fredag den 11. november 2011

Mortens-and med glaserede kastanjer...

I går havde jeg inviteret Max ned til en bid mad, nu hvor jeg ikke var i stand til at tage ud. Det var jo nærliggende at lave and når det nu var Mortens aften - og så var det heldigt at jeg havde confiterede andelår liggende i køleskabet.

Tilbehøret skulle være lidt anderledes, men hurtigt at lave - og uden sauce. Det blev derfor til en selleri/kartoffelpuré og lidt flødekysset savoykål med marksvampe. Som en ekstra lille lækkerbisken lavede jeg glaserede kastanjer - og de var et hit.

Det første jeg lavede var puréen, den kan nemlig med fordel varmes op lige inden servering. Der havde været dette freak af en selleri med i sidste uges kasse og nu skulle det altså bruges.

300 g selleri i tern blev kogt møre sammen med 150 g kartoffel.

Vandet blev drænet fra og grøntsagerne blev kørt igennem et snejern.

Og da det skulle være en hel glat puré ville jeg mose det igennem den fineste sigte jeg havde. Efter 10 sekunder gav jeg dog op. Min arm nægtede simpelthen at deltage i det projekt.

Så det kom i en gryde i stedet for sammen med 1½ dl fløde og 20 g SMØR. Jeg varmede det langsomt op og stak så stavblenderen i det *wroom wroom*. Det kan man normalt ikke gøre med kartofler da det vil slå stivelsen i stykker og gøre mosen 'lang' - men med så meget selleri og væske er det ikke noget problem. Puréen blev derefter smagt til med salt og friskkværnet peber inden den blev sat til side.

Og så var det fuglens tur. Det er virkelig fedt (pun intendet) bare at kunne hive sådan et par lår ud af køleskabet.

Når jeg åbner poserne med lårene, gemmer jeg den geleterede sky i fryseren til sauce og fedtet til at stege i. Lårene fik 15 minutter ved 180°C mens jeg lavede garnituren - og lige inden servering et par minutter under grillen til skindet var sprødt.

Jeg er fuldstændig vild med savoykål - men havde fuldstændig glemt at det eksisterede. I mandags bloggede Piskeriset så om denne varme salat og straks var jeg solgt. Så jeg besluttede mig for at gøre Piskehapsen salaten efter, dog i en simplere version:

En god portion blade blev skyllet og befriet fra de groveste ribber.

De blev derefter overhældt med kogende vand og fik lov at stå til vandet var fingerlunt. Kålen blev derefter afdryppet og snittet i brede strimler.

En bakke brune champignon blev renset og skåret i tykke skiver. Lige inden servering blev svampene sauteret i lidt olivenolie. Kålen blev tilsat sammen med lidt piskefløde. Ikke meget, bare lige nok til at det hele bliver cremet.

Puréen blev varmet og serveret med de sprøde andelår, den flødekyssede savoykål og de glaserede kastanjer.

Jamen, mangler der ikke en sauce? Næ, faktisk ikke.

En så lind og cremet puré behøver faktisk slet ikke sauce - specielt ikke til confiteret smørmør and. Det var virkelig en nem måde at lave Mortens-and på - meget nemmere end at bakse rundt med en hel and. Jeg gentager succesen igen til jul - for den skal bare være så ustresset som muligt i år.

Uh, det er en god dag i dag for mig. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har OCD (som dog er under nogenlunde under kontrol nu). En af mine 'besættelser' var/er tal og tidspunkter - og specielt 11:11 er helt magisk. En gang måtte vi sætte pap over uret på vores videomaskine, ellers sad jeg bare og ventede på de rigtige talkombinationer. Sådan er det ikke længere. Æh, men jeg har da sat uret til at ringe i dag for ikke at gå glip af det store øjeblik kl 11:11:11 d. 11/11/11 - tidspunktet hvor dette indlæg bliver udgivet.

Jeg vender tilbage senere med vinderne af min give-away. Myren er lykkens gudinde i dag - men jeg skal lige fange hende først.


2 kommentarer:

  1. Åh, hvor var det godt :)

    SvarSlet
  2. Ville bare lige sikre at du har set denne: http://heltnormalt.dk/truthfacts/2011/11/10

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...