BollyFood - på besøg hjemme i Indien...

Der er vel næppe nogen der kommer her forbi, der er i tvivl om at jeg er vild med alt der er ligesom hjemme i Indien. Det er mit absolutte favoritkøkken, med alle de meget forskellige regioner og tilberedningsmetoder. For noget tid siden kontaktede jeg BollyFood i Kødbyen pga deres logo, som er en flot ornamenteret orange ske (læs nederst hvorfor) - og endte med at aftale af jeg skulle kigge forbi til en snak engang ved lejlighed. Det blev der så endelig tid til sidst i marts, da jeg var på hemmeligt visit i København for at deltage i min søsters polterabend.

Jeg lokkede Sabrina fra With Love and Sugar med, så vi kunne spise sammen - og vi ankom spændte og sultne en torsdag, lige efter åbning. Det var et virkelig charmerende biks vi trådte ind i. Kødbyens lidt kliniske hvide fliser, gled i baggrunden i et orgie af pangfarver og decor - uden at det på noget tidspunkt var kitchet. I den ene ende af lokalet, var der muret en farvestrålede bar op, hvor Rasmus Herold slog sig løs med at lave smagfulde drinks med indisk islæt. BollyFood er ikke kun en restaurant, men også en cocktailbar (og der er Happy Hour onsdag til lørdag fra kl. 17-22).

Vi blev taget godt imod af restaurantchefen Ida, som fortalte os om stedet og historien bag (mere om det senere). Som de først ankomne, var der frit valg på alle hylder, med sidepladserne. Vi valgte et bord midt i lokalet med godt overblik. Menukortet bød på mange spændende retter, se det lige her, men Ida syntes vi skulle kaste os ud i deres The Thali (det bedste fra husmødrenes køkken) - og det protesterede vi på ingen måde over. Det gav en jo mulighed for at smage mange forskellige ting.

Vi sprang vinmenuen over - og valgte i stedet at nippe cocktails til, efter devisen "overrask os". Ida havde spottet min forkærlighed for gin og åbnede ballet med en Bramble - med gin, citron og brombærlikør. Straks efter fulgte der lidt snacks: sprøde rullede Papadams og spinatblade vendt i pakora-dej, serveret med en myntechutney og en yoghurtdip. En virkelig lovende start. Vi hyggesnakkede og fik mulighed for at kigge os lidt bedre omkring.

Restauranten er et rigtigt hjertebarn, skabt af Babar og Caroline - og man kan mærke deres nærvær i hver en detalje. Overalt er der udsmykket med Carolines egne fotografier, knipset på utallige ture til Barbars hjemby i Pakistan - og det er både familie og venner der smiler ned fra væggene.  

Og så var det blevet tid til at tage hul på vore The Thali menu. Først en lille Alloo Tikki, som er en krydret kartoffelkage med sprødt grønt, serveret med en chutney lavet på rødbede og kikærter. En rigtig lille lækkerbisken.

Og så fulgte hovedattraktionen: hovedretten. Thali betyder 'fad' og består af en masse små retter, så man selv kan sammensætte på kryds og tværs. Jeg havde det som et barn der var blevet sluppet løs i en slikbutik! 

Der var 4 varme retter. Daal - lavet på hele fem forskellige slags linser med karamelliserede løg i SMØR. Lamb Shorba - oprindelig en suppe, her en intens ret med smørmørt lam og kartofler kogt med i fonden. Chicken Masala - krydret kylling med ingefær, løg og tomat. Og så stedets absolutte kongeret: Butter Chicken - kylling marineret i masala krydderier i 24 timer, serveret i en cremet currysauce med fløde og SMØR.

Det runde fad bød også på en sprød blandet salat med kikærter Chana Chaat og en Alloo Chaat - 'kartoffelsalat'. Der var de lækreste luftige ris (ekstralange basmati ris importeret fra Pakistan), nybagt Naan og en lille Lassi med hindbær og ingefær til at køle munden på.

Hold nu op, det hele var bare SÅ godt. Hver en bid var en oplevelse. Både Sabrina og jeg var helt i en anden verden. Det var sgu ligesom hjemme i Indien. For ikke alene er maden på BollyFood så autentisk og velsmagende at man skulle tro det var løgn - den er ligefrem lavet af en flok indiske kvinder. BollyFood drives nemlig som et socioøkonomisk projekt, der forsøger at få indiske kvinder ud på arbejdsmarkedet. Kvinderene tilbringer deres dage i køkkenet med at lave de forskellige currys, efter opskrifter der er nedarvet igennem generationer (som sagt: det bedste fra husmødrenes køkken). Deres mænd kommer så senere på dagen og servere maden. Sådan et sted kunne vi godt bruge i Århus. 

