onsdag den 2. maj 2012

Rababer-is...

Det er lige nu de første spæde rabarber vælter op af jorden - og de er pragtfulde i både det søde og det salte køkken. Her har jeg lavet en ikke alt for sød is med en frisk og dejlig smag af de røde stængler.

Og jeg skulle hilse at sige at rabarber og lakrids er en uovertruffen kombination.

Sidste onsdag var jeg af sted til afslutning hos Gourmet Girafferne da jeg blev ringet op af Tine Kagedåse aka The Blogless Sister. "Må jeg komme forbi med en pose rabarber fra min have til dig?" spurgte hun. Øh, går paven med en sjov hat? Jeg gjorde dem straks rene da jeg kom hjem og frøs en stor portion til kompot.

200 g + en halv 'tom' vaniljestang kom i en gryde sammen med 2 dl vand.

Det fik lov til at simre ved svag varme til rabarberne var meget møre. Vaniljestangen blev fisket op og jeg stak en stavblender i gryden *wroom wroom*.

Det gav en fin lyserød puré. Der var ca 3½ dl - som er den væskemængde jeg plejer at bruge til mine is med kondenseret mælk.

Puréen blev blandet med 1 dåse kondenseret mælk og 2½ dl fløde. Den fik lov at køle ned inden jeg kørte den i min ismaskine. Isen kan også fryses uden maskine - den sættes i fryseren og piskes igennem hver halve time til den er sej, og fryses derefter helt ind. Den færdige is blev kun ganske svag farvet - hvis man ønsker den rødere kan man jo tilsætte et par dråber frugt - eller pastafarve.
Efter at ha' kuglet op og fotograferet i går fik jeg en idé - hvad med en forfriskende rabarbermilkshake? Den lavede jeg af 150 g is og 2 dl letmælk.

Flydende forsommer - den perfekte eftermiddagsdrik på en varm og solrig 1. maj.
I dag bliver en rigtig god dag - jeg kan mærke det. Først er jeg inviteret til frokost på Kvindemuseet af en som jeg skal lave noget spændende med til efteråret (jeg vil ikke røbe hvad det er, men det har selvfølgelig noget med mad at gøre). Senere på dagen skal jeg hygge og gramse på madvarer med Sif som er i byen for en kort bemærkning. Madlavning bliver der ikke noget af - for jeg går nok kold når jeg kommer hjem. Men jeg satser på at finde et eller andet lækkert at tage med hjem og gumle på.
Åh, og min tur til Samsø på højskole er lige blevet en tand bedre. En rigtig sød og gæv kvinde som jeg sidder i bestyrelsen for Slow Food Aarhus-Østjylland sammen med har lige booket det samme kursus. Det bliver skønt at ha' en at dele oplevelsen med - og det en som elsker gode råvarer lige så højt som jeg. Det vil få oplevelsen til at vare meget længere i den anden ende.
Rigtig god dag til alle der kommer her forbi.


45 kommentarer:

  1. Tusind tak! Rabarber! I *heart* you!

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme - bedre sent end aldrig ;-) Aww <3

      Slet
  2. Har et spørgsmål - ska lave hindbærisen og lakridsisen idag, kan ikke lige begrænse mig :-) glæder mig til at prøve kondenseret mælk-versionen. Når du skriver fløde, bruger du så piskefløde eller alm fløde????

    Hilsen Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, dejligt at du skal lave begge is - god is er meget is ;-)

      Konsistensen med kondenseret mælk bliver rigtig god - og så slipper man for at koge en besværlig creme først.

      Øh, piskefløde er alm fløde efter min mening - mon du mener om den skal spises til skum eller ej? Her skal den ikke piskes men bare tilsættes. Pøj pøj med projektet - håber du kan lide dem :-)

      Slet
  3. Rababer er jo det skønneste! Jeg savner allerede min lille busk i DK. Jeg må købe dem i år her i Sverige. Tilgengæld har min svenske baghave masser af blåbær jeg kan høste...

    Jeg synes isen lyder helt himmelsk og jeg kunne så godt hapse et scoop her i solskinnet! Tak for inspirationen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er de bare! Hvad, er du flyttet til Sverige? Det lyder da som et spændende spring. Og ikke et tosset bytte med rabarber for blåbær ;-)

      Tusind tak, den var rigtig lækker. Pønser på at lave en med stikkelsbær når de bliver til at få. Velbekomme, jeg er glad for at du finder det jeg laver inspirerende.

      Slet
    2. Hej. Rabarber og Sverige udelukker da ikke hinanden. Hvis du udelukkende har klipper og græstørv i haven, så lav en plantekasse og send mig lidt til fragten, så skal jeg sende dig lidt vin og jordbær rabarber til avl. Jeg har leveret til mange andre, så du kan naturligvis også komme med i klubben. De står fint i jord fra de billige plantevækst, og kræver kun at du husker vand, vand vand og så lidt gødning. Ps så vil jeg lige grave i mine gemmer, da jeg har en isopskrift liggende, der passer fint til folk uden ismaskiner. Den er oprindelig lavet med appelsin og grøn kardemomme tilsat safran tråde. Men det kommer senere.

