En SMØRbagt croissant, fyldt til randen med hjemmelavet luksus-tunsalat.
Et af mine første jobs, var som bagerjomfru i 'Det Varme Brød' i Herning. Ud over at ekspedere, bestod mine opgaver i at skære og pakke rugbrød, smøre rundstykker, smøre div sandwiches, lave grøntsagsburgere (burgerboller smurt med Miracle Whip og fyldt med revet gulerod + revet agurk) og fylde en hulans masse croissanter med skinkesalat, hønsesalat og tunsalat. Jeg spiste dem dog aldrig selv der - for croissanterne var bagt med rullemargarine og salaterne kom fra store spande.
Her får du opskriften på den bedste tunsalat, efter min mening. Den gør sig fremragende som fyld i en croissant - eller på rugbrød, i en tartelet eller sågar i et salatblad.
Det er underordnet om man bruger tun i vand eller olie - men brug noget ordentlig tun. Jeg bruger ca samme mængde grøntsager som fisk - og foretrækker en blanding af rød peber (rå eller syltet), kapers og majs.
Tun, majs og kapers drænes, peberfrugten skæres i små tern - og der tilsættes enten hakket dild, eller som her bronzefennikel.
Man kan faktisk både komme forskellige slags dressing i. En olie/eddike-dressing er rigtig god, hvis salaten skal vendes sammen med kolde dampede grønne bønner til frokost. Men her hvor den skal i en croissant, bliver det den smovsede hvide slags:
Her er der brugt 2 spsk skyr, 2 spsk mayonnaise, 1 tsk fuldkornssennep, et godt skud urtesalt og lidt friskkværnet sort peber.
Dressingen røres sammen og vendes i tun/grøntsager. Og så er tunsalaten klar til brug.
Jeg skar en dyb rille i croissanten og gravede en smule at det bløde indre, ud med fingrene. Og så blev der fyldt tunsalat i....og mere tunsalat efter det. Der blev plads til næsten det hele. Men da det skulle udgøre et hovedmåltid, var det helt ok.
Behøver jeg at sige at Pynte-Sisse lige skulle blande sig?
Af et æg, til overs fra dagen før, blev der lavet en lille blomst. Og det samme skete for en lille cherrytomat. En enlig kapers udgjorde midten - og topskud af bronzefennikel , en lille krans rundt om. Og så var der endelig mad...
Inden længe kommer der også en croissant med labert fyld af kylling, grønt og karry.
Den kan du godt glæde dig til...
----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Phew, mit helbred hænger i laser lige nu. Jeg er helt sendt til tælling med forkølelse og hosten fra helvede. Har måtte aflyse flere planer og forsøge at holde mig lidt i ro.
Men på lørdag SKAL jeg være frisk. Anne og hendes mand Tom holder 2 x 40 års fødselsdag - og det er en temafest: Jim Henson. Jeg har fundet ud af hvad jeg skal klædes ud som, så nu skal jeg 'bare' ha' styr på kostumet. Har købt en paryk, som skal tilpasses min karakter - og lidt forskelligt udstyr. Glæder mig til at vise billederne frem bagefter.
Det bliver ikke til så meget madlavning og blogning i tiden - men hvis du er nysgerrig i at følge lidt med, så kan du kigge lidt med på Instagram:
Mit handle er @kmoztar - og du kan følge mig lige her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!