Hovsa, jeg havde nær glemt desserten: en lille creme brulée med kardemomme og passionsfrugt on the side. Det perfekte punktum for middagen!

Konceptet er bare SÅ gennemført. Og de 'indiske' drinks sad også bare lige i skabet.

Cocktails og krydret mad går virkelig godt sammen. Vi fik smagt rigtig mange interessante, med et indisk snert. Tom Collins med agurk og ingefær, en frækkert med Cava og Amarena kirsebær - og en tørstslukker med gin, mynte og Chatreuse.

Men der var dog en cocktail der hævede sig højt over de andre: BollyFoods Negroni. Jeg har aldrig smagt noget lignende. En Negroni består af 3 ting: gin, Campari og rød vermouth. Her var ginnen infuseret med kardemomme og det gav et pift af den anden verden. Jeg er selv lidt en kylling når det kommer til det bitre, så jeg laver min egen Negroni med mest Aperol og kun et par dråber Campari - men her måtte jeg overgive mig fuldstændigt. Den der smag af kardemomme var nærmest magisk - og fik bitterheden til at glide i baggrunden!

Sabrina og jeg fik herefter besøg af Johan, som havde været til et arrangement på Zentropa - og han skulle naturligvis også smage denne nyfortolkede klassiker. Da vi var ramlet ind midt i Happy Hour, blev det nærmest til en helt Negroni-fest på vores lille bord. Og kunne han så lide den? Well, her var hvad han skrev om den på hans Instagram "The best Negroni I've ever had, probably the best drink, I've ever had! Well fucking done!" 

Da vi ikke kunne rumme, hverken en dråbe eller en krumme mere, fik vi afregnet og sagt pænt farvel - og på gensyn! 

Æh...og der skulle så ikke gå ret længe inden det gensyn. 

For inden jeg rejste hjem til Jylland igen, var jeg forbi og få frokost sammen med min søster. Hun havde nemlig nærmest været ved at myrde mig, da jeg fortalte at jeg havde været der uden hende. Søstre! Godt så, den Butter Chicken havde jo rumsteret i mit baghoved siden jeg lukkede døren bag mig om torsdagen - så jeg var nem at lokke. Jeg SKULLE bare ha' mere af den. 

Søs var lige så begejstret for restauranten, som jeg. Vi var også så heldige at få mulighed for at hilse på Caroline - og få udtrykt vore glæde over maden, stemningen og stedet.

Vi bestilte en omgang Chicken Masala og Butter Chicken - og planen var at dele lidt frem og tilbage. Ha, jeg måtte le. Søs fik allernådigst en enkelt bid af MIN Butter Chicken og så var var det slut. Godt nok var der dømt søsterboble - meeeen. Jeg kunne ha' slikket den boks!

Det var virkelig en rørende billig frokost - 79 kr pr portion. Og se lige de fine bokse med logo, den kommer i. 

Uh, det minder mig om at jeg skal slutte af med at fortælle hvorfor jeg tog kontakt til BollyFood ang deres orange ske i første omgang.

Den er så fin! Og jeg skal ha' den tatoveret på min venstre underarm i sort, til efteråret. Og hvorfor så det? 

Livet med en kronisk usynlig sygdom er en udfordring. Når jeg skal forklare andre hvad det vil sige at ha' så få kræfter, griber jeg gerne ud efter The Spoon Theory (ske-teorien), som beskriver dagens kræfter som en håndfuld skeer. At stå op koste en ske, at gå i bad koster en til - og så fremdeles. Men hvad gør man hvis man kun har 10 skeer til en helt dag? Det handler om at lære at rationalisere med sine skeer - og gemme en i baglommen til lige netop det der gør en glad. 

Jeg har længe gerne villet ha' en ske tatoveret, så jeg kan bære en synlig påmindelse om at jeg er spoonie, blive fastholdt i at jeg dagligt skal økonomisere med mine skeer - og for at ha' en ekstra ske på mig som ingen kan tvinge mig til at bruge eller tage fra mig.

