lørdag den 2. februar 2013

Marokkansk lammeculotte i Römertopf...

Varme krydderier, langtidstilberedt smørmørt lam og aromatiske ris - det er ægte comfort food her i kulden. Retten startede torsdags som en Stop Spild Af Mad ide, men udviklede sig til at blive langt mere end det.

Visuelt er den heller ikke spor tosset, gryderetter kan ellers være noget af en udfordring. Er vild med de varme farver kombineret med lilla, grønt, orange og gult.

Jeg deler kærligheden med skønne krydderier med Marie fra Cocina Fragrante. Hun har netop sendt mig en forsinket julegave. Det er en kasse med alle mulige lækkerier fra Torvehallerne. Hun har også sendt et glas med af hendes hjemmelavede bergamottemarmelade med Vin Santo og kardemomme - som jeg bla. skal lave en omgang marmelade-kylling med.

Aj, men hvor heldig er jeg lige? Kassen bød også på havsalt fra Camargue med Provence-krydderier, balsamico med figen, sommertrøfler i olie, tomatpulver, ægte safran, havtornelikør, økologisk cognac, Ras el Hanout, olivenolie med basilikum og semi-soltørrede tomater. Jeg glæder mig meget til at smage mig igennem det hele. Og til det her måltid skulle jeg allerede ha' gang i 3 af tingene.

For nu havde jeg for alvor ingredienserne til at lave mad ligesom hjemme i Marokko og det skulle jeg da udnytte. Det er længe siden jeg havde haft fingrene i safran og havde savnet den letstøvede aromatiske smag - og krydderblandingen Ras el hanout elsker jeg! Har selv lavet flere varianter og købt mange forskellige blandinger. Den her blanding er fra ASA - som ud over at ha' fysisk butik i Torvehallerne, forhandler krydderier her i webshoppen. Saltsyltet citron havde jeg bag i skabet og hvidløg, ingefær og timian på lager.

Grøntsagerne var også kommet til døren - økologiske og friske. Jeg har fundet et nyt sted der leverer og er meget begejstret. Mere om det senere. Løg, gulerødder og bladselleri er gerne basisvarer her - og som supplement til årstidens rodfrugter havde jeg også bestilt squash og fennikel. 

Brug nu endelig de grøntsager du kan lide - opskriften er kun vejledende. Jeg gjorde det hele rent og skar det ud i mellemfine stykker. Det hele fik et kys på en varm pande - bare så det slap den værste råhed. Grøntsagerne blev derefter lagt i den udblødte Römertopf, fik timiankviste lagt på og ventede tålmodigt på resten.

Kødet var en lammeculotte som var blevet til overs fra GourmetGirafferne i onsdags. Den charmede jeg mig til at få med hjem. Den blev befriet for fedt, sener og skåret i store tern.

Og så havde jeg 375 g kød at gøre godt med. Culotten havde fået 20 minutter i ovnen og var meget rosa. Jeg besluttede mig at lade som om den stadig var rå.

Kødet blev vendt med 3 store spsk Ras el hanout. Så sikke en duft. ASA's blanding er med kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran. Kødet blev brunet hurtigt af på en varm pande i lidt olivenolie og lagt på grøntsagsbunden. Og så til det sidste:

En stor dåse flåede tomater. Jeg havde kun gule. Man kan også sagtens bruge en flaske passata.

Der skulle ha' været kikærter i - men nu havde jeg altså 1 ds røde bønner der skulle bruges. Jeg vil gerne opfordre dig til at slippe tøjlerne og tænke udenfor kassen. Lad være med at lade opskrifter begrænse dig. Mange skimmer en opskrift og tænker 'det kan jeg ikke lave for jeg har ikke x og y'. Og hvad så? Lad det du har udfordre dig, i stedet for at lade det du ikke har begrænse dig! Woah, det var ikke meningen lige at kanalisere Dr Phil......men jeg mener det. Dog skal man jo lige tænke sig om det er jo ikke alt man kan erstatte. Det er f.eks ret ufikst at erstatte melet i en kage med ketchup - but you know what I mean.

Tørret frugt er et must i marokkanske simreretter. Almindeligvis er der dadler eller abrikoser man bruger. De bidrager med sødme og giver en god kontrast til det stærke og sur/salte. Her har jeg brugt tørrede blåbær - for det var det jeg havde.

