passende også at få lidt gås på bordet. Her i form af lækre pølser brugt i Stop Spild Af Mad hotdogs med rester fra julen og fra fryseren:

Det blev nogle virkelig smukke og velsmagende hottere. Luksuriøs fastfood med et twist. 

En rundtur i køleskab, køkkenskab og fryser, gav mig rigeligt at arbejde med. Der var ting til at lave en sennepsdressing af + ketchup. Der var rester fra julemiddagens grønkålssalat: syltede rødløg, grønkål og granatæblekerner.  Og så der var lækker aromatisk sauerkraut i fryseren, fra da jeg lavede Eisbein. Sidst, men ikke mindst, var der de røgede gåsepølser.

De labre pølser er lavet af Sejerø-gæs. De vejer ca 60 g pr stk, er glutenfri og er bla smagssat med persille, stærk paprika, havtorn og hvid peber. De er købt frosne på en mad-messe i 2013 (og var gået på dato for ca 6 mdr siden - men da de jo var frosne kan det sagtens gå an) og jeg ved desværre ikke hvor de ellers kan købes. Men du kan jo evt skrive til Sejerø-gæs og spørge.

Der skulle en sennepsdressing i hotterne - og den blev rørt af lige dele mayonnaise og skyr + lidt fuldkornssennep, French's gul sennep, friskkværnet sort peber og lidt urtesalt.

Den optøede sauerkarut skulle varmes i lidt andefedt, sammen med grønkålen, som var blevet skyllet, ribbet og snittet fint.

De fine røde granatæblekerner var jo klar til brug, men rødløgene skulle lige drænes for lage.

2 gåsepølser blev snittet lidt i skindet og stegt i en smule andefedt. De blev taget af og grønkålen kom på panden - og fik lov til at sautere lidt inden sauerkrauen kom ved. Da kålen var varmet godt igennem, var den klar til brug.

Ja, det er tarvelige hvide pølsebrød fra Kiwi. Der var ikke kræfter til at bage og alt andet var lukket. Jeg måtte tage Tim Gunns ord til mig og make it work! De lunede brød blev flækket i toppen og de labre gåsepølser blev lagt til rette.

 Først fik de et skud ketchup og en god mængde sennepsdressing.

Og derefter en generøs portion af den lune kålblanding.

Og til sidst de sprøde syltede rødløg og syrlige granatæblekerner.

Det var lige tilpas med 2 stk til aftensmad.  

Uhm, dejlige smage og teksturer der gik op i en højere enhed. 

Og så har jeg næsten fået bugt med alle resterne fra jul. Jeg har lavet en rilettes og en frokostsalat af kyllingen - og den sidste rest af den fedtkogte fugl venter nu i fryseren på en dårlig dag. Grønkålssalaten blev spist, toppet med de confiterede kyllingehjerter. Halvdelen af granatæblet er blevet presset og kogt til grenadine (brugt i en cocktail). Tranebærkompotten har jeg tryllet om til en is. Og hvad så med resten af gudesaucen?

Jamen, den serverede jeg som 'dip til chips' jyde-style aka Jydenachos. Det er simpelthen ikke jul for mig, hvis jeg ikke har fået chips med sauce. Det plejer så godt nok at være til selve julemiddagen, men sådan skulle det ikke gå i år (og her kigger jeg strengt på dig Max). Det her billede delte jeg på de sociale medier bla her på Facebook - og så tog det fart. I løbet af få timer er det nået ud til over 24.000 mennesker, har fået 515 likes og hele 129 kommentarer. Det er vildt! Der er ingen tvivl om at sauce brown er hot til chips.

I morgen får du enten opskriften på den julekrydrede tranebær-is eller den forfriskende cocktail med granatæble...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...