lørdag den 4. april 2020

50 papirtynde pandekager...

Min kæreste elsker pandekager - og det gælder både de tynde (crêpes), de tykke (amerikanske), de sunde af banan (eller græskar) og de alternative af rester. I år besluttede jeg derfor, at give ham en gylden pandekagestak, af de helt papirstynde af slagsen, som 'påskeæg'. Og så kunne jeg meget passende få lavet en ny pandekageopskrift, som kan bages til ca 50 pandekager (Ø 20 cm). Opskriften kalder på 10 æg og en hel liter mælk - så det er en oplagt ting at lave, hvis man har den slags i overskud.

Fru Klump har intet på mig her!

Når man skal lave papirtynde pandekager, er det vigtigt at lade dejen hvile længe nok, så melet får optaget så meget væske som muligt. Konsistensen skal være som tyk fløde. Lav derfor dejen i god tid og lad den trække mindst 30 minutter på køl.

Til ca 50 pandekager:

10 æg
1 L mælk 
1 dl øl (kan undlades)
400 g hvedemel
25 g sukker
2 spsk vaniljesukker (eller 1 tsk vaniljepulver) 
½ tsk fint salt
½-1 tsk stødt kardemomme (eller andet krydderi)

+ rigeligt SMØR til at stege dem i.

Kom alle ingredienserne i en skål - og stik en stavblender i *wroom wroom*. Jo jo, du kan også bruge en håndmikser eller de der armkræfter, man hører så meget om.

Den her omgang er lavet med letmælk og mørk classic øl. Det er ikke nødvendigt med øl, men det giver tynde, sprøde kanter. Jeg havde desværre ingen stødt kardemomme på lager, så det blev lidt af det aromatiske Wintergewürz, som jeg også kom i min melfri chokoladekage. Pandekagerne er ikke sødet så voldsomt, da de jo skulle spises med søde ting på/til. Man kan sagtens droppe sukkeret helt (og de søde krydderier), og lave madpandekager i stedet.  

Når dejen har trukket sig perfekt i konsistensen, gøres panden klar. Den varmes godt op og der kommes en lillebitte SMØRklat på, til hver pandekage. Det er en stor fordel at vide nøjagtig hvor meget dej, ens pande kan trække, så man kommer den samme mængde på hver gang. Min pande passer til lidt under ½ dl, så jeg bruger et decilitermål til at øse min dej på panden med. Omrør dejen efter hver 3. pandekage, så der ikke kommer bundfald og man står med en tyk klat til sidst.

Det ideelle er at bruge en rigtig pandekagepande, med tynd bund og lave sider. Jeg har den her lille sag fra Tefal (Ø 20 cm), som jeg har haft i over 20 år. Den er desværre for længst gået ud af produktion - men kan fås i en Talent Pro udgave (både Ø 25 Cm og Ø 28 cm). Skulle jeg skifte min ud i morgen, ville jeg dog vælge den her lille Funktion Pandekagepande (Ø 23 cm), som ligner til forveksling.

Der er dog mange flere pandekagekilometer tilbage i min lille darling. Jeg har lavet den opskrift på Crêpe Suzette utallige gange, som er trykt på bunden af panden - og kommer til at savne den, når panden engang har udtjent sin værnepligt. Så derfor kommer det her billede lige med, så opskriften er bevaret her på bloggen. 

Og så gik jeg i gang med at bage/stege de mange pandekager. Jeg tog mine ørebøffer på og hørte fredagens Det, vi taler om, som podcast imens. Det passede lige med de 2 timer, det tog at komme igennem dejmængden. Perfekt!

Jeg holdt dog pause halvvejs, for at hvile både ben og ører en stund. Det var allerede blevet til en lovende lille stak der.

Ta-dah - endelig færdig. Det blev en imponerende færdig stak på hele 54 stk (den første + den sidste, var blevet fortæret undervejs)

Gyldne og lækre - og sprøde i kanterne. Lige klar til at gå ombord i. Jeg havde godt fortalt, at der vankede pandekager, men ikke hvor mange - så Morten gjorde store øjne, da pandekagetårnet blev sat foran ham, med et spis til du ikke kan mere.

Jeg var så heldig, at få lov til at spise med - og der røg utallige af de labre tynde pandekager ned. Der blev dog levnet 14 stk, som jeg allernådigst har fået lov til at gemme til et andet projekt. Så dem skal jeg lege videre med i morgen. 

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver så stor en omgang. De kan sagtens fryses, med bagepapir imellem, så man nemt kan fremtrylle en hurtig dessert. Så man kan faktisk ikke bage for mange... 

Hvem skal du forkæle med sådan en pandekagestak? 

2 kommentarer:

  1. Det plejer at være min mor, der er Pandekagebageren i vores familie, men hun har givet min mand en pandekagepande i fødselsdagsgave, så det kunne jo ske, at sådan en stak kunne bringe lykke.
    Nu har jeg ihvertfald ingen undskyldning længere - både pande og opskrift.
    ...Åh jo! Det skulle da lige være, at vi ingen mælk har 🤣

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig påskegave. Alle jeg kender synes, jeg er total vanvittig, fordi jeg ikke bryder mig om de sprøde kanter :p det er som om, man lidt begår dansk helligbrøde ved at have den holdning. Hvad er dit yndlingsfyld? mit er en helt kold pandekage med kold smør og hvidt sukker. Nummer to er banan, peanutbutter og hakket, mørk chokolade. En god solbærmarmelade går jeg nu heller ikke af vejen for..

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...