søndag den 31. januar 2016

Crock-Pot kylling alla Milanese med umbriske linser...

Jeg er pjattet med alt-i-et måltider - specielt dem der kræver kort forberedelse, lang tilberedningstid og endeløs nydelse. Og sådan en ret får du her i dag. Der er skævet til en helt klassisk Osso Buco, men oksen er skiftet ud med kylling og der er faldet et par frække ekstra tilføjelser i gryden.

Det tager ikke langt tid at få snittet nogle grøntsager og gjort en kylling klar - men det tager så til gengæld 8-9 timer før den færdige ret kan komme på bordet. Timing er key...*host*

Man siger at dovne piger syer med lang tråd. Det kan nemt omsættes til foodie-sprog: "doven madblogger pakker sit udstyr ind i film, så det ikke bliver støvet og skal vaskes af inden brug". Lidt smart, ikke? Overvejer dog at få fremstillet et overtræk, som jeg har til min ismaskine.

Nå, men der skal jo noget fyld i den der Crock-Pot...

Først den klassiske treenighed: gulerod, bladselleri og løg (+ hvidløg) - og så nytilføjelsen: fennikel.

Fennikel, gulerod og selleri skæres i grove chunks. Brug de mængder der passer til dit aggregats størrelse - og smid dem i.

Og så er det ved at være tid til at overveje hvad der ellers skal i. Jeg endevendte skuffer og skabe - så jeg slap for at handle (er jo doven madblogger, iggå?).

Der skal oprindeligt tomat til - både flåede og koncentrat. Æh, det havde jeg så ikke. Løsningen blev et glas øko-pastasauce, tomatpulver og semi-soltørrede tomater (hjembragt fra Eataly i Torino - hvor jeg også købte de umbriske linser). Laurbær er selvskrevet, men når jeg nu havde fingrene i frisk fennikel, ville jeg gerne spille endnu mere op til dans på anis-siden. Så jeg hev fat i tørrede bronzefennikelfrø - og et letrøget salt, ligeledes med broncefennikel. De grillede røde pebre, yderst til venstre, røg retur på køl - da jeg var bange for at smagen ville blive for dominerende.

Løg i grove både, hvidløg i skiver, laurbær og fennikelfrø - som straks kom ned til de andre snittede grønne sager.

Og så til linserne. De er i mellemstørrelse, lyse - og nøje udvalgt til formålet. De store grønne linser (melede sataner) skulle (efter min mening) sættes på en færge ud af den her verden, de små sorte vil give retten en uappetittelig farve og de røde afskallede vil koge helt ud. So there: umbriske lyse linser er the shizzel. Nogen vil nok gispe efter vejret og mumle helligbrøde ved tanken om at tilsætte linser til en Osso Buco-ish ret - men det virker så godt, at jeg skal prøve det i originalen også. 1½ dl røg ned til grøntsagerne.

Tomatsaucen blev hældt på, der blev drysset med tomatpulver og tilsat ½ pose tomater og ca 1 spsk Herbamare urtebouillonpasta. Der røg også lige ca 3 dl vand ved. Og så var der noget med en fugl....

Det bedste valg af kylling fra et supermarked herhjemme er en 'Label Rouge' certificeret fugl fra Pyrenæerne. Den har levet et godt langt liv og er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Den fås i Føtex som Princip og i Netto som Gourmet Kylling fra Løgismose. Same bird, different wrapping. Sådan en basse koster lige under 100 kr - som er langt over smertegrænsen for mange. Men helt ærligt, det er en rigtig fin pris for så meget mad der har levet et tåleligt liv. Og her kommer så det vigtigste argument for mig: den smager af kylling, ikke af vand. 

Kyllingen skulle masseres ind i smag - både over og under skindet (på trods af at skulle af efter tilberedning - men bare rolig, smagen siver ind i kødet alligevel). Det blev til en let rub af knuste fennikelfrø, det letrøgede salt og masser af friskkværnet sort peber. 

Skindet blev forsigtigt løsnet med fingrene og rubben fordelt over/under. En dusk persille i måsen på kræet - og så blev den lagt til rette som en anden prinsesse.

Efter 9 timer på LOW var der en liflig duft i hele lejligheden. Og så var det tid til at inspicere indholdet....

Fuglen blev hevet op - og befriet for skind og ben. 

