onsdag den 16. oktober 2013

Stop Spild Af Mad: Ande-ragout...

Det er bare nogle rester der tigger om at blive tryllet lidt ekstra med. Og denne gang var det resterne af min fritgående landand. Med lidt hiv og sving blev det til den lækreste ragout med tilbehør:

Rigtig efterårsmad. Mør and, svampe og løg i den intense andefond - serveret med en kartoffel/græskarmos og en tot brøndkarse.

Jeg måtte lige på cyklen efter svampe, løg og brøndkarse - resten havde jeg i huset.

Et stort løg blev skåret i tynde både og 150 g marksvampe blev skåret i skiver. Der var ca 3 dl af den koncentrerede andefond tilbage. Har man ikke fond, kan en rest sauce + boullion også sagtens bruges.

Løget og svampene blev sauteret i en smule af mit afsmeltede andefedt. Man kan også lave en roux af fedtet til at jævne retten med som her - men jeg valgte den lettere (og nemmere) vej med majsstivelse.

Det fik lov til lige at blive lidt gyldent inden næste skridt.

Der skulle et helt bryst + afpillet fra skroget i retten.

Afpillet blev hevet i mundrette bidder - andebrystet fik fjernet skind + fedt og blev skåret i terninger.

Andekødet og fonden blev tilsat panden og fik lov til at simre lidt. Hmm, jeg fik pludselig lyst til at komme lidt piskefløde i. Det havde jeg dog ikke - men jeg havde noget andet:

Rice Dream Cusine er en økologisk vegetarisk 'fløde' lavet på ris. Den er laktosefri, men med lige så meget calcium som sin kofætter. Sådan en halv brik tilsatte jeg til retten.

Så var det kun tilbage at justere med lidt friskkværnet sort peber og et par dråber balsamico - og jævne let med lidt majsstivelse rørt ud i vand. Det var en kraftkarl af en gryderet.

Mosen blev lavet 200 g kogte kartofler som blev kørt igennem et snejern og varmet op sammen med resten af den silkebløde græskarpuré + lidt mælk.

Wow. Det var en middag der sagde spar 2. Og jeg kom desværre til at spise alt for meget. Resten af aftenen sad jeg og gispede i sofaen. Efter jeg er begyndt på 5:2 er min måltidsstørrelse skrumpet gevaldigt - men det ignorerede jeg....og betalte prisen.

Og vægten? I dag er der sørme 15,5 kg mindre af mig. Yes!
   

4 kommentarer:

  1. Sådan Malou! hvor er det super flot!
    Tak for tippet med ris "fløden" har et par veninder der er laktose intolerante.

    SvarSlet
  2. Opfordring! Du skal da med her:
    http://www.dr.dk/tv/program/price-inviterer/artikler/20131002131247.htm
    Hilsen Birgit

    SvarSlet
  3. Skulle hilse at sige at det smagte herre godt, faktisk bedre end den 'rigtige' and :)

    SvarSlet
  4. Er du gaaaal det ser lækkert ud.
    ps. jeg har set din dejlige besked på min blog, men det der med at gå på højskole betyder også at man sjældent har et øjeblik fri, og at beslutte sig for hvad sin yndlingsret egentlig er, det er altså meget svært!

    din autograf hænger på væggen ved siden af min seng, og ser flot ud :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!