      Slet
  4. Rabarberplanter står på ønskelisten til præstegård!!! Når nu jeg ikke har en ismaskine (endnu;) så tror jeg at jeg vil lave grød og tærter, skal dog bare lige finde nogle nye sprøde rabarber...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt forstå - det er noget af det jeg savner mest fra da jeg havde have.

      Den her is kan sagtens laves uden maskine ;-) Men grød og tærter er nu heller ikke at kimse af.

      Slet
  5. That's it - Nu køber jeg altså den ismaskine!!
    Hvordan jeg skal få plads i mit (alt for lille!) køkken, må jeg få hovedpine over en anden dag.

    Rabarberis - mums! Skal vist på rov i forældrenes have...

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan! God beslutning ;-)

      Ak ja, pladsen er også et problem her - arbejder på at få rokeret lidt rundt så den kan stå fremme hele tiden.

      Uhm, det er en gudeis - håber du får fat i en flok rabarber ;-)

      Slet
  6. Jeg drømmer mig væk til rabarber - ej, hvor ville jeg gerne smage den is :D

    BornInTheHorizon//Maria. (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må på jagt efter rabarber så du kan lave en portion ;-)

      Tusind tak, den var godt nok god.

      Slet
  7. Mums....hvor er jeg bare misundelig over al den lækre is du får lavet.... Gid jeg dog havde en ismaskine. Men synes ikke rigtigt, at jeg har så mange penge til at investere i en ismaskine.

    Det ville ellers være skønt selv at kunne lave is, så min datter kunne få en masse lækre varianter uden gluten :-) Er der nogen, der kan anbefale en god ismaskine til billige penge ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tak - jeg er glad for at du kan lide de is jeg får lavet. Og de er jo alle glutenfri ;-)

      Ja, det er mange penge for en maskine med kompressor. Du kan dog få en fra Phillips med et fryseelement i til 5-600 kr som er ganske fin (det var sådan en jeg havde før). Du kan faktisk købe den her for 520 incl fragt. Det er en meget god lille maskine at starte med. Jeg har godt nok lavet meget is på min.

      Slet
    2. Tusind tak for linket, Malou :-)

      Hvordan fungerer det, når der ikke er kompressor ? Skal hele skålen så i fryseren inden man kan lave isen eller er det "kun" fryseelementet ? Jeg har nemlig desværre kun en lille fryser, så skal være sikker på, at den kan være der ;-)

      Er der stor kvalitetsforskel på det is du lavede med den lille maskine og det du laver nu med den store ?

      Slet
    3. Velbekomme. Det er kun fryseelementet der skal gøres plads til i fryseren - og det er det der gør lige netop den der maskine så attraktiv. Så der er plads til den selv i en lille fryser ;-)

      Nej, ikke den store forskel - den stor kan dog fryse isen lidt hårdere ind. Men med de her is på kondenseret mælk gør det ingen forskel.

      Slet
  8. Kære Malou--- Tak for dine altid lækre opskrifter! Nu ved jeg hvad jeg ønsker mig til fødselsdag !!!! en ismaskine--- med alle de dejlige opskrifter --- det skal prøves. Og så lige en bøn--- Edamerbønner hvodan skal de laves --koges eller ? jeg har købt nogle frosne i Fakta men er i tvivl .På forhånd tak og dejlige drømme om is og maskiner. ;-)) KH. Ingelise Thomsen

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ingelise

      Tusind tak, jeg er meget glad for at du kan lide mine opskrifter :-) Uh, så krydser jeg fingre for at du får en ismaskine til din fødselsdag.

      Edamamebønnerne er vildt nemme og hurtige at lave - det kan gøres på 3 måder: de kan kommes i kogende vand og koge i 1-2 minutter, overhældes med kogende vand og stå et par minutter eller kommes i en egnet bøtte og gives et par minutter i mikrobølgeovnen.

      Velbekomme :-)

      Kh

      Slet
  9. Rabarberis er noget man får ALT for sjældent! Det ser SÅ lækkert ud :-P

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaha, det var også det jeg syntes - det er alt for længe siden jeg har set det nogen steder. SÅ måtte jeg jo skride til handling ;-)

      Tusind tak :-)

      Slet
  10. Hej Malou !

    Uuuuhmmmm :-) Spændende is. Den tror jeg, at jeg vil afprøve ved lejlighed. Si du rabarberpuren for rabarbertråde inden anvendelsen ?

    Mange hilsner Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej :-)

      Tak - den er rigtig lækker. Nej, jeg blendede det meget grundigt - har nemlig ikke kræfter til at køre det igennem en si. Og det blev ganske fint.