Og så var der resten. Det man skal huske med en Crock-Pot er, at der ikke er noget væsketab under tilberedningen. Som i INTET. Det betyder at sammenkogte retter kan være meget tynde. Men så kan man med fordel fjerne lidt af væsken undervejs eller jævne bagefter - f.eks med røde linser. Jeg valgte dog en anden model. Efter at ha' smagt til med lidt æblecidereddike, et par dråber agavesirup og et ekstra skud salt, hev jeg fat i en hulske og fiskede alt fyldet op.

Åh, altså.....ene lækre sager. Jeg hældte resten af væsken over i en gryde og tilsatte kyllingens skind og ben. Det blev tilsat en smule mere vand - og fik så lov at simre nogle timer. Planen er at det skal ende som en Stop Spild Af Mad suppe en af dagene.

Til en rigtig Osso Buco er gramolata (citronskal, hvidløg og persille) et must! Efter at ha' pillet så godt og grundigt, ved forelægget på selve retten, kunne jeg også godt improvisere lidt her. Den traditionelle citron blev derfor udskiftet med en blanding af appelsin og lime.

Parfumeret, aromatisk og tæskelækkert. En passende mængde fyld blev vendt med kylling, skåret i mundrette bidder, og fik det sidste drys. Og så var der ENDELIG mad.

Som så mange andre simre-retter og comfort food, er det ikke visuelt prangende - men til gengæld er smagen gudeskøn. Jeg skovlede den her portion ind i store skefulde og frydede mig derved. Og der er rester + suppe til mange dage endnu. Ja tak - maksimalt udbytte for minimal indsats.


Suppen følger i et senere indlæg. 

----------------------------------------------------------------------------------------------

Fancy Cheesecake al'a Cofoco - redigeret på Picmonkey.com 

I går fyldte bloggen 7 år. Det er blevet til 1642 indlæg - med tilsammen 7.760.195 sidevisninger. Det må jo betyde at jeg har gjort noget rigtigt. Jeg er SÅ glad og taknemmelig over at jeg genfandt glæden ved både maden og bloggen - og ikke kastede håndklædet i ringen. Tusind tak fordi I stadig gider at kigge forbi og læse med ♥     

fredag den 22. januar 2016

Stop Spild Af Mad: Mystery Meat Curry...

Orv, nu er jeg atter blevet en af dem der der spiser hver dag - og det kan mærkes på flere måder. Det betyder at der bliver lavet mere mad, hvilket genererer rester. Rester som i bedste Stop Spild Af Mad stil skal omsættes, på kreativ vis, til nye retter. Her har jeg brugt mange forskellige rester fra køleskab, fryser og tørlager til at lave restemad af den mere alternative, men meget lækre slags:

Det ligner ikke just rester vel? Men det er stort set ikke andet! 

Saucen er fra min græskar-chowder (som jeg netop selv foreslog kunne bruges til boller i karry), æsken med cous cous af majs var tilbage fra den her Merguez-gryde, kødbollerne var disse med rosenkål i midten og bønnerne en trist slat fra nederste skuffe med nødgrønt i fryseren. Jeg vidste at kødbollerne ville være ret så triste efter 1 år i fryseren, men det gik nok. Men med et rosenkål i hver, var der ikke meget kød - så jeg måtte rode dybere i fryseren efter mere.

I min fryser-tombola er der gevinst på alle lodder. Jeg trækker aldrig en nitte - men af og til en lykkepakke med Mystery Meat. Jeg kunne virkelig ikke gennemskue hvad pokker det her var. Og ja, det der med at skrive på pakkerne er svært at huske, ok?

Efter optøning kunne min næse dog straks fortælle mig (på duften af kardemomme og nelliker) at det var rester fra den her langtidssimrede chai-gris - som ligeledes havde tilbragt 1 år i 3. fryserskuffe. Hallo, det passede jo perfekt til en karryret.

Jeg havde gemt en smule broccoli fra chowderen, som blev snittet i mundrette bidder. Men der var ikke rigtig 'grønt' nok, så jeg gravede et glas grillede små røde peberfrugter, piquillos, frem fra skabet. De var indkøbt med det formål at fylde med fiskefars og bage i ovnen, men det havde jeg glemt alt om. Sådan er det med den her #fibrohjerne. Skyr har jeg næsten altid i køleskabet og den fremragende grønne Dukkah fra Mill & Morter er en fast del af mit smagsudstyr. Det er en blanding af ristede mandler, pistacienødder, grønne fennikelfrø og sort sesam.