Det kan måske være mærkeligt at lade en restaurants logo tatovere på sin arm - men sådan tænker jeg slet ikke på det. Alle de tegnede skeer jeg har set har bare været forkerte for mig. Men ALT i mig faldt på plads, da jeg først så den her. For mig er det ikke en reklame for BollyFood, men den helt rigtige ske for mig. Den er smuk, ornamenteret og ligesom hjemme i Indien. Det føles helt rigtigt!
 
Jeg glæder mig til at få den på armen - og til at besøge BollyFood igen næste gang jeg kommer på de kanter.

Og nej: jeg har aldrig været i Indien. Sætningen "det er ligesom hjemme i Indien" har jeg med mig fra min læretid, hvor min chef altid sagde det når der var noget med karry på menuen. Det har jeg taget til mig af flere grunde. Gode minder skal man nemlig samle på.

Will It Waffle: Arancini af risotto...

Kender du arancini? Det er små panerede friterede kugler af ris - som man enten kan lave helt fra bunden eller af en rest risotto. Hos mig skulle de naturligvis laves i vaffeljernet... 

Knasende sprøde, omend lidt fladmaste, arancini - perfekte som snack eller et lille mellemmåltid.

Mine arancini startede med resterne af den her Risotto Primavera.

Jeg havde en lille portion tilbage + en enden af en fennikelspegepølse som i bedste Stop Spild af Mad stil, skulle omsættes i en fart.

Risottoen blev rørt løs med en gaffel og blandet med pølsen, som var skåret i bittesmå tern. Da min risotto var lavet med rigelig væde og ost, var det ikke nødvendigt med bindemiddel af nogen slags. Har man en tør rest, der ikke rigtig vil hænge sammen, kan man med fordel tilsætte lidt æg og mel. 

Jeg formede 6 små flade 'bøffer' af blandingen. Der er ingen grund til at lave runde kugler, når de skal i vaffeljernet.

Jeg valgte en 3-trins paneringen for et ekstra sprødt resultat. Mel får ægget til at hænge bedre ved - som så får raspen til at sidde i et bedre lag. Jeg brugte lidt hvedemel, 2 sammenpiskede æg og et par håndfulde panko-rasp.

Når man skal panere på den måde, er det en god idé at vende alt i mel først - ellers kan man nemt få lavet en værre grød af mel og æg.

Dyp den små basser, en og en, i ægget - og lad dem dryppe af. Rul kanten i raspen og vend dem derefter, mens der trykkes let. Det giver den optimale panering.

Varm et vaffeljern til belgiske vafler godt op (til et alm vaffeljern laves de mindre og fladere). Spray/smør jernet godt med olie og bag 2 arancini af gangen.

Lad dem bage til de er gyldne og sprøde. Lad dem køle lidt af på en rist, før de serveres. 

Jeg kunne ikke vente, og guffede straks en i mig. Super lækker - men meget varm. Av, min gane...

De øvrige 5 fik lov til at vente lidt.

Det var dog alligevel kun 4 der nåede på fadet. De sprøde arancini kan serveres som de er eller med en spicy tomatsauce til at dyppe i. Det vil jeg overveje at lave til næste gang....de her forsvandt før tanken blev til handling.

Både melet og raspen blev næsten opbrugt - men hvad så med resten af ægget?

Der var en del tilbage og det skulle jo ikke gå til spilde.

Jamen, det kom da også i vaffeljernet. Jeg gjorde det ikke rent først, så der var lidt rasp og halløj tilbage. Oh well...det giver jo smag alt sammen.

Lidt Scriracha, urtesalt og friskkværnet sort peber på toppen - og så blev den foldet sammen til en æggewich. Ikke spor tosset!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I dag runder jeg 4000 billeder på Instagram. Det er lidt tosset at det er blevet til så mange allerede. Jeg har lavet det her billede til lejligheden - og glæder mig til at uploade det om lidt. Følger du mig på Instagram? Det er der jeg poster mange af de billeder der ikke finder vej til hverken bloggen her eller siden på Facebook. Hvis du har lyst, kan du følge mig, under mit 'streetnavn' @Kmoztar ➤➤ lige her.

Kunstværk: 4000. Kunstner: Malou Rotvel Pagh. Materialer (mixed media): tørrede kornblomster, røde linser, Frisørens Te og rugkerner på skiffer. Pincetten er i privateje.

Hæ...man har jo kun det skæg man selv sidder på....