      Slet
  11. Nøøøiiij hvor er den her is lækker!!
    Lavede din lakridsis for en lille uges tid siden, og lavede så rabarberisen igår, da lakridsisen desværre for længest er væk, så blev den her nydt alene...
    Endte med at have spist næsten hele portionen i sengen imorges.
    Så nu gå turen til Fakta og deres lager af kondenseret mælk...

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak :-)

      De smager godt sammen - men heldigvis også godt hver for sig ;-)

      God stil at tømme Fakta! :-D

      Slet
  12. Sikke en masse vildt lækre is du lægger op på bloggen ;-) Desværre har vi ikke en ismaskine - vi er ved at overtale hinanden til at det da er noget vi absolut ikke kan leve uden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Det er en dejlig ting at have - men man kan altså sagtens lave gode is uden. Den her med kondenseret mælk egner sig fortrinligt til at fryse uden maskine.

      Men når man så har besluttet sig for at investere i en maskine - så er det en god ide at bruge lidt flere penge på at købe en med kompressor. Så kan man lave is når man vil ;-)

      Slet
  13. Jeg er SÅ vild med din basis isopskrift (kondenseret mælk, fløde +smag). Det er hurtig lavet og konsistensen er både cremet og sej på den helt rigtige måde! Så mange tak...
    Malle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Den er virkelig nem at ha' med at gøre. Og tænk, det var et rent tilfælde at jeg 'opfandt' den.

      Jeg har lige lavet sen basis vaniljeis - den komme rpå bloggen inden længe ;-)

      Slet
  14. Så har jeg prøvet at lave rabarberis, dog med min egen isopskrift da jeg hverken har ismaskine eller kondenseret mælk.
    Jeg har lavet din rabarber pure og tilsat og nu skal den bare fryse ind.
    Åh jeg håber sådan det bliver godt. Tak for inspiration (og hjælp til kompotten)
    Vh Anne Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre -med lidt hiv og sving kan alt jo lade sig gøre. Jeg håber din is bliver god :-)

      Velbekomme, er glad for at du kunne bruge opskriften.

      Slet
  15. Har lige været i fryseren og tjekke, og den er blevet helt perfekt ;-)
    Mums!

    SvarSlet
  16. Puha.. At læse din blog kostede mig en ismaskine som du linkede til længere oppe. Fandt den dog til 500 kr incl fragt.
    Har i dag lavet denne rabarber is også. Fantastisk is.
    Tak for en god blog, men god inspiration.

    SvarSlet
  17. Christine
    Jeg har lavet isen i dag med mine børn. Og hold nu op en himmerigs-mundfuld. Perfekt opskrift, smagen og konsistensen sidder lige i skabet. Tak for den dejlige opskrift. Det er bare så nice !
    :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, jeg er så glad for at høre at den blev et hit. Dejligt at du kunne bruge opskriften. Tusind tak for feedback :-)

      Slet
  18. Jeg vil lave den her opskrift til min datters fødselsdag, da mine forældres have bugner af rabarber, som min mor ALDRIG får brugt (og det er jo synd!). Hvor mange mennesker er der til i denne opskrift?

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, ja det er vel nok synd hvis de dejlige rabarber skulle gå til spilde. God ide at lave is af dem :-)

      Det er svært at sige hvor mange personer den er til - for det kommer jo an på hvor meget is folk spiser. Men jeg vil nok sige mellem 6-8 portioner.

      Slet
    2. Tak for svaret, jeg har nu lavet en prøveportion, og hvis isen smager bare halvt så godt som iscremen, tror jeg ikke den rækker helt så langt ;-) Takket være dine skønne isopskrifter, er kondenseret mælk blevet min nye yndlingsingrediens

      Slet
  19. Nu har jeg også lavet isen - og hold op, hvor blev den GOD!!! Jeg piskede lige fløden og mælken halvtyk - det skadede vist ikke :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, dejligt at høre - jeg må prøve at piske fløden lidt næste gang :-)

      Slet
  20. Så fik jeg indviet vores ismaskine med denne opskrift og mums hvor er den nem og lækker.. Personligt vil jeg gerne have mere rabarbersmag, så næste gang laver jeg en stærkere rabarberkompot eller erstatter noget af fløden med det. Nu skal jeg bare beslutte mig for hvilken opskrift jeg nu skal prøve mens jeg venter på at rabarberne kommer op igen..

    SvarSlet
  21. Lækker is. Jeg smagte til med citronsaft og brugte vaniljepulver i stedet for den tomme stang😊

    SvarSlet
  22. Hej.. Kan man ikke lave den uden kondenseret mælk. Da det skulle være meget sødt. Mvh Inger Christine Jakobsen

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej. Nej, ikke til den her is. Den kondenserede mælk bruges her, i stedet for sukker + æg. Mvh Malou

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...