Flødekysset savojkål med pasta - toppet med æbleflæsk. Prøv det!
Dejlige økologisk æbler. Ægte kærlighed fra det danske efterår.
Hvis du vil gøre mig retten efter, skal du bruge: pasta, bacontern, savoykål, æbler, løg, timian og fløde.....
Og så er det med at komme i gang. Først steges baconternene sprøde på en mellemvarm pande, fiskes op og lægges på fedtsugende papir. Det ønskede antal æbler, skæres i både og steges gyldne i det afsmeltede baconfedt og en my SMØR. Drys med lidt timian, salt og friskkværnet sort peber. Er æblerne meget syrlige, kan lidt rørsukker eller agavesirup være godt - det var dog ikke nødvendigt her.
Selve pastaretten er nem og hurtig. Sæt vand over til pastaen og salt det gavmildt - og kog den efter anvisningen på pakken. Skær et par løg i tynde både og sauter dem klare i et par dråber olivenolie. Klargør den ønskede mængde savoykål ved at skylle den, slynge den fri for vand og snitte den i tynde strimler. Kom kålen på panden til løgenen og lad den falde lidt sammen. Tilsæt 2½ dl fløde og lad den koge tyk om grøntsagerne. Smag til med frisk timian, salt, friskkværnet sort peber - og rigelige mængder Rød Krystal. Dræn pastaen og gem lidt af vandet. Kom pastaen i panden til resten og lad den blive gode venner med fløden - tilsæt evt lidt af kogevandet, hvis der mangler væde.
Server med mere Rød Krystal på toppen. Og du kan sagtens holde her - og ha' en skøn vegetarisk pastaret. Men du kan også tage den et skridt videre....
Og toppe med stegte æblebåde, sprøde bacontern, mere ost og mere frisk timian. Du vil ikke fortryde det...
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Weekenden kommer til at stå i æblernes tegn - for i morgen afholder vi i Slow Food Jylland 'Æblets Dag' hos Anne.....og I er alle velkomne. Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sig lige her.
Håber vi ses - til en snak over et sprødt efterårsæble.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!