Smagfuldt kød, sprøde grøntsager og zero-nudler. Saft, kraft, tekstur og smag - som både mætter og tilfredsstiller.
Her var jeg først på tur i fryser, skabe og grøntsagsskuffe - og fandt en god blandet brugbar landhandel.
I fryseren fandt jeg et par økologiske steaks (købt hos Skagenfood), skabet bød på sesam, Shirataki, soja og Sriracha - og resten hentede jeg på køl.
Jeg havde ca 300 g kød at gøre godt med - og det skulle ha' selskab af af alt det grønt jeg havde. Et helt broccolihoved blev delt i små buketter + stokken skrællet og skåret mundret ud. Det blev også til en stor snackpeber, i tynde strimler og et salatløg med top - selve løget snittet i både og toppen i fine ringe.
Smagsgiverne er soja, Sriracha, hvidløg og ingefær. Brug de mængder du foretrækker. Jeg snittede her 2 fed hvidløg og 3 cm ingefær fint.
Kødet blev skåret i lange strimler, tilsat ca halvdelen af hvidløg og ingefær - og stegt hårdt af på en knaldvarm pande, i en smule kokosolie (erstat med olie, hvis du er til det).
Kødet blev sat til side - og grøntsagerne kom på samme pande. Da de var sprødmøre, fik de selskab af resten af smagsgiverne og kødet. Og så manglede der kun nudlerne.
Shirataki nudler aka zero-nudler. De ligner til forveksling kogte vermicelli (risnudler) - men de er lavet af konjac-rod. Nudlerne er så kaloriefattige at man skulle tro det var løgn: 5 kcal pr 100 g. Jeg kan godt lide dem, for de bidrager med en tekstur, der minder om bidet i tangsalat. Nudlerne ligger i vand, som kan lugte lidt 'fisket', så de bør lige udvandes et par minutter i rent vand, inden de drænes og tilsættes.
Nudlerne skal blot varmes igennem, så er retten klar til servering.
Et drys sesam og en tot frisk koriander, både pynter og smager.
Det lykkedes mig faktisk at få hele 3 måltider ud af den her portion. 2 x aftensmad - og en frokost, hvor den blev serveret som salat, tilsat en håndfuld afskallede edamamebønner og lidt fintsnittet spidskål.
Jeg spiser utrolig tit måltider som det her. Det er lige til at overkomme at bikse sammen. Den største udfordring er at huske at få det sat på køl bagefter. Har lidt for tit fundet resterne, oppe i skabet (gemt for kattene) dagen efter. Og så bliver jeg sur - for det er gode økologiske råvarer og mine armkræfter der er spildt. Så jeg skal ha' opfundet en eller anden huskeregel der.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
I går var jeg på Foodexpo i Herning. Fik smagt, krammet, oplevet og talt. Men efter 5 timer var jeg done. Jeg kom ikke engang ind i vinområdet (Ja, SKANDALE ikke?) Så meget lyd, lys, larm og virak - det stressede og udmattede. Men jeg var med, om ikke andet, så for en stund.
Anne og Tom, i et ømt øjeblik i en af øko-hallerne. Vi havde en virkelig hyggelig dag og fik hilst på en masse af 'vores' madmennesker. Jeg er meget taknemmelig for at være blevet kørt frem og tilbage. Gik helt kold, da jeg kom hjem. Og nej, jeg skal ikke til Herning igen i dag eller i morgen. Kroppen siger nej tak (well, den skriger det så....meget højt) - og det skal jeg respektere, selv om det hiver i mig for at komme afsted.
Det lykkedes mig heldigvis at få lidt med hjem. Påsken står for døren og jeg vil gerne lave lidt påskeæg, af hjemmelavet marcipan. De skal overtrækkes med chokolade fra Friis-Holm, som jeg knuselsker af flere årsager. Jeg investerede i det økologiske sortiment og nuppede også en plade med nødder. En øko-kop, fra Økologisk Landsforening, måtte jeg også eje, selv om den var temmelig dyr. Og så var jeg så heldig at få en pakke engelske muffins med hjem fra Jalm&B. For 2 år siden forelskede jeg mig i deres briocheboller, som er fantastiske - og nu glæder jeg mig til at se om disse basser også kan få mig til at smile bredt.
De næste par dage kommer til at handle om ren overlevelse. Vi ses på den anden side...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!