torsdag den 28. juli 2016

Ostefrokost med 3 moderne ostemadder...

Da jeg sendte mine nordiske 'nachos' med pickles og krydderurter ind til opskriftskonkurrencen for bloggere her hos Ost & Ko, var det i kategorien for rester. Jeg skævede skeptisk til den anden kategori 'ost – i nye klæder' - som gik ud på at give ostemaden et moderne pift. Da det jo kun er for nyligt at jeg rigtig er kommet i gang med at spise ost (og det helst i varm mad), er ostemadder aldrig noget jeg har gjort så meget i. Aha, men det måtte jo så være en god udfordring at stille sig selv! Jeg opdagede pludselig at fristen for deltagelse er blevet rykket frem til d. 1/8 - og det så jeg straks som en oplagt mulighed for at prøve mig selv af, til frokost i forgårs:

Jeg kastede mig ud i at kreere en lille ostefrokost med 3 'retter' i form af ostemadder: først en moderne twistet sommersalat på rygeost, dernæst aromatisk hvidskimmel med syltede radiser - og til sidst røget cheddar med løgmarmelade og ristede nødder.

Til de 3 ostemadder er der brugt 4 forskellige oste. De 2 fra Arla Unika: Krondild og Havgus (lagret 3½ år). Jeg havde fundet den røgede cheddar på ostehylden i Inco og rygeosten var fra ugens måltidskasse

Først skulle radiserne syltes og der skulle fremstilles en pesto. 

Syltede radiser:

Et bundt små radiser 
1 dl eddike
1 dl vand
1 dl sukker
2 tsk salt
½ tsk brune sennepsfrø
½ tsk gule sennepsfrø

Radiserne renses grundigt (gem bladene) og skæres igennem. En kogelage laves af eddike (jeg brugte en eddike der havde trukket med krondild), vand, sukker og salt, samt sennepsfrø. Kom radiserne i et rengjort, skoldet glas og hæld kogelagen over. Lad glasset stå ca 1 time ved stuetemperatur og sæt det derefter på køl. Radiserne er klar efter et par timers trækketid.

Pesto:

Bladene fra 1 bundt radiser
4 spsk revet hård ost
Saften fra ½ citron
½ dl olivenolie
Et drys salt

Blend bladene fra radiserne, revet ost, citronsaft, olivenolie og lidt salt. En passende mængde røres op i 50 g rygeost. 

Det giver en smuk grøn 'sommersalat' med radiser, i en lidt anden form end normalt. Jeg droppede at komme hvidløg i, og lod i stedet bladenes lidt skarpe smag stå for sig selv. Jeg er vild med idéen med at bruge bladene, som jeg er stødt på lige her, det er nemlig god Stop Spild Af Mad stil at man kan bruge hele planten. 

Det er lidt en udfordring med brødet til en ostemad. Jeg syntes nemt det bliver for blødt-i-blødt. Her har jeg valgt knækbrød, bagt med surdej. Det giver både smag og tekstur.

Den første mad er med den grønne 'sommersalat'. Fordel ostecremen på brødet, pynt med tomater og purløg. Jeg er en uforbederlig pynte-Sisse, så jeg brugte en sprøjtepose med stjernetyl.

Den næste ostemad var med Krondild. Jeg valgte ikke at komme noget smørelse på brødet, da det er en temmelig fed og cremet ost. 3 tynde skiver, skåret fra midten af osten, blev lagt på - og der blev toppet med syltede afdryppede radiser og en smule bronzefennikel.

Frokostens 'dessert' blev den lækre røgede cheddar, toppet med lidt af den her løgmarmelade og en blanding af ristede mandler, peanuts og cashews. 

Jeg syntes en skive ost på brød ser fladt og kedeligt ud, så jeg legede lidt med 2 skiver og flettede dem.

Det ser både godt ud - og man får mere ost i spil.

Og så var der frokost:

3 labre ostemadder. 

Ostefrokosten blev indtaget på altanen - med et glas køligt australsk chardonnay til (det er jo ferie). Og jeg må med stolthed sige at jeg spiste op. Og sådan gik det til, at jeg på en dag, spiste flere ostemadder end jeg havde indtaget i hele mit liv tilsammen. 

Lidt om valget af ostene. Den ekstra lagrede Havgus er valgt til pestoen, da den har en herlig nøddeagtig smag. Af samme grund har jeg helt droppet at putte nødder eller andre kerner i. Rygeost er et must i sommersalat, og bidrager med både fylde og røg. Krondild er valgt af ren nysgerrighed, da jeg aldrig har smagt den før, men nu har fået interesse for hvidskimmeloste. Fed, cremet og med smag af krondild og så toppet med sprøde, syrlige radiser - det er en rigtig dansk sommerostemad. Den røgede cheddar er udvalgt som 'dessert', udfra devisen at den skulle kunne sættes til noget sødt, uden det blev for meget. 

Hvilken af de 3 er din favorit?




8 kommentarer:

  1. Mums fillibab siger jeg bare SLURP.... Jeg er totalt ostefan og jeg ville ikke kunne vælge. Men det søde er ikke så meget mig, så måtte jeg kun få én (øøøøøøw) så ville jeg nok tage den grønne med sommersalat. Så lækkert altså, og det gør det da ikke ringere, at madderne blev indtaget i solskin og med fed lækker Chardonnay til. Her er der ikke et øje tørt..... For ikke at nævne mundvandet der løber ned af trøjen hehe....
    Rigtig god dsg til dig skønne kvinde ❤️

    Knus Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak. Den var heller ikke spor tosset. Tak, i lige måde <3

      Kram fra Malou

      Slet
  2. oh det ser godt ud, elsker ost så det svært at vælge men skal jeg vælge så tror jeg helst jeg vil havde cheddar maden. Den er også så fin med fletværk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak - det er jeg glad for at du syntes. Det var også min favorit ;-)

      Slet
  3. Jeg syntes, at der er meget stille her på bloggen? Håber du er okay?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lene

      Det har været en rigtig skidt måned for mig. Er langsomt ved at vende tilbage og håber at kunne få skrevet lidt om det i denne uge.

      Tak for omsorgen <3

      Slet
  4. ønsker du har held og lykke i denne måned.

    fairyin.dk

    SvarSlet
  5. Jeg er vild med ost og de ser alle rigtigt godt og velsmagende ud.
    I hverdagen spiser jeg en dejlig mellemlagret fuldfed Danbo, gerne på rugbrød. Jeg har kun ostemadder i madpakken. Jeg foretrækker en friskskåret ostemad til frokost, i stedet for afskåret pålæg.
    I weekenden spiser jeg flere forskellige oste.🧀🧀🧀

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...