3 piquillos blev skåret i små bidder - og en enkelt skåret helt fint. Kødet blev skåret i tern og kødbollerne tøet op. Saucen blev varmet op og tilsat de 2 slags kød og de 2 slags grønt - og fik lov at simre ved svag varme. Og så til den gule cous cous af majs.

Den tilberedes fuldstændig som sin kusine af hvede. Kogende vand, salt og fedtstof - og 5 minutter under låg. Jeg valgte at bruge et god skud af den her fuldkommen vanedannende og aromatiske citronolie.

Efter 5 minutter er majsen lige til at fluffe op med en gaffel.

Mens majsen trak færdig, gjorde jeg toppingen klar: lidt broccoli i mikrobuketter, skyr, den hakkede piquillo og lidt Dukkah.

De grønne bønner blev zappet i mikroovnen og blandet med den hakkede piquillo. Lidt cous cous blev presset let sammen i en skål og vendt ud på tallerkenen - og den færdige gryderet øst på. En smule kølende skyr og et drys Dukkah senere - og så var der restemad når det er bedst! 


--------------------------------------------------------------------------------------

Kulden er virkelig hård ved mig i disse dage. I går var jeg nødt til at gemme mig under dynen det beste af dagen. Det er ok, når 50% af ens liv foregår online og man har strøm på mobilen - men ellers ret træls. Har måtte aflyse et par aftaler i denne uge, men jeg skal altså bare ikke ud i den Fimbulvinter.

Selskab mangler jeg jo ikke. For jeg har nok at se til med min vilde flok pelsdyr. Iskelil kæmper her bravt for at holde sig vågen - med svingende succes. Så snart hun falder i søvn og jeg holder op med at kæle for hende, laver hun en 'hov, du holdt op' lyd og jeg må atter række armen frem. Det kræ har krammet på mig.......men jeg klager ikke. Hun har været med til at redde mig igennem den hårde periode, alene ved at være bedårende. Jow jow.

I dag skal jeg dog ha' noget fra hånden. Der er tøj der skal vaskes og ting der skal styr på. Kedelige ting - som er blevet udskudt til sidste øjeblik af en grund. Og så skal i morgen bruges til at slappe helt af og samle kræfter til søndag - for der skal jeg meget tidligt op og på endagstur til København. Er egentlig ikke helt frisk nok til den slag udfoldelser, men jeg bliver hentet og bragt af Lars fra Grydeskeen, så jeg tror lige jeg kan holde til det (spørgsmålet er nærmere om Lars, eller rettere hans ører, kan holde til turen, for jeg har en vis ration opsparede ord jeg trænger til at komme af med). Vi skal over og lege i køkkenet hos Timm Vladimir, som afslutningen på denne omgang bloggerstafet 'Vildt dampet' arrangeret af Electrolux (du kan se mit bidrag lige her). Vi har været 9 madbloggere med i stafetten, sat sammen i hold af 3. Der skal findes et vinderhold - og en samlet vinder. Kryds lige fingre for at det bliver mig, ikke? 

God weekend til alle der kommer her forbi...

torsdag den 21. januar 2016

Pivfræk græskar-chowder med sprød tofu...

Overskriften røber at kliddamen er tilbage på bloggerpinden - med en vaskeægte vegetarret. Oh yes, det er hippie-æde for fuld udblæsning. Men tro ikke at det er hverken kedeligt eller smagløst af den grund. Visuelt er den måske ikke så smuk at skue, men der er i stedet smæk på smag, tekstur og laberhed i munden:  

Der er masser af gode grøntsager, vegetabilske proteiner, velsmag og sundt fedt til stede - så det er et måltid der appellerer til alle sanser og mætter på den helt rigtige måde. 

For mig er god vegetarmad noget der hverken er endimensionalt i smag eller tekstur. Jeg magter ikke 'bløde' udkogte retter med den samme smag i hver eneste bid. Min hjerne og min mund kommer lynhurtigt til at kede sig - og jeg føler mig ikke tilfredsstillet bagefter. Og for mig er mad ikke blot noget der skal fylde min mave og give min krop brændstof - det skal også være en god oplevelse at spise!

