mandag den 13. juli 2015

Ispinde med hindbær og skyr - overtrukket med hvid chokolade...

Her får du en rigtig lækker ispind med smag af sommer. Solmodne danske hindbær er bare noget af det bedste jeg ved. Isen er frisk og syrlig - og komplimenteres perfekt af et tyndt lag sød hvid chokolade.

Bag det knasende hvide ydre, finder man den smukke lyserøde is.

Isen er lavet nøjagtig som den her af blåbær. Så først blev 100 g hindbær skyllet og kørt i blenderen *wroom wroom* til en glat puré.

Jeg valgte at køre puréen igennem en fintmasket sigte for at få alle de små kerner fra. Den blev derefter tilsat 100 g kondenseret mælk, 75 g skyr og 1 dl fløde. For at give lidt ekstra syre, fik den også 1 spsk citronsaft.

Der blev 4 ispinde, i den her form, ud af portionen. De fik lov til at fryse ind natten over.

Til at overtrække med, brugte jeg Ivoire fra Valrhona - tyndet op med en smule raw økologisk kakaosmør. Det giver en tyndere og meget dyppevenlig chokolade. 

Når man skal overtrække en ispind helt, er det en god ide at hælde den smeltede chokolade i et højt glad. Det er ikke nødvendigt at fylde det helt op, for ispindens massefylde vil presse chokolade op over.

Hent en ispind i fryseren af gangen. Dyp den ned i chokoladen i en lang glidende bevægelse.

Hiv den straks op og lav små cirkelbevægelser over glasset, så den overskydende chokolade kan dryppe af. Med en lille dejskraber skrabes chokoladen ned i glasset igen - og så kan den næste ispind dyppes.

Chokoladen stivner lynhurtigt, så den kan lægges direkte tilbage i fryseren. 

Hvis man er til lidt ekstra dekoration kan man også komme lidt af chokolade i en lille sprøjtepose.

Der kan enten sprøjtes ovenpå overtrækket.

Eller direkte på isen. Her er pyntet med lidt sukkerkugler.

Tag en ispind ud af fryserene og læg den i køleskabet ca 5-8 minutter før den skal spises. Så når skyrisen at blive dejlig cremet. 

Altså den fibrohjerne. Jeg havde bildt mig ind at det var d. 14/7 jeg skulle i radioen og kloge mig på ispinde - men det var altså i går d.12. Havde endda forberedt et opsamlingsindlæg med alle mine ispine - både til børn og voksne. Nå, men de ca 5 minuttet jeg fik at kloge mig i, kan høres lige her på Søndag i farver på P4 (den springer selv hen til klippet).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!