mandag den 19. juni 2017

Ost – til dagen derpå: Mac 'n Cheese med bacon...

Endelig kom den kategori jeg har drømt om, på hos Ost & ko - nemlig Ost – til dagen derpå. Jeg har allerede sendt et bidrag ind, nemlig denne Tijuana Cheesesteak. Men jeg er nødt til at sende endnu et bidrag ind - for for mig er det ultimative tømmermændsmad en fuldfed HCHF mac 'n cheese. Her er den pimpet med bacon, for at gøre den ekstra røget, salt og tømmermændsvenlig.

Først skal man ralle på langs, så skal man ha' en Treo (Citrus er min favorit)...eller 2...eller ligefrem 3. Når man så får det lidt bedre, kan man forsøge sig med cola eller kakao og måske lidt chips. Og når maven så endelig er klar til rigtig mad, så smækker man lige den her i ovnen - og fryder sig over at man har været så forudseende at lave det til sig selv på forhånd.

Jeg valgte at bruge 2 slags ost: røget cheddar (købt i Salling Super, hvor ostemanden selv har røget det) og Havgus. Den ene giver fyldig, letrøget smag, masser af fylde og smeltet godhed - den andet lidt umami og et strejf at nøddeagtig sødme. I fryseren fandt jeg en pakke bacontern fra Hallegaard, som tiggede om at komme med i - og jeg kunne ikke sige nej.

Der skal bruges 200 g pasta - vælg en variant der er hul...for så sutter den også sovs til sig indefra. Kog det perfekt al dente, i letsaltet vand, og lad dryppe det godt af - så det er klart til at komme i den færdige sovs.

De 2 slags ost i revet tilstand, løg i både, frisk timian, fuldkornssennep og bacontern. All good stuff...

Bacon og løg sauteres på en tør pande. Det afsmeltede baconfedt er nok fedtstof til løgene. Den friske timian tilsættes og blandingen sættes til side.

Og så skal der laves smovs/sovs. Pisk en opbagt hvid sovs af 30 g SMØR, 3 spsk hvedemel og 5 dl sødmælk. Smelt osten i sovsen, tilsæt fyldet, senneppen og pastaen. Smag til med salt, hvis det er nødvendigt. Kom den færdige blanding i et stort eller 2 mindre fade, som her. Bonus: så er det tømmermændsmad til en ekstra bytur!

Ja, det er meget 'vådt' - og det skal det være. Pasta kan nemlig virkelig suge til sig - meget lig mig på en god aften i byen. I teorien kan den spises som den er nu - men den når nye højder, efter en tur i ovnen, toppes med ristet rasp.

Nej nej, ikke bare rasp - men pankorasp. Og ikke bare ristet - men SMØRristet. Smelt 50 g SMØR på en slip-let pande og rist 3 dl panko ved mellemvarme, til det er gyldent. Lad det køle af på fedtsugende papir.

Fordel den gyldne rasp jævnt på toppen. Og her kan man så enten fryse fadene - eller tilberede dem med det samme. Da de her var til kommende tømmermænd, røg de en straks på frost.

Enten hiver man et fad op, når man kommer hjem fra byen og stiller til optøning i køleskabet - eller man vakler ud til fryseren dagen efter og smider fadet direkte i ovnen (og husker forhåbentlig at pille plastikken af).

Hvis du har været i stand til at tage det op på forhånd, skal fadet bages i en opvarmet ovn på 200°C til det begynder at boble - ca 20 minutter. Er det frossent, bages det først ved 100°C i 30 minutter, hvorefter ovnen skrues op på 200°C og bages til det bobler...jeg ved ikke hvor længe. Men...nok. Pynt med timian, hvis du føler for det. 

PAS PÅ: det er frelling varmt! Men så snart det er til at spise, gælder det bare om at skovle ind. Jeg garanterer at det får tømmermændene til at mindskes, for hver bid der ryger ind.

Spist mere end du kan og mindre end der gør dig dårlig - og gem resten til dine 2. dags tømmermænd.

Har det været en ordentlig bytur, er du stadig ikke helt ovenpå - dagen efter dagen derpå (Tak, Thomas Helmig). Og så finder du dine rester frem....og dit vaffeljern!

Vend skiver af kold mac 'n cheese i sammenpisket æg og derefter i panko - og smid dem i vaffeljernet nogle minutter. Det bliver sprødt og godt. Og så står man der med en rest sammenpisket æg og ved ikke hvad man skal - så det skal man også bare knalde i jernet - i bedste Stop Spild Af Mad stil.

Og så har man både sprød mac 'n cheese og nem omelet. Tilsæt ketchup, din favorit hotsauce og/eller et grønt drys - og så har du et temmelig godt måltid, lige der.

For god ordens skyld - kommer der lige en opsummering på opskriften her. 

Mac 'n Cheese til 2 personer - eller 2 omgang tømmermænd:

200 g hul pasta
100 g cheddar - gerne røget
30 g Havgus eller Parmesan
100 g bacon
50 g løg
1 spsk fuldkonssennep
½ tsk frisk timian - eller tilsvarende tørret
80 g SMØR (30 + 50)
2 spsk hvedemel
5 dl sødmælk
3 dl pankorasp

Kog pastaen i letsaltet vand og dræn den. Riv de 2 slags ost, snit løg i både og bacon i tern. Steg løg og bacon sammen - og tilsæt timian. Lav en opbagt sovs af 30 g SMØR, mel og mælk. Tilsæt løg/bacon, sennep og den kogte pasta. Kom i passende fade. Rist pankoraspen i den resterende 50 g SMØR og fordelt det på toppen. Bag den toppede M&C i ca 20 minutter på 200°C.

Tømmermænd - be gone!



3 kommentarer:

  1. Oh. My. God.

    Tror du også det smager godt, hvis man ikke har tømmermænd??? ;)

    SvarSlet
  2. Wow, det lyder som den ultimative tømmermændsmad, hvor var det fad lige henne i forrige weekend.
    Altid en fornøjelse at læse din indlæg Malou!!!!

    SvarSlet
  3. den ser virkelig guffe guffe ud!!! TO favorit ingredienser (ost og bacon)
    Jeg glæder mig til at laver den, MEN ind jeg kaster mig ud i tømmermandsmad til en alm aftensmad, har lige en ting. (andre må også gerne skriver til)
    MIG: ELSKER OS!!!! Jeg kan spiser ost også på frikadeller, eller bare som aftenssnak.
    MIN MAND: HADER OST :'( øv bøv, men jeg har lavet mad til ham med "lidt" ost og som han kunne lide.
    Har du evt. en pift til mig hvordan man kan lave evt det her ret, med begrænset ost?!
    Når jeg laver fad mad med ost, er der to side, en med masser ost (opr. opskrift x3) og den anden side med halvering af ost (altså opr. opskrift dividere med to)
    og så en stk sølvpapir i midten
    mange tak for indlæg og opskrift
    knus <3

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!