onsdag den 23. marts 2016

Will It Walffle: Pommes frites...

I går viste jeg dig hvordan kold pizza kunne genoplives som de lækreste vafler - og i dag er det så endnu en take-out rest der får samme behandling. Denne gang er det den rest som sikkert ender direkte i skraldespanden hos de fleste: pommes frites.

Smid dem endelig ikke ud! De kan vafles til de lækreste sprøde snacks. Her udgjorde de en lille appetizer, serveret med en pikant dip.

Jeg fortalte i går, at når jeg bestiller take-out, er det 'kebab på tallerken' og pizza (da der er et minimumsbeløb for levering). Og det her er netop resterne fra en omgang kebab. Jeg ender altid med at spise alt kødet, fordi det bare smager så skæppeskønt - og levner så hellere de tynde sveller.

Efter en nat på køl er de ærlig talt ikke særligt spændende. Og både ovn og mikroovn kommer til kort. Men når man som jeg, er opsat på at bruge alle rester i bedste Stop Spild Af Mad stil, så må man sno sig. Nogen vil nok tænke at det er fuldkommen pløk overhovedet at gemme sådan en lille noller rest - men det er lige netop her det giver mening for mig. ALT hvad der kan blive noget spiseligt igen bør gemmes. Og ved du hvorfor: det er der økonomien for alvor kommer ind i billedet. Det er muligt at det kun er kolde kartofler for at par kroner - men hvis det kan udgøre noget af et måltid er det penge sparet et andet sted. Gyngerne og karrusellen, baby!    

Jeg varmede jernet godt op, med pladerne til belgiske vafler - og smækkede dippen sammen, mens det varmede op. Den bestod af mayo, ketchup, sennep og flydende chipotle.

3 dele mayo, 1 del ketchup, ½ del sennep og ½ del chipotle - rør sammen og smag til med lidt salt. Det er en nem og vildt god dip. Sådan sød/stærk-ish.

De triste sveller blev fordelt i 2 bunker i det varme jern - og vaflet til disse sprøde og lækre...æh...chips?

De hænger sammen - men man kan nemt trække de enkelte pommes fra hinanden. 

De knasende sprøde sveller og den pikante dip sad bare lige i skabet. Det kunne være en sjov snack at servere for gæster. Man kunne jo selv lave nogle sveller i ovnen dagen før, så man slap for frituren.

Det er ikke den eneste måde man kan give pommes frites nyt liv i vaffeljernet. Sidst jeg bestille take-out, blev det til kebab (obligatorisk) og ½ grillkylling med pommes. Dagen efter blev det til den her kreation:

En halv ørn i rede, som du med garanti aldrig har set den før. 'Brødet' er blendede vaflede pommes - og fyldet kylling uden ben, ligeledes vaflet.

Det må du bare prøve, ikke? Men ak - du ejer ikke et vaffel jern? Fear not, det kan du gøre noget ved her i min give-away hvor du kan vinde et Snack Collection jern fra Tefal og bogen Will It Waffle

I morgen kommer der endnu et Will It Waffle indlæg - der laver jeg nemlig morgenmad: bacon & æg...


4 kommentarer:

  1. Det er utroligt hvad du kan forvandle i et vaffeljern ! Herligt :) Jeg fatter slet ikke at jeg kan leve uden et sådant.... :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-) Det gælder bare om at give den gas. Nej, vel? :-D

      Slet
  2. Er der noget sammen med de blandede pomfritter eller hænger de fint sammen, skal helt sikkert afprøves, for ja, det er altid dem der ryger i skraldespanden

    SvarSlet
    Svar
    1. De er lavet nøjagtig som der står. Håber du kan lide dem. Det er virkelig en god måde at genoplive fritter op - og undgå spild :)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!