Jeg lavede 2 dl Herbamare urteboullion og udblødte lidt safrantråde i.

2 fed hvidløg blev skåret i tynde skiver, en lille knold ingefær hakket fint og ¼ saltsyltet citron befriet for frugtkød og skåret i tern. Har du ikke syltede citroner kan det erstattes af revet citronskal og salt. Eller se lige her hvor Mette har lavet en lyn-version som kan være klar på 15 minutter.

Det hele, undtagen bønnerne, kommes over kødet.

Tomater, bouillon og 2 laurbærblade - låg på, i kold ovn som blev tændt på 120°C. Og så var det bare at hive den ud 3 timer senere (bønnerne blev tilsat efter 2 timer). 

Uhm, sikke en intens duft der mødte mig da jeg åbnede stegesoen. Selv om det ikke var min aftensmad torsdag blev jeg nødt til at nippe lidt. Fyldet blev fisket op med en hulske og sat til afkøling.

Væden blev sigtet over i en gryde og sat på køl. Da retten skulle serveres fredag blev det kolde stivnede fedt fjernet og den blev kogt ind og smagt til med lidt salt, agavesirup og citronsaft. 

Tilbehøret var hvide ris (meld mig bare til stivelsespolitiet) kogt med yellow rice. Mens risene kogte lavede jeg en lynhurtig salat får at få lidt knas ind i det ellers 'bløde' måltid. 

Rødkål blev snittet papirtyndt på min mandolin. 

Og så åbnede jeg for den nye balsamico med figen fra O&CO. Wow, sikke en lækker sag.

Den fintsnittede kål fik et godt skud + flagesalt, friskkværnet peber og lidt olivenolie. Jeg krammede det hele sammen med hånden og kom kålen på et fad.

Et lille drys græskarkerner gav farve og ekstra knas. Granatæblekerner ville ha' været perfekt.

Og så var der mad. Totalt i orden. Krydret, sødt, stærkt, aromatisk, blødt, sprødt og utroligt velsmagende. Og der er en stor bøtte i fryseren til en anden god gang.

Og der kommer snart mere mad fra Römertopf. I går købte jeg nemlig den her lille ny til bloggen i fødselsdagsgave. Den kan rumme ca 2 liter og er bare perfekt til en lille husholdning som min.

I denne weekend står den på totalt afslapning. Min kæreste er på besøg. Jeg tror det ender med mad udefra i aften for jeg har bare slet ingen kræfter at gøre godt med. Der er en meget vigtig mail jeg skal ha' skrevet og det skal være mit fokus. Men den er svær og jeg har allerede forsøgt mange gange  - og givet op. Det bliver for krævende, for klynkende eller alt for overvældende. Balancen er hårfin. En lur nu og så endnu et forsøg bagefter.

God lørdag til alle der kommer her forbi!


8 kommentarer:

  1. Jeg elsker det med, at du opfordre til at tænke "ud af kassen" - det har jeg lært meget af hos dig, og gør meget mere end før.

    F.eks. er jeg ikke til lam, men man kan jo lave med alt mulig, og også uden kød for den sags skyld, hvis man har lyst. Elsker også de der krydrede retter og laver ofte curry. Jeg tror, jeg må have sådan en lille "so" også :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Deborah, det er jeg glad for at du gør. Dejligt at høre.

      Ork ja, man kan jo bare bruge lige de kæd man har lyst til. Man kan også bare bruge store stykker kartoffel som kommer i til sidst. Det smager virkelig også godt.

      Ja, jeg tror også at sådan en lille so vil være lige noget for dig. Det er så dejligt med mad der passer sig selv i ovnen :-)

      Slet
  2. Åh Malou, du laver mad så jeg næsten dåner!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, jeg er glad for at du kan lide mine retter :-)

      Slet
  3. Er det til en tidligere veninde du skriver?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da godt nok et malplaceret spørgsmål. Du læser tydeligvis ikke fast med her. Mailen har forbindelse til dette indlæg.

      Slet
  4. Perfekt! Jeg har stadig nogle tørrede frugter fra julen, så bare står og er trætte af livet, samt en okse cuvette, som jeg ikke ved hvordan jeg får bugt med.

    Dejligt dejligt dejligt.

    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Woop woop, dejligt at du kan bruge opskriften. Er spændt på at se din version :-)

      *Bukker* Tak.

      Tak, i lige måde - håber vi ses i marts når du kommer igen.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...