tirsdag den 18. februar 2014

Madbloggerudfordringen: Pulled Mango Chicken...

Så går det for alvor løs med Madbloggerudfordringen #2. Her er mit bidrag: Pulled Mango Chicken. Opskriften er en kobling af Crockpotpusherens Mango Chicken og min egen South Carolina Pulled Chicken - og de 3 ingredienser jeg valgte at bruge fra hendes opskrift var: kylling, mangochutney og kokosmælk.

Det blev et festfyrværkeri af en ret. Laber langtidstilberedt sur-sød kylling, toppet med en frisk mangosalsa. 

Jeg købte en stor 1600 g økologiske kylling til formålet.

Kyllingen fik fjernet skindet i et hele stykke - se her hvordan det gøres. Skindet blev gemt til et andet formål.

Den nøgne kylling skulle smøres grundigt ind i min hjemmelavede mangochutney. Jeg brugte 200 g af den.

Kyllingen blev masseret godt med den spicy chutney og fik lov til at trække i en times tid.

Og så var det tid til at komme den i min fugtmættede Römertopf - med brystet nedad. Der kom 1 ds flåede tomater i bunden. Hele herligheden blev sat i en kold ovn som blev stillet på 90°C.

4 timer senere hev jeg stegesoen ud igen og inspicerede indholdet. Den meget møre fugl blev fisket op - og resten af indholdet blev hældt i en gryde.

Tomat, mangochutney og nu også den liflige fond fra kyllingen. Der blev tilsat 2½ dl kokosmælk og det hele fik lov til at koge lidt ind. Og så stak jeg en stavblender i gryden *wroom wroom* og fik en homogen sauce ud af det.

Sur-sød, kraftig og afrundet af kokosmælken. Kan bruges som sauce med noget af kyllingekødet i som en gryderet - eller som suppe, tyndet med lidt hønsefond.

Alt kødet blev pillet af den møre fugl.

Halvdelen blev 'trukket' i stimler med fingrene.

Og vendt med en passende mængde at den liflige sauce.

Skroget blev kylet i en gryde, dækket med vand og kogt til en hurtig fond i bedste Stop Spild Af Mad stil.

Af lidt af saucen og en smule af fonden lavede jeg en lille suppe til forret. Den fik en lille smule mangosalsa på toppen. Og så til anretningen af hovedretten.

Jeg havde ikke på forhånd besluttet om den trukne kylling skulle serveres i hjertesalat eller rispapir. Men det endte med de sprøde salatblade.

Bladene blev skyllet, duppet tørre og fik et forsigtigt snit i ribben forneden så de kunne balancere.

Kyllingen blev fordelt på salatbladene. Der blev toppet mangosalsa ovenpå inden der blev drysset med lidt nigellafrø.

Cherrytomaterne pyntede og tjente et formål ved at holde lidt på salatbladene. Lidt ekstra sauce at dyppe i - og så var der mad. Uha, det var en lækker sommerlig ret på en grå vinterdag. Bestemt ikke noget dårlig hybrid.

Jeg er meget spændt på at se hvilken en af min opskrifter Crockpotpusheren udvælger - og hvilken en af sine egne hun vil kombinere den med. Det er virkelig en god udfordring at skulle gå på opdagelse os hinanden.

Men jeg har faktisk en sidste lille ting i ærmet til Madbloggerudfordringen. En sød-salt dessert - med de samme 3 ingredienser: kylling, mangochutney og kokosmælk. Ja, en dessert. Du må godt få et smugkig på den:

Indrømmet, det er en dessert der kræver en heldrag af ja-hat. Men sjov, det er den! Du får opskriften i det næste indlæg...




4 kommentarer:

  1. Mums, den lyder laber, den kylling. Har ikke fået kylling i umindelige tider, gad vide om ikke det snart er på tide igen...

    SvarSlet
  2. Hej Malou
    Hvis du kigger rundt på nettet, vil du opleve, at rigtig mange søger madplan for én, der er bare ikke nogen, og for mange er det også svært at finde ud af hvordan man bruger f.eks. et helt hvidkål eller lign. Så hvorfor laver du ikke lige et par kogebøger i stop spild af mad regi, jeg er sikker på at studerende og singler vil fræse til boghandlen og købe dem. Et forslag jeg håber du overvejer. Du kan i bøgerne lave et par sider om hvordan rester gemmes/fryses.
    Tak for dine super opskrifter, din grove sennep i maden havde jeg en modstand imod indtil jeg prøvede, nu er jeg lige så afhængig som du.
    Knus herfra

    SvarSlet
  3. Hej Malou.
    Det har du godt nok klaret godt. Det ser super lækkert ud, og skal bestemt til at lave egen mango Chutney, der stak du til min dårlige samvittighed om brug af præ fabrikater. Men hatten af for din "mash up" af vores opskrifter. Jeg har efter mange ganges søgen, det tager jo tid at komme igennem dit store register af opskrifter, fundet ud af hvad jeg skal lave lave, af frygt for at afsløre og så skifte mening, holder jeg kortene tæt lidt endnu. Mvh Johanne

    SvarSlet
  4. Jeg skulle lige tænke over, hvordan kyllingen indgik i desserten, men det er selvfølgelig skindet. Og hvorfor ikke, når nu man komemr bacon i hvad som helst?

    I øvrigt en meget smuk servering!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...