søndag den 11. oktober 2015

1 hokkaidogræskar = 4 retter...

Her får du fortællingen om hvordan en høne et græskar blev til fem høns fire retter. Det var kun den første ret der var planlagt på forhånd, resten kom til hen af vejen i bedste Stop Spild Af Mad stil:

Ø tv: Græskar mac 'n cheese m/ røget Gou-Dan og parmesan. Ø th: Græskarpandekager med sukkerristede græskarkerner (opskriften kommer på bloggen til Halloween). N tv: Græskarpuré med bolognaise. N th: Cremet græskarpasta med grønkål og ost. Opskriften på de 2 sidste retter findes nederst i dette indlæg.

Jeg er vild med hokkaido. Det er tæt i konsistensen og giver den mest silkebløde puré. Skallen kan sagtens spises, så der er ingen grund til at skrælle det først. Men vask det grundigt og fjern evt trælse pletter. 

Skal jeg ikke lige repetere hvordan man nemt laver den skønne puré? Flæk græskarret med en skarp kniv og skrab indmaden ud med en ske (rist kerneren i ovnen, hvis du syntes det er umagen værd).

Skær græskarret ud i grove stykker og kom dem i et ildfast fad. Dæk fadet med folie og stil det i ovnen på 200°C i ca 35 minutter. 

Tag fadet ud, fjern folien og stik en stavblender direkte i fadet. Kør *wroom wroom* til du har en glat puré.

Se hvor smuk en orange farve den får når man lader skallen sidde på. Og så er puréen klar til brug. Efter jeg havde lavet mac 'n cheese og pandekager var der stadig en del tilbage - og det var sådan de 2 sidste retter opstod.

Til dårlige dage har jeg købt et lager ind af aftensmad fra Meyers. Vil hellere ha' god convenience, end dårlig take-out. Så jeg hev en bakke kødsauce op af fryseren og tøede op på køl. Græskarpuréen er jo helt uden tilsat smag, så er ret sød og fad - og skal ha' et godt spark for at kunne spise som mos.

Jeg varmede den derfor godt igennem i selskab med lidt SMØR, frisk timian, urtesalt, friskkværnet sort peber og en kæmpe håndfuld revet parmesan. Den blev derefter stavblendet igen og smagt til med et par dråber æblecidereddike. 

Det gav en rigtig laber mos som passede godt til bolognaisen. Der kom lige et ekstra drys parmesan på toppen. Umami klæder det søde græskar SÅ godt.

Der var dog både mere mos og mere kødsauce end jeg kunne spise, så det blandede jeg sammen og påtænkte at lave en suppe af dagen efter. Men så fik jeg en anden ide... 

Det skulle da bruges til en pastaret! Jeg havde også en del grønkål tilbage fra den frugtige og knasende grønkålssalat, en rest røget Gou-Dan og nogle ristede græskarkerner.

Den røgede ost blev revet - og jeg rev også en stor håndfuld parmesan. Grønkålen blev skyllet, ribbet og hakket. Grønkålen blev dampet i lidt vand, tilsat græskarmosen/kødsaucen og halvdelen af begge slags ost. Pastaen blev kogt og saucen tyndet op med en smule af kogevandet.

Den nykogte pasta blev vendt i saucen, anrettet i en tallerken og drysset med resten af de 2 slags ost. Lidt ristede græskarkerner satte prikken over i'et. Virkelig mættende og tilfredsstillende fuldfed comfort food. HCHF baby!

Og vupti, så var der forsvundet et helt græskar. Jeg elsker at altså lege med rester. Der kommer tit nogle helt nye og lækre retter ud af det. 

Det bliver ikke til det vilde madlavning i ugen der kommer. Jeg skal nemlig slappe af og samle kræfter til næste weekend, hvor der er MAD i Ridehuset. Igen i år skal jeg, og en lille flok andre madbloggere/madnørder, lave madpakker til alle udstillerne. Men jeg har et par ting fra gemmeren som jeg kan smække ind her hvis jeg får kræfter til det. Nu får vi se.

God søndag til alle der kommer her forbi...   




2 kommentarer:

  1. Uhm, nu er det græskar tid igen!
    Jeg elsker pure af græskar, som jeg lærte at kende da jeg boede I Afrika. Opskriften herover er helt perfekt:-)

    SvarSlet
  2. Kødet kan erstattes med Soy4you og pastaen med pasta lavet a bønner http://www.elle.dk/skoenhed/sundhed/nyhed-laekker-low-carb-pasta-lavet-af-boenner

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...