Risotto Primavera med lagret havarti og tørsaltet æggeblomme...

Risotto er, for mig, noget nær det ultimative comfort food - varmt, rart og lige til at skovle ind i store mundfulde. Og denne risotto primavera (italiensk for forår) er noget af det ypperste. Den findes i mange udgaver, men fællestrækkene er friske grønne asparges og andre spæde forårsgrøntsager. Nå ja, og så SMØR samt rigelige mængder ost.

Det er traditionelt parmesan man bruger, som giver både salt og umami. Jeg har valgt at bruge den noget mere mildtsmagende Unika Gammel Knas, som det 'ostede' og så høvle tørsaltet æggeblomme over for ekstra umami.

Som jeg også skrev her, så har jeg ventet så utålmodigt på det danske forår og de medfølgende asparges, at jeg faldt for fristelsen til at købe et bundt økologiske spanske. De skulle, sammen lidt edamamebønner og grønne ærter (frisk fra frost) udgøre det grønne fyld i min risotto. Resten af ingredienserne var: Noilly Prat (i stedet for hvidvin), løg, hvidløg, grøntsagsbouillon, risottoris, ost og SMØR.

Men ak, da jeg åbnede posen med ris, lugtede de mulet og muggent. Og så var gode råd dyre, for alt det andet var jo gjort klart. What to do?

Jeg kom heldigvis i tanke om at man sagtens kunne bruge ganske almindelige grødris (ja, har også været en fattig studerende engang) - og sådan en pose havde jeg da fra jul. Phew...heldigt nok!

Jeg snappede enderne af de grønne asparges - der hvor de selv gav efter. De trævlede ender blev snittet og kogt i ca ½ L vand i 10 minutter i bedste Stop Spild Af Mad stil. For selv om de ikke er rare at spise, skal de ikke smides ud - de kan jo stadig aftvinges noget smag.

Til 2 portioner, som del af en menu, eller 1 hovedret (+ en lille rest):

1 lille løg i tern
1 fed finthakke hvidløg
150 g grødris
30 g SMØR
½ dl Noilly Prat
½ L aspargesvand
1½ tsk urtebouillon-pasta
evt ekstra vand

Løg og hvidløg blev sauteret glasklare i 15 g SMØR. Risene kom ved og sauterede med i ca 2 minutter. Noilly Prat kom ved og fik lov til at koge væk - og derefter blev der tilsat lidt bouillon af gangen (under omrøring) mens risene suttede i sig. Sideløbende gjorde jeg fyldet klart.

De grønne asparges blev snittet i skrå stykker og jeg rev en god håndfuld Gammel Knas. Asparges (gem hovederne), ærter og edamamebønner fik et lynhurtigt opkog, så de var klar til at komme i risottoen i sidste sekund.

Da risene havde det ønskede bid, rørte jeg ca ½ håndfuld revet ost i og det sidste SMØR. Det gav en pragtfuld konsistens. Den manglede ikke salt, men fik et par dråber æblecidereddike for at balancere fedmen. Panden blev taget af varmen, der blev lagt låg over - og risottoen fik lov til at trække ca 3 minutter. Efter det blev de grønne sager rørt i - og så var den klar til servering på en opvarmet tallerken.

Uhm, lige klar til at gå ombord i.....og dog....

Lidt ekstra lir: de dampede aspargeshoveder, lidt ekstra revet ost og tørsaltet æggeblomme.

Lidt ost blev drysset over og aspargeshovederne blev fordelt på toppen. Og sådan kan den sagtens serveres. Jeg ville bare lige tage den et skridt videre...

Så jeg høvlede næsten en hel tørsaltet æggeblomme ud over. Brug endelig parmesan, hvis du ikke er hoppet med på den gule bølge endnu.

Have mercy - det var godt! Jeg spiste godt til, men sørgede for at stoppe i tide (well, det er så løgn) og gemte resten til dagen efter.

Du gætter ALDRIG hvad jeg gjorde ved resterne...æh...øh...

Ja...jeg er så forudsigelig. Det blev til en knasende sprød omgang vaflede arancini - og dem får du opskriften på i det næste indlæg...

3 x bacon-vafler - sødt, salt og syndigt...

