Beef Wellington til 1 pers...

I mandags rullede jeg mig helt ud og lavede Beef Wellington, Pommes Anna og portvinssauce - kun til mig. Her får du mit bud på hvordan man kan lave Wellington til 1 person - som dog nemt kan ganges op.

Og hvad er så Beef Wellington? Oprindeligt er det en mørbrad indbagt i butterdej med foie gras og duxelles - men den gængse version på 'markedet' er efterhånden Gordon Ramsays version med sennep, duxelles og lufttørret skinke. Den har jeg skelet til - men tilsat lidt ekstra og trukket lidt fra.

I februar købte jeg denne Sweetdeal og sweettalkede mig straks til 1 stor bøf af hver slags i stedet for 2 små. Den ene BØF tog jeg med på ferie - den anden, oksemørbraden, røg i fryseren øremærket til det her projekt. Så nu havde jeg en flot mørbradbøf på ca 250 g at gøre godt med.

Butterdej havde jeg ikke - men jeg havde en pakke fillodej (staves også filodej) i fryseren. Jeg vælger ikke fillo frem for for butterdej pga af det lavere fedtindhold, men fordi købt butterdej ikke er lavet med SMØR. Jeg nægter at spise margarine hvis jeg kan blive fri. Havde jeg armkræfter til den slags rulleri ville jeg helt klart lave min egen. Man kan selvfølgelig henvende sig hos en bager og spørge om de laver deres butterdej på SMØR - og om man må købe noget af det. Men nu nøjedes jeg altså med fillodej som er lavet at hvedemel, vand, majsstivelse, glukose, rapsolie og salt.

Lufttørret skinke: tjek. French's sennep: tjek. Brune champignon: tjek. Det var det basale. Jeg valgte også at bruge løgene fra saucen til min duxelles.

Mørbraden blev duppet tør og krydret godt med salt og peber. Den blev brunet hurtigt af i en blanding af SMØR og olivenolie. Den skal kun lige ha' stegeskorpe på alle flader så porerne bliver lukkede.

Og så til min duxelles - eller svampefars som det jo er. 200 g (renset vægt) brune champignon blev blendet *wroom wroom* i minihakkeren.

Jeg kørte dem til en ret fin masse. Massen blev først stegt på en tør pande til det meste af væden var fordampet. Derefter tilsatte jeg løgene, en lille klat SMØR + salt og peber. Massen blev taget af varmen og spredt ud på en tallerken så den kunne køle af i en fart.

Den tørrede skinke jeg brugte her var næsten for god til den slags - den burde vist ha' været spist au naturel. Det var en original Serranoskinke som er lagret i mindst 10 måneder. Jeg fik den med hjem i en goodiebag fra det her fremragende arrangement (Mikkel har skrevet et rigtig godt indlæg om det - jeg vil også rigtig gerne selv skrive om det på et tidspunkt, det har bare knebet med kræfterne).

Det er nemmest at lave Wellington på et stykke madfilm - det gør den meget nemmere at rulle. Først et lag skinke, stort nok i areal til at dække kødet helt. Jeg lagde 3 skiver med lidt overlap og 1 skive på tværs forneden.

Den afkølede duxelles fordeles på skinken med fingrene og rettes til. Hæ, det ligner et stykke rugbrød.

Jeg kan godt lide at få lidt højde på, det giver et godt lag ovenpå kødet.

Af samme grund laver jeg det sådan at massen kun lige når rundt på toppen og siderne - og ikke bunden. Det bliver nemt noget smatværk i bunden ellers. Kødet smøres med sennep og lægges med oversiden ned. Brug filmen til at rulle sammen til en pølse - folk skinken ind i enderne undervejs. Stram godt til.

Sæt nu rullen på køl 15 minutter så den lige kan samle sig. Faktisk kan man lave den om formiddagen - og så gå videre med den om aftenen når den skal laves. Det giver mindre stress og tid til også at lave tilbehør.

3 lag optøet fillodej blev lagt sammen - der blev penslet smeltet SMØR mellem hvert lag. Kødet pakkes ud af filmen og lægges på dejen, som foldes ind over. For ikke at få for meget dej, klippes den til i siderne. Siderne foldes op og den rulles sammen.

Den færdige Wellington lægges i et fad. Inden den kommer i ovnen pensles overfladen med mere smeltet SMØR. Jeg nægter at gamble med den slags kød, så steger det altid med stegetermometer. Det bliver stukket ind i midten - aldrig i enden (sms). Når det drejer sig om oksemørbrad foretrækker jeg at stege den til en kernetemperatur på 54°C og lade det trække et par grader bagefter.

Fadet kom i ovnen på 180°C til alarmen gik ved 54°C. (well, mit dumme termometer bippede så ikke. Og jeg opdagede det først da temperaruren viste 58°C. Bras!). Den færdige Wellington blev knapt så gylden som jeg gerne ville ha' haft - den var dog stadig sprød. Når man steger med stegetermometer er det en god ide at lade det sidde mens kødet trækker - ellers vil kødsaften pible ud af det hul det har siddet i.

Her har jeg skåret min Wellington over på midten. Jeg lærte i min læretid at man altid skal sætte termometeret ind i siden så det kun kan ses i en skive. Sætter man det ind i enden vil der være et uklædeligt hul i flere skiver. Her kan man også se at svampefarsen ligger i et godt lag på top og sider. Phew, selv om termometeret fejlede blev den alligevel flot rosa hele vejen igennem. Jeg havde foretrukket den rødere i midten - men det her kunne bestemt godt gå.

Og så var det bare at anrette en stor skive sammen med tilbehøret.

Og hælde den liflige portvinssauce ud over. Uhm, det fås altså ikke meget bedre.

I morgen kommer opskriften på Pommes Anna, som i den her udgave var med parmesan og rosmarin - og i ikke mindre end 30 lag.

Lækker lækker middag - men noget af et vanvidsprojekt. Det tog 6 timer med pauser - og har siden hævnet sig som jeg ikke kunne ha' forestillet mig. Mine arme er helt døde og jeg ligger brak med ondt overalt. Men det var sjovt at prøve, smagte pragtfuldt og gav rester til de følgende 2 dage. You win some, you loose some.

Giv Beef Wellington en chance. Den her opskrift kan nemt ganges op til både halve og hele mørbrader. Brug butterdej eller fillodej - og spis dejen eller lad være. Skal du prøve?