Vejret tillader på ingen måde at jeg forlader min lejlighed. Kulden skærer som knive og jeg kan ikke få varmen igen bagefter. Så jeg måtte nøjes med de ting jeg havde på lager - hvilket viste sig at være nok til en festmiddag til 30 personer...eller noget. Men jeg syntes jeg trængte til en masse grøntsager, så det blev et vegetarisk måltid jeg sigtede efter. Det blev også til et Stop Spild Af Mad projekt, hvor jeg kunne komme af med de ting jeg havde købt ind til jul, men ikke fået brugt. Det var bla dette hokkaidogræskar, som skulle ha' været i grøntkålssalaten juleaften. Der var også broccoli og løg på lager. Kikærter på dåse har jeg altid og tofu af og til. Jeg plejer at købe et par pakker, når det er på bud til ca 15 kr i Rema 1000. Det er de færreste der ved det, men hvis man smider tofu i vaffeljernet, får man en utrolig lækker lille sprød sag ud af det.

Der var kartofler til overs fra nytårsmenuen fra Skagenfood - for til nytår var jeg stadig så småtspisende at jeg nøjedes med kød og tilbehør. Kartofler er jo generelt ikke noget jeg spiser særlig tit, men bruges det skulle de! Desuden var der appelsiner, kokosflager (indkøbt til min dessert-bøfsandwich), mandler og grøntsagsbouillon på lager. Men hvad skulle jeg så lave? En suppe, en gryderet eller noget helt tredie? Jeg besluttede mig for at lave en hybrid mellem suppe og gryderet - en chowder. Det er en slags tyk suppe med masser af fyld. Og her i kulden trænger jeg til noget indre varme, så jeg gik på jagt efter den hele rigtige karry at bruge i. Ren dovenskab, I know, men jeg magtede altså ikke til at lave en karryblanding fra bunden den dag.

Heldigvis har jeg en masse forskellige blandinger at vælge imellem. Den tørrede koriander har jeg haft med hjem fra New York, det er af en eller anden grund næsten umuligt at skaffe herhjemme.

Det endte med 3 spsk CP44 aka Verdens Bedste Karry, 2 spsk Garam Masala og 2 spsk Kandyan. Sammen udgjorde de en både aromatisk, parfumeret og stærk trio. 

Til min chowder skulle jeg bruge hele græskarret, hele broccolihovedet, 250 g kartofler og 2 løg. Brug de grøntsager du har på lager - og gerne rød peber, det giver noget mere farve.

Det hele blev klargjort og skåret i små mundrette bidder - og tilført ½ ds kikærter. Halvdelen af kartofler, løg og græskar blev taget fra til selve suppen.

Resten blev smidt i en pose sammen med saften fra ½ appelsin, et godt squeeze olivenolie, lidt salt og halvdelen af karryblandingen. Posen blev rystet grundigt, så krydringen blev jævnt fordelt.

De marinerede grøntsager blev fordelt på en bageplade og bagt lige akkurat møre på 180°C (varmluft) på ca 15-17 minutter. Man kan også vælge at lave suppen først og så koge fyldet med til sidst, men jeg kan godt lide de sprøde bagte kanter de får på denne måde. Det giver også en bedre tekstur til den færdige ret.

Når ovnen nu alligevel var tændt, kunne jeg passende riste lidt kokosflager og mandler - i stedet for at tænde en pande. Jeg slukkede for blæseren og gav pladen 5 minutter - slukkede ovnen og lod den stå 2 minutter på eftervarmen.

Og så til selve suppen. Løget blev først sauteret i en smule olivenolie, tilsat 2 fed hvidløg i skiver, resten af karryblandingen og græskar + kartofler.

Der blev hældt vand på til det lige akkurat dækkede - og der blev tilsat 2 tsk urtebouillon. Grønsagerne blev kogt møre inden jeg stak en stavblender i gryden og *wroom wroom* forvandlede indholdet til en tyk suppe.

Og så skulle smagen tweakes. Når jeg laver ting med græskar kan jeg godt lide at balancere den let sødlige, fade smag, med et godt skud syre. Jeg tilsatte derfor saften fra den anden halve appelsin, lidt æblecidereddike og et drys af det her havtornepulver. Brug citron, lime, ingefær, div eddiker eller hvad du nu foretrækker. For farven og sundhedens skyld, tilsatte jeg også et godt skud økologisk gurkemeje - ligeledes hjembragt fra NYC. Et par dråber akaciehonning, lidt ekstra salt og et godt skud friskkværnet peber senere - og så var den klar.

