Her er det blevet til en dressing helt uden hverken mayonnaise og surmælksprodukter - men på basis af fetaost.
Salaten er lavet på 500 g kogte kartofler. Det er mit 5. bidrag til madbloggerkonkurrencen med økologiske kartofler. De øvrige bidrag kan ses her på Facebooksiden Økologiske kartofler.
For at give dem en lidt anden form, end de sædvanlige skiver eller tern, snittede jeg med den groveste dims til min Alligator.
Det er super nemt med kogte kartofler, nettet glider igennem som var det SMØR.
Well, det ligner jo pommesfrites til forveksling.
Jeg snittede også en rød peberfrugt i tern som her.
¼ hoved broccoli blev delt i minibuketter og blev overhældt med kogende vand - og fik lov til at stå 1 minut inden det kom i koldt vand.
For at give lidt pep til dressingen kom jeg en masse frisk basilikum i. Det kan sagtens undlades eller erstattes af f.eks dild, persille, ramsløg eller løvstikke.
'Fetaen' var den her fra Taverna - som jeg drænede og smuldrede 150 g af i et målebæger.
Osten fik følgeskab af basilikum, 1 fed presset hvidløg og et godt squeeze citron. Bamixen blev stukket i og *wroom wroom* 4 sekunder senere var det den lifligste fetacreme. Jeg fortyndede med en smule vand (mælk er dog bedst, men det havde jeg ikke) og smagte til med en smule salt og peber.
Dressingen blev hældt ud over de ventende grøntsager.
Det hele blev vendt godt sammen og fik lov til at trække på køl i en times tid. Kartoflerne skulle lige ha' tid til at suge lidt af den labre dressing i sig.
I mellemtiden begyndte jeg at forberede tilbehøret. Det skulle bare være en super simpel tomatsalat og en frankfurter-spiral. Ja, du læste rigtigt. En spiral lavet af en pølse.
Jeg læste om den her i Politikken for nyligt og faldt pladask for idéen. Det skal bare bruges 3 ting: et langt grillspyd, en skarp kniv og en pølse - her en frankfurter.
Grillspydet føres forsigtigt igennem pølsen på langs - og kniven sættes i samtidig med at pølsen rulles langsomt. Æh, giver det mening?
Det er ikke så nemt at forklare, se hellere her:
Ikke tosset, vel?
Her lavede jeg den så til en ret stor spiral, da det jo var en stor pølse. Spiralen blev stegt sprød i en blanding af olie og SMØR.
Frankfurter-spiralen blev serveret til den færdige kartoffelsalat sammen med lidt tomatskiver med olie/eddike, salt + peber og hakket basilikum.
Det her billede syntes jeg lige skal med. I et forsøg på at lave en udførlig 'how to' tog jeg en masse billeder. Den her pølseende kunne jeg slet ikke stå for. *Fnis*
Det viste sig at jeg slet ikke var færdig med at lege med kartofler alligevel - så jeg har lige lavet et par ekstra ting til konkurrencen. Og ja - jeg har haft gang i vaffeljernet. Mere om det senere...
Uhm, hvor ser det dog lækkert ud - må prøves her, Malou. En ekstra sund kartoffelsalt som denne her er lige mig. Varme regnvejrsklem!
SvarSletMums for en dejlig ret :)
SvarSletSpiral-tingen kan også laves med kartofler, som efterfølgende dybsteges. Eller det har jeg ihvertfald selv set på youtube :-)
SvarSlet