onsdag den 16. august 2017

Pizzatærte med Gammel Knas og vildsvinebacon...

Efter at ha' gemt mig under dynen siden i torsdags, trængte jeg virkelig til varm mad. Og grøntsager. 5 dage med rugbrød er lige i overkanten, selv om jeg knuselsker smørrebrød. Jeg gik på jagt i skuffer og skabe - og fandt noget brugbart til en tærte. Men ak, der var kun 1 æg tilbage, så tærte kunne det ikke blive. Det blev i stedet til denne pizzatærte:

Varm mad, tjek! Grøntsager, tjek! Og så var der også masser af smeltet ost, en smule vildsvinebacon og frisk basilikum fra altanhaven.

Convenience er min ven, når jeg er skidtmads. Og jeg nupper ofte sådan en færdig øko-tærtedej med hjem. Jeg har hele 3 opskrifter liggende på tærter, som jeg håber at få kræfter til at smække på. Der ligger allerede 2 andre opskrifter på pizzatærter: her med svampe og pancetta - og her med bacon og broccoli. Af grøntsager, havde jeg squash, rød peber og løg at gøre godt med. Og af ost, en pose revet mozzarella og en rest Gammel Knas fra min ostefondue, som virkelig trængte til at blive brugt. Den labre bacon, hentede jeg i fryseren (mere om det nederst).

Squashen blev flækket 2 gange på langs og fik fjernet kernerne, inden den blev snittet i mindre stykker. ½ peberfrugt blev snittet i strimler og 3 små løg snittet i tynde både. Jeg hentede lidt frisk timian på altanen og fandt 2 fed hvidløg også.

Tærtedejen blev rullet ud og fik bukket kanten, hele vejen rundt. Den lille rest Gammel Knas blev revet på det fine rivejern og fordelt på bunden. Jeg dryssede med en smule timian.

Løgene blev sauteret i en smule olivenolie på en hed pande, før de fik selskab af peberfrugt og squash. Revet hvidløg, timian og urtesalt kom ved og fik lov at snurre med, til grøntsagerne havde smidt deres væde. De fik derefter lov at køle en smule af på en tallerken. Posen med mozzarella blev fordelt på tærtebunden.

De afkølede grøntsager blev fordelt på bunden.

Og øverst, skiver af vildsvinebacon. Pizzatærten blev bagt i 25 minutter ved 185°C.

Det gav en herlig pizzatærte med smeltet ost og sprød bacon.

Igen måtte jeg et smut på altanen og hente lidt grønt. Det blev til en smule grøn basilikum. Der skal ikke ret meget til, for den her sort smager virkelig kraftigt.

Mens den hyggede sig i ovnen havde jeg lavet en hurtig salat. Den bestod af spidskål, gulerod, agurk, tomat og forårsløg - vendt med en smule olivenolie, æblecidereddike og urtesalt.

Nøj, der er smæk på smagen i det vildsvinebacon. Vil du ha' en bid?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal det handle om bacon....masser af bacon.

I forbindelse med at Post Nord ophørte med at håndtere forsendelser med fødevarer, udbød Vilstrup Bacon en 'dødspakke' med hele stykker supermodnet bacon. Det var både dansk økologisk bacon, bacon fra munkegrisen (Livar), bacon fra toscansk gris og vildsvinebacon. 

Jeg var ellevild over at ha' investeret i så meget dejlig bacon til fryseren - men glæden blev kort: for jeg havde simpelthen ikke armkræfter til at skære i det. What to do?

Løsningen var at låne en pålægsmaskine at Voksen-Tine og få Johan til at betjene den, mens han var på sommerferie her. Jeg stod ved siden af og lagde skiverne pænt på bagepapir, inden de blev vakuumpakket.

Det blev til rigtig mange pakker med de forskellige slags bacon. Jeg valgte at lave både små og store pakker, til forskellige formål.

Vildsvinebaconen alene blev til mange pakker + lidt ekstra, som Johan brugte til en mexikansk hotdog.

Det var dog ikke det hele der blev skåret i skiver. Der blev også en del pakker med bacon i tern - til gryderetter, tærter og den slags. 

Det var hårdt for mig at skulle aflevere pålægsmaskinen igen - for jeg kunne lige se alt det økologisk pålæg jeg kunne lave, for mig. Hamburgerryg, roastbeef og flæskesteg - som jeg kunne tilberede og ha' i fryseren til de dårlige dage. Jeg køber mig jo fattig i ordentligt pålæg og udvalget er tit meget begrænset. Der var kun et at gøre, så jeg købte simpelthen en magen til Tines, her hos Proshop. Det var meningen at jeg skulle ha' hentet den på cykel, men Tine var så sød at køre mig ud efter den, da hun hentede sin egen. Så fedt. 

Så nu skal jeg så bare ha' støvet en god økologisk hamburgerryg op. Og det ved jeg at man kan få i Salling Super. De holder helt tilfældigvis Gin-Festivel i dag. Hmm, noget at et tilfælde må man sige. Jeg er stadig ret sløj.....med gin.....gin hjælper sikker på forkølelse.....

God torsdag til alle der kommer her forbi....

1 kommentar:

  1. Hold nu op , hvor ser det lækkert ud. Det må prøves. Håber din forkølelse er på retur. Venlig hilsen Joan

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!