Suppen kan sagtens spises som den er - eller bruges som sauce til f.eks boller i karry. Det er en fremragende måde at snige grøntsager i børn og andre kræsne væsner på. De bagte grøntsager kan også bruges for sig, som tilbehør til kød, fisk eller som lun salat med ristede kerner og frø på toppen og en kølende mælkebaseret dressing til. Men lige her skulle de 2 elementer nu kombineres - og toppes med tofu. Så den må vi hellere komme i gang med nu:

Og her er den så - den beige rædsel. Indrømmet, tofu er sgu ikke for alle. Magter du det ikke, så drop den - eller erstat den med kylling i tern. Jeg lover ikke at sladre!

Halvdelen af pakken (100g) blev duppet fri for væde og skåret i terninger. Det er flot at se til, ikke? Det både lugter og smager af våd hund i 'rå' tilstand - men det er nemt at ændre på. Man kan marinere både før og efter stegning, men jeg forlod det blive au naturel. Resten af retten var nemlig så krydret at det ikke var nødvendigt med ekstra smag der. Det handlede om at tilføre protein og 'sprødt' til retten.

De små terninger blev stegt sprøde og gyldne i en smule olivenolie - og lagt på fedtsugende papir. Prøv endelig at spise en som de er - konsistensen er et sted mellem stegt halloumi og fast kylling. Smagen er temmelig neutral, omend ret salt.  

Suppen blev varmet, fyldet tilsat og varmet igennem - (hold lidt fyld tilbage til at komme ovenpå).

Og så til alt det andet topping. Kølende skyr (brug Alpro for en veganske udgave), stærk syrlig Sriracha, knasende ristede madler og kokosflager - og i mangel af en frisk dusk, et drys tørret koriander.

Anret chowderen i en varmet tallerken. Top med resten af grøntsagerne. Læg den sprøde tofu tilrette. Lav små kølende søer af skyr (eller Alpro) og dryp med en passende mængde Sriracha. Fordel lidt ristede mandler og kokosflager på toppen og slut af med et let drys koriander - eller et fintsnittet forårsløg. Et frisk grønt pift kan gøre meget. Tag en ske og gå så til fadet - det er comfort food ligesom hjemme i Indien


Nåede du helt herned til bunden? Jeg er imponeret.

Det er SÅ fedt at ha' fået lysten til at spise og lave mad igen. Føler mig voldsomt inspireret og kan mærke idéerne ulme indeni. Men jeg skal lige huske på at kræfterne stadig er små, inden jeg kaster mig ud i nogle vanvidsprojekter. But I'm back.................

torsdag den 14. januar 2016

Gin & tonic - som sorbet...

For at vende langsomt tilbage til bloggen, har jeg valgt at fokusere på et lille lifligt emne: gin. De sidste par år er det blevet til både en voksende gin-samling (34 varianter, i skrivende stund) og flere spændende gin-smagninger på div messer. Og nu er jeg så nået dertil, hvor det ikke længere kun skal drikkes - nu skal det også spises. Og hermed skydes mit spiselige gin-tema i gang. Og den første 'ret' er denne forfriskende og frække gin-sorbet:  

Det er ikke en traditionel sorbet, da den ikke indeholder ret meget sukker. Den skal kunne serveres i stedet for en gin & tonic - på en kølig dag, før en middag, som gane-renser eller sågar som en let dessert hvis man har 'skinny bitches' til middag. 

Inspirationen har jeg fundet her hos Johan. Det viste sig at jeg havde indkøbt nøjagtig samme sam-pak med 1 flaske Gin Mare og 4 stk 1724 tonic, så det var jo oplagt. Det er en fabelagtig gin, som normaltvis er lidt til den dyre side (ca 400 kr), men jeg fandt pakken i Inco før jul til 247 kr + moms. Score! Du får her min version, som afviger fra Johans på et par springende punkter.

Johan bruger ren appelsinsaft - jeg blander lime, citron og mandarin (rester fra julen i bedste Stop Spild Af Mad stil). Det giver mere syre og kræver derfor mere sødme - så i stedet for lidt simpel sirup (1:1 vand og sukker) vælger jeg at bruge en større mængde glukosesirup. Det ændre også lidt på konsistensen, som jeg så fremhæver yderlige ved at tilsætte en æggehvide. Det giver en cremethed som ellers er svær at opnå med så lav en sukkermængde.

