mandag den 20. august 2012

Stop Spild Af Mad: Restesalat med marineret kylling...

I går var frokosten 'gratis' - forstået på den måde at det var lutter rester der blev anvendt. Og i den her hede var det perfekt med en fyldig måltidssalat midt på dagen.

Masser af grønt og protein - men ingen hurtige kulhydrater.

Det hele startede med den rest kylling jeg havde taget med hjem fra Memphis Roadhouse i min Stop Spild Af Mad kasse.

Der var hele 176 g Apple Smoked fugl at gøre godt med. Well, i et hjem med 3 katte er der jo en del afsætning i kylling - men der blev da lidt til mig også. For ikke at forvirre smagsprofilen af salaten for meget besluttede jeg mig for at holde dressingen sødlig og 'æblet'.

Så jeg fandt apple butter, fuldkornssennep og æblecidereddike frem.

Link1 spsk æblesmør, 1½ spsk sennep, 2-3 spsk eddike, 2 spsk rapsolie, 10 dråber tabasco og en godt drys salt.

Det hele blev pisket sammen og justeret til det havde den helt rigtige sur-søde balance.

Kyllingen blev hevet i mundrette lunser og marineret i ca halvdelen af dressingen.

Puha, der var ikke meget grønt tilbage - så jeg måtte i fryseren efter edamamebønner. Da jeg gav Restaurant Day varmefri afbestilte jeg ugens kasse. Ikke det smarteste træk, for jeg skal jo selv spise i ugen der kommer. Nå, men der var der en gul peber tilbage fra min relish og lidt gulerødder + hele 7 perletomater.

Det gav mig en mulighed for at indvie min nye julienne-skræller (30 kr i Kunst og Køkkentøj). Den har jeg købt til de dage hvor der gerne må komme lidt spræl på salaten, men hvor kræfterne ikke rækker til at snitte med en kniv.

Edamamebønnerne blev zappet i 2 minutter i mikroen og kølet af i koldt vand inden de blev smuttede. Jeg fandt også lidt romainesalat.

Det rev jeg i stykker og kom på et fad - og dryssede peberfrugten i strimler og gulerødderne ud over.

Og så de smuttede edamamebønner og den svimlende mængde tomater.

Og til sidst blev salaten toppet med den marinerede kylling og serveret med den ekstra dressing on the side. Uha, det var en god frokost - og jeg spiste op!

Nøj, hvor var det en god beslutning at flytte Restaurant Day - der var nemlig 34°C i lejligheden i går. Godt jeg ikke skulle stå med 4 retter mad til 6 personer der. Planen var så at jeg ville ha' cyklet ind til byen og spist lidt hos nogle af de andre - men det var simpelthen for varmt, så jeg blev hjemme og spiste resten af mine frugt-is. Natten blev tilbragt på køkkengulvet på en madras foran den pivåbne altandør.

Senere i dag udvælger min lillesøster den læser der skal med på Klassisk 65 og spise muslinger - du kan stadig nå at være med, bare læg en kommentar her. Jeg er godt nok spændt på hvem hun vælger. Men jeg er sikker på at det nok skal blive en hyggelig aften!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!