mandag den 12. oktober 2015

Happy Halloween: Ørevokspandekager med babygylp og ristede zombie-negle...

Halloween nærmer sig. Jeg er dog stadig lidt på vippen med den begivenhed. Men selv om det er meget amerikaniseret, er det nu også vildt fedt at klæde sig uhyggeligt ud og spise klamme ting. For et par år siden lavede jeg disse sprødstegte mumier som vakte stor jubel. Og i år disker jeg så op med de her klamme ørevokspandekager med babygylp og masser af ristede zombie-negle:

De blev serveret med en flaske rottegift (Sprite tilsat blå fugtfarve). Måske var det en ide' at lave sådan en omgang til dine børn her i efterårsferien?

Er man ikke et barn eller en barnlig sjæl, kan man bare kalde dem græskarpandekager med ahornsirup, SMØR og sukkerristede græskarkerner i stedet.

Opskriftens vigtigste element er græskarpuré. Den kan du se lige her hvordan man laver. 

Pandekagerne blev bagt i mit Tefal Snack Collection jern, som jeg lige har fået tilsendt disse nye pandekageplader til. Jeg valgte at bruge den medfølgende opskrift på pandekager og blot tilpasse den så den passede til mit formål.

Det er temmelig smart at kunne bage 2 små pandekager hurtigt, uden at skulle vende dem overhovedet - og uden fedtstof. Har man ikke sådan et jern, kan de sagtens steges på panden.

Ud over græskarpuréen er det en lige ud af landevejen pandekagedej.

200 g græskarpuré
3 æg
2 dl mælk
175 g hvedemel
2 spsk rørsukker
½ tsk  salt
1½ tsk bagepulver
½ tsk kanel
½ tsk kardemomme
3 spsk smeltet SMØR (40 g)

Pisk æg, sukker og græskarpuré sammen. Sigt resten af de tørre ingredienser sammen og tilsæt dem af 2-3 omgange skiftevis med mælken. Pisk endelig ikke for meget. Rør til sidst det smeltede SMØR i.

Det giver den fineste ørevoksgule dej. Dejen kan enten bages med det samme eller hvilke på køl. Jeg lod min hvile og lavede i mellemtiden de ristede zombie-negle.

De er lavet efter de samme principper som mine krydrede snack-nødder. Græskarkerner kan ikke tåle ret høj varme i længere tid uden at branke, så den er en rigtig god måde at lave dem på. Et par håndfulde blev varmet op i 10 minutter i ovnen på 150°C - og derefter hældt i en opvarmet gryde sammen med 3 spsk rørsukker. Rør, rør, rør - hold ikke pauser. Sukkeret vil smelte hurtigt og sætte sig på de varme kerner.

Fordel de glaserede kerner på bagepapir og lad dem køle helt af. Modstå fristelse til at smage på dem, det vil give dig brandsår i munden. Og ja, jeg taler af bitter erfaring...

Bag pandekagerne - jeg fik 12 stk ud af den her portion.

Server dem lune med en blød klat SMØR og ahornsirup - og top med de sukkerristede græskarkerner.

Det er det pureste guf!

Ville du kunne få din pode til at spise ørevokspandekager med babygylp og ristede zombie-negle?

NB: Snack Collection og pladerne er sponsoreret af Tefal. Opskrift og ord er mine egne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...