Der skal bruges 1 dl saft. Det passede meget fint med 1 lime, 1 citron og 1 mandarin. Vælg den kombination du foretrækker - og juster sødningen efter dit valg. Pres citrusfrugterne og si saften, så alt pulpen kommer fra.

Og så er det ved at være tid til at mixe vores drink sorbet.

1 dl Gin Mare
4 dl 1724 tonic
1 dl citrussaft
4 spsk glukosesirup
1 økologisk æggehvide

Og nej, du kan naturligvis ikke bruge hverken en anden gin eller en anden tonic - så bliver det den falske sorbet. Men jeg er åben for muligheden for at jeg kan tage fejl....

Bland citrussaft og glukosesirup - og rør til det er opløst. Tilsæt gin og tonic. Sæt blandingen på køl og lad den blive helt kold. Jeg valgte at ha' æggehviden klar, så jeg ikke skulle til at bøvle med den senere.

Beklager det uldne billede, men det er knipset på mit 'fjernlager'. Mine armkræfter rækker ikke til at bære ismaskinen frem og tilbage til køkkenet, så nu har jeg sat en lang forlængerledning til, så jeg kan kører is derinde. Man må sno sig, ikke? Hele massen blev hældt i og den gik lov til at køre i 15 minutter.

I mellemtiden blev æggehviden letpisket. Den skal endelig ikke piskes alt for stiv. Den hældes derefter i sorbeten - som så får lov at køre yderlige 15 minutter.

Den færdigkørte sorbet er stadig meget blød a'la slush-ice. Den skal med hast, i en bøtte og på frost i mindst 4-6 timer. Bank bøtten forsigtigt mod bordet først, for at fjerne overskydende luft.

Ingen ismaskine? Frys massen ind i en flad bøtte og rør i den, af og til, med en gaffel til den bliver grød-is. Lad den derefter fryse næsten ind. Stik derefter en stavblender i og 'skum' den op sammen med æggehviden. Frys ind. Det giver ikke helt så luftig og cremet en sorbet, men det går an.

Anret sorbeten i smukke glas. Jeg har fundet det her pragtfulde retro-glas i en genbrugsbutik for 5 kr - og knuselsker det. Stil glasset i køleskabet ca 30 minutter før anretning, det er nemlig mest optimalt at servere en sorbet i et afkølet glas.


Sorbeten kugles op med en is-ske eller en spiseske.

Pynt med lidt lime - enten som skal, halve skiver eller en snirkel. Brug kniv, juliennejerne eller kannalerjern. Jeg rev en masse limeskal til et andet projekt med juliennejernet - og kunne derfor lave en halv skive, med fine riller i skallen. 

Nøj, det er en laber og læskende sag. Glæder mig til servere den for gæster senere på måneden.

Man kan også lade den tø lidt op og servere den som slush-ice i et cocktailglas med sugerør.

Eller med ske. Og det er sådan den vil gøre sig godt som skinny dessert.

Sorbeten kan også bruges til at lave en ganske særlig G&T med - og den får du i det næste indlæg. For ja, nu er der da vist kommet hul på bloggeriet igen.

Og så vil jeg godt lige slutte af med at uddele lidt ægte linklove. Jeg er nemlig stødt på en SÅ nørdet blog at jeg bliver nødt til at anbefale den. Af samme grund måtte jeg lave den her sorbet - og så har du jo nok allerede gættet at det handler om den her blog. Johan poppede pludselig op på min radar og så blev jeg straks fanget ind. Det er vildt nørdet, teknisk, passioneret og meget dybdegående - foregår i et hæsblæsende sprog (på engelsk) og med et svimlende lixtal. Det er en blog der kræver noget at sine læsere, der skal læses og forstås - men man kan også snyde og blot scrolle ned til opskrifterne nederst. Men så snyder man sig selv for, dels en masse viden og dels en masse sjov. Det var sådan jeg selv drømte om at skrive da jeg startede op, men med en hjerne der er havregrød halvdelen af tiden, lader det sig ikke gøre. Og jeg tror at det netop er derfor at jeg nu nyder den slags blogs endnu mere. Hvis du også er til  ekstremt madnørderi og ordekvilibrisme - så kig med her på hans blog - og følg også med her på Facebook

Og så er det da vist blevet tid til en lille G&T...ikke?