fredag den 25. august 2017

Sprut, spas og fisk på Smukfest...

Hov, jeg blev jo slet ikke færdig med at fortælle om den fede dag på Smukfest, da jeg skrev om middagen på Madværket. Det var nemlig kun en del af oplevelsen. Dagen i bøgeskoven, var den sidste feriedag for Johan her - og det havde været en uge fuld af god mad, labre vine, masser at mexikansk hjemmelavet guf og god mængde medfølgende øl. Der skulle naturligvis sluttes af i samme stil!

Vi ankom til Sherwood, før selve festivalpladsen åbnede, så vi havde tid til både at få lidt vådt og tørt...dog mest vådt. En del af tiden blev tilbragt på baren Stjernen - som havde udsigt til selve indgangen. Uha, OCD-Maren havde det stramt med at den store stjerne, der udsmykkede baren, var samlet forkert. En af trekanterne var monteret med bagsiden ud, så firkanterne af det farvede plexiglas udenpå. Jeg....kan....ikke....ha'....den....slags. Det måtte adskillige drinks til og et bordskift, så jeg ikke kunne se det, for at det blev godt igen. Behovet for symmetri og ensartethed er stort, specielt når jeg er på usikker udebane. Jeg ved der er mange der griner af det, men for os med OCD er det alvor. The struggle is real!

Nå, men lad os tage den fra begyndelsen af. Vi ankom lidt over middag og fik armbånd på - og gik straks på jagt efter noget at få i maven.

 Vi spottede CANblau og besluttede os for at gøre det til vores første stop. 

Det blev til en lille sort burger med grillet okse i garam masala creme (?) og 2 små lækre pølser med godt brød, aioli og en alt for voldsom trøffelmayo. Vi fik et par glas lyserød cava til. Det var ok, men ikke prangende - og alligevel ret godt for en festival. Ingen af os forstod det indiske islæt i burgeren, men det var tydeligt at der var gode råvarer i spil. Pølserne var virkelig kødfulde, saftige og lækre - og var det bedste i det lille måltid. 

Og så var det vi tog plads på Stjernen. Først fik vi et par temmelig ok Bloody Mary - dobbelte, så vidt jeg husker. De var velkrydrede og lige tilpas hotte.

Pladsen åbnede kl 15 - og det begyndte at pakke til foran indgangen. Vi sad stadig på Stjernen og hyggede os. Johan påstod at han aldrig havde fået en Blå Thor.

Hvilket vi straks måtte gøre noget ved. Det er en glimrende festivalstarter, sådan en blå basse!

Og så åbnede pladsen. Vi daldrede lidt rundt og kiggede på de smukke barer og restauranter, bygget til formålet.

Oppe midt i skoven, lå SmukFisk - en pop-op af Klassisk Bistro 65 og Fisken. 

Det var rart lige at hilse på Søren Andreasen og høre lidt om restauranten. 

Vi blev trakteret med et herligt sprødt glas hvid Cote du Rhône - og lovede at kigge forbi til en bid natmad senere.

Tiden var ved at være moden til vores middag på Madværket, så vi traskede mod søen. Der mødte vi Jakob Gourmensch Nusbaum, som havde stillet sin store grill-camp op. Det var næsten det samme set-up som på NorthSide, men porchettaen var byttet ud med en kæmpe hotdog i stedet for.

Det var Jakobs første år på Smukfest, og han var spændt på hvordan festivalfolket ville tage imod hans bålgrillede alternative hotdog.


"Grillet asiatisk skovhotter med Banhmi, syltet gulerødder og Kina radise, yuzu mayo og sprøde flæskesvær". Johan fik en senere på aftenen og jeg fik lov at smage. Mums!

Og så var der middag på Madværket.

Du kan læse min anmeldelse af middagen lige her - og Johans indlæg om hele oplevelsen lige her. 

Efter middagen stod den på musik fra Queen Machine og vin i S'vinbar med vores medspisere Mads fra Madsvin og Martin fra Rigeligt smør.

Jeg rendte også på min veninde Anne Loppe (aka hende med brillerne). Ja, jeg var festligt overrislet. Vi drak nymostet æblesaft med gin - og det var dælme godt. Det var lidt rart at glemme alt om sygdom for en stund og LEVE lidt.

Mørket faldt på og vi fik sagt farvel til madbloggerne fra Odense, som skulle hjem og på arbejde dagen efter. Vi havde derimod stadig ferie og det skulle fejres. Vi mødtes med Lars fra Grydeskeen, som var frivillig på festivallen og netop havde afsluttet dagens vagt. Og så skulle vi på Smukfisk og ha' en bid natmad!

Først en flaske lyserød cava. Lars fik en enkelt glas, da han skulle køre - resten tog vi os af.

Sjældent har jeg fået bedre natmad, end en halv hummer.


Well, og 3 østers. Vi bestilte 9 til deling - og Lars kunne ha' inhalerede dem alle. De var altså også virkelig gode.

Og så var vi mætte, temmelig berusede og meget trætte - og så svineheldige at Lars forbarmedes sig over os og kørte os sikkert hjem til Grøfthøj, så vi slap for natbussen. Det havde været en lang, temmelig dyr og helt igennem fantastisk dag. Jeg må sige at Smukfest har efterladt et ret godt indtryk. Jeg fik efterfølgende tilbud om en søndagsbillet + kørsel t/r - men måtte desværre takke nej pga helbredet. Ærgerligt, for jeg gad godt ha' været ude og smage på meget mere. Det må blive næste år! 

Og således sluttede Johans ædeferie her i Århus - og han kunne rejse hjem til Kolding, til sin lejlighed som i mellemtiden havde fået et funklende nyt badeværelse. Han kommer dog igen allerede på torsdag - for så er det blevet tid til Food Festival. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at spænde af sig i år...

Ses vi på Tangkrogen i næste weekend?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...