fredag den 28. oktober 2011

"Pork chops with applesauce"...

Kombinationen af gris og æble er en klassiker. Da jeg lavede mit æblesmør tog jeg noget af den usødede æblemos fra til at lave applesauce af. Den skulle serveres til et par af den små søde koteletter fra Napoleon.

Svinekød med æble, kål, kartofler og granatæble - en rigtig efterårsret.

Ud af Napoleons 'krone' skar jeg en lille steg og 4 koteletter. De 2 valgte jeg at bruge til den her ret.

Det var palmekål med i sidste uges kasse og det skulle bruges til 2 slags tilbehør: som varm garniture og i en colcannon (kartoffelmos med kål).

Den varme garniture bestod af 3 ting: palmekål, æbler og granatæblekerner.

Kålen blev skyllet og snittet groft, æblerne blev skåret i både. Begge dele blev sauteret i en blanding af olivenolie og SMØR lige inden servering.

Granatæblet blev flækket, kernerne pillet ud og drysset over til sidst. Du kan se her hvordan man nemmest kommer ind i et granatæble.

I dagens anledning fik min colcannon et skud fuldkornssennep. Æblesaucen er jo til den søde side, så den skal ha' lidt modspil. Kartofler blev kogt, kørt igennem et snejern og rørt med lidt varm mælk og SMØR. Palmekålen blev dampet og snittet fint inden den blev rørt i sammen med senneppen. Det blev smagt til med salt og peber + lidt revet muskatnød.

Den her form for colcannon kan også fint bruges til f.eks et stykket stegt fisk eller som vegetarret.

Æblemosen blev tilsat en god portion af det færdige æblesmør, lidt ekstra æblecidereddike + salt og peber. Det gav en sur/sød æblesauce med et snert af de varme krydderier.

De små koteletter blev duppet tørre, krydret godt og stegt gyldne i olivenolie og SMØR. De fik også en god tur på sværsiden, så den blev sprød. Jeg legede lidt med anretningerne. En kotelet så ud af for lidt - og 2 var for voldsomt.

Men det er jo også et ret tykt fedtlag den bette gris har. Det ville jeg altså ikke spise, så jeg valgte at trimme koteletterne med en skarp kniv.

Det var straks meget bedre. Jeg skiftede også over til en mindre rund tallerken i stedet for den store ovale. Det her var det jeg spiste + resten af kålen. Den anden kotelet blev gemt til frokost dagen efter.

Alt fedtet blev trimmet af sværen som blev spist til. Den var sprød og god, men lidt svær (pun intended) at spise. De sidste 2 koteletter skal derfor ha' sværen ridset inden stegning.

Helbredet driller meget i tiden, men jeg er ved at vænne mig til det. Jeg må indrømme at mit program har været lidt for stramt i de sidste på uger og det betaler jeg prisen for nu. Men det er godt nok svært at finde den helt rette balance mellem at sidde herhjemme alene og bruge for mange kræfter ude. Og jeg SKAL ud, for er jeg for meget alene her uden at tale med nogen bliver jeg understimuleret, tvær og......æh, mærkelig.

Resten af dagen og i morgen med bliver det sofaen, kattene, min bog og en håndfuld tv-serier der bliver omdrejningspunktet. Morgenmaden var en håndfuld clementiner, frokosten (som jeg indtager lige nu) er lidt ovnbagte rodfrugter der blev til overs i onsdags til GourmetGirafferne og aftensmaden bliver den sidste portion marokkansk gryderet fra fryseren. I morgen står den på en kylling i Römertopf. Det er nemt og giver mad til mange dage.

God weekend til alle der kommer her forbi.




11 kommentarer:

  1. Pernillenaurbjerg29. januar 2012 kl. 18.30

    til malou synets det er rigtig flot ret og nytænke så den er nuppe til min grundprøve era med et lille tvist jeg nøddepaneret en skinkeschitzel og istedet for dyppe den i æg smør jeg den ind i sennep samt lidt baconsmag og persillerod i mosen skal op til jan ville have elsket at lave din æblesovs men har kun to timer til maden så det må blive en anden gang hilsen pernille

    SvarSlet
  2. Ha, ja sikke er sammentræf. Æbleglaze? Hvordan laver man det?

    Tak :-)

    SvarSlet
  3. Som Kim også skriver - som grov grønkål. Prøvede at lave en salat af det en gang, ikke noget hit :-)

    SvarSlet
  4. Det lyder rigtig godt med palmekål i et farsbrød :-)

    SvarSlet
  5. Tak, desværre halter helbredet stadig - men det vender vel en dag :-D

    Orv, det lyder godt med Mortens Kro - og Rihanna koncert. Wow, sikke en weekend.

    SvarSlet
  6. Kære Hanne

    Awww, tusind tak - hvor er du sød :-)

    Det lyder som en god weekend. Uh, har du hørt at der er kommet running sushi i Herning?

    Knus Malou

    SvarSlet
  7. Sjovt. Lige nøjagtigt koteletter på ben står klar i køleskabet her og det var planen at der skulle laves en æblesauce/glaze til dem...nå men så fik jeg da lidt inspiration.

    lækkert ser det ud.

    kim

    SvarSlet
  8. Det smager rigtigt godt når det er tilberedt (ikke særligt godt råt). Smagen minder om en blanding af grønkål og spinat. Mildt og godt og rigtigt lækkert som "fyld" i en masse retter.
    JEg brugte det selv igår hvor jeg rullede det ind i et farsbrød sammen med en masse krydderier. Det blev rigtigt lækkert.

    SvarSlet
  9. Meget meget smuk og indbydende mos. Kender ikke palmekål - hvad minder det smagsmæssigt mest om?

    SvarSlet
  10. Rigtig god weekend til dig - håber helbredet begynder at arte sig lidt bedre!
    Kunne godt bruge en weekend på langs på sofaen, men vil nu ikke bytte for en gourmetmiddag på Mortens Kro, og Rihanna koncert i aften :-)

    SvarSlet
  11. Kære Malou
    Du er en sand tryllekunstner i et køkken!
    Og en rigtig dejlig weekend til dig. Tror, at jeg vil følge din idé med nogle timer på langs med en god bog.
    Knus Hanne

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...