Meatfree Monday? Jo, jeg har da hørt om konceptet - men hallo: BACON! Disse vafler opfandt jeg her i weekenden fordi jeg havde en masse stegt bacon til overs (???) som skulle omsættes i bedste Stop Spild Af Mad stil. Det blev til 3 ret så labre måltider - et sødt og to salte:  

Tv: bacon-vaffel med avocado og tomat. Mf: bacon-vaffel med SMØR og ahornsirup. Th: bacon-vaffel asparges og 2 slags æg.

Fredag aften stegte jeg 400 g bacon. En maxi-pakke af den konventionelle slags, gemt/glemt på fryserens bund - og gået på dato i 2015. Bacon er dog ikke sådan lige at slå ihjel, så det kunne fint bruges. Det blev tøet op og confiteret (altså stegt langsomt, ved middelvarme, i allerede afsmeltet baconfedt fra min 'fedtbank'). Det er blevet min absolut favoritmetode at stege bacon på, for det bliver smukt gyldent og knasende sprødt - helt uden at bide sig fast i panden og få brankede kanter.

Jeg brugte en del af den nystegte bacon til denne dekonstruerede carbonara. Det var pasta (på brune ris) vendt med flødekysset grønt og sprød bacon - med en hel høvlet tørsaltet æggeblomme ud over. Med lidt held kommer opskriften i et senere indlæg.

Nå, men der var stadig en del bacon tilbage. Lørdag formiddag gik jeg derfor i køkkenet og hev vaffeljernet frem.

Jeg besluttede mig for at gå LCHF (Low Carb High Fat) vejen og lave glutenfrie 'fede' vafler - for jeg havde helt tilfældigvis en bøtte hytteost stående, som var perfekt til formålet. Jeg valgte at droppe saltet - og lade baconen salte dejen selv.

6 skiver bacon blev kørt helt fint i minihakkeren *wroom wroom* 

200 g hytteost
4 æg
25 g smeltet SMØR 
1½ spsk kokosfibermel
6 skiver blendet bacon

Æg og hytteost blendes sammen til en homogen masse. Kokosfibermel og bacon vendes i - og til sidst tilsættes det smeltede SMØR.

Det gav en herlig bacon-dej som lige passede til 4 alm vafler i mit vaffeljern.

De 2 af vaflerne kom i mine små fade til hotdogs - og sat på køl. Så var de lige til at varme og toppe senere. De to sidste blev straks fortæret til morgenmad.

Jeg ELSKER den sød-salte kombi af bacon og ahornsirup. De lune vafler fik derfor et generøst skud sirup. lidt koldt SMØR (lavet til kugler med et parisiennejern) og en ekstra skive sprød bacon på toppen. Det holdt sulten fra døren til sidst på eftermiddagen.

Da maven rumlede lidt igen, gik jeg ud og fandt avocado, cherrytomater, mayonnaise og karse frem.

Jeg valgte at lade vaflen forblive kold - og toppede den med 2 halve avocadoer (skåret i skiver i skallen og gravet ud med en stor ske), et par cherrytomater, lidt mayonnaise, masser af friskkværnet sort peber og lidt karse.

Lidt ekstra sprød bacon - og så var det et glimrende lille måltid - som jeg indtog på vej ud af døren på vej til fest med en flok kagedåser + det løse. 

Mirakuløst vågnede jeg op søndag morgen, uden de store tømmermænd - var bare træt og virkelig sulten.

Undskyld: jeg kunne altså ikke vente på at de danske asparges var til at få. De her økologiske stængler fra Spanien fristede mig over evne. Trængte SÅ meget til forår på min tallerken - så nu måtte jeg altså give efter. 

Den sidste bacon-vaffel blev lunet og toppet med 5 dampede asparges og 3 cherrytomater i tern.

Dernæst et perfekt spejlet æg - kun krydret med masser af friskkværnet sort peber. Jeg dryppede med lidt Sriracha - og så kom det sjove.

I stedet for salt blev der nemlig 'krydret' med revet tørsaltet æggeblomme. Pivfrækt at krydre æg med æg!

En enkelt skive bacon blev indraget i legen, for at stikke hul i den flydende æggeblomme - og så var der ren æggeporno. En morgenmad lidt ud over det sædvanlige - og helt klart noget jeg skal lave igen. Det ville jo være en perfekt ting at servere til en brunch!

Således fik jeg brugt det sidste bacon. Og hvad så med de sidste asparges?

De kom i en lidt alternativ Risotto Primavera - og den får du opskriften på i det næste indlæg.  

God mandag til alle